(under udvikling)
ER BERLINGSKE MEDIA DEN NYE STIKKERCENTRAL FOR GESTAPO?
Det kan lyde voldsomt, men det spørgsmål er svært at undgå, når man kigger på Berlingskes dækning af debatten om “antallet af muslimer” i Danmark og Europa. I stedet for at fremme en åben og nuanceret dialog, lader det til, at Berlingske er blevet en platform for en retorik, der minder om en mørk tid i Europas historie.
“ANTALLET”
HVOR HAR VI HØRT DET FØR?
Lad os lige tage en tur ned ad memory lane. Der var engang, hvor en anden gruppe blev dømt på deres antal, og hvor det at “være for mange” blev set som en trussel. Ja, vi taler om antisemitisme og den retorik, der banede vejen for nogle af de værste overgreb i historien.
Nu har Berlingske og deres gæsteskribenter rettet fokus mod muslimer. Med artikler og debatindlæg, der konstant problematiserer muslimernes tilstedeværelse, lader det til, at avisen mere er optaget af at tælle hoveder end af at forstå mennesker. Det store spørgsmål er: Hvad vil I gøre med de tal, I samler ind?
SKAL BERLINGSKE LEGE GESTAPOS NYE LAKAJER?
Er det virkelig en avis’ rolle at holde styr på, om der er “for mange” muslimer i Danmark? Eller at give spalteplads til folk, der indirekte foreslår, at vi skal gøre noget ved det? Det minder om en slags moderne stikkermentalitet, hvor nogle får tildelt rollen som de evige mistænkte, mens andre får lov at styre fortællingen.
Berlingske Media, hvis I ikke vil ende som det 21. århundredes stikkercentral, så burde I nok overveje, hvordan I vælger at prioritere jeres debatter. Friheden til at ytre sig kræver også et ansvar for ikke at spille med på en dagsorden, der bygger på frygt og splittelse.
FREDERIK VAD OG VENNERNE – HVAD ER DEALEN?
Man kan ikke lade være med at undre sig: Hvorfor er der altid plads til folk som Frederik Vad og hans evindelige prædikener om integration, mens stemmer fra minoriteter selv sjældent slipper igennem? Det skaber en klar skævvridning i debatten, hvor visse grupper konstant skal forklare deres eksistens, mens andre frit kan dømme dem som problemer.
Og så er der det med forbindelserne til Israel. Kan det virkelig passe, at nogle af de holdninger, der promoveres, har en særlig politisk agenda? Det kunne være spændende at få belyst – ikke mindst, hvis det forklarer, hvorfor visse emner og vinkler får så meget spalteplads.
LAD OS IKKE GENTAGE HISTORIEN
Vi kender desværre allerede svaret på, hvad der sker, når vi begynder at dømme folk på deres “antal” eller religion. Det ender altid galt. Berlingske Media burde tage et langt, kritisk blik på sig selv og spørge: Vil vi være dem, der skaber bro mellem folk, eller dem, der graver grøfter?
Det er let at frygte forandring, men ægte styrke ligger i at møde den med åbenhed og vision. Verden forandrer sig, uanset hvad vi gør. Spørgsmålet er, om Berlingske vil hjælpe os med at finde en vej fremad – eller fortsætte med at kigge bagud og tælle folk, der ikke ligner flertallet.
VALGET ER JERES, BERLINGSKE. HVAD VIL I VÆRE?
MADS BRÜGGER
JOTAM CONFINO
.twitter-container blockquote { width: 100%; /* Sikrer fuld bredde af embed */ box-sizing: border-box; /* Regner padding og margin med */ }Ja det er vel et spørgsmål om perspektiv. At du åbenbart er et ulideligt røvhul, der kører dine medarbejder i sænk, er også yders fascinerende.
— Tobias Nielsen 🇵🇸 (@5bisse5) January 22, 2025
Ved du om Dronnning er ved at blive sprængt i luften. Er der noget nyt på vej Troels pic.twitter.com/9XTZrSiVe9
— Zahid Latif 🇵🇸🇵🇰🇨🇳🇷🇺🇿🇦🇮🇳🌈 (@zahidlatifzahid) January 2, 2025
TROELS HEEGER OG BERLINGSKE
FRA MEDIEKRITIK TIL REGISTRERING – HVOR GÅR GRÆNSEN?
