Denne artikel er en retorisk analyse af Sjúrður Skaales tale i Folketinget i 2024. Gennem en nærlæsning af hans første sætninger undersøges, hvordan sproglige greb, historiske analogier og religiøse referencer bruges til at legitimere Israels handlinger og samtidig dæmonisere palæstinensisk modstand. Analysen viser, hvordan retorik ikke blot beskriver en konflikt – men aktivt former, hvem der opfattes som ofre, og hvem der fremstilles som fanatikere.
SJÚRÐUR SKAALE OG DØDSKULTEN
HVORDAN SKAALES RETORIK BLINDT STØTTER ISRAEL OG DÆMONISERER PALÆSTINENSISK MODSTAND
Danmark har længe pralet af sin status som en lysende lygtepæl for retfærdighed og demokratiske værdier, men set i lyset af både historiske og nutidige handlinger fremstår denne lygtepæl ofte sløret – tændt for nogle, men slukket for andre. Fra samarbejdspolitikken under nazismen til selektiv politisk støtte i Israel-Palæstina-konflikten tegner der sig et mønster af dobbeltmoral, som kalder på ærlig refleksion.
Denne dobbeltstandard afspejles tydeligt i Sjúrður Skaales tale i Folketinget i 2024. Gennem målrettet retorisk framing fremhæver han Israels ret til selvforsvar, mens palæstinensisk modstand reduceres til irrationel fanatisme. Talen indskriver sig i en bredere global diskurs, hvor sproget fungerer som et politisk redskab til at forenkle komplekse konflikter og underminere legitime krav om rettigheder og selvbestemmelse.
Når Hamas’ modstand omtales som en “dødskultur” uden samtidig at inddrage den desperation, besættelse og strukturelle uretfærdighed, der har formet konflikten, opstår et narrativ, der ikke blot er ufuldstændigt, men også farligt. Kan man stemple andre som fanatikere, mens man ignorerer historiske paralleller til Danmarks egen modstandsbevægelse, og hvorfor vælger man at se bort fra de politiske og materielle forhold, der driver konfliktens dynamik?
Denne artikel er en retorisk analyse af Sjúrður Skaales tale. Med udgangspunkt i begreber som retorisk manipulation, selektiv narrativkonstruktion og politisk dobbeltmoral foretages en næranalyse af talens første fem sætninger for at vise, hvordan sproglige valg ikke blot beskriver, men aktivt former Danmarks moralske selvforståelse i spørgsmålet om Israel og Palæstina.
SJÚRÐUR SKAALE: FRA DOBBELTMORAL TIL FARLIG RETORIK
Danmark har ofte pralet af sin moralske styrke, men når man ser nærmere på Sjúrður Skaales tale i Folketinget den 29. maj 2024, står denne selvforståelse i skarp kontrast til virkeligheden. . I denne retoriske analyse af Sjúrður Skaales tale i Folketinget fremstår som et skoleeksempel på, hvordan politisk retorik kan anvendes som et våben til at skabe polarisering og moralsk opdeling. Ved at betegne Hamas som en “dødskult”, trække på udvalgte hadith-citater og fremstille palæstinensisk modstand som en irrationel trussel mod vestlige værdier, reducerer Skaale en kompleks politisk konflikt til en forsimplet fortælling om civilisation mod barbari. Denne tilgang spejler tidligere farlige diskurser i historien, hvor ord systematisk er blevet brugt til at legitimere udgrænsning og vold.
HADITH OG AMALEK
FARLIGE REFERENCER TIL KONFLIKT
Som muslim, født og opvokset i Danmark, var Skaales selektive brug af hadith-citater dybt rystende. Disse religiøse tekster, som selv blandt muslimer kræver omfattende historisk og teologisk kontekst for at blive forstået, anvendes her ikke for at forklare, men for at skabe frygt og mistro. Det rejser et grundlæggende spørgsmål: hvad motiverer en ikke-muslimsk politiker til at inddrage islamiske tekster på denne måde? Strategien minder i sin form og funktion om Benjamin Netanyahus brug af Amalek-referencer fra Bibelen, hvor religiøse fortællinger aktiveres for at retfærdiggøre fjendskab og vold mod en udpeget modstander. Skal vi virkelig begynde at behandle religiøse skrifter som konkrete manualer til konflikt og udryddelse?
Historien giver os dystre eksempler på, hvor farlig denne form for retorik kan være. Hadtale som retorisk virkemiddel har gentagne gange vist sig at være forstadiet til voldelige handlinger. Adolf Hitlers systematiske brug af hadefuld propaganda mod jøderne skabte det ideologiske fundament for Holocaust, hvor ord gradvist blev omsat til handling. På samme måde blev folkedrabet i Rwanda i 1994 muliggjort gennem nationalistisk retorik, der konsekvent dæmoniserede tutsierne som undermennesker. Når Skaale benytter begreber som “dødskult” og udpeger bestemte grupper som eksistentielle trusler, aktiverer han den samme farlige retoriske dynamik – en, der fremmer eskalering frem for forståelse.
