NINA PALESA BONDE OG FLORENCE BERGEAUD BLACKLER MOD YTRINGSFRIHED (under udvikling)
HVAD SKJULER SIG BAG FLORENCE BERGEAUD BLACKLERS PÅSTAND OM “FATWA-FRYGT”?
Er det virkelig “frygt” eller en nøje udtænkt strategi for at undgå kritik? I debatten om ytringsfrihed og akademisk neutralitet har Florence Bergeaud Blackler igen fundet sig selv i centrum af en storm. Med støtte fra Nina Palesa Bonde og gruppen PATY ser det ud til, at de forsøger at kontrollere narrativet – men er det egentlig dem, der frygter sandheden?
Florence Bergeaud Blackler, en fransk forsker kendt for sine islamkritiske holdninger, hævder nu, at hun står over for en slags moderne “fatwa” rettet mod hende. Men spørgsmålet er: Hvem er det, der i virkeligheden forsøger at kvæle fri debat – og hvorfor?
NINA PALESA BONDE
ER YTRINGSFRIHED KUN FOR HENDE?
Hvordan kan en person, der kæmper for ytringsfrihed, samtidig blokere kritiske spørgsmål? Nina Palesa Bonde, formand for dommerfuldmægtigforeningen og en stærk stemme i PATY, hævder at stå for åben dialog og demokrati. Men hvorfor valgte hun at blokere mig, da jeg stillede et simpelt spørgsmål om fatwaer og frygt?
Min kritik handlede ikke om at angribe – det handlede om at forstå. Jeg spurgte Florence Bergeaud Blackler direkte, om en fatwa kan sammenlignes med Hitlers manifest om jødeforfølgelse, og om de begge er bygget på frygt. Hendes reaktion? En mur af tavshed. Og Nina? Hun blokerede også mig. Hvis de ønsker en åben debat, hvorfor lukker de så munden på kritiske stemmer?
FATWA-FRYGT ELLER ØKSEHUG?
PATY GRUPPEN
Hvad er egentlig formålet med PATY? Gruppen, opkaldt efter Samuel Paty, hævder at kæmpe for ytringsfrihed og bekæmpe islamistisk selvcensur. Men bag facaden rejser sig spørgsmålet: Handler dette om at sikre frihed – eller om at kontrollere, hvad der må siges?
ER DET EN BESKYTTER AF FRIHED ELLER ET REDSKAB TIL KONTROL?
PATY har gentagne gange støttet kontroversielle holdninger, der fremmer islamkritik og sætter fokus på truslen fra islamisme. Men hvor går grænsen mellem at beskytte ytringsfriheden og føre en politisk agenda? Nina Palesa Bondes tætte forbindelser til disse netværk gør det svært at ignorere en mulig interessekonflikt.
HVEM MANIPULERER EGENTLIG?
BERLINGSKE OG BJARKE LARSENS FORSVAR
Er det journalisterne eller forskerne, der mangler troværdighed? Florence Bergeaud Blacklers danske forlægger, Bjarke Larsen, har nu kastet sig ind i debatten og kritiserer Berlingske for en “manipuleret” artikel. Han hævder, at journalisten allerede havde besluttet sig for vinklen, før han talte med Florence. Men er det hele sandheden?
Hvorfor hævder Bjarke Larsen, at 92 sider med modargumenter fra Florence ikke ændrer bogens konklusioner? Og hvorfor bliver journalistens troværdighed draget i tvivl, mens Florence får frit spil til at afvise enhver kritik som “islamistisk agenda”?
HVAD ER HUN BANGE FOR?
FLORENCE BERGEAUD BLACKLER
Hvorfor reagerer Florence med så meget modstand på kritik? Når hun hævder, at hun bliver jagtet af forskere, der “ikke kan lide hendes dokumentation,” må man spørge: Handler det om frygt – eller om manglende evne til at imødekomme kritik?
I stedet for at åbne for dialog har Florence allieret sig med Nina Palesa Bonde og PATY. Sammen med pro-zionistiske advokater og en islamkritisk agenda ser det ud til, at deres mål ikke er at beskytte frihed – men at forme den i deres eget billede.