I sit tweet retter Troels Heeger skytset mod Mediekritisk Netværk med en tone, der signalerer kontrol og registrering. Bag facaden lurer et ubehageligt spørgsmål: Er Berlingske blevet en platform for moderne overvågning og hetz?
Når en journalist går så langt som at antyde “rapporter” og “resultater,” lyder det som en eklatant skygge fra en tid, vi helst vil glemme. Kritikere spørger, om vi er vidne til en mediekultur, der i stedet for at værne om frihed kæler for kontrol og censur. Skal vi acceptere, at kritiske røster bliver mødt med metoder, der minder om Mossad-lignende overvågning?
ANNE SOFIE ALLARP
BERLINGSKES NARRATIV SOM MEDSPILLER I BESÆTTELSENS PROPAGANDA?
Som kronikredaktør hos Berlingske vælger Anne Sofie Allarp at rette sit fokus mod Al Jazeera – en af de få kanaler, der konsekvent dækker palæstinensiske lidelser. Men i stedet for at dykke ned i kerneproblematikker som ulovlig besættelse, apartheidlignende tilstande og systematiske menneskerettighedskrænkelser, drejer hun fortællingen mod “splittelse” og “partiskhed.”
Denne strategi er ikke tilfældig. Det er en del af en vestlig mediepraksis, der systematisk undviger at tage fat på Israels ansvar og i stedet marginaliserer palæstinensiske stemmer. Allarps brug af udtryk som “lovløse individer” og “bøller” i Jenin spejler en retorik, der ofte anvendes til at demonisere modstand mod besættelsen og afvise legitime frihedskampe.
Spørgsmålet er uundgåeligt: Hvorfor vælger Berlingske – med Anne Sofie Allarp i spidsen – at spille denne rolle? Er det uvidenhed, eller er det en bevidst handling, der placerer danske medier som medspillere i et globalt propagandaspil, der retfærdiggør undertrykkelse? Hvad sker der, når journalistikkens kerneprincipper – sandhed, ansvar og mod – svigtes?
Dette er ikke blot en diskussion om Al Jazeera eller interne palæstinensiske konflikter. Det er et opgør med en mediekultur, der vælger den sikre vej frem for at udfordre magtens uretfærdighed. Når danske medier undlader at rapportere om Israels apartheidlignende politik, er de med til at legitimere de systemer, der fastholder millioner af mennesker i lidelse. Ja, så må en amatør urfaren skribent med lidt stavefejl slå til.
KRASNIK: DEN JOURNALISTISKE ZIONISTISKE NINJA FRA DR
I 2014 stod Martin Krasnik i centrum af en af Danmarks Radios mest kontroversielle interviews nogensinde. Som vært på Deadline lykkedes det ham at kombinere sin rolle som journalist med en teknik, der gjorde det næsten umuligt at forstå, hvad der faktisk foregik i Gaza. Var han en objektiv interviewer? Eller var han en retorisk kamæleon, der mest af alt forsøgte at mudre billedet til?
EN MASTERCLASS I JOURNALISTISK TÅGE
Krasniks metode kan bedst beskrives som en kombination af retoriske ninja-tricks og en evne til at trække debatten væk fra kerneemnet. Lad os se på nogle af hans mest bemærkelsesværdige greb:
- Afledningsmanøvren:
Når Mads Gilbert fremhævede Israels systematiske bombning af civile mål som hospitaler og skoler, svarede Krasnik ikke med fakta eller modspørgsmål om Israels handlinger. I stedet skiftede han fokus:
“Men Hamas bruger jo også civile som skjold – hvorfor kritiserer du ikke det?”Resultatet? Publikummet blev præsenteret for en debat, der handlede om alt andet end Israels handlinger. - Krav om umulig dokumentation:
Krasnik afkrævede Gilbert konkrete beviser for påstande, som allerede var blevet rapporteret af FN og internationale medier.
“Hvor er dine beviser for, at Israel systematisk bomber skoler og hospitaler?”Dette greb er klassisk: Skab en illusion af debat ved at stille umulige krav til modparten, mens du ignorerer bredere dokumentation. - Personalisering:
Krasnik gik endda så langt som at fremhæve Gilberts politiske baggrund for at undergrave hans troværdighed:
“Men du har jo været aktiv i venstreorienterede partier – kan vi så stole på dig?”
MUDDERKASTNING FRA DR’S STUDIE
På det tidspunkt var Krasnik en af Danmarks Radios mest profilerede journalister, og Deadline var et flagskib for seriøs journalistik. Men denne episode illustrerer, hvordan DR – allerede dengang – kunne bruges til at mudre billedet af en konflikt, der i forvejen er kompleks.