Skaales parallel mellem Salman Rushdies personlige tragedie og Hamas’ handlinger fremstår ikke blot som analytisk svag, men som et bevidst forsøg på at dæmonisere en hel befolkningsgruppe gennem association. Denne sort-hvide fortælling, opbygget via udvalgte religiøse og historiske referencer, minder om de propagandistiske værktøjer, Hitler anvendte til at retfærdiggøre frygt, had og kollektiv straf. Historien har gentagne gange vist, at had sjældent begynder med handlinger – det begynder med ord.
Selvom Danmark er mit hjem, har denne tale efterladt en dyb følelse af fremmedgørelse. Mine rødder og min tro reduceres til politiske rekvisitter i en retorik, der ikke søger at bygge bro, men at forstærke splittelsen. Spørgsmålet er derfor ikke blot, hvad Sjúrður Skaale mener, men om vi som samfund vil acceptere, at sprog, der burde skabe forståelse, i stedet bruges til at opildne til mistro, had og konflikt.
Det er jo kugleskørt… “Hitler brugte også hadtale og propaganda til at demonisere [sic.] jøder”. Også simpelthen, når Skaale netop bruger talen til at forsvare jøder og tale imod antisemitisme. Skal man grine eller græde?
— Martin E.O. Grunz (@e_grunz) October 25, 2024
SJÚRÐUR SKAALES TALE
RETORISK RAMMESÆTNING OG HISTORISKE PARALLELLER
Sjúrður Skaales tale ved Folketingets afslutningsdebat indeholder en række sproglige og historiske referencer, som placerer den i en bredere tradition for politisk retorik. I europæisk historie er stærkt polariserende sprog blevet anvendt til at indramme konflikter gennem forenklede fjendebilleder og moralske absolutheder. Sådanne greb har tidligere haft betydning for, hvordan befolkninger har opfattet vold, ansvar og legitimitet.
Historisk forskning i hadtale har vist, at sproglige konstruktioner ikke alene fungerer beskrivende, men også normativt. I ekstreme tilfælde har retorik bidraget til at normalisere udgrænsning og umenneskeliggørelse, hvilket har spillet en rolle i alvorlige overgreb, herunder Holocaust og folkedrabet i Rwanda. Et centralt analytisk spørgsmål er derfor, hvordan lignende sproglige mønstre kan identificeres i moderne politiske taler.
Når religiøse referencer og begreber anvendes til at beskrive politiske konflikter, kan de fungere som stærke fortolkningsrammer. De har potentiale til at reducere komplekse historiske og politiske forhold til entydige fortællinger om trussel og moral. Dette er ikke i sig selv en vurdering af talens samlede indhold, men en observation af, hvordan bestemte retoriske greb historisk har været anvendt.
Begreber som hadtale og genocide optræder i både juridiske, historiske og retoriske analyser, men anvendes med stor metodisk forsigtighed, netop fordi de bærer betydelige politiske og moralske implikationer. I denne sammenhæng introduceres begreberne ikke som konklusioner, men som analytiske referencepunkter, der gør det muligt at undersøge sprogets funktion og virkning.
I det følgende foretages en systematisk nærlæsning af talens indledning. Analysen fokuserer på sproglige valg, historiske paralleller og udeladelser med det formål at identificere, hvordan konfliktens ramme etableres gennem retorik – uden på forhånd at vurdere talens samlede politiske betydning.
ANALYSE AF SÆTNING 1
ANALYSE AF SÆTNING 1
En af forårets fascinerende læseoplevelser var Salman Rushdies Knife – om det knivangreb, der næsten tog hans liv.
RETORISK ANALYSE
Sjúrður Skaale indleder sin tale med en reference til Salman Rushdie og bogen Knife. Grebet er designet til at vække publikums opmærksomhed og sympati ved at fremhæve en voldelig hændelse, der i offentligheden forbindes med ekstremisme og censur. Ved at kombinere ord som “fascinerende” og “knivangreb” skaber han en dramatisk kontrast mellem intellektuel refleksion og brutal vold, hvilket etablerer en følelsesmæssig ramme, der kommer til at præge resten af hans argumentation.
PROBLEMET MED INDLEDNINGEN
Knivangrebet på Salman Rushdie var en enkeltstående hændelse, motiveret af en specifik fatwa udstedt af Irans præstestyre som reaktion på en bog. Den israelsk-palæstinensiske konflikt er derimod en kompleks historisk og politisk kamp om land, frihed og selvbestemmelse. Når Skaale indleder sin tale om denne konflikt med Rushdie-referencen, skaber han en falsk ækvivalens mellem religiøs ekstremisme og politisk modstand mod besættelse.
FØLELSESMÆSSIG MANIPULATION
Ved at fokusere på et “knivangreb” aktiverer Skaale frygt og sympati, før konflikten overhovedet er blevet forklaret. Denne framing påvirker publikums opfattelse i udgangspunktet og positionerer implicit Israel som offer, mens palæstinensisk modstand allerede inden sin introduktion forbindes med vold og irrationalitet.
PARALLELLER TIL HITLERS RETORIK
Historisk har lignende greb været anvendt til at dæmonisere hele befolkningsgrupper. Hitler og nazisterne fremhævede isolerede voldshandlinger og forbrydelser for at fremstille jøderne som en trussel mod den tyske nation. På samme måde bruger Skaale en individuel voldshandling som ramme for at fremstille palæstinensisk modstand som fanatisk og irrationel. Det er en klassisk propaganda-strategi, hvor en kompleks virkelighed reduceres til en stereotype baseret på én hændelse.
