Mette Frederiksen udtalte til flere medier lige efter Hamas lederens død, sådan her: Så spørger jeg dig, men hvad med de tusindvis af palæstinensiske børn, kvinder og mænd, der mister livet under Israels bombardementer? Har de ikke også ret til vores medfølelse? Da en journalist spurgte dig, Mette Frederiksen, om du også hun ville lægge blomster for de palæstinensiske ofre, var hendes svar rungende tavshed. Hvad bilder du dig ind? Den 4. oktober 2024, på Christiansborg talerstolen, fablede Mette Frederiksen om, hvor er demonstrationerne for de jødiske mindretal? Hvor er forargelsen henne? Vil du også have, at vi skal udtrykke den samme tone over for Hamases modstands aktion? Skal vi juble over 7. oktober og de gidsler, der blev taget til fange, og sige: Hvor er in medfølelse, hvor er din hjerte henne. Bliver du ikke som en kvinde, som mor, og som et menneske sønderknust af alle de små hamas folk, som selv har været små drenge set deres forældre blive massakreret. Vi snakker om uendelige 7/10, men du ser kun den ene. Hvad med de tusindvis af palæstinensiske børn, kvinder og mænd, der mister livet under Israels bombardementer? Har de ikke også ret til vores medfølelse? Hvorfor er du tavs? I sit testamente skriver Yahya Sinwar: Disse ord, fulde af lidelse og modstand, står i stærk kontrast til Mette Frederiksen, der undlader at anerkende det palæstinensiske folks smerte. Sinwar kæmpede med sit liv for sit folks frihed, mens Frederiksen gemmer sig bag politiske floskler. I sit eget slør. Det er så hyklerisk og ulækkert, og en virkelig rumlen i maven jeg skriver det her i skrivende stund med brækfornemmelse din tavshed. Mens du beskylder Sinwar og Hamas for terror, viser Yahya Sinwar i sit testamente et råb om retfærdighed: Du har simpelthen tabt sutten. Det er ikke bare ord om modstand, men en påmindelse om, at frihed ikke gives, men kræves. Sinwar gav sit liv for det palæstinensiske folk, men hvad gør Frederiksen for retfærdighed? Er det det, at være “dansk”?! Mette Frederiksen taler om danske værdier, men hvor er hendes medfølelse for de uskyldige palæstinensiske liv, der er blevet knust? Hvor er hendes retfærdighed for de børn, der dør under bomberne? Det er på tide, at du, Mette Frederiksen tager dit eget slør af – din tavshed er larmende ulækkert. Da jeg hørte statsminister Mette Frederiksen kalde Yahya Sinwar en “hardcore terrorist” på hans dødsdag, blev jeg virkelig målløs. Det føltes som en dolk, der sad lige bag ryggen. Akkurat som Skaales afslutnings tale i år 2024. Skal vi nu også kalde de danske modstandsfolk for en flok hardcore terrorister? Hvordan kan hun uden at blinke reducere hans livs kamp til sådan en simpel etikette? Det er så hjerteskærende. Den 7. oktober 2023 efterlod mig med en følelse af en tung smerte. At se den evige igangværende lidelse i Palæstina gjorde, som en bundløs brønd. Yahya Sinwars arv og hans livslange kamp for frihed resonerer dybt med mig, for den kamp kender jeg selv alt for godt til. Selv i Danmark vil vi aldrige blive accepteret og altid marganaliseret. Hvem kan se den sorg? Vi, os der er undertrykte, lever i et samfund præget af hvid overherredømme, og man er evig dømt til at få en etikette som en perker, eller en terror sympatisører. Selv Frederik Vad’s udtalelser om, at vi brune undergraver de danske værdier, er så knusende. Hvilken skillevej er vi på vej til at vælge. Ligesom Yahya Sinwar har jeg kæmpet for anerkendelse og retten til at blive set som et ligeværdigt menneske. Hans historie er ikke kun om Palæstina; den handler om os alle, der står op imod undertrykkelse og uretfærdighed. Yahya Sinwar, født i Khan Younis flygtningelejr i 1962, levede et liv præget af kamp og modstand. Hans testamente, opdaget efter hans død, afspejler den ånd af modstand, der formede hele hans liv. I en af sine mest kraftfulde sætninger skriver han: “Jeg er Yahya, søn af en flygtning, der gjorde eksil til et midlertidigt hjem og en drøm til en evig kamp.” Lige det her, rammer mig dybt. Jeg oplever også en fordrivelse, ikke fra mit hjemland, men fra samfundet omkring mig. Mens Mette Frederiksen omtaler