ER RIGSFÆLLESSKABET EN KOLONIAL STRUKTUR?
Grønland var tidligere en dansk koloni, og forholdet mellem Danmark og Grønland kan derfor ikke forstås uden den koloniale historie. Grønlands status blev ændret i 1953, og senere fulgte hjemmestyre i 1979 og selvstyre i 2009.
I dag har Grønland omfattende selvstyre, men Danmark har fortsat ansvar og kompetencer på centrale områder, blandt andet udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitikken.
Det rejser et grundlæggende spørgsmål: Hvornår ophører en kolonial relation reelt – når den formelle status ændres, eller først når et folk selv har fuld kontrol over sin politiske fremtid?
FRA KOLONI TIL SELVSTYRE
Rigsfællesskabet kan derfor analyseres både som en moderne forfatningsmæssig ordning og i lyset af den historiske magtrelation mellem Danmark og Grønland.
Det betyder ikke, at nutidens Grønland juridisk kan sidestilles direkte med den tidligere koloni. Men kolonihistorien er relevant, når man diskuterer magt, selvbestemmelse og muligheden for grønlandsk selvstændighed.
ØKONOMISK AFHÆNGIGHED OG POLITISK KONTROL
Grønlands selvstyre giver omfattende politisk kompetence, men økonomien er fortsat tæt forbundet med Danmark. Det årlige bloktilskud fra den danske stat udgør en væsentlig del af finansieringen af den grønlandske offentlige sektor.
Økonomisk afhængighed er ikke det samme som politisk underkastelse. Men økonomien har betydning for, hvor hurtigt og på hvilke vilkår Grønland kan bevæge sig mod større selvstændighed.
HVAD VILLE SELVSTÆNDIGHED KRÆVE?
En debat om grønlandsk selvstændighed handler derfor ikke kun om identitet og retten til selvbestemmelse. Den handler også om økonomi, offentlige institutioner, handel, arbejdskraft, infrastruktur og Grønlands mulighed for selv at finansiere statens funktioner.
Samtidig har Grønland betydelige naturressourcer og en strategisk placering i Arktis. Det betyder, at spørgsmålet om økonomisk selvstændighed også hænger sammen med, hvem der får indflydelse på Grønlands ressourcer og fremtidige udvikling.
Det centrale spørgsmål er derfor ikke blot, om Grønland modtager økonomisk støtte fra Danmark, men hvilke økonomiske forudsætninger der skal være til stede, for at grønlænderne frit kan vælge deres egen politiske fremtid.
FOLKEAFSTEMNINGER OG JURIDISK PRÆCEDENS
Hvis Grønland ønsker selvstændighed, er spørgsmålet ikke kun politisk. Selvstyreloven anerkender det grønlandske folk som et folk med ret til selvbestemmelse efter folkeretten og beskriver samtidig en proces, hvis Grønlands befolkning træffer beslutning om selvstændighed.
Det betyder, at vejen mod selvstændighed kan foregå gennem demokratiske og juridiske processer frem for et ensidigt brud med Danmark.
FRA FOLKEAFSTEMNING TIL FORHANDLING
En beslutning om selvstændighed vil kræve mere end en politisk erklæring. Der skal forhandles om de praktiske og juridiske konsekvenser af at etablere en selvstændig stat.
Det kan blandt andet omfatte økonomi, statsborgerskab, internationale aftaler, forsvar, udenrigspolitik og forholdet mellem Danmark og Grønland efter en løsrivelse.
En folkeafstemning er derfor ikke nødvendigvis afslutningen på processen. Den kan være begyndelsen på en længere demokratisk og juridisk overgang fra selvstyre til selvstændighed.
INTERNATIONAL ANERKENDELSE OG STATSDANNELSE
Selvstændighed handler ikke kun om forholdet mellem Grønland og Danmark. Et selvstændigt Grønland skal også kunne fungere som stat i det internationale samfund og etablere sine egne relationer til andre lande og internationale organisationer.
International anerkendelse har derfor stor praktisk betydning. Den gør det muligt at opbygge diplomatiske forbindelser, indgå internationale aftaler og søge medlemskab af internationale organisationer.
GRØNLAND SOM SELVSTÆNDIG STAT
En ny stat skal kunne varetage funktioner, som i dag helt eller delvist håndteres inden for rigsfællesskabet. Det gælder blandt andet udenrigspolitik, internationale aftaler og dele af sikkerheds- og forsvarspolitikken.
Grønlands geografiske placering gør samtidig spørgsmålet særligt interessant. Arktis har fået stigende strategisk betydning, og både USA, europæiske lande og andre internationale aktører har interesser i regionen.
Selvstændighed vil derfor ikke betyde isolation. Tværtimod vil Grønland skulle definere sine egne internationale partnerskaber og beslutte, hvordan landet ønsker at placere sig politisk, økonomisk og sikkerhedspolitisk.