HYKLERI OG DOBBELTSTANDARD
I 2023 talte Sjúrður Skaale i Folketingets afslutningsdebat passioneret om Færøernes ret til selvbestemmelse. Han kritiserede, at Færøerne blev udelukket fra internationale platforme som OL og Eurovision og beskrev dette som en uretfærdighed. I talen fra 2024 anvender han imidlertid en helt anden målestok for palæstinensernes kamp for selvbestemmelse, som reduceres til et spørgsmål om religiøs ekstremisme og vold.
HVORFOR DETTE IKKE GIVER MENING
Konflikten mellem Israel og Palæstina kan ikke reduceres til en fortælling om religiøs ekstremisme. En sådan framing usynliggør de strukturelle årsager til konflikten, herunder besættelse, blokader og systematiske krænkelser af menneskerettigheder, og forvandler en historisk og politisk kamp til en følelsesladet fortælling om “det gode versus det onde”.
AFSLUTTENDE KOMMENTAR
Sjúrður Skaales indledning fungerer ikke blot som en retorisk afledning, men som et greb, der afslører en selektiv moral. Ved at ignorere palæstinensernes legitime kamp for selvbestemmelse, samtidig med at han tidligere har forsvaret Færøernes ret til anerkendelse, underminerer han sin egen troværdighed. Retfærdighed fremstår her ikke som et universelt princip, men som et privilegium for de udvalgte.
ANALYSE AF SÆTNING 2
ANALYSE AF SÆTNING 2
Der er paralleller til en aktuel sag.
RETORISK ANALYSE
Med denne sætning introducerer Sjúrður Skaale en påstået forbindelse mellem knivangrebet på Salman Rushdie og den israelsk-palæstinensiske konflikt. Sætningen fungerer som en overgang, der har til formål at skabe en opfattelse af, at de to hændelser deler fælles rødder i religiøs ekstremisme. Ved at anvende åbne og uklare formuleringer som “paralleller” og “aktuel sag” styrer han publikums opmærksomhed mod et narrativ, hvor konflikten fremstilles som endnu et kapitel i en global historie om fanatisme og vold.
FALSK ÆKVIVALENS
Rushdies angreb var en enkeltstående hændelse, religiøst motiveret af en fatwa udstedt af Irans præstestyre. Den israelsk-palæstinensiske konflikt er derimod en langvarig politisk og territorial kamp, rodfæstet i besættelse, kolonisering og strukturel ulighed. Når Skaale trækker “paralleller” mellem disse to fænomener, forvrænger han virkeligheden og reducerer en kompleks historisk konflikt til et spørgsmål om religiøs ekstremisme.
SIMPLIFICERING AF KONFLIKTENS ÅRSAGER
Sætningen ignorerer centrale historiske begivenheder og strukturelle forhold, herunder Nakba i 1948, ulovlige bosættelser, blokader og systematiske krænkelser af palæstinensernes rettigheder. I stedet omskrives konflikten til en fortælling om fanatisme, hvilket underminerer de legitime politiske krav om frihed og selvbestemmelse.
FRAMING AF ISRAEL SOM OFFER
Ved at etablere en parallel til Rushdies sag aktiverer Skaale en følelsesmæssig association, hvor Israel indirekte placeres i rollen som offer for irrationel vold. Denne framing gør det lettere for publikum at acceptere israelske handlinger som nødvendige og uundgåelige former for selvforsvar, samtidig med at palæstinensisk modstand fremstilles som en del af en global trussel.
GLOBAL LANGUAGE DICTIONARY (2009) OG RETORISK STRATEGI
Sætningen afspejler tydeligt strategier beskrevet i Global Language Dictionary fra 2009, hvor kommunikatorer instrueres i at fremstille Israel som et belejret offer og samtidig vække frygt hos publikum. Ved at koble konflikten til kendte eksempler på ekstremistisk vold flyttes fokus væk fra Israels rolle som besættelsesmagt og over på en mere abstrakt fortælling om civilisationens kamp mod fanatisme.
HYKLERI OG DOBBELTSTANDARD
I 2023 talte Sjúrður Skaale indlevende om Færøernes ret til selvbestemmelse og deltagelse i internationale fællesskaber som OL og Eurovision. Her blev eksklusion fremstillet som en dyb uretfærdighed. I denne sammenhæng anvender han imidlertid en retorik, der nægter palæstinenserne den samme ret til selvbestemmelse og i stedet reducerer deres kamp til ekstremisme. Denne forskelsbehandling afslører en tydelig dobbeltstandard i hans forståelse af retfærdighed.
HVORFOR SÆTNINGEN IKKE GIVER MENING
Ved at forbinde Rushdies sag med Israel fjerner Skaale fokus fra konfliktens faktiske årsager og undgår en diskussion af Israels handlinger som besættelsesmagt. Resultatet er et narrativ, der ikke blot er misvisende, men som aktivt forhindrer en nuanceret forståelse af palæstinensernes legitime krav.
AFSLUTTENDE KOMMENTAR
Sætning 2 er et skoleeksempel på, hvordan strategier fra Global Language Dictionary anvendes til at manipulere den offentlige fortælling. Ved at fremstille Israel som offer og palæstinensere som ekstreme skabes en moralsk sort-hvid fortælling, der reducerer konflikten til en kamp mellem civilisation og fanatisme. Denne form for retorisk manipulation er ikke blot analytisk problematisk, men også direkte skadelig for enhver retfærdig og holdbar løsning.