Sinwar som en kriminel, afslører hans testamente en mand, der virkelig forstod, hvad det vil sige at blive afvist. Hvor er den danske medmenneskelighed? Er det sådan man ser den lille deng der kaster med sten, som et resultat af en “hardcore Terrorist”, med de “danske briller på”? Sinwars testamente afslører en mand, der er formet af undertrykkelse, en der kæmper mod den systematiske udslettelse af sit folk. I kontrast til dette er Mette Frederiksen tavs om palæstinensernes lidelser, men højlydt i sin fordømmelse af Hamas. Hvordan kan hun påstå den moralske højgrund, når hendes ord kun afspejler én side af historien? Som ung mand blev Yahya Sinwar formet af den barske virkelighed af besættelse. Han blev ikke født ind i vold; han blev tvunget ind i den af et system, der efterlod ham og hans folk uden valg. Hans testamente siger: “Min vilje til dig: frygt ikke fængsler, for de er blot en del af vores lange rejse mod frihed.” Det ramte mig hårdt. Jeg har også mødt mine egne “fængsler”—samfundsmæssige forventninger og racemæssig bias. Hans ord minder mig om, at disse fængsler, både bogstavelige og figurative, ikke definerer os, men er en del af den rejse, vi skal udholde. For Mette Frederiksen er Yahya Sinwar en terrorist, men for mange palæstinensere er han så meget mere. Han er et symbol på modstandskraft, en der tog smerten ved afvisning og gjorde den til styrke. Han forstod, at retfærdighed ikke kommer uden kamp. Han efterlod os en vigtig lektie: “Vent ikke på retfærdighed, men vær retfærdigheden selv” Disse ord har været hos mig. I en verden, hvor folk som Frederik Vad og Mette Frederiksen fortæller os, at vi aldrig vil høre til, nægter jeg at vente på deres godkendelse. Ligesom Yahya Sinwar vil jeg skabe min egen vej. Da jeg læste Yahya Sinwars testamente, ramte det mig med en følelse af ansvar. Lidt ligesom den følelse jeg gav til min mor på hendes dødslejre. Hans ord var ikke kun for hans folk, men også for alle, der har følt sig marginaliseret. For mig er det, uanset hvilken religion, seksualitet, om man er sort eller hvid, gul eller brun. Han sagde: “Hvis jeg falder, så fald ikke med mig, men bær banneret, der aldrig falder.” Disse ord handler ikke bare om at tage våben op, men om at stå fast. Uanset hvor mange gange Mette Frederiksen og resten af verden prøver at kalde modstand for terrorisme, er vi nødt til at fortsætte kampen. Min kamp vil være bruge min kreative side, i form af digte, maleri, tegning, og min frihed, som jeg dog har i Danmark. Min ytringsfrihed med ansvar. Når jeg reflekterer over Yahya Sinwars arv, er kontrasten mellem hans mod og Mette Frederiksen’s retorik slående. Sinwar stod fast med sit folk, mens Frederiksen gemmer sig bag politiske floskler. Uanset hvor mange etiketter de kaster på os, vil vi fortsætte med at stå. Dette er min kamp. Dette er vores kamp. Yahya Sinwar, født den 29. oktober 1962 døde som martyr den 16. oktober 2024 As I write these words, I recall every moment of my life, from my childhood in the alleys, to the long years in prison, to every drop of blood spilled on the soil of this land. I was born in the Khan Younis refugee camp in 1962 during a time when Palestine was a torn memory and forgotten maps on the tables of politicians. I am the man whose life was woven between fire and ashes and I realised early on that life under occupation means nothing but a permanent prison. From my earliest days I knew that life in this land is not ordinary and that whoever was born here must carry in their heart an unbreakable weapon, understanding that the road to freedom is long. My will to you starts here from that child who threw the first stone at the occupier, who learned that stones are the first words we speak in the face of a world that stands silent before our wounds. I learned in the streets of Gaza that a person is not measured by the years of their life, but by what they give to their homeland. And so my life was: prisons and battles, pain, and hope. I entered prison for the first time in 1988 and was sentenced to life but I never knew fear. In those dark cells I saw in every wall