DR’s officielle forklaring på interviewet? At Krasnik blot udviste den sædvanlige kritiske journalistik. Men når seerstormen ramte med over 1.000 klager, begyndte spørgsmålene at melde sig:
- Hvorfor var Krasniks kritik så ensidig rettet mod Gilbert, mens israelske repræsentanter ofte blev behandlet med mere respekt?
- Hvordan kan DR hævde objektivitet, når Krasniks metode tydeligvis skabte et billede, der favoriserede Israels narrativ?
DEN EVIGE SKYGGEBOKSNING
Dette interview fra 2014 er en påmindelse om, at journalistisk framing er magtfuld. Krasniks rolle – bevidst eller ubevidst – var at dreje fokus væk fra Israels handlinger og over på Hamas og Gilberts personlige overbevisninger.
Selvom Krasnik hævder, at han blot var “kritisk og vedholdende,” ser mange det som en systematisk strategi for at skabe tvivl omkring alt, der kunne kritisere Israel.
DANSKERNES DOM: JERNEVASK ELLER JOURNALISTIK?
Med næsten 1.000 klager fik DR en massiv opgave med at forsvare Krasniks optræden. DR’s nyhedsdirektør forklarede, at “alle konflikter dækkes objektivt,” men dette interview beviste, at objektivitet ofte afhænger af, hvem der stiller spørgsmålene – og hvordan de stilles.
EN AFSLUTTENDE TANKE
11 år senere ser vi stadig de samme teknikker blive brugt. Afbrydelser, krav om umulig dokumentation og afledningsmanøvrer er blevet standard, når Israel-Palæstina-konflikten dækkes. Måske er det tid til, at medier som DR og journalister som Krasnik begynder at tage deres ansvar for objektivitet seriøst.
2. debat:
NEW from @DropSiteNews: The BBC's Civil War Over Gaza
— Drop Site (@DropSiteNews) December 19, 2024
A landmark investigation by @owenjonesjourno into BBC’s Gaza coverage. Interviews with 13 journalists and staffers reveal how senior figures skewed stories for Israel and dismissed internal objections https://t.co/OxGysjlI9F
Mon alle i #dkmedier har læst denne vigtige undersøgelse om BBC? Hvem er mon pendent til Raffi Berg hos vores egen DR? #dkpol https://t.co/2XiTg6PHID
— Stig Jørgensen✌🏽🇵🇸Free Palestine!🇵🇸✌🏽 (@whostig) December 31, 2024
Toggle title
NÅR JOURNALISTIKKEN BLIVER EN RETORISK KUNST
Ah, 2014. Året hvor selfies fra Oscars blev en sensation, og hvor Martin Krasnik forvandlede et seriøst interview om Gaza til en mesterklasse i retorisk tryllekunst. For selvfølgelig skulle “Ja, det mener Hamas også” blive punchlinen, vi husker. Lad os grave i, hvad der egentlig foregik bag facaden – og hvorfor vi stadig ser de samme mønstre i dag.
KRASNIKS RETORISKE VÅBENARSENAL
FRA HAMAS TIL PERSONLIGE ANGREB
- “Skyld ved association” – Den retoriske klassiker
Krasniks bemærkning “Ja, det mener Hamas også” er ikke bare en sjov oneliner. Nej, det er et strategisk skaktræk, der med ét kobler Mads Gilbert til Hamas. Det siger han jo ikke direkte, vel? Men hey, når du lyder som Hamas, må du jo være enig med dem!“Åh, Mads, det er så fint, at du er bekymret for civile tab. Men når du ikke lige nævner Hamas’ fejl, lyder du som deres pressechef.” - “Hvor er dine beviser?” – Krav om dokumentation i realtid
Krasnik kræver, at Gilbert beviser sine påstande – lige dér i studiet. Som om Gilbert havde hele FN’s databaser i sin lomme.- “Kan du dokumentere, at Israel bevidst bomber civile?”
Ja, Mads. Har du måske en PowerPoint klar til at overbevise verden? Nej? Så lyder det altså bare som tomme ord, ikke?
“Selvfølgelig har vi masser af tid til, at du lige ringer til Amnesty og får sendt noget dokumentation. Indtil da? Tom snak!”
- “Kan du dokumentere, at Israel bevidst bomber civile?”