ANALYSE AF SÆTNING 3
ANALYSE AF SÆTNING 3
Rushdie bliver født i ’47. Året efter bliver Israel født.
RETORISK ANALYSE
Med denne formulering trækker Sjúrður Skaale en tidsmæssig parallel mellem Salman Rushdies fødsel og oprettelsen af staten Israel. Gennem ordvalget “født” fremstilles begge begivenheder som naturlige begyndelser, der implicit opfattes som positive og nødvendige. Rushdies liv kommer dermed til at symbolisere frihed, ytringsfrihed og modstand mod fanatisme, mens Israels oprettelse indrammes som en moralsk uomgængelig løsning på jødernes lidelser efter Holocaust.
ROMANTISERING AF ISRAELS OPRETTELSE
Ved at beskrive Israels oprettelse som en “fødsel” romantiseres en politisk proces, der i realiteten indebar kolonisering, vold og fordrivelse. Nakba i 1948, hvor over 700.000 palæstinensere blev tvunget på flugt, nævnes ikke. Fraværet af denne kontekst gør det muligt at fremstille Israels oprettelse som en uskyldig og nærmest livgivende begivenhed uden konsekvenser for den oprindelige befolkning.
FALSK PARALLEL TIL RUSHDIE
Rushdies fødsel var en biologisk hændelse uden politiske konsekvenser for andre mennesker. Israels oprettelse var derimod resultatet af internationale politiske beslutninger, der medførte massiv fordrivelse og strukturel uretfærdighed. Ved at sidestille disse to fænomener skjules de historiske og politiske konflikter, som Israels oprettelse har skabt og fortsat opretholder.
ANSVARSSKUBNING TIL PALÆSTINENSERNE
Efter Anden Verdenskrig valgte europæiske lande, herunder Danmark, at støtte oprettelsen af Israel som svar på Holocaust, men uden selv at tage ansvar for konsekvenserne. I stedet blev byrden placeret på det palæstinensiske folk, som hverken havde haft del i Holocaust eller i beslutningen om oprettelsen af staten Israel. Denne dimension udelades fuldstændigt i Skaales framing.
GLOBAL LANGUAGE DICTIONARY (2009) OG RETORISK STRATEGI
Sætningen harmonerer med strategier beskrevet i Global Language Dictionary, hvor Israels oprettelse fremstilles som et legitimt og nærmest naturgivent udgangspunkt for statens ret til eksistens og selvforsvar. Fokus flyttes væk fra Nakba og palæstinensernes tab og over på et narrativ, hvor Israels “fødsel” fremstår ukompliceret og moralsk uangribelig.
HYKLERI OG DOBBELTSTANDARD
I 2023 talte Sjúrður Skaale indgående om Færøernes ret til selvbestemmelse og retten til at repræsentere sig selv i internationale sammenhænge som OL og Eurovision. Her blev manglende anerkendelse beskrevet som en dyb uretfærdighed. Når det gælder Palæstina, anvender han imidlertid en retorik, der fuldstændigt ignorerer palæstinensernes krav på selvbestemmelse og i stedet fremstiller Israels oprettelse som en legitim “fødselsret”.
HVORFOR SÆTNINGEN IKKE GIVER MENING
Ved at beskrive Israels oprettelse som en “fødsel” skjuler Skaale de voldelige og koloniale aspekter af processen og skaber en kunstig parallel til Rushdies liv. Resultatet er en fortælling, der legitimerer Israels eksistens uden samtidig at anerkende de katastrofale konsekvenser for palæstinenserne.
AFSLUTTENDE KOMMENTAR
Sætning 3 er et tydeligt eksempel på, hvordan retoriske strategier bruges til at fordreje fortællingen om Israels oprettelse. Ved at udelade Nakba og fremstille staten som “født” reduceres palæstinensernes lidelser til en perifer detalje. Sammenholdt med Skaales tidligere forsvar for Færøernes ret til selvbestemmelse afslører dette en markant og problematisk dobbeltstandard.
ANALYSE AF SÆTNING 4
ANALYSE AF SÆTNING 4
Det iranske præstestyre udsteder i ’89 en fatwa mod Rushdie. Han skal dræbes.
RETORISK ANALYSE
Sjúrður Skaale fortsætter sin opbygning ved at introducere fatwaen mod Salman Rushdie. Det er et stærkt følelsesladet greb, der har til formål at vække frygt og moralsk indignation hos publikum. Ved at fremhæve en eksplicit dødstrussel forankret i religiøs autoritet etablerer han Rushdie som et ultimativt offer for fanatisme. Denne position gør det senere muligt implicit at placere Israel i en tilsvarende offerrolle.
RELIGIØS FANATISME SOM UNIVERSAL FORKLARING
Ved at fremhæve fatwaen som et centralt element søger Skaale at koble religiøs ekstremisme direkte til den israelsk-palæstinensiske konflikt. Dermed reduceres konflikten til et spørgsmål om fanatisme, mens dens historiske og politiske rødder i kolonisering, besættelse og systemisk uretfærdighed træder i baggrunden.
