EN DRENG MELLEM VERDENER – FØRSTE MØDE MED TOILETTER I EN FREMMED LANDSBY
Mørket lå tæt over landsbyen Nabi Pura. Kun et svagt skær fra en ensom hængelampe oplyste det lille rum. Lyset var skarpt og bart – en nøgen pære, der svajede let fra loftet, uden nogen skærm til at blødgøre dens kolde glød. Det føltes som en scene fra en anden verden, og her stod jeg, en lille dreng fra Danmark, alene og fortvivlet midt i det hele.
TOILETPAPIR OG TOILETRULLER – HVAD JEG VAR VANT TIL HJEMMEFRA
I Danmark var toiletterne lyse og rene, altid med en toiletrulle og blødt toiletpapir ved hånden. Det var en selvfølge, noget man aldrig tænkte over. Her i min fars landsby var det en helt anden virkelighed. Rummet var næsten tomt, men alt føltes fremmed og overvældende. En gammel fluevifte summede svagt fra hjørnet, og skyggerne fra fluerne dansede op ad væggene, hvilket gjorde stilheden endnu mere intens.
MIT FØRSTE MØDE MED EN LOTTA – EN KULTURFORSKEL, DER RAMTE HÅRDT
Jeg stod der, lidt skræmt og forvirret, og forsøgte at finde ud af, hvad jeg overhovedet skulle gøre. Der var ingen toiletpapirholder, ingen flisebelagte vægge, ingen almindelig toiletrulle. I stedet var der et lavt hul i hjørnet af rummet og en lille vandkande – en “lota” – placeret ved siden af. Panikken voksede i maven. Skulle jeg virkelig sidde på hug over dette hul og bruge vandkanden?
PANIKKEN VOKSER – OG SÅ FØRSTE GANG, JEG FIK HJÆLP
Min nervøsitet steg. Lyden fra flueviften og den svage lampe fik rummet til at føles klaustrofobisk. Her stod jeg, en lille dreng langt hjemmefra – uden nogen at spørge til råds. Det eneste, jeg ønskede, var noget velkendt. Men her var ingen tryghed, ingen velkendt toiletrulle – kun mig, fluerne og dette ukendte hul i gulvet.
Så kom min onkels kone, min tante, og bemærkede min forvirring. Midt om natten, mens alle andre sov udenfor på “manji”-senge, kom hun til undsætning. Hun rev en gammel klud i små stykker og skabte min “toiletrulle” for natten. Det, der kunne have været en katastrofe, blev pludselig til en sjov oplevelse og en lettelse. Fra den nat lærte jeg, hvordan man bruger en lota, og livet fortsatte.
AT TILPASSE SIG – EN LEKTION FOR LIVET
Denne oplevelse lærte mig, at man kan tilpasse sig, uanset hvor man er. Som 7-årig dreng, vant til bambi-blødt toiletpapir og varme toiletsæder, måtte jeg lære det mest basale i Pakistan. Det var ikke for sent at ændre sig, og oplevelsen blev noget, jeg aldrig glemmer.
TO VERDENER, ÉT HJERTE
At leve mellem to verdener kan føles som at stå på en bro og kigge ud over to vidt forskellige landskaber – hver med sine farver, lyde og måder at være på. Mit liv har altid haft denne bro som sin midte. På den ene side har jeg det Danmark, jeg er vokset op i, med røde murstenshuse, cykelstier og lyden af dansk regn mod vinduerne. På den anden side er der Pakistan, hvor min fars rødder ligger dybt i jorden, omgivet af lerhuse, intense farver og lugten af krydderier og støv. To steder, der begge er mine – men som også kan føles som to forskellige verdener.
ET BEN I HVER LEJR
Da jeg var barn, var det ikke altid nemt at navigere mellem de to. I Danmark var jeg “den pakistanske dreng,” ham med de anderledes madpakker, de anderledes traditioner, og nogle gange de anderledes tanker. Men når vi tog til Pakistan, ændrede det sig – her blev jeg pludselig “den danske dreng,” ham, der ikke helt kendte skikkene, ikke talte sproget perfekt og altid spurgte til ting, som var helt normale der.
Det var som om, jeg havde et ben i hver lejr, men aldrig rigtig hørte helt hjemme i nogen af dem. Alligevel lærte jeg tidligt at tilpasse mig. Jeg vidste, hvordan jeg skulle opføre mig i skolegården i Danmark, og jeg lærte hurtigt de vigtigste sætninger på urdu til vores besøg i Pakistan. Jeg lærte, hvordan man hilser respektfuldt i en pakistansk familie og hvordan man taler om vind og vejr på dansk – det var som at have en hemmelig superkraft, som jeg kunne tænde og slukke efter behov.