- Afledningsmanøvren: Når Hamas bliver midtpunktet
Krasnik skifter elegant emnet fra Israels handlinger til Hamas’ brug af menneskelige skjold.- “Hvorfor kritiserer du ikke Hamas for at bruge hospitaler som baser?”
Som om det var det emne, vi var her for at diskutere. Det er som at skændes om klimaforandringer og insistere på at tale om vindmøllernes grimme design.
“Vi behøver jo ikke tale om Israels handlinger, når vi kan bruge al tiden på at kritisere Hamas – dem er alle alligevel enige om at hade.”
- “Du har jo været medlem af et venstreorienteret parti. Kan vi stole på dig?”
Jo, det er jo relevant. Lægen, der redder liv i Gaza, må jo i virkeligheden have en politisk agenda.Personlige stikpiller: Politisk neutral? Not so much
Når det hele bliver lidt for sagligt, hiver Krasnik den personlige historie frem.
- “Hvorfor kritiserer du ikke Hamas for at bruge hospitaler som baser?”
- “Det er jo ikke som om, at folk bare kan være humanitære – de har altid en skjult dagsorden. Især hvis de kritiserer Israel!”
HAMAS OG DØDSTAL: DET EVIGE SPØRGSMÅL OM TROVÆRDIGHED
Krasnik formår også at plante tvivl om tallene over civile tab, fordi de kommer fra Hamas’ sundhedsmyndigheder. Og ja, Hamas har jo en lang historie med at sætte tal lidt kreativt op. Men hvorfor skal vi så stole på Israels tal? Det bliver selvfølgelig ikke nævnt.
“Selvfølgelig skal vi mistro alle tal, der kommer fra Gaza. Israels tal? De er jo nærmest printet direkte på Moses’ stentavler.”
2014 OG 2025 SAMME METODER, SAMME SPIL
Krasniks interviewstil i 2014 var en manual i, hvordan man afleder opmærksomheden fra substansen. Og selv i dag ser vi samme mønstre:
- Flyt fokus fra ofrene til, hvem der kontrollerer narrativet.
- Gør debatten personlig, så modparten skal bruge tid på at forsvare sig selv.
- Gentag ordet Hamas så mange gange, at folk glemmer, at interviewet handler om civile tab.
HMMM
Hvis journalistik handler om at afsløre sandheden, så handler Krasniks metode snarere om at dække den til i retoriske tricks. Men hey, det er jo bare 2014 – hvorfor bekymre sig? Måske er “Ja, det mener Hamas også” bare en retorisk tidslomme, vi aldrig slipper væk fra.
For i en konflikt, hvor magt og narrativ betyder alt, er der altid plads til at gentage de samme greb. Spørgsmålet er bare: Hvornår fanger vi den?
Skal vi tilføje flere punchlines eller holde tonen sådan her?
KRASNIKS ORD: ET TILBAGEBLIK PÅ 2014 OG SANDHEDENS SEJR I 2024
I 2014 stod Martin Krasnik som journalistisk frontfigur og afviste anklager om Israels systematiske overgreb mod palæstinensere. Med retorisk skarphed og insisteren på mangel på dokumentation forsøgte han at miskreditere dem, der kritiserede Israel. Men ti år senere maler virkeligheden et helt andet billede – og Krasniks ord står tilbage som en påmindelse om, hvordan journalistisk bias kan skjule sandheden.
2014: KRASNIKS STRATEGI FOR AT SKJULE SANDHEDEN
I interviewet med Mads Gilbert i 2014 gjorde Krasnik følgende:
- Afviste systematiske overgreb
Krasnik påstod gentagne gange, at der ikke var beviser for Israels angreb på skoler, hospitaler og brugen af civile som menneskelige skjolde.- “Hvor er beviserne? Der er ingen dokumentation.”
- Afbrydelse og afsporing
Krasnik afbrød Gilbert og skiftede emne for at bringe fokus over på Hamas’ handlinger, hvilket fjernede opmærksomheden fra Israels ansvar. - Bagatelliserede folkeretsbrud
Hans retorik fokuserede på at legitimere Israels handlinger som selvforsvar og nedtone alvoren af angreb på civile.