a window to a distant horizon and in every bar a light that illuminated the path to freedom. In prison I learned that patience is not just a virtue but a weapon, a bitter weapon, like drinking the sea drop by drop. My will to you: do not fear prisons for they are just part of our long journey toward freedom. Prison taught me that freedom is not just a stolen right but a concept born from pain and shaped by patience. When I was released in the “Wafa Al-Ahrar” prisoner exchange deal in 2011 I did not emerge the same. I emerged stronger, with a greater belief that what we’re doing is not just a passing struggle but our destiny; one that we carry until the last drop of our blood. My will is for you to remain steadfast, clinging to your dignity and to the dream that never dies. The enemy wants us to abandon resistance, to turn our cause into endless negotiations, but I say to you: “Do not negotiate over what is rightfully yours”. They fear your steadfastness more than your weapons. Resistance is not just a weapon we carry but it is our love for Palestine in every breath we take, it is our will to remain despite the siege and aggression. My will is for you to remain loyal to the blood of the martyrs, to those who have left us this thorn filled path. They paved the road to freedom with their blood, so do not waste those sacrifices in the calculations of politicians or the games of diplomacy. We are here to continue what the first generation began and we will not stray from this path no matter the cost. Gaza was and will remain the capital of steadfastness, the heart of Palestine that does not stop beating even if the world closes in around us. When I took over the leadership of Hamas in Gaza in 2017 it was not just a transfer of power, but a continuation of the resistance that began with stones and continued with the rifles. Everyday I felt the pain of my people under the siege and I knew that every step we take toward freedom comes at a price, but I tell you “The cost of surrender is much greater”. So hold on to the land as firmly as roots cling to the soil, for no wind can uproot a people who have chosen to live. In the Al Aqsa flood battle I was not the leader of a group or movement, but the voice of every Palestinian dreaming of liberation. I was driven by my belief that resistance is not just an option but a duty. I wanted this battle to be a new chapter in the book of Palestinian struggle where the factions unite and everyone stands in the same trench against an enemy that never distinguishes between a child and an elder, or between stone and a tree. The Alqsa flood was a battle of spirit before it was a battle of bodies, and of will before it was a battle of weapons. What I leave behind is not a personal legacy, but a collective one for every Palestinian who dreamed with freedom, for every mother who carried her son as a martyr on her shoulder, for every father who wept bitterly for his daughter who was killed by a treacherous bullet. My final will is that you always remember that resistance is not in vain, nor is it just a bullet fired; but a life lived with honor and dignity. Prison and siege have taught me that the battle is long and the road is hard, but I also learned that people who refuse to surrender create miracles with their own hands. Do not expect the world to be fair to you, for I have lived and witnessed how the world remain silent in the face of our pain. Do not wait for fairness, but be the fairness. Carry the dream of Palestine in your heart and make every wound a weapon and every tear a source of hope. This is my will: do not lay down your weapons, do not throw away stones, do not forget your martyrs and do not compromise on a dream that is rightfully yours. We are here to stay in our land, in our hearts and in the future of our children. I entrust you with Palestine, the land I loved until death and the dream I carried on my shoulders like a mountain that never bends. If I fall, do not fall with me, but carry the banner that never falls and make my blood a bridge for a generation that rises from our ashes