Det afgørende princip er, at disse valg i sidste ende træffes af Grønlands befolkning.
HVAD ÆNDRER SIG EFTER SELVSTÆNDIGHED?
Et selvstændigt Grønland vil betyde en grundlæggende ændring af forholdet til Danmark. Områder, som i dag helt eller delvist varetages inden for rigsfællesskabet, skal enten overtages af Grønland eller reguleres gennem nye aftaler mellem de to lande.
Det gælder blandt andet udenrigspolitik, forsvar, statsborgerskab, økonomiske relationer og internationale aftaler.
FRA RIGSFÆLLESSKAB TIL SAMARBEJDE MELLEM STATER
Selvstændighed behøver ikke betyde, at forbindelsen mellem Grønland og Danmark forsvinder. Den kan i stedet ændre karakter.
Danmark og Grønland vil fortsat kunne samarbejde om eksempelvis handel, uddannelse, forskning, sikkerhed og mobilitet, men samarbejdet vil i så fald skulle bygge på aftaler mellem selvstændige politiske enheder.
Det centrale skifte er derfor ikke nødvendigvis fra samarbejde til adskillelse, men fra en fælles forfatningsmæssig struktur til et forhold, hvor Grønland selv træffer de endelige beslutninger om sin politiske fremtid.
ALMINDELIGE ARGUMENTER MOD OPLØSNING
Debatten om grønlandsk selvstændighed indeholder en række tilbagevendende argumenter. Et af de mest centrale handler om økonomi: Kan Grønland finansiere en selvstændig stat uden det danske bloktilskud?
Andre spørgsmål handler om befolkningens størrelse, adgang til kvalificeret arbejdskraft, offentlige institutioner, forsvar og Grønlands sikkerhedspolitiske placering i Arktis.
Det er reelle spørgsmål, som en proces mod selvstændighed må forholde sig til. Men praktiske udfordringer afgør ikke i sig selv spørgsmålet om retten til selvbestemmelse.
SELVSTÆNDIGHED ER OGSÅ ET SPØRGSMÅL OM VALG
Diskussionen bør derfor skelne mellem to spørgsmål: Har det grønlandske folk ret til selv at bestemme sin politiske fremtid – og hvilke økonomiske og institutionelle løsninger vil være nødvendige, hvis befolkningen vælger selvstændighed?
Det første handler om selvbestemmelse. Det andet handler om, hvordan en eventuel selvstændig stat skal fungere.
HVORFOR SPROG OG RAMMESÆTNING BETYDER NOGET
Ord former den måde, politiske relationer bliver forstået på. Begrebet “rigsfællesskabet” fremhæver fællesskab, mens ord som selvstyre, suverænitet, kolonialisme og selvbestemmelse fremhæver andre dele af relationen.
Derfor er det relevant at undersøge ikke kun de juridiske strukturer, men også det sprog, vi bruger til at beskrive dem.
At stille kritiske spørgsmål til rigsfællesskabet betyder ikke, at forholdet mellem Danmark, Grønland og Færøerne kan reduceres til én enkel fortælling. Historie, kultur, økonomi og politiske interesser gør relationerne komplekse.
Men kompleksitet bør ikke forhindre en diskussion om, hvem der i sidste ende har retten til at træffe beslutninger om et folks fremtid.
FRA SELVSTYRE TIL SUVERÆNITET
Grønland har gennem årtier bevæget sig fra kolonistatus til hjemmestyre og videre til selvstyre. Spørgsmålet om fuld selvstændighed er næste mulige – men ikke nødvendige – skridt i denne udvikling.
Det afgørende er, at beslutningen ikke bør træffes i København på vegne af Grønland.
Hvis grønlænderne ønsker at forblive en del af rigsfællesskabet, er det et demokratisk valg. Hvis et flertal ønsker selvstændighed, findes der en politisk og juridisk vej til at forhandle den fremtid.
Selvbestemmelse handler netop om retten til selv at træffe dette valg.
KONKLUSION: HVAD ER RIGSFÆLLESSKABET?
Rigsfællesskabet er mere end et historisk og kulturelt fællesskab mellem Danmark, Grønland og Færøerne. Det er også en politisk og forfatningsmæssig konstruktion, hvor kompetencer er fordelt mellem forskellige myndigheder.
For Grønland har udviklingen bevæget sig fra koloni over hjemmestyre til omfattende selvstyre. Samtidig eksisterer der fortsat områder, hvor den danske stat har centrale kompetencer.
Derfor handler debatten om rigsfællesskabets fremtid ikke kun om, hvorvidt Grønland kan blive selvstændigt. Den handler om et mere grundlæggende spørgsmål:
Hvem skal have retten til at bestemme Grønlands fremtid?
Et seriøst svar må tage både historie, økonomi, jura og internationale relationer med i analysen. Men udgangspunktet må være retten til selvbestemmelse og befolkningens demokratiske valg.