IGNORERING AF STRUKTUREL UNDERTRYKKELSE
Fokus på religiøs vold fjerner opmærksomheden fra de konkrete forhold, der driver palæstinensisk modstand, herunder ulovlige bosættelser, blokader, manglende politiske rettigheder og daglig undertrykkelse. I stedet konstrueres et narrativ, hvor palæstinensere fremstilles som irrationelle aktører, der handler ud fra had snarere end desperation.
FRYGTFRAMING OG SYMPATI FOR ISRAEL
Formuleringen “han skal dræbes” fungerer som et chokgreb, der effektivt aktiverer publikums følelsesmæssige reaktioner. Denne framing gør det lettere senere at forbinde Israel med en tilsvarende eksistentiel trussel, selvom der ikke findes en direkte sammenhæng mellem fatwaen mod Rushdie og den israelsk-palæstinensiske konflikt.
GLOBAL LANGUAGE DICTIONARY (2009) OG RETORISK STRATEGI
Sætningen flugter med strategier beskrevet i Global Language Dictionary, hvor det anbefales at forbinde Israels modstandere med ekstreme og voldelige regimer som Iran. Ved at nævne fatwaen etableres en indirekte association mellem religiøs ekstremisme og palæstinensisk modstand, hvilket bidrager til dehumanisering og delegitimering.
HYKLERI OG DOBBELTSTANDARD
I 2023 kritiserede Sjúrður Skaale, at Færøerne blev holdt uden for internationale platforme som OL og Eurovision, og beskrev dette som en krænkelse af færingernes rettigheder. Denne indignation står i skarp kontrast til hans retorik om Palæstina, hvor modstand mod undertrykkelse reduceres til religiøs fanatisme, og palæstinensernes politiske krav ignoreres.
HVORFOR SÆTNINGEN IKKE GIVER MENING
Fatwaen mod Rushdie var en enkeltstående hændelse forankret i en specifik iransk religiøs og politisk kontekst. At anvende denne som ramme for forståelsen af den israelsk-palæstinensiske konflikt skaber en falsk sammenhæng mellem to vidt forskellige fænomener. Konflikten handler grundlæggende om land, rettigheder og frihed – ikke om religiøs vold alene.
AFSLUTTENDE KOMMENTAR
Sjúrður Skaales brug af fatwaen mod Rushdie er et bevidst retorisk greb, der indirekte associerer palæstinensisk modstand med religiøs ekstremisme. Dette narrativ flytter fokus væk fra de strukturelle uretfærdigheder, der driver konflikten, og fremstiller i stedet Israel som et rationelt og truet offer. Sammenholdt med hans tidligere forsvar for færøsk selvbestemmelse afslører dette en markant dobbeltstandard i hans argumentation.
ANALYSE AF SÆTNING 5
ANALYSE AF SÆTNING 5
Året før, i ’88, ser Hamas’ første charter dagens lys. Målet er Israels udslettelse og drab af jøder.
RETORISK ANALYSE
Med denne sætning fastfryser Sjúrður Skaale Hamas i et historisk øjeblik og fremstiller organisationen som uforanderlig og entydigt antisemitisk. Ved udelukkende at henvise til Hamas’ charter fra 1988 og samtidig udelade den reviderede udgave fra 2017 foretager han et bevidst selektivt greb. Resultatet er et narrativ, hvor Hamas fremstår som en konstant og absolut trussel, hvilket indirekte delegitimerer al palæstinensisk modstand og positionerer Israel som et vedvarende offer.
UDELADT KONTEKST SOM MANIPULATION
Skaale undlader at nævne, at Hamas i 2017 offentliggjorde et nyt charter, hvor konflikten eksplicit defineres som politisk og territorial snarere end religiøs. Den reviderede tekst flytter fokus fra antisemitisme til modstand mod zionisme og besættelse. Ved at ignorere denne udvikling skabes et billede af Hamas som statisk, irrationel og ude af stand til politisk forandring, hvilket er en forvrængning af virkeligheden.
FORTIDEN BRUGT TIL AT IGNORERE NUTIDEN
Ved konsekvent at fastholde fortællingen i 1988 eliminerer Skaale enhver mulighed for at diskutere nutidens realiteter i Gaza og på Vestbredden. Denne strategi fastholder idéen om, at Hamas ikke kan forhandles med, og at palæstinensisk modstand per definition er illegitim, uanset kontekst, udvikling eller interne forskelle.
DELEGITIMERING AF AL MODSTAND
Når Hamas reduceres til sit mest ekstreme historiske udgangspunkt, smitter denne framing af på hele den palæstinensiske befolkning. Modstand mod besættelse fremstilles ikke som et politisk krav om rettigheder og frihed, men som udtryk for had og vold. Dermed usynliggøres de mange palæstinensere, der kæmper fredeligt og politisk for selvbestemmelse.
GLOBAL LANGUAGE DICTIONARY (2009) OG RETORISK STRATEGI
Sætningen afspejler strategier beskrevet i Global Language Dictionary, hvor Hamas fremstilles som en fastlåst og ekstremistisk aktør, der står i vejen for fred. Ved at fokusere på det oprindelige charter og ignorere senere ændringer understøttes narrativet om, at Israels handlinger er nødvendige og legitime former for selvforsvar.