2024: HISTORIEN HAR FORTALT OS SANHEDEN
Nutidens afsløringer viser, at Krasniks benægtelser var misvisende, og beviserne for Israels systematiske vold er nu uigendrivelige:
- Israels brug af menneskelige skjolde
Al Jazeera offentliggjorde i juni 2024 en video, hvor en såret palæstinenser blev bundet til fronten af et militærkøretøj i Jenin. Den israelske hær indrømmede, at dette var en overtrædelse af deres egne procedurer. - Folkemord anerkendt af internationale organisationer
Amnesty International og FN har nu gentagne gange betegnet Israels handlinger som folkemord. Den systematiske bombning af civile mål, nægtelse af nødhjælp og tvangsforflyttelse af befolkningen er blandt de handlinger, der er klassificeret som krigsforbrydelser. - Sammenbruddet af narrativet om ‘den mest moralske hær’
Kritikken af Israels selvfremstilling som en etisk hær er nu vokset blandt internationale eksperter og journalister. Som Anthony Loewenstein sagde i 2024:- “Der er ingen værdier i besættelse. Alt, hvad der foregår, er en konsekvens af systemisk dehumanisering.”
KRASNIKS ORD I BAGKLOGSKABENS LYS
Krasniks insistering på at miskreditere kritikere af Israel og hans gentagne spørgsmål om dokumentation fremstår nu som strategisk afledning snarere end ægte journalistisk nysgerrighed.
- Hykleriet afsløret: Når beviserne nu står klare, bliver det tydeligt, at Krasniks journalistiske metoder fungerede som skjold for en ensidig fortælling.
- Sarkastisk pointe: “Det viser sig, at beviserne ikke ventede på Krasniks godkendelse. Sandheden havde bare brug for tid til at nå frem.”
EN KONKLUSION FOR FREMTIDEN
Martin Krasniks interview fra 2014 står i dag som et advarende eksempel på journalistik, der tjener magtens interesser frem for sandheden. I 2024 ved vi, hvad han dengang nægtede at indrømme: At Israel begår systematiske overgreb, og at verdenssamfundets tavshed er medskyldig.
Spørgsmålet er nu: Hvem tør tage ansvar, og hvem vil fortsat gemme sig bag undskyldninger som dem, Krasnik brugte i 2014?
Pierre Collignon, Berlingskes debatchef og måske selverklæret forsvarer af “den gode tone,” ser ud til at have en direkte linje til Tel Aviv. Når hans redaktion dækker Israel-Palæstina-konflikten, kan vi næsten høre ekkoet af godkendelsesstemplet fra Knesset. Men spørgsmålet er: Har Pierre droppet journalistikkens sandhedsideal til fordel for en narrativ præget af “selvforsvar” og “civilisationens kamp”?
Lad os være ærlige: Når Berlingske Media skriver om Israel, føles det som om, manuskriptet er copy-pastet fra en briefing i Netanyahus kabinet. Ulovlige bosættelser, blokader, FN-rapporter om menneskerettighedskrænkelser? Intet at se her. Men derimod finder vi rigelig plads til at “balancere” fortællingen – ved at reducere palæstinensiske lidelser til fodnoter og fremhæve Israel som en stakkels nation omgivet af farlige naboer.
Og hvad med Berlingskes netværk? Anne Sofie Allarp og Troels Heeger følger trop med en retorik, der oser af mistænkeliggørelse. Med vendinger som “lovløse individer” og fokus på “splittelse” mellem palæstinensiske grupper, tegner de et billede, der i bedste fald er fordrejet og i værste fald ren propaganda.
Men det er ikke kun tonen, der er problemet – det er hele tilgangen. Når Pierre Collignon og hans redaktion aktivt vælger at ignorere Israels systematiske undertrykkelse og ulovlige praksis, bliver Berlingske mere end bare et mediehus. Det bliver en platform for legitimering af apartheid og en modernisering af propagandametoderne.
Så, kære læser, spørgsmålet er: Hvor ender det? Vil næste udgave af Berlingske starte med et “Shalom” og en infografik om “antallet af muslimske flygtninge”? Eller er det tid til, at Pierre og hans redaktion indser, at journalistik ikke handler om at tilfredsstille magthavere – men om at udfordre dem?
OVERTAGER ELLER STJÆLER?
HVAD DR IKKE FORTÆLLER DIG OM ULOVLIGE BOSÆTTELSER OG HVORDAN DE FÅR DET TIL AT LYDE SOM EN FAST EJENDOMSHANDEL
Den 5. juli 2024 bragte DR en historie om Israel, der “overtager” 12,7 kvadratkilometer land på Vestbredden. “Overtager” lyder jo næsten som en venlig overdragelse af jord, ikke? Som om begge parter sad ved et bord og udvekslede ejerskab med et smil.
