FRAFALDEN GENFANDT ISLAM

VELKOMMEN TIL FRAFALDEN GENFANDT ISLAM

DANMARKS FØRSTE OG ENESTE FORENING FOR FRAFALDNE MUSLIMER… DER VALGTE ISLAM IGEN!

NB: Dette er ikke en offentlig forening i juridisk forstand.
Alt indhold på denne side er redaktionelt, personligt og satirisk.
Støtte gives kun via frivillig reward – fx adgang til nyhedsmails og særlige artikler – ikke som offentlig indsamling.

Velkommen til Frafalden Genfandt Islam – et sted for dem, der har søgt, tvivlet og fundet vej tilbage til troen. Her deler vi erfaringer, refleksioner og vejledning til dem, der ønsker at forstå, finde ro og genopdage deres iman.

Læs Hvordan vi opstod lige her

DEN SPLITTEDE VERDEN

MEN EN MOR SOM HOLDT FAST

Vi lever i en tid, hvor fronterne er trukket skarpt op. Meninger støder sammen, identiteter bliver til politiske markører, og menneskers tro eller tvivl bliver brugt som ammunition i ideologiske kampe.

Men midt i støjen findes der en stille sandhed:

Man kan godt finde fred – ikke ved at vælge side, men ved at finde sig selv.

Jeg taler af erfaring. Jeg har kendt tvivlen og prøvet friheden væk fra troen. Men jeg har også mærket tomrummet. Og da jeg fandt tilbage, fandt jeg ikke tvang – jeg fandt mening.

AT FINDE SIN IDENTITET

IKKE EN POLITISKE UDVEJ

I dag præsenteres afstand fra Islam ofte som vejen til frihed. Men hvad nu hvis frihed ikke handler om at forlade noget – men om at forstå det på ny?

Frihed for mig var ikke at løbe væk. Det var at turde vælge – uden pres, uden frygt.
Det var at stille de svære spørgsmål og tage rejsen tilbage – ikke af skyld, men af oprigtighed.
At være frafalden var aldrig mit mål – men at være ærlig over for mig selv, var det første skridt.

FRAFALDEN, MEN IKKE FORTABT

At være frafalden betyder ikke, at man har givet slip på alt – men at man har stillet spørgsmål, mærket afstanden og måske endda mistet fodfæstet i et stykke tid. Men det betyder også, at man har lyttet. Søgt. Genopdaget.

Jeg fandt troen igen – ikke som byrde, men som befrielse. Jeg fandt Islam – ikke presset ned over mig, men som noget, der blev mit eget valg. Og jeg fandt mig selv – ikke som nogen forventede jeg skulle være, men som jeg egentlig er.

Det handler ikke om at vælge ideologi. Det handler om at turde være ærlig i sin søgen – og at troen kan genfindes, når man søger den med åbent hjerte.

FRAFALD, FORTRYDELSE – OG FÆLLESSKAB

Vi lever i en tid, hvor mange bliver presset til at vælge side. Enten er du troende – eller frafalden. Enten er du med – eller imod. Men virkeligheden er mere nuanceret end det.

Nogle har taget afstand fra troen. Andre forsøger at finde tilbage. Og så er der dem midt imellem – dem der tvivler, søger, og som stadig har spørgsmål. Her i vores fællesskab er der plads til dem alle.

For jeg tror ikke på, at sand styrke kommer af at tage afstand.
Jeg tror, den kommer af at finde sig selv – med ærlighed og åbenhed.

Det var også det, jeg så i min mor. Hun krævede aldrig blind troskab. Hun inviterede med varme. Hun mødte tvivl med tålmodighed – og uenighed med kærlighed. Jeg forstod først min mors styrke efter hendes død. Hendes ro. Hendes barmhjertighed. 

PARADISET LIGGER VED EN MORS FØDDER

SALMA AGHA & KÆRLIGHEDEN I NIKAAH

Min mor så tit i denne Bollywood-filmen Nikaah (1982) hvor man hører dette i introen.

MORS BETYDNING

HVAD ER NIKAAH OG HVORFOR DENNE FILM FRA BOLLYWOOD

Nikaah: En film om betingelsesløs moderkærlighed

Nikaah bollywood film (1982), med Salma Agha i hovedrollen, portrætterer en mors ubetingede kærlighed. Filmen, instrueret af B. R. Chopra, udforsker temaer som ægteskab, skilsmisse og kvinders rettigheder i et muslimsk samfund. Salma Agha spiller Nilofar, en kvinde, der navigerer i komplekse relationer og samfundets forventninger.

Et centralt tema i filmen er moderkærlighedens styrke og ubetingethed, selv i mødet med sociale og religiøse udfordringer. Jeg håber I vil se den, man kan se den medengelske undertekster i dag.

MOR, SØN – OG EN FILM VI ALDRIG GLEMTE

Der var en film, vi så sammen. Nikaah betyder forlovet. Som barn elskede jeg hovede personen Salma Agha for henedes persormence, som svarer til vesten Whitney Houston for hendes stemme musik og skuespil. Men det var først efter min mors død, at jeg forstod, hvorfor det var hendes yndlingsfilm. Og hvorfor det – i dag – er min.