TOILETPAPIR OG VANDKANDE – SMÅ FORSKELLE, STORE INDSIGTER
En af de sjoveste og mest sigende oplevelser i denne dobbeltverden var min første tur til Pakistan som barn. Jeg var omkring 7 år, og min familie og jeg skulle bo i min fars landsby. Hjemme i Danmark var jeg vant til toiletpapir, rent badeværelse og velkendte rutiner. Men i landsbyen mødte jeg noget helt andet: her var badeværelset en lille mørk hytte, kun oplyst af en svag lampe. Der var ingen toiletpapirholder, ingen rulle med blødt papir. I stedet stod der en vandkande – en “lota.” Det føltes som et kulturchok, men det lærte mig også at sætte pris på noget så simpelt som toiletpapir og de små bekvemmeligheder, jeg kendte hjemmefra.
Men det lærte mig også noget andet: at leve mellem to kulturer betyder også at kunne finde sig til rette i begge. Jeg lærte at bruge vandkanden i Pakistan og var taknemmelig for toiletpapiret i Danmark – og jeg så pludselig, hvordan disse små ting kunne føles som både en luksus og en udfordring, afhængigt af hvor jeg befandt mig.
EN DOBBELT IDENTITET – RIGDOMMEN I MANGFOLDIGHEDEN
At have to kulturer betyder også at have dobbelt så meget at værdsætte. Jeg har altid kunnet nyde både danske og pakistanske højtider: julelys og familietraditioner i Danmark og den festlige stemning og varme gæstfrihed under Eid i Pakistan. I Danmark har vi hygge og lange sommeraftener, og i Pakistan er der storfamilien, gæstfriheden og den smukke duft af krydderier, der hænger i luften.
Men nogle gange er der også udfordringer. Når man lever mellem to kulturer, kan man let føle sig som en outsider – både i Danmark og i Pakistan. Når jeg er i Danmark, bliver jeg mindet om de traditioner og måder at være på, som min familie har taget med sig fra Pakistan. Når jeg er i Pakistan, mærker jeg den danske del af mig, der elsker cykelture og skandinavisk enkelhed. Der er tider, hvor man kan føle sig splittet, men samtidig er det netop denne blanding, der gør livet rigere.
EN BRO MELLEM VERDENER
I dag ser jeg denne bro mellem to verdener som min styrke. Jeg kan se Danmark med et perspektiv fra Pakistan og omvendt. Jeg ved, hvordan man bygger broer mellem forskellige mennesker og kulturer, fordi jeg selv har levet på den bro hele mit liv. At leve mellem to verdener har givet mig en forståelse for, at forskelle kan være en rigdom og ikke en barriere.
For selvom jeg altid vil være både dansk og pakistansk, har jeg fundet en måde at samle de to sider i mig selv. Det handler om at omfavne begge verdener, at tage det bedste med sig fra begge steder og at vide, at det at stå med et ben i hver lejr også betyder, at man kan bygge sin egen vej midt imellem.
FRA VESTLIG KOMFORT TIL EN NY VIRKELIGHED – HVAD TOILETPAPIR KAN LÆRE OS
Toiletpapirets historie er langt mere kompleks, end de fleste tænker over, og starter helt tilbage i Kina i år 589. I vesten er toiletpapir blevet en hverdagsluksus, men for mig blev det et kulturchok, da jeg som 7-årig flyttede fra Danmark til Pakistan for en tid. Her var der ingen bløde 3-lags ruller, ingen lukkede badeværelser – kun en simpel vandkande og et lavt hul i gulvet. Mit første møde med disse anderledes toiletvaner var skræmmende, men det lærte mig en vigtig lektion: man kan vænne sig til alt.
Midt om natten en af de første dage i landsbyen var min onkels kone, min tante, min redning. Hun bemærkede min usikkerhed og rev en gammel klud i stykker for at skabe en improviseret “toiletrulle.” Den nat gik fra at være et lille mareridt til en uforglemmelig oplevelse. Jeg lærte at bruge vandkanden – den såkaldte “lota” – og klarede mig uden alt det velkendte.
ET VALG FOR BÆREDYGTIGHED
I dag minder denne oplevelse mig om at tage ansvar for vores ressourceforbrug. I gennemsnit bruger hver dansker 1-2 ruller toiletpapir om ugen, hvilket løber op i omkring 100 ruller om året. Små ændringer i vores forbrug kan have stor betydning for miljøet. Genbrugspapir eller mindre papirforbrug er små skridt mod en grønnere fremtid.
Selv de mindste ting, som toiletpapir, kan gøre en forskel, når vi tænker bæredygtigt. Hos ZLCOPENHAGEN ser vi bæredygtighed som en del af hverdagen – en måde at træffe valg, der både ser godt ud og gør godt.
