Jeg kan stadig høre min mors stemme. Hun sagde ofte: “Danmark er en Kuti Goum.” Dengang forstod jeg ikke, hvad hun mente. For mig var Danmark et land med muligheder, et sted, hvor brobygning mellem kulturer var mulig. Men hun så noget, jeg ikke kunne se.
“Kuti,” forklarede hun engang, er punjabi slang for noget uærligt eller falsk – ordet betyder direkte oversat “hunhund” ellere “bitch”. Og “goum”? Det betyder land eller samfund. Når hun sagde “Kuti Goum” mente hun, at Danmark som samfund var hyklerisk – et sted, der tog, men aldrig gav tilbage.
Hun sagde også: “جہودیوں کولھ بج کے رہ” – sid aldrig ved samme bord som hyklerne. Jeg rystede på hovedet af hendes ord. Som ung, optimistisk og håbefuld diskuterede jeg med hende. Jeg troede på Danmark. Jeg troede på, at retfærdighed var mulig.
Men efter den 7/10, en dag, der ændrede alt, ser jeg nu, hvad hun så længe før mig. Hun så et samfund, der tog min fars og hans generations hårde arbejde for givet. Hun så en nation, der kun værdsatte os, når det passede ind i dens behov.
Et flashback til hendes ord fylder mig nu med både sorg og klarhed. Kære mor, اللہ جنت نصیب کرے۔ Må Allah give dig paradis. Du havde ret hele tiden. Og nu forstår jeg, hvad du mente. Og alle de kampe, du måtte kæmpe igennem.
TAKNEMMELIGHED?
DANMARKS MØRKE HISTORIE
FRA SLAVERI TIL INDUSTRIALISERING
Jeg har ofte tænkt over, hvordan Danmark blev det land, vi kender i dag. Når jeg hører ord som “taknemmelighed,” og hvordan vi skal værdsætte vores plads i samfundet, bliver jeg mindet om de mørke kapitler, vi sjældent taler om. Fra slaverne, der arbejdede på sukkerplantagerne i Caribien, til min egen far, der sled på danske fabrikker som gæstearbejder – udnyttelsen har altid været en del af historien.
Da jeg var yngre, vidste jeg ikke, hvad min far bar på sine skuldre. Men jo ældre jeg blev, desto tydeligere blev det, at hans historie ikke er unik. Danmark har gennem århundreder brugt ressourcer – menneskelige og materielle – fra andre, ofte uden at anerkende deres bidrag. Sukkeret, der sødede danskernes te og kaffe, kom fra plantager, hvor slaverne knoklede sig selv til døde.
Og det stopper ikke der. I dag ser jeg på Grønland og tænker: Er vi virkelig kommet så langt? Ressourcerne er anderledes – nu er det fisk, mineraler og strategiske positioner – men mønstret er det samme. De, der giver, får sjældent noget igen.
PERSONLIGT PERSPEKTIV
GÆSTEARBEJDERENS SØN
Min fars hænder byggede fabrikkerne, der holdt industrien i live. Jeg kan stadig huske hans slidte fingre, hans trætte blik, når han kom hjem. Han talte sjældent om arbejdet, men jeg kunne se, at han bar noget tungere end blot de lange arbejdsdage. Det var vægten af at være en “fremmed,” selv i et land han havde viet sit liv til.
Når jeg ser tilbage, kan jeg ikke lade være med at tænke: Har noget virkelig ændret sig? Danmark har en historie med at udnytte ressourcer og mennesker for egen vindings skyld, og vi, gæstearbejdernes børn, lever stadig med skyggerne fra den fortid.
DANMARKS ANSVAR: EN REFLEKSION
Som søn af en gæstearbejder, hvis historie er flettet sammen med Danmarks industrialisering, føler jeg, at det er på tide at tage et opgør. Hvis vi kan se tilbage på slaveriet og sukkerplantagerne med skam, hvorfor er vi så ikke villige til at konfrontere de moderne versioner af den udnyttelse? Grønland, gæstearbejderne, migranterne – det er den samme historie med nye ansigter.
TAKNEMMELIGHED MY ASS
Jeg er træt af at høre om, hvordan vi skal være taknemmelige. Taknemmeligheden burde gå begge veje. Hvis Danmark er bygget på ryggen af slaver, gæstearbejdere og ressourcer fra andre lande, er det ikke for meget at forvente en smule respekt og anerkendelse. Vi skal ikke kun se fremad, men også se tilbage og lære af fortiden.
RELIGION OG IDENTITET – EN PRIVAT SAG
For mig har religion altid været en privat sag. Min tro er mellem mig og min Gud, og det burde være nok. Men i dagens Danmark føles det ofte, som om politikere og medier gør alt for at udstille vores tro og kultur. De bruger ord som “jihad,” “sharia,” og “intifada” som værktøjer til at skabe frygt og mistillid. Samtidig forventer de, at vi, som gæstearbejdernes børn, konstant forklarer og forsvarer os – vores tro, vores baggrund, og selv vores privatliv.
Jeg er opvokset med værdier om at acceptere andre, uanset forskelle, og jeg forsøger at leve mit liv som et åbent og rummeligt menneske. Så hvorfor føles det, som om jeg bliver reduceret til et stereotypebillede i den politiske debat? For mig er min tro ikke en politisk diskussion, og jeg forstår ikke, hvorfor politikere og debattører er så optagede af at kontrollere vores identiteter, som om det var deres ret.
Når jeg tænker på min far og hans generation – gæstearbejderne, der kom hertil for at bygge fabrikker og skabe en fremtid – husker jeg, at de heller aldrig bad om at blive defineret af andre. De arbejdede hårdt, lagde fundamentet for Danmarks industrialisering, og forventede blot respekt og anerkendelse. Men i stedet blev de mistænkeliggjort, ligesom vi bliver det i dag.
DEN BRÆNDENDE BRO
7. oktober 2023 var en mærkedag. Ikke en officiel helligdag (endnu), men en dag, hvor jeg personligt fejrede min egen frihed – fra at prøve at forstå et land, der aldrig rigtig har forstået mig. Jeg har tændt ild til broen, jeg selv byggede. Ja, den bro, der skulle forene mig som gæstearbejderens søn med Danmark. Og ved I hvad? Det er den bedste gave, jeg har fået i mit liv.
INTIFADA MOD DANMARKS HYKLERI
Velkommen til mit oprør – eller som jeg nu ynder at kalde det, min intifada. Ikke den slags, der kommer med fakler og marchtrommer, men den slags, der kommer med ord og en sund portion ironi. Danmark, tak for ingenting. I fik vores arbejdskraft, vores slid, og endda vores gode humør, og vi fik… et mistænksomt blik og et “kan I ikke bare være lidt mere taknemmelige?” Hykleri, thy name is Denmark.
GÆSTEARBEJDERENS SØN, DANMARKS INTIFADA
Jeg er gæstearbejderens søn, men i stedet for at give jer den søde historie om hårdt arbejde og håb, lad mig bare sige det, som det er: Min arv er nu at stille jer til ansvar. I kender måske ikke ordet intifada, men lad mig oversætte det: Det betyder, “vi har fået nok.” Jeg tager det dog på dansk manér – ingen råben, ingen vold. Bare nogle velplacerede jokes og en det-kan-vi-da-ikke-være-bekendt-attitude.
MIT DANMARK ER BRÆNDT NED
Og ja, jeg ved godt, hvad der kommer nu. Der vil sidde en flok islamofober derude, klar til at skrive:
skrid dog hjem!
Men nej, jeg bliver lige her. Ikke fordi jeg elsker at blive mistænkeliggjort – hvem gør det? – men fordi jeg er her for at tage min hævn til den bitre ende.
Min kamp handler ikke om vrede råb eller had. Nej, min kamp er at udstille Danmarks hykleri – ikke med floskler, men med min kreativitet. Det er min måde at vende bordet på. Jeg bruger ordene, kunsten og humoren som mine våben i en kamp for retfærdighed, anerkendelse og sandhed.
Så nej, jeg skrider ikke. Jeg bliver her og bruger min stemme til at sige det, I helst vil undgå at høre: Danmark blev bygget på ryggen af os, og det skal I aldrig glemme. Hvad er jeg her for? For at minde jer om det – kreativt, skarpt og med en smule humor.
Kampen er ikke slut, og jeg har lige begyndt mit mesterværk.
AFSLUTNING – MIN MORS UFORSTÅEDE KAMP
Min mors liv var en kamp, som jeg først forstår nu. Hun blev lovet væk som en del af et system, der lokkede med guld og grønne skove – en fælde, både skabt af mine bedsteforældres håb og Vestens løfter om et bedre liv. Men det, hun fandt, var ikke en drøm. Det var racisme, sorg, splittelse og en konstant afstand til alt det, hun holdt af.
Jeg ser det tydeligere nu. Hendes længsel efter det, hun havde forladt. Hendes smerte over det, hun blev mødt med. Og hendes kamp for at beskytte os, selvom hun bar vægten af en verden, der ikke så hendes værdi. Alt det var gemt bag hendes hårde ord, som jeg først kan forstå nu.
Og hvad med mig? Jeg lever i det land, der bryster sig af at være blandt de lykkeligste i verden – Danmark. Men ironisk nok tager jeg lykke piller for at finde en balance i alt det, der burde være enkelt. Måske er det landets egentlige arv: En facade af lykke, der skjuler de uforløste sår.
JEG SAVNER MIN MOR
Min mor så det hele før mig. Hendes ord, “Danmark er en Kuti Goum,” var ikke blot kritik, men en påmindelse om den splittelse, der ligger under overfladen. Hun kæmpede mod den løgn, der lokkede hende væk fra det, hun elskede. Nu står jeg her, hendes søn, og forsøger at samle stumperne af den arv, hun efterlod – en arv, der nu også er blevet min kamp.
“اللہ جنت نصیب کرے۔” Må Allah give dig paradis, mor. Din kamp var ikke forgæves, og din sandhed lever videre i mig, selvom den stadig gør ondt. Jeg forstår det hele nu – smerten, løfterne, og hvorfor du aldrig kunne glemme, hvad du mistede. Jeg ser det hele nu.
Hvis du vil dykke mere ned i lignende emner om magt, systemer og uretfærdighed, så læs mere her:
En politibetjent i Reaktionsafsnittet, København, anklages for magtanvendelse uden hjemmel. PDF afslører selvmodsigelser i rapporten. Dette er en sag om politivold i Danmark.