OG HVAD BETYDER DET SÅ..
Kan vi stole på, at aktører som Florence og Nina kæmper for alle stemmer – eller kun for deres egne? I en tid, hvor ytringsfrihed er under pres fra mange sider, er det vigtigt at spørge: Hvem bestemmer, hvad der må siges? Og hvem beskytter os mod dem, der forsøger at definere grænserne for frihed?
Når Nina Palesa Bonde på DR udtaler, at “det er et øksehug ind i den danske ytringsfrihed,” må vi også spørge: Hvem svinger egentlig øksen? Er det Florence og Nina, der med deres organisationer og forbindelser forsøger at kontrollere debatten, eller er det kritikerne, der blot ønsker at få deres stemmer hørt?
Dialog? Når Florence og Nina taler om dialog, er det så kun envejskommunikation? Hvorfor bliver spørgsmål mødt med blokering – homofobi, islamofobi eller bare frygt for sandheden?
GÆSTFRIHED ELLER BLOKERING?
HVAD SKJULER SIG BAG FLORENCE BERGEAUD BLACKLERS REAKTION?
Jeg troede, det ville være simpelt. At vise gæstfrihed, hilse på fransk, og byde Florence Bergeaud Blackler velkommen til Danmark med et venligt “Bienvenue au Danemark.” Men hvad der startede som en respektfuld gestus, blev hurtigt til et paradoksalt møde med “blokeringens kunst.” Jeg blev nægtet adgang til samtalen – en samtale, som Florence selv hævder, at hun er en stærk fortaler for.
LÆS MERE HER
HVAD ER DET, DER SKRÆMMER?
Florence Bergeaud Blackler, forfatteren bag bogen Le Frérisme et ses Réseaux, og en prominent stemme i debatten om islamisme og dens angivelige trusler mod Europa, taler ofte om behovet for åbenhed. Hun samarbejder tæt med Nina Palesa Bonde, leder af PATY, der hævder at bekæmpe selvcensur og beskytte ytringsfriheden. Men hvorfor blokerer hun kritiske spørgsmål, når jeg stillede noget så ligetil som: “Kan en fatwa sammenlignes med Hitlers manifest mod jøder?”
Er det spørgsmålets tyngde? Er det frygt for en ubehagelig diskussion? Eller er det, som nogle måske vil sige, en strategi for at kontrollere narrativet?
ET PARADOKS: BLOKERING I DIALOGENS TEGN
Florence og hendes allierede i PATY fremhæver sig selv som vogtere af ytringsfriheden. Alligevel bliver stemmer som mine ignoreret og afvist. Det efterlader spørgsmålet: Hvordan kan man være fortaler for åben dialog, når man vælger at lukke af for de stemmer, man ikke ønsker at høre?
Og hvad med gæstfriheden? Det virker ironisk, at en venlig gestus mødes med digital tavshed. Bliver jeg blokeret, fordi jeg er muslim? Fordi jeg er homoseksuel? Eller fordi jeg tør stille spørgsmål ved deres dagsorden?
HVOR GÅR GRÆNSEN MELLEM FRYGT OG KONTROL?
Blokeringen afslører måske mere om Florence og PATY, end de selv ønsker. Det, der præsenteres som et forsvar for ytringsfrihed, kan i virkeligheden være en form for frygt – frygt for at miste kontrol over debatten.
Hvis vi virkelig ønsker at beskytte ytringsfriheden, må vi begynde med at være åbne for kritik, også når den er ubehagelig. Når Florence og Nina vælger at blokere kritiske stemmer, sender det et signal om, at de ikke er interesserede i en ægte dialog – kun i deres egen version af den.
HVAD ER NÆSTE TRIN?
Jeg spørger direkte: Hvis ytringsfrihed virkelig er målet, hvorfor blokerer I så dem, der ønsker at stille spørgsmål? Hvorfor er en simpel velkomsthilsen og et kritisk spørgsmål nok til at blive udelukket fra samtalen? Florence, Nina, og PATY – hvis I virkelig står for dialog og demokrati, hvorfor frygter I da dem, der byder jer velkommen med åbne arme?Hvis dette virkelig handler om ytringsfrihed, og ikke om kontrol, så lad os tage debatten. Ikke med blokeringer, men med åbenhed. For hvordan kan vi nogensinde forstå hinanden, hvis vi konstant nægter at høre de stemmer, vi er uenige med?