HYKLERI OG DOBBELTSTANDARD
I 2023 talte Sjúrður Skaale engageret for Færøernes ret til selvbestemmelse og international anerkendelse. Her blev færingernes kamp for frihed fremstillet som legitim og moralsk nødvendig. Når det gælder Palæstina, anvender han derimod en retorik, der reducerer kampen for selvbestemmelse til et spørgsmål om ekstremisme og vold gennem Hamas.
HVORFOR SÆTNINGEN IKKE GIVER MENING
Konflikten mellem Israel og Palæstina kan ikke reduceres til Hamas’ charter fra 1988. Den handler om land, rettigheder, besættelse og frihed. Ved kun at fremhæve det mest ekstreme historiske dokument og ignorere både udvikling og kontekst, fordrejes forståelsen af konflikten og dens årsager.
AFSLUTTENDE KOMMENTAR
Sætning 5 er et klart eksempel på, hvordan selektiv historiefortælling anvendes til at forme et politisk narrativ. Ved at ignorere Hamas’ reviderede charter fra 2017 og fastholde fokus på 1988-versionen fremstilles Hamas som uforanderlig og irrationel. Dette legitimerer Israels handlinger og usynliggør palæstinensernes legitime krav om frihed og selvbestemmelse. Samtidig står denne retorik i skarp kontrast til Skaales forsvar for Færøernes selvbestemmelse og afslører en konsekvent dobbeltstandard.
ANALYSE AF SÆTNING 6
ANALYSE AF SÆTNING 6
Haditten citeres, der siger: “Dommedag kommer ikke før muslimerne bekæmper jøderne og dræber dem…”
RETORISK ANALYSE
Ved at citere en hadith uden historisk, teologisk eller kildekritisk kontekst trækker Sjúrður Skaale et ekstremt religiøst tekststykke ind som forklaringsramme for en moderne politisk konflikt. Grebet har til formål at chokere og skabe en direkte association mellem islam, vold og jødehad.
GENERALISERING OG ESSENTIALISERING
Hadithen præsenteres som repræsentativ for muslimsk tankegang, uden at der skelnes mellem teologiske traditioner, historisk kontekst eller moderne muslimske fortolkninger. Resultatet er en essentialisering, hvor millioner af mennesker reduceres til én ekstrem tekst.
RETORISK EFFEKT
Sætningen etablerer et fjendebillede, hvor konflikten ikke længere handler om politik eller besættelse, men om religiøs udryddelsesvilje. Dermed lukkes rummet for politisk forståelse.
ANALYSE AF SÆTNING 7
ANALYSE AF SÆTNING 7
Om det koster eget liv gør ikke noget, for, som der står “Døden for Allahs sag er det største man kan eftertragte”.
RETORISK ANALYSE
Skaale fortsætter med at opstille et narrativ, hvor religiøs tro sidestilles med dødsdrift. Citatet bruges til at fremstille muslimsk motiveret modstand som grundlæggende livsforagtende.
DEHUMANISERING
Ved at fokusere på døden som ideal fremstilles modstanderen som irrationel og umenneskelig. Det bliver umuligt at se sociale, politiske eller menneskelige motiver bag handlinger.
RETORISK FUNKTION
Sætningen forbereder publikum på at acceptere begrebet “dødskult” som en legitim betegnelse.
ANALYSE AF SÆTNING 8
ANALYSE AF SÆTNING 8
Når man har som religiøst mål er at slå andre ihjel og selv dø som martyrer, så er man en dødskult.
RETORISK ANALYSE
Her foretager Skaale sin afgørende begrebslige fastlåsning. Ved at definere modstanderen som en “dødskult” fratages den enhver politisk, historisk eller menneskelig rationalitet.
DELEGITIMERING
Begrebet “dødskult” er absolut og efterlader ingen plads til nuancer. Det gør dialog, forhandling og politisk analyse overflødig.
HISTORISK PARALLEL
Historisk har lignende begreber været brugt til at retfærdiggøre total afvisning og vold mod udpegede grupper.
ANALYSE AF SÆTNING 9
ANALYSE AF SÆTNING 9
Denne kult udsteder med sin oprettelse en fatwa mod Israel og jøderne.
RETORISK ANALYSE
Skaale sammensmelter her Hamas, islam og begrebet fatwa i én samlet trussel. Dermed fremstilles konflikten som et religiøst dekret om udryddelse snarere end en politisk konflikt.
FALSK KOLLEKTIV SKYLD
Sætningen udvider ansvaret fra en organisation til et religiøst og kulturelt fællesskab. Dette er et klassisk retorisk greb til kollektiv stigmatisering.
ANALYSE AF SÆTNING 10
ANALYSE AF SÆTNING 10
Den anden intifada er forsøg på at udføre denne fatwa.
RETORISK ANALYSE
Med denne sætning omskriver Skaale en bred, folkelig opstand mod besættelse til et religiøst mordprojekt. Intifadaen reduceres fra politisk modstand til religiøs terror.
HISTORISK FORVANSKNING
Den anden intifada havde komplekse politiske, sociale og territoriale årsager. At reducere den til udførelsen af en fatwa er en grov forenkling.
RETORISK KONSEKVENS
Sætningen lukker effektivt for enhver forståelse af palæstinensisk modstand som andet end fanatisme.