Men udenlandske medier som CNN og The Guardian brugte præcise og sylespidse ord som “land grab” og “land seizure” – ord, der peger direkte på ulovlighederne. DR valgte derimod at pakke handlingen ind som noget, der hører hjemme i boligsektionen. Ikke et ord om, at dette er et brud på FN’s konsensus eller den fjerde Genevekonvention, der kalder bosættelser en krigsforbrydelse.
HVAD SKER PÅ REDAKTIONEN?
NÅR MAN (NÆSTEN) KAN HØRE KAFFE-KLIRREN OG DEN BLØDE REDIGERING AF KRIGSFORBRYDELSER
Forestil dig redaktionsmødet hos DR. En tænkt situation, måske, men man kan næsten høre samtalen:
“Okay, hold. Vi har en historie om Israel, der udvider bosættelser. Ingen nævner ordet ‘besættelse’ – det er bare for… tungt. Vi holder os til ‘overtagelse,’ okay? Så lyder det som en retfærdig byttehandel.”
Og sådan bliver en brutal handling, fordømt af både EU og FN, omformuleret til noget, der lyder som en ejendomspolitik. Det er sprogets magi i aktion – og DR’s bidrag til en behagelig narrativ.
ER DET BARE DR?
HVORDAN BBC OGSÅ LÆRTE AT TONE KRITIKKEN NED OG KALDE BESÆTTELSE FOR NOGET ANDET
Hvis det lyder bekendt, er det, fordi Owen Jones beskrev nøjagtigt det samme mønster i sin afsløring af BBC’s dækning af Gaza. Her blev journalistisk sprog brugt til at polere sandheden og minimere kritik af Israel.
“Sikkerhedsforanstaltninger” i stedet for “besættelse.”
“Forsvar” i stedet for “angreb.”
BBC og DR kunne uden problemer lave en fælles håndbog: “Sådan gør du krigsforbrydelser mindre farlige – en praktisk guide til framing.”
HVAD MAN IKKE FORTÆLLER
NÅR FN, EU OG FOLKERETTEN BLIVER SKJULT BAG ORDET ‘OVERTAGELSE’
Hvad DR også glemmer at nævne:
- FN kalder bosættelser en klar krigsforbrydelse.
- EU fordømmer konsekvent Israels handlinger på Vestbredden og advarer om, at det underminerer to-statsløsningen.
- Den fjerde Genevekonvention siger det ligeud: At flytte en besættelsesmagts civile befolkning ind på besat land er en overtrædelse af international lov.
Men hvorfor nævne det? Det ville bare komplicere tingene. DR’s dækning er jo allerede “strammet til,” så den passer ind i et lettilgængeligt narrativ.
HVAD SKAL VI TRO?
KAN VI OVERHOVEDET FÅ OBJEKTIV JOURNALISTIK ELLER ER DET EN NY FORM FOR NYHEDS-BØN TIL ISRAEL?
Hvis DR ønsker at bevare sit ry som et troværdigt medie, bør de begynde at kalde tingene ved deres rette navn. Det er ikke en “overtagelse.” Det er et land grab. Det er ikke “selvforsvar.” Det er besættelse.
Så næste gang du ser DR rapportere om Israel, kan du passende stille dig selv spørgsmålet: Er det journalistik, jeg ser – eller blot en bøn til Tel Aviv?
DATO 7/11/2024 SVAR FRA JENS V J. REF 240919-000037
Fra: Jens V. Jakobsen, DR Jura,
Emne: Re: **FORMEL KLAGE OG ANMELDELSE: BRUD PÅ PUBLIC SERVICE-FORPLIGTELSER OG UTROVÆRDIG NYHEDSDÆKNING**
Dato: 7. november 2024
Journalnummer: 240919-000037
Kære Zahid Latif,
DR takker for dine yderligere bemærkninger og fastholder den tidligere fremsendte afgørelse.
Med venlig hilsen
Jens V. Jakobsen
Seniorkonsulent, DR Jura
DR
København – DR Byen
DK-0999 København C
T +45 3520 3040
M +45 2854 5217
[email protected]
http://www.dr.dk
Pro-Israelism is a cult in the West.
— Francesca Albanese, UN Special Rapporteur oPt (@FranceskAlbs) November 10, 2024
Dangerous, hypocritical, and shameful at the time an entire people is being exterminated with a mix of 21st century military technologies and evergreen genocidal sadism. https://t.co/HJBg3LHNY9