“COME TO FRANCE” – HVORFOR EN BLOKKERING NU?
Under mødet sagde Florence Bergeaud Blackler ordene: “Come to France.” De ord gjorde mig oprigtigt glad. Jeg følte mig budt velkommen og troede på, at der var en reel interesse for dialog og forståelse. Men nu, hvor jeg er blevet blokeret, sidder jeg tilbage med en følelse af skuffelse og undren. Hvad er årsagen til denne pludselige afvisning? Hvilken frygt – eller “la peur,” som jeg selv nævnte under mødet – ligger bag?
LÆS MERE HER
LIDT SKUFFET
Jeg havde håbet, at vores samtale kunne åbne døre for en ægte udveksling af ideer, men i stedet blev jeg mødt med tavshed og en mur. Hvordan kan en person, der inviterer til dialog, pludselig trække sig tilbage og afvise enhver form for kontakt?
Er det islamofobi, der driver denne reaktion? Eller måske homofobi? Eller er det frygten for forandring, frygten for at blive udfordret af perspektiver, der ikke stemmer overens med ens egen verdensopfattelse? Min hensigt var aldrig at angribe – det var at forstå. At udfordre ideer med spørgsmål er en naturlig del af en åben og fri debat.
Under vores samtale bragte jeg selv emnet frygt på banen. Jeg spurgte direkte, om en fatwa kan sammenlignes med Hitlers manifest om jødeforfølgelser, og om de begge bygger på frygt. Dette var ikke for at provokere, men for at forstå hendes synspunkt. Men svaret blev aldrig givet. Er det denne frygt for spørgsmål – denne “la peur” – der nu lukker døren for dialog?
FRA GÆSTFRIHED TIL AFVISNING
Jeg hilste på Florence på fransk med et varmt “Bienvenue au Danemark.” Det var min måde at vise gæstfrihed og åbenhed på. Men denne gestus er nu blevet mødt med en kold skulder. Det får mig til at spørge: Hvordan kan en person, der taler så meget om åbenhed og ytringsfrihed, samtidig være så lukket over for spørgsmål, der går ud over deres komfortzone?
Når en venlig hilsen bliver gengældt med en blokering, er det svært ikke at føle sig afvist. Det er ikke kun en personlig skuffelse, men også en trist refleksion over, hvordan dialogens mulighed bliver kvalt af fordomme og frygt.
HVAD ER FLORENCE BERGEAUD BLACKLER BANGE FOR?
Florence, hvad er det, der får dig til at reagere sådan? Er det frygten for kritik? Frygten for at skulle forsvare dine holdninger over for en muslim, der ønsker dialog? Eller er det noget dybere, en grundlæggende modvilje mod at blive udfordret på dine overbevisninger?
Når du blokerer mig, sender det et signal om, at du ikke ønsker at møde mig som ligemand i en samtale. Men hvis ytringsfrihed og dialog virkelig er dine værdier, bør de også gælde, når samtalen bliver svær. For hvordan kan vi nogensinde skabe forståelse, hvis vi ikke tør lytte til hinanden?
ER DET “LA PEUR” ELLER NOGET ANDET?
Jeg efterlades med spørgsmålet: Er det “la peur” – frygten – der styrer dine handlinger? Eller er det en bevidst afvisning, der er dybere rodfæstet i fordomme? Det er trist, at noget, der begyndte med åbne ord og en invitation, nu er endt i tavshed og afstand.
Hvis vi virkelig ønsker en verden, hvor vi forstår hinanden bedre, kræver det, at vi tør mødes og stille de svære spørgsmål. Hvis ikke, bliver ordene “Come to France” blot en tom gestus uden substans.
MIT SPØRGSMÅL ER STADIG UAFKLARET
Rabbi Haim Sofers tale belyser sandheden om muslimsk gæstfrihed og historisk retfærdighed. Men det rejser også spørgsmålet: Hvorfor bliver denne virkelighed fordrejet af folk som Florence Bergeaud Blackler? Hvorfor er dialogen mellem os brudt, når netop samtale er vejen frem?
