ER REMIGRATION DET NYE ORD FOR ETNISK UDRENSNING? FRA HITLER TIL SKAALE

UNDER OPBYGNING

OM SIDEN
Denne side samler analyser, undersøgelser og personlige refleksioner om politisk kommunikation, magt og fortællinger i Danmark. Formålet er at skabe indsigt — ikke fordømmelse.
Jeg undersøger, hvordan ord og historier former vores forståelse af virkeligheden, og hvordan magt, medier og moral spiller sammen i den offentlige debat.
Alt materiale bygger på åbne kilder, egne observationer og respekt for de personer, der omtales.

Når ord som remigration dukker op, vækker de ekkoer fra mellemkrigstiden – hvor både nationalistiske og religiøse bevægelser brugte idéen om hjemvenden og udrensning til at skabe frygt.
I dag må vi kunne tale om tilhørsforhold uden at gentage fortidens skyggespil.

ER REMIGRATION DET SAMME SOM ETNISK UDRENSNING?
Nej, ikke juridisk.
Remigration betyder i udgangspunktet, at mennesker frivilligt vender tilbage til deres oprindelsesland.

Men når ordet bruges politisk – som en plan for, at bestemte grupper “skal sendes hjem” – mister det sin uskyld.
Så begynder sproget at dække over noget, der ligner tvang, og i yderste konsekvens: etnisk udrensning.

Historien har vist, hvad der sker, når ord bliver brugt til at gøre mennesker midlertidige i deres eget hjem.

REMIGRATION – NÅR LØGN BLIVER POLITIK
Du kan ikke sammenligne direkte med Zions Vises Protokoller – det var et dokument bygget på en løgn om jøder, en helt anden kategori af ondskab.
Men historien gentager sig, når et stykke tørklæde igen bliver gjort til en trussel.

Det samme mønster går igen: frygt forklædt som beskyttelse, løgne forklædt som fakta.
Det starter i sproget – små skub, nye ord, gamle myter i nye farver.

Remigration er ikke bare et politisk udspil.
Det er et spejl, der viser, hvor hurtigt et samfund glemmer, hvad der sker, når mennesker bliver gjort til symboler.

Når politikere siger, at Danmark vil forsvinde under islam, handler det ikke om tro, men om frygt.
Danmark forsvinder først, når vi glemmer, at frihed netop betyder, at vi kan være forskellige.

RELATEREDE ARTIKLER
👉 Fobi, frygt, fordomme og håb
👉 Skaale: Israel – Hitlers arv blandt stater
👉 Skaale: Er Hamas spejlbillede?

Når ord som remigration dukker op, minder det om mellemkrigstidens ideologier — hvor flere bevægelser, både nationalistiske og religiøse, brugte tanken om hjemvenden og udrensning til at skabe frygt. I dag må vi kunne tale om tilhørsforhold uden at gentage fortidens skyggespil.

HISTORISKE RØDDER – “BLOOD AND BODEN” OG OPTAKTEN TIL REMIGRATIONSTANKEN

Efter Første Verdenskrig lå Europa i kaos. Økonomien brød sammen, og millioner følte sig fremmede i deres eget land. Mange søgte en forklaring – og i stedet for at se på politik og fattigdom, begyndte man at pege fingre ad “de andre”.

I Tyskland voksede en idé frem kaldet “Blut und Boden” – “Blod og Jord”. Den handlede om, at et folks værdi kom fra dets “rene blod” og det land, det tilhørte. Jøder, romaer, migranter og politiske modstandere blev gjort til syndebukke for alt, der gik galt. Den tanke banede vejen for nazismen og senere holocaust.

Når ord som remigration bruges i dag, vækker det genklang af de gamle fortællinger om “hvem der hører til, og hvem der skal ud”. Historien viser, hvor hurtigt sprog kan glide fra politik til udgrænsning – og hvorfor vi skal være varsomme, når gamle idéer får nye navne.

ZIONS VISES PROTOKOLLER – EN LØGN DER SKABTE FRYGT
“Zions Vises Protokoller” blev skrevet i begyndelsen af 1900-tallet i Rusland.
det udgav sig for at være hemmelige planer fra jødiske ledere om at overtage verden.
men dokumentet var falsk — fabrikeret af antisemitiske kræfter for at skabe frygt og had mod jøder.
det blev senere brugt som propaganda af nazisterne og andre ekstreme bevægelser for at retfærdiggøre forfølgelse.

dens virkning var ikke sandheden, men løgnen — og den måde, løgnen blev gentaget, til folk begyndte at tro på den.

i dag ser vi samme mekanismer i ordene om remigration.
når politikere taler om, at “nogle” ikke hører til, når et tørklæde gøres til trussel, og en tro til et problem, gentager historien sit mønster.
remigration bliver dermed ikke bare et politisk forslag, men et ekko af fortidens frygt – forklædt som løsning.

DRENGEN MED DE VÅDE SVOVLSTIKKER

Han stod på hjørnet.
Snefnuggene var ikke smukke den aften, bare kolde. De lagde sig som små nej’er på hans hænder.

Han prøvede igen.
Én svovlstik.
Den kradsede ikke.
For fugtig. For sent.

Folk gik forbi, sådan som folk gør, når de har travlt med at være trygge. Ingen så drengen. De så kun det, han ikke var: varm, dansk, hjemme.

Han huskede, hvad hans mor plejede at sige:

“Hvis ilden går ud, tænd den igen. Du skal bare tro på gnisten.”

Men hvad gør man, når selv troen er våd?

Den sidste svovlstik knækkede mellem fingrene. Et lille, næsten lydløst klik — som et hjerte, der giver op.

Og i mørket omkring ham blev skiltene ved med at blinke.
“Remigration.”
“Egen jord.”
“Vores land.”

Han så op mod vinduerne, hvor familier spiste, lo, levede.
Han var ikke vred. Bare kold.
Han tænkte: Hvor mange tændstikker skal man tænde, før nogen mærker varmen?

SPROGET SOM VÅBEN

Da Skaale sagde, “Israel er Salman Rushdie”, blev det pakket som et forsvar for ytringsfriheden.
Men ordene gjorde mere end at beskrive — de flyttede grænsen for medfølelse.
Pludselig blev en stat med kampfly og våben ligestillet med en forfulgt forfatter.
Det er sådan propaganda starter: ikke med løgne, men med billeder, der forveksler magt med offer.

Ord former virkelighed. Og når de, der har magten, taler som ofre, bliver de virkelige ofre usynlige.

REMIGRATION – ET ORD MED GAMLE RØDDER OG NYE SÅR

Ordet remigration lyder tørt, næsten teknisk. Det kommer fra latin — re for “tilbage” og migratio for “vandring”.
Det blev brugt efter Anden Verdenskrig om flygtninge, der vendte hjem, og senere om de gæstearbejdere, der kom til Nordeuropa i 60’erne og 70’erne for at arbejde i fabrikker og byggepladser.

De fleste af dem skulle kun blive lidt. De kom for at hjælpe, for at tjene penge, for at vende hjem igen, når alt var på plads.
Men mange blev.
De fik børn, som mig.

Jeg er søn af en gæstearbejder.
Mit hjem blev ikke midlertidigt. Det blev Danmark.
Men når jeg hører politikere tale om remigration i dag, føles det, som om de prøver at skrive min familie ud af historien igen — som om min far bare var på lån, og jeg stadig skal forklare, hvorfor jeg er her.

Det er det, ord kan gøre:
De kan lyde neutrale, men bære fortidens skygger.
De kan åbne gamle døre, man troede var lukket.

Remigration handler ikke længere kun om at rejse tilbage.
Det er blevet et ord, der spørger: Hvem får lov at blive?

LÆS OGSÅ OM METTES RETORIK

ER DET KRIMINELLE… HVEM ER DE ØVRIGE GRUPPER AF MENNESKER

Hvis man er muslim, skal man så også udvises ifølge Dansk Folkeparti. Er det Bederum de skal ukkes, eller skal jeg, søn af en gæstearbejder massedeporteres? Generation Identitær ord “reimigration” bruges af Dansk Folkepart, der tilhører den ekstreme højrefløjl….. op. ekstremistiske grupperinger, som roser Morten Messerschmidt. Hvordan skal man følge sig sikker.