I åbningsscenen – fra 1:44 til 4:12 – taler en kvindestemme med styrke, smerte og ynde: Om moderskab. Om at give, bære og elske – uden at forvente noget igen. Om at være kvinde i en verden, der glemmer hvad kvinden/moren giver tilbage; uanset hvilken religion eller kulturer man hører til. Denne ikoniske monolog går lige i mit hjerte.

En sandhed, vi alt for ofte glemmer:

At kvinden – moderen – ikke blot er en rolle. Hun er ALT. Elskerinde. Søster. Hustru. Offer. Men først og fremmest:
Hun er den, der føder manden. Og derfor – i islam – er paradiset under hendes fødder.

I vores fællesskab tror vi ikke på, at man skal skære navlestrengen.
Vi tror på at finde sig selv – og i dét også ære sin mor.
For det starter dér, hvor vi alle begynder: Under hendes fødder. Uanset om man er frafalden eller ej. Troende eller ej.

HUN FORLOD MIG ALDRIG – HELLER IKKE DA JEG TVIVLEDE

Jeg kom på afstand af min tro. Men hun stod der stadig. Hun elskede, bar og lyttede – selv når jeg vendte mig væk.

Det var ikke islam, jeg havde forladt –
det var mig selv, jeg havde mistet for en tid.

Og det var hendes blik, hendes barmhjertighed og hendes værdier, der ledte mig hjem igen. Hendes islam – ikke fordømmende, men tilgivende.
Hendes tro – ikke fanget i slogans, men forankret i kærlighed.

HVAD KAN VI LÆRE TIL NÆSTE KAMPDAG?

Når vi igen markerer Kvindernes Kampdag, lad os ikke kun tale om kampe. Lad os hylde de kvinder, der bar os gennem vores indre kriser – også dem vi ikke selv forstod. For nogle kalder det frafald.
Men jeg kalder det en rejse – en søgen, hvor min mor blev mit kompas.

Hun forlod aldrig sin tro.
Og hun forlod aldrig mig.

Uanset hvilken tro du har, eller hvilken kultur du kommer fra –
husk din mor. Hun bar dig. Hun elskede dig. Hun ofrede mere, end ord kan beskrive.

I islam siger man:
Paradiset ligger ved moderens fødder.
Det burde gælde os alle – uanset religion. 

MOR OG SØN. DET STÆRKE BÅND

Der var en film, vi så sammen. Nikaah betyder forlovet. Som barn elskede jeg hovede personen Salma Agha for henedes persormence, som svarer til vesten Whitney Houston for hendes stemme musik og skuespil. Men det var først efter min mors død, at jeg forstod, hvorfor det var hendes yndlingsfilm. Og hvorfor det – i dag – er min.

I åbningsscenen – fra 1:44 til 4:12 – taler en kvindestemme med styrke, smerte og ynde: Om moderskab. Om at give, bære og elske – uden at forvente noget igen. Om at være kvinde i en verden, der glemmer hvad kvinden giver.

Hun talte ikke kun om kvinder i én kultur –
men om mødre i alle kulturer.
Og i hendes stemme hørte jeg min egen mors sjæl.

HUN FORLOD MIG ALDRIG – HELLER IKKE DA JEG TVIVLEDE OG BLEV FRAFALDEN

Jeg kom på afstand af min tro. Men hun stod der stadig. Hun elskede, bar og lyttede – selv når jeg vendte mig væk.

Det var ikke islam, jeg havde forladt –
det var mig selv, jeg havde mistet for en tid.

Og det var hendes blik, hendes barmhjertighed og hendes værdier, der ledte mig hjem igen. Hendes islam – ikke fordømmende, men tilgivende.
Hendes tro – ikke fanget i slogans, men forankret i kærlighed.

HVAD KAN VI LÆRE TIL NÆSTE KAMPDAG?

Når vi igen markerer Kvindernes Kampdag, lad os ikke kun tale om kampe. Lad os hylde de kvinder, der bar os gennem vores indre kriser – også dem vi ikke selv forstod. For nogle kalder det frafald.
Men jeg kalder det en rejse – en søgen, hvor min mor blev mit kompas.

Hun forlod aldrig sin tro.
Og hun forlod aldrig mig.

Uanset hvilken tro du har, eller hvilken kultur du kommer fra –
husk din mor. Hun bar dig. Hun elskede dig. Hun ofrede mere, end ord kan beskrive.

I islam siger man:
Paradiset ligger ved moderens fødder.
Det burde gælde os alle – uanset religion. 

JEG VILLE ALDRIG NORMALT UDSTILLE MIG SELV…

Mange forestillinger om islam og frafald bygger i dag på én bestemt fortælling – ofte fremført af aktører med en klar dagsorden.

Bag ordene “frihed” og “frigørelse” gemmer der sig ofte en anden virkelighed:
frygt for tro, angst for normer og ikke mindst et vestligt blik på religion, som noget man enten bryder ud af – eller blindt underkaster sig.

Se hvordan Foreningen Frafalden beskriver frafaldsprocessen – og vurder selv, hvor nuanceret billedet egentlig er.

Der tales om konfrontation som en nødvendighed, og om eks-muslimer som helte.
Men hvad med dem, der ikke vil bryde, men genfinde?
Dem, der ikke flygter fra islam – men vender hjem?

Læs også om den officielle høring i Folketinget, hvor kun én side fik mikrofonen.

EN MOR ER IKKE ET ‘MEN’

“JEG ELSKER DIG, MOR … MEN” – HVOR GIK DET GALT?

Når kærlighed bliver betinget – og ansvaret ensidigt.

I et offentligt Facebook-opslag fra maj 2025 fortæller Mustafa Sayegh, formand for Foreningen Frafalden, om sin barndom i Ribe og senere liv i Skovparken, Kolding.

Han afslutter med ordene:

“Kære mor, jeg elsker dig, men …”

Men hvad betyder det men, når det rettes mod den kvinde, der har båret én i ni måneder?

Vi hører ofte om frafaldsprocessen fra en side. Og ja – mange oplever smertefulde brud, især når social kontrol, religion og familiebånd kolliderer.
Men det er netop derfor, vi også har startet Foreningen Frafalden Genfandt Islam: For at tilbyde et alternativt perspektiv – ét hvor tro og familie ikke behøver at være modsætninger.

Frafald er en proces, men det er også et valg. Og nogle vælger at finde tilbage til sin tro – ikke bare til islam, men til respekt for deres rødder.

Mange forældre, især dem der kom til Danmark i 1970’erne, har kæmpet for at finde balancen mellem to kulturer. Min egen far kom til Aabenraa, og blev senere gift med min mor – over telefonen, som det ofte skete dengang. De levede i en brydningstid, hvor dansk kultur mødte muslimsk tradition i kollision. Det var ikke nemt. Det er det stadig ikke.

Hvis vi udelukkende ser vores forældre som forkerte, så misser vi den dybere sandhed: at de har båret byrder, vi kun kender toppen af.

At reducere en mors kærlighed til et “men” – det er en emotionel falliterklæring.
Vi må godt kritisere, men vi må aldrig glemme, hvem der gav os livet. En mor må gerne fejle. Men hun fortjener også respekt – ikke fordi hun er perfekt, men fordi du altid vil være hendes søn.

DAGENS DAGBOG

Det hele startede en aften den 22. marts 2025. Eva Gregersen delte et opslag, hvor hun stillede et konkret spørgsmål – og det fangede min opmærksomhed. Ikke fordi vi var enige, men fordi hun stillede det åbent. Det var ikke en provokation, men en reel undren.

Hun beskrev tørklædet som en “uniform” og brugte et billede af to piger – en med rødt tørklæde, en med grønt. Hun så sig selv i den grønne pige, som repræsenterede frihed, selvstændighed og sekularisme. Den røde pige stod, i hendes optik, for tilpasning og underkastelse.

Men jeg læste det med andre øjne.

Jeg er ikke den røde pige – men jeg forstår hende. Jeg deler hendes værdier. Ikke fordi nogen har påtvunget mig dem, men fordi de er vokset frem naturligt gennem min opvækst. Mine forældre lærte mig om sprog, kultur og tro – ikke med magt, men med nærvær. Vi boede i Aabenraa, men mit barndomsblik blev præget af Bollywood. Jeg lærte, at tørklædet ikke nødvendigvis betyder undertrykkelse – det kan også være et udtryk for værdighed, skønhed og valg.

Jeg blev derfor nødt til at svare Eva. Ikke for at vinde en debat, men for at vise, at virkeligheden er mere nuanceret, end det billede mange vokser op med.

Det førte til en række samtaler – også med andre. Nogle spurgte, om Profeten slog Aisha. Andre problematiserede hadith, tørklædet, kvindesyn og islam generelt. Og herfra tog samtalen en dybere drejning: Hvad er egentlig sandhed? Hvad kan vi stole på? Og hvordan læser vi kilder med åbenhed i stedet for forudindtagethed?

Jeg endte med at skrive mit eget svar – med kilder, refleksion og personlige erfaringer. Ikke for at overbevise nogen. Men for at skabe plads til en stemme, der ofte ikke bliver hørt.

Det hele startede med et opslag.
Et spørgsmål.
En nysgerrighed.
Og det bekræftede mig i noget vigtigt: Sandheden findes sjældent i overskrifter. Den ligger i nuancerne.

Zahid Latif
Formand for Frafalden Genfandt Islam

Støt her:

10er.com – Reward-baseret støtte til ZLC

Buy Me a Coffee – Få eksklusivt indhold

Læs også:

Menneskerettigheder, Israel, Palæstina & modstand

Spørgsmål og svar om retssagen, ATP, Terma & drab på børn

Søgeord: frafalden, muslimske kvinder, mor søn forhold, kvindens kamp, tilgivelse, Nikaah film