Derfor står mit spørgsmål stadig tilbage:
“Kan en fatwa sammenlignes med Hitlers manifest om jødeforfølgelse, og er begge bygget på frygt?”
Florence, du sagde under mødet: “Come to France.” Jeg blev glad for din venlige invitation og troede på en åben dialog. Men nu, hvor du har blokeret mig, står jeg forundret tilbage. Hvilken frygt er det, der styrer dig? Er det homofobi, islamofobi eller blot la peur – frygten selv?
Dette er ikke kun et spørgsmål til dig, men til alle, der forsøger at omskrive historien og undgå dialog. Historien skal ikke blot huskes, men læres af, for kun gennem ærlighed og åbne samtaler kan vi skabe en fremtid med forståelse og retfærdighed.
Så jeg spørger igen, Florence: Hvad frygter du?
— Zahid Latif 🇵🇸🇵🇰🇨🇳🇷🇺🇿🇦🇮🇳🌈 (@zahidlatifzahid) December 2, 2024
FRA FATWA-FRYGT TIL “BERUFSVERBOT”
HVEM SLYNGER ØKSEN NU?
Der er noget fascinerende over denne debat om ytringsfrihed. Florence Bergeaud Blackler taler om “fatwa-frygt,” Nina Palesa Bonde blokerer kritiske stemmer i ytringsfrihedens navn, og Christian, ja, han mener, at Danmark har brug for en retorisk gartner til at luge ud i dem, der “foragter os.”
De taler alle om frihed, men hvad er det egentlig, de frygter? Er det fatwaer, folk, der stiller kritiske spørgsmål, eller simpelthen tanken om, at nogen kunne være uenig? Eller er det, som franskmændene ville sige, bare en god, gammeldags “la peur” – frygten for alt og alle, der ikke ligner dem selv?
CHRISTIAN: FRA HAKKEJERN TIL BERUFSVERBOT?
På Radio4 delte Christian sin opskrift på et samfund i balance:
“Hvis vi kan luge ud i de mennesker, der grundlæggende foragter os og foragter vestlige værdier, så mener jeg faktisk, vi har en forpligtelse til det.”
Det er en interessant idé – at “luge ud.” Måske har Christian brugt lidt for meget tid i haven, men når man taler om mennesker som ukrudt, der skal fjernes, træder vi pludselig ind i et historisk ekko. Det er svært ikke at høre lyden af Berufsverbot i baggrunden – den tyske praksis med at udelukke uønskede elementer fra arbejdsmarkedet for at beskytte staten mod, tja, hvad end man frygtede på det givne tidspunkt.
BERUFSVERBOT: FORTIDENS ADVARSEL
En kommentator på Facebook fangede ånden i Christians udsagn og skrev:
“Det næste må jo være statens selvforsvar: Berufsverbot, hvis man er registreret med anti-demokratiske, anti-danske ytringer eller anden samfundsfjendsk aktivitet.”
Berufsverbot blev i Nazi-Tyskland brugt til at ekskludere jøder, kommunister og andre “samfundsfjender” fra offentlige stillinger. Det startede som en beskyttelse af staten, men endte som en glidebane mod totalitær kontrol.
Når Berufsverbot nævnes i dag, rejser det spørgsmålet: Er vi på vej tilbage til en tid, hvor frygt og usikkerhed bruges som våben til at bestemme, hvem der må tale, og hvem der må arbejde? Christians retorik er måske ikke så direkte, men når man begynder at tale om “at luge ud,” er der ikke langt fra haven til historiebøgernes mørkeste kapitler.
FLORENCE: FATWA-FRYGT ELLER HITLER-FRYGT?
Florence Bergeaud Blackler har gjort sig selv til en stemme i kampen mod islamisme, men hendes retorik er ikke uden problemer. Når hun taler om “fatwa-frygt,” trækker hun linjer til tidligere ideologiske trusler som nazismen. Men ironisk nok har hendes egne udsagn også paralleller til den frygtretorik, Hitler mestrede.