stronger. Do not forget that the homeland is not just a story to be told, but a reality to be lived, and with every martyr born from this land a thousand more resistance fighters are born. If the flood returns and I am not among you, know that I was the first drop in the waves of freedom and I lived to see you continue the journey. Be a thorn in their throat, a flood that knows no retreat, and do not rest until the world acknowledges that we are the rightful owners, and that we are not just numbers in the news. Yahya Sinwar, born October 29th, 1962 died as a martyr October 16th, 2024 May you rest in peace. Power to the resistance. Save Gaza and free Palestine Jeg har altid elsket eventyr, lige fra Brødrene Grimm til H.C. Andersen. Deres historier har fulgt mig hele livet og givet mig noget at spejle mig i. Nu sidder jeg her, brændt ud som en svovlstik, ligesom den lille pige med svovlstikkerne. Ligesom hende kæmper vi alle på hver vores måde for at overleve i en verden, der ofte vender ryggen til. Men i dag handler eventyret ikke om en lille pige – det handler om Yahya Sinwar og hans kamp mod undertrykkelse. Når jeg tænker på Yahya Sinwar, ser jeg ikke blot en hamas leder eller en mand, som Mette Frederiksen vil kalde en “hardcore terrorist”. Jeg ser en dreng, der kastede en sten som et sidste håb om retfærdighed. Han blev født i Khan Younis flygtningelejr i 1962 og fra barnsben var hans liv præget af kampen mod undertrykkelse, ligesom den lille pige med svovlstikkerne forsøgte at tænde sine sidste stikker for varme. Hvordan kan hun kalde Yahya Sinwar for en “hardcore terrorist”, og det er svært at beklage hans død. Men hvad med den lille pige, der forsøgte at overleve i kulden? Hvorfor betragter vi den lille pige med svovstikkerne som et symbol på uskyld, mens men lille dreng med sin sten bliver set som en hardcore terrorist? Yahya Sinwar som barn minder mig om pigen med svovlstikkerne. Begge blev født i en verden, der vendte dem ryggen. H.C. Andersens fortælling om pigen, der forsøgte at holde varmen med sine sidste svovlstikker, illustrerer en smertefuld ensomhed, som ingen burde opleve. Men i modsætning til hende, valgte Yahya at kæmpe. Hans sten mod besætterne var hans forsøg på at tænde en flamme i mørket – en flamme, der ville lyse for hans folks frihed. Vi har alle vores historier, med en drøm om håb og frihed. Vi er ikke bare “hardcore terrorister”; vi er mennesker, der kæmper for retfærdighed, ligesom den lille pige kæmpede for retfærdighed.METTE FREDERIKSEN IGNORERER PALESTINENSISKE OFRE – YAHYA SINWARS TESTAMENTE RØRER EN HEL VERDEN
Hamas-lederen, Yahya Sinwar, er en hardcore terrorist. Set med danske briller er det svært at beklage hans død
Hamas-lederen, Yahya Sinwar, er en hardcore modstandsmand. Set med pakistanske briller er det han en martyr, da det 7/10 er selvforskyldt, og at en dansk statsminister ikke kan se det, er dybt bekymrende og aldelses historieløst
YAHYA SINWAR: FRA “HARDCORE TERRORIST” TIL HELT FOR SIT FOLK
Jeg er Yahya, søn af en flygtning, der gjorde eksil til et midlertidigt hjem og en drøm til en evig kamp..
METTE FREDERIKSEN GEMMER SIG BAG ET SLØR, MENS YAHYA SINWAR STOD FAST FOR SIT FOLK
Do not wait for fairness, but be the fairness
METTE FREDERIKSEN HAR BLOMSTER TIL ISRAELS OFRE, MEN HVAD MED PALESTINA?
SOM EN DOLK DOLKER HUN IGEN
EN REFLEKSION OVER YAHYA SINWARS SIDSTE VILJE OG TESTAMENTE
HVAD SKRIVER YAHYA SINWARS I SIT TESTAMENTE?
SINWARS MODSTAND VS. METTE FREDERIKSENS RETORIK
HVEM ER YAHYA SINWAR?
YAHYA SINWARS SIDSTE TESTAMENT
“Vent ikke på retfærdighed, men vær retfærdigheden selv.” De sidste ord fra en hardcore terrorist, Yahya Sinwar
Inna Lillahi wa inna ilayhi raji’un. Må han hvile i fred, og må Allah give ham Jannah
Testament (Yahya Sinwar) Full version
Testament (Yahya Sinwar)
METTE FREDERIKSEN IGNORERER EN DØD KAMP – HVAD MED PIGEN MED SVOVLSTIKKERNE?
YAHYA SINWAR OG DEN LILLE PIGE MED SVOVLSTIKKERNE – TO HISTORIER OM OVERLEVELSE
HVAD MENER METTE FREDERIKSEN OM BØRNS LIDELSER?
YAHYA SINWARS TESTAMENTE: EN DRENG MED EN STEN
KAMPEN FOR RETFÆRDIGHED
ER VI BARE “HARDCORE TERRORISTER”?