AFGRÆNSNING AF ANALYSEDATA
Analysen ovenfor har fokuseret på de første ti sætninger af Sjúrður Skaales tale, fordi det er her, de centrale retoriske greb introduceres, og konfliktens ramme etableres. På dette tidspunkt foretages der ingen vurdering af talens samlede indhold eller politiske konklusioner. Der identificeres udelukkende sproglige mønstre, valg og udeladelser.
Hele talen kan læses og ses i sin fulde ordlyd på
Danske Taler
. Læseren opfordres til selv at fortsætte nærlæsningen og vurdere, hvordan de efterfølgende passager viderefører, nuancerer eller ændrer de retoriske strukturer, der er identificeret i åbningen.
For at kunne analysere denne retorik uden at drage forhastede konklusioner er det nødvendigt at udvide analysefeltet. Det kræver en gennemgang af de historiske begivenheder, som talen implicit eller eksplicit trækker på. Det følgende afsnit fungerer derfor ikke som en forklaring eller vurdering, men som et analytisk bagtæppe, der gør det muligt at registrere, hvilke historiske referencer og udeladelser der aktiveres i den politiske tale.
HISTORISK KONTEXT SOM ANALYTISK RAMME
For at kunne analysere politisk retorik meningsfuldt er det nødvendigt at forstå de historiske begivenheder og strukturer, som talen trækker på – eksplicit eller implicit. Retoriske greb fungerer ikke i et tomrum, men aktiverer eksisterende fortællinger, kollektive erfaringer og historiske referencer.
Det følgende afsnit har derfor ikke til formål at forklare eller vurdere konflikten mellem Israel og Palæstina, men at etablere et analytisk bagtæppe. Gennem en kronologisk oversigt over centrale begivenheder identificeres de historiske referencepunkter, som politiske taler ofte indlejrer i deres argumentation.
Denne kontekst fungerer som et datagrundlag for den videre analyse og skal læses som en struktureret rammesætning – ikke som en konklusion eller stillingtagen.
FØR 1948: BAGGRUNDEN
- 1897: Første zionistkongres i Schweiz, ledet af Theodor Herzl. Her startede visionen om at etablere et jødisk hjemland, hvilket allerede dengang skabte frygt og bekymring blandt palæstinensere.
- 1917 (2. november): Balfour-deklarationen, hvor Storbritannien erklærer støtte til oprettelsen af et “nationalt hjem” for jøder i Palæstina uden samtykke fra den oprindelige palæstinensiske befolkning.
1948-1949: OPRETTELSEN AF ISRAEL OG NAKBA
- 14. maj 1948: Israel erklærer sin selvstændighed med støtte fra verdenssamfundet, inklusive Danmark.
- 15. maj 1948: Den palæstinensiske katastrofe, Nakba, hvor over 700.000 palæstinensere fordrives fra deres hjem. Danmark og andre europæiske lande anerkender Israel, men overser palæstinensernes tab.
1967: BESÆTTELSEN BEGYNDER
- 5.-10. juni 1967: Israel besætter Vestbredden, Gaza og Østjerusalem efter Seksdageskrigen. Besættelsen skaber de strukturer, der fortsat undertrykker palæstinensernes liv. Danmark og andre vestlige lande forholder sig passive, mens situationen forværres.
1987-1993: FØRSTE INTIFADA OG BERETTIGET MODSTAND
- 1987: Den første intifada (folkets oprør) begynder som en direkte reaktion på årtiers israelsk besættelse, blokader og vold mod palæstinensere. Oprøret er en berettiget kamp mod undertrykkelsen.
- 1988: Hamas opstår som en del af modstanden, skabt af desperation og et behov for at beskytte det palæstinensiske folk.
2000-2005: ANDEN INTIFADA
- 28. september 2000: Anden intifada begynder efter Ariel Sharons provokation ved al-Aqsa-moskeen. Palæstinensisk modstand intensiveres som en reaktion på besættelsen og fortsat tab af land.
- Danmark og andre vestlige lande undlader at tage stilling til palæstinensernes berettigede krav.
2007: BLOKADE MOD GAZA
- 2007: Hamas overtager kontrollen i Gaza. Israel indfører en hård blokade, der skaber en humanitær krise.
- Danmark og det internationale samfund ser til uden at tage tilstrækkeligt ansvar for konsekvenserne.
2023: BERETTIGET MODSTAND D. 7/10
- 7. oktober 2023: Palæstinensisk modstand intensiveres som svar på årtiers undertrykkelse, besættelse og blokader.
- Denne handling skal ses som et resultat af den humanitære og politiske krise, som Israel har påført palæstinenserne – med stiltiende samtykke fra lande som Danmark.
- Danmarks medskyld: Ved at støtte oprettelsen af Israel og ikke handle imod besættelsen, har Danmark været med til at skabe de forhold, der gør modstand nødvendig.
DANMARKS MEDANSVAR OG TAVSHED
- Danmark har historisk været en del af det internationale samfund, der prioriterede Israel på bekostning af palæstinensernes rettigheder. Dette er en uretfærdighed, som mange palæstinensere oplever som dybt sårende.
- Ved ikke aktivt at støtte en løsning, der sikrer palæstinensernes frihed og værdighed, har Danmark svigtet sit ansvar.