Hun undgår kritiske spørgsmål, ligesom Nina blokerer kritikere på sociale medier, og man begynder at undre sig: Er det virkelig fatwaer, de frygter, eller er det noget langt mere grundlæggende – en frygt for, at deres egne udsagn ikke holder til nærmere eftersyn?
NINA: YTRINGSFRIHED FOR NOGET FÅTAL?
Og så er der Nina Palesa Bonde, ytringsfrihedens selvudnævnte forsvarer, som har gjort “blokeringens kunst” til sin signatur. Når kritiske stemmer spørger til hendes tilgang, er svaret ikke debat, men et hurtigt klik på “Bloker”-knappen.
Nina taler om, at den danske debatkultur er som et “øksehug i ytringsfriheden.” Men hvem svinger egentlig øksen? Hvis det er ytringsfrihed, Nina kæmper for, er det så en særlig slags frihed – friheden til at tale, så længe ingen stiller kritiske spørgsmål?
MUSLIMER SOM NYE SYNDESBUKKE
Når Florence advarer om fatwaer, og Christian taler om “sindelagskontrol,” peger retorikken ofte i én retning: mod muslimer. De bliver fremstillet som en trussel mod vestlige værdier, men hvem definerer disse værdier?
Det ligner et déjà vu fra 1930’erne, hvor Hitler brugte lignende strategier til at skabe frygt og mistillid. Jøder blev udpeget som “de andre,” der underminerede samfundets sammenhængskraft. I dag er det muslimer, der indtager den rolle.
Men præcis som dengang er frygten ikke baseret på fakta. Det er en politisk strategi, der skaber splittelse og usikkerhed, snarere end løsninger.
LUGE UD……HVOR ENDER DET?
Når Christian taler om at “luge ud,” når Florence advarer om fatwaer, og når Nina blokerer kritik, er det svært ikke at spørge: Hvem beskytter egentlig friheden? Og hvem beskytter os mod dem, der vil definere dens grænser?
Vi har set før, hvordan frygt kan bruges som et redskab til kontrol. Men hvis ytringsfriheden virkelig skal være for alle, kræver det mere end blokering, advarsler og forslag om Berufsverbot. Det kræver, at vi tør møde frygten med åbenhed og ægte debat.
Vil du vide mere om Christians udtalelser og hans rolle i debatten? Læs videre i vores artikel ytringsfrihed her.
CHRISTIAN MARCUSSEN: EKSPERT ELLER FABRIKANT AF FRYGT?
CHOKERENDE FAKTA OM BRODERISMEN OG ANTISEMITISME!
Christian Marcussen præsenterer sig som en kommunikationsekspert, men hans postulerede indsigt i integration og antisemitisme er mere fyldt med varm luft end akademisk substans. Lad os tage en nærmere, og sarkastisk, kigger på hans såkaldte “fakta.”
ER CHRISTIAN MARCUSSEN VIRKELIG EN EKSPERT?
Påstand: “Problemet med antisemitisme er vokset dramatisk i Danmark på grund af muslimske minoriteter”
Seriøst, Christian? Ifølge AKVAH-rapporten for 2023 er 35% af antisemitiske hændelser knyttet til nazistiske symboler og yderste højrefløj. Men lad os bare ignorere fakta, når vi kan pege fingre mod en hel befolkningsgruppe. Det er jo så meget nemmere.
Påstand: “Integration handler om danske værdier”
Her er en klassiker! “Danske værdier” er lige så vagt som en opskrift uden ingredienser. Skal vi gætte, hvad det betyder? Hygge? Flagkager? Eller måske bare en bekvem måde at ekskludere dem, der ikke passer ind i Marcussen’s snævre verdenssyn.
Påstand: “Islamiske æresnormer underminerer integration”
Det lyder jo frygtindgydende! Men vent … hvor er beviserne? Ingen data, ingen studier. Bare endnu en myte til samlingen. Bravo, Christian, for din kreative opfindsomhed.
HVAD BRODERISMEN OG SINDELAGSKONTROL FORTÆLLER OS OM FRYGTRETORIK
Det er spændende, hvordan Marcussen bruger begreber som “sindelagskontrol” og “broderismen” til at skabe en dramatisk forestilling om, at Danmark er under angreb. Florence Bergeaud Blackler påpeger i sin forskning, at denne slags narrativer ofte anvendes strategisk til at underminere minoriteter og udnytte frygt til politiske formål. Men hvem har tid til forskning, når man kan være ekspert i retoriske tricks?
AKVAH: EN PROBLEMATISK DEFINITION AF ANTISEMITISME
AKVAH baserer deres definition af antisemitisme på IHRA’s arbejdsdefinition, som Francesca Albanese i sin FN-rapport kalder misvisende og alt for bred. Denne definition inkluderer eksempelvis kritik af staten Israel som potentiel antisemitisme. Francesca påpeger, at dette skaber et mudret billede, hvor legitim politisk kritik forveksles med had mod jøder.
Eksempel på problematikken:
- Hvis en person kritiserer Israels politik over for Palæstina, kan dette ifølge IHRA’s definition blive registreret som antisemitisme.
- AKVAH registrerer disse hændelser uden nogen form for kontrol eller uafhængig vurdering.
MANGLENDE METODISK TILGANG
AKVAH’s rapportering lider under flere metodiske mangler:
- Ingen kontrol af data: Rapporten bygger på subjektive indberetninger uden validering eller standardiserede procedurer.
- Overrapportering: En stigning på 2300% i registrerede indberetninger lyder dramatisk, men AKVAH selv indrømmer, at tallene ikke er kvalitativt verificerede.
- Bias i kategorisering: Mange indberetninger er klassificeret som antisemitisme uden tilstrækkelig dokumentation.
Eksempler fra AKVAH-rapporten:
- En hændelse, hvor en person bar en T-shirt med teksten “Free Palestine”, blev registreret som antisemitisme.
- Kritik på sociale medier af Israels militæraktioner blev indberettet som “antisemitisk ytring”.
Dette viser, hvordan en uklar definition og mangel på metodisk stringens kan forvride billedet af antisemitisme i Danmark.
ANTISEMITISME PÅ STEROIDER? SE DE RIGTIGE TAL!
Marcussen elsker at tale om antisemitisme, men undlader belejligt at anerkende, at meget af den antisemitisme, vi ser i Danmark, kommer fra den yderste højrefløj og nazistiske grupper. Ifølge AKVAH-rapporten:
- 35% af antisemitiske hændelser involverede nazistiske symboler eller Holocaust-referencer.
- 26% holdt jøder kollektivt ansvarlige for staten Israels handlinger.
Hvor passer muslimer ind i dette narrativ? De gør det ikke, men lad os bare ignorere det, når det ikke passer ind i Marcussen’s historie.
HVORFOR MARCUSSENS DATA FALDER FRA HINANDEN
- Evidensløshed: Marcussen elsker at komme med store påstande, men han hader at underbygge dem med data. Det er som en tryllekunstner, der aldrig viser, hvad der er i hatten.
- Generaliserende Retorik: Han maler muslimer som en homogen gruppe, hvilket er lige så upræcist som at sige, at alle danskere elsker leverpostej.
- Ignorerer Strukturelle Problemer: I stedet for at anerkende de reelle socioøkonomiske udfordringer i integration, fokuserer han på at fremme splittelse.
MIT SVAR TIL CHRISTIAN MARCUSSEN: DEN SKALLEDE SKRIBENT I BERLINGSKE
1. DEN TREDJE ERKENDELSE – MERE ARBEJDE, FLERE FORENINGER OG VOILÀ!
Christian Marcussen, vores kommunikationsekspert og skribent i Berlingske, præsenterer sin “tredje erkendelse,” hvor han venligt minder os om, at hvis muslimer bare arbejder lidt hårdere og melder sig ind i flere foreninger, vil vi endelig blive accepteret som rigtige danskere. Spændende løsning, Christian! Hvad gør vi med alle dem, der allerede gør netop det, men stadig bliver mødt med mistro og mistænkeliggørelse? Måske er det på tide, at vi får en “fjerde erkendelse,” hvor samfundet indser, at fordommene ikke forsvinder, bare fordi vi knokler endnu mere.
2. ANTISEMITISME – ET REDSKAB TIL AT SLÅ MUSLIMER I HOVEDET
I sin artikel udtrykker Christian, at antisemitisme rejser “helt fundamentale spørgsmål om multikulturalismens levedygtighed.” Fascinerende, hvordan antisemitisme altid bliver relevant, når det kan bruges som en hammer mod muslimer. Vi venter stadig på en analyse af højrefløjens egen antisemitisme, men det er måske for meget at forlange? Så her er en ny erkendelse til dig, Christian: antisemitisme og islamofobi er ikke modsætninger, men to sider af samme hadske mønt, der trives bedst i et klima af splittelse.
3. SINDELAGSKONTROL – NÅR DANSKERE SKAL BESTÅ VÆRDIGHEDSTESTEN
Christian Marcussen, vores kommunikationsekspert, skriver, at vi “giver tusindvis af statsborgerskaber til mennesker, der nok lever op til en række objektive krav, men som vi i realiteten intet aner om i forhold til værdier.” Han kalder det absurde forslag fra Liberal Alliance “problematisk,” fordi det indebærer screening af “ansøgernes grundlæggende værdier.” Men Christian, hvem skal bestemme de værdier? Skal vi lave t-shirts med teksten: “Jeg elsker frihed og demokrati” og lade det være adgangsbilletten? Eller skal vi dømme folk på, hvor ofte de siger ordet “hygge”? Problemet er ikke værdierne, Christian – det er din mistænkeliggørelse af alle, der ser anderledes ud.
Bevis fra artiklen: “Det absurde forslag fra Liberal Alliance og Dansk Folkeparti problematiseret ved at stille krav om en eller anden form for screening af ansøgernes grundlæggende værdier.
4. MULTIKULTURENS FREMTID – ER DET VIRKELIG KULTUREN, DER ER PROBLEMET?
Christian advarer om, at antisemitisme rejser spørgsmål om “multikulturalismens levedygtighed.” Men hvem siger, at det er multikulturen, der har et problem? Måske handler det om, at højrefløjens retorik konstant fremstiller forskellighed som en trussel. Når alt kommer til alt, lever multikultur fint – problemet opstår først, når “eksperter” som Christian insisterer på at male det som en fiasko. Måske burde vi spørge os selv: Hvem har egentlig mest at vinde ved at holde denne fortælling i live?
5. ÆGTE DEBATTER – MEN HVOR ER VORES STEMMER?
“Tonen er nu nået et punkt, hvor vi har ægte debat,” skriver Christian med stolthed. Men hvad er “ægte” debat egentlig værd, når den kun inkluderer højrefløjen og deres retoriske spil? Det er skønt at høre fra Christian, hvordan vi alle bør debattere værdier – så længe det er hans værdier, der bliver debatteret. Ægte debat kræver, at vi alle har en stemme, Christian, ikke kun dig og dine kolleger i Berlingske.
6. 2025 – ENDNU EN RUNDE UDEN HANDLING
Christian afslutter med, at vi “vil debattere dette igen i 2025.” Hvor betryggende! Endnu en omgang debat uden handling, endnu en omgang højrefløjs-retorik forklædt som analyse. Måske skulle vi allerede nu booke kalenderen for 2030 – der kan vi tage endnu en runde om multikulturens “levedygtighed,” mens vi stadig undgår at tage ansvar for at bekæmpe racisme og islamofobi. Men hey, hvorfor ændre noget, når vi kan tale om det igen og igen?
AFSLUTNING: HVORNÅR STOPPER DE HØJREFLØJENS TOMME ERKENDELSER?
Christian Marcussen, din analyse er fyldt med store ord som “erkendelse” og “værdier,” men de lyder mere som gentagelser af højrefløjens gamle klichéer. Integration handler ikke om, hvad vi minoriteter skal gøre bedre – det handler om, hvordan vi vælger at se hinanden som ligeværdige. Måske skal vi ikke vente på din næste “erkendelse,” men selv begynde at bygge et samfund, der fungerer for alle.