SELVBESTEMMELSE SOM RETORISK KONTRAST
Efter den historiske kontekst er etableret, bliver det muligt at analysere, hvordan begrebet selvbestemmelse anvendes forskelligt i Sjúrður Skaales politiske retorik. Et centralt sammenligningsgrundlag findes i hans tale ved Folketingets afslutningsdebat den 31. maj 2023, hvor han behandler Færøernes politiske og kulturelle position.
I denne tale anvendes selvbestemmelse som et normativt og legitimt mål for det færøske folk, og begrebet kobles direkte til frihed, værdighed og international anerkendelse.
SELVBESTEMMELSE I DEN FÆRØSKE KONTEXT
Skaale formulerer i talen følgende:
Selvstændighed er fuldstændig afgørende for den færøske nation (…). Fællesskab og selvstændighed har ikke været modsætninger generelt set. (Linje 45–50)
Her etableres selvbestemmelse som en grundlæggende og ufravigelig rettighed, der ikke opfattes som i konflikt med internationale fællesskaber. Argumentationen fremhæver retten til egen repræsentation som et legitimt politisk krav.
REPRÆSENTATION OG DELTAGELSE
Dette synspunkt understøttes yderligere, da Skaale fremhæver betydningen af at kunne deltage under eget navn:
Det er bedre at tabe i eget navn end slet ikke at kunne være med. (Linje 100–105)
Citatet illustrerer, hvordan politisk og symbolsk repræsentation tillægges høj værdi, selv når udfaldet ikke nødvendigvis er gunstigt. Retten til at “være med” fremstilles som central for national værdighed.
FRAVÆR AF SELVBESTEMMELSE I ANDRE KONTEKSTER
Når denne retorik sammenholdes med Sjúrður Skaales tale fra 2024 om Israel og Palæstina, kan der observeres en markant forskel i anvendelsen af selvbestemmelsesbegrebet. I 2024-talen indgår palæstinensisk selvbestemmelse ikke som et eksplicit anerkendt politisk mål, men erstattes i stedet af beskrivelser, der fokuserer på sikkerhed, ekstremisme og religiøs motivation.
Denne forskel i begrebsanvendelse rejser et analytisk spørgsmål om, hvordan selvbestemmelse tildeles normativ vægt i nogle nationale kontekster, men ikke i andre.
FÆLLESSKAB OG RUMMELIGHED
Skaale beskriver i 2023-talen relationen mellem Færøerne og Danmark således:
Fællesskabet med Danmark opfattes i det daglige ikke som nogen spændetrøje. (Linje 40–45)
Senere understreges fællesskabets ideal:
Fællesskab skal være så rummeligt som muligt, hvis alle skal kunne udvikle sig. (Linje 95–100)
Disse udsagn etablerer fællesskab som en struktur, der bør muliggøre udvikling og autonomi. Set i lyset af den tidligere analyserede retorik om Palæstina kan det konstateres, at dette ideal ikke anvendes konsistent på tværs af de to politiske sammenhænge.
ANALYTISK OBSERVATION
Den retoriske forskel mellem 2023- og 2024-talerne peger på en selektiv anvendelse af selvbestemmelsesbegrebet. Hvor det i den færøske kontekst fremstår som et legitimt og uomgængeligt krav, er det i den palæstinensiske kontekst fraværende som politisk referencepunkt.
Denne observation udgør ikke en vurdering af intention, men identificerer et mønster i den sproglige prioritering, som har betydning for, hvilke politiske krav der fremstår legitime i den offentlige debat.
HASBARA SOM KOMMUNIKATIV STRATEGI
I analysen af politisk retorik og narrativ styring anvendes begrebet hasbara ofte som betegnelse for strategisk kommunikation med det formål at forme internationale opfattelser af Israel og den israelsk-palæstinensiske konflikt. I denne analyse anvendes begrebet ikke normativt, men analytisk, som en samlebetegnelse for et sæt kommunikative teknikker og framing-strategier.
Et centralt empirisk referencepunkt for forståelsen af disse strategier er dokumentet Global Language Dictionary (2009), udarbejdet af The Israel Project. Dokumentet er markeret med følgende fodnote: “Property of The Israel Project. Not for distribution or publication. 2009.” og fungerer som et internt kommunikationsværktøj rettet mod politikere, talspersoner og medier.
Dokumentet indeholder konkrete anbefalinger til, hvordan bestemte narrativer kan etableres, forstærkes og beskyttes i offentlig kommunikation. I det følgende præsenteres et udvalg af kapitler som analytiske eksempler på disse strategier.
Chapter 10: How to Fool the Americans
Chapter 9: Tell Real Stories of Real Victims
Kapitel 9 anbefaler blandt andet følgende tilgang:
Tell real stories of real victims. Time and again, innocent people have been killed because a security fence did not protect them. Put a human face on the crisis. Tell these stories one innocent victim at a time.
Dette citat illustrerer en kommunikationsstrategi, hvor individuelle og følelsesladede fortællinger anvendes til at skabe identifikation og sympati. Fokus flyttes fra strukturelle og politiske forhold til konkrete, personlige cases, hvilket kan have betydning for, hvordan ansvar, årsagssammenhænge og proportionalitet opfattes i den offentlige debat.
I en analytisk sammenhæng kan sådanne strategier anvendes som et redskab til at identificere mønstre i politiske taler, pressemeddelelser og mediedækning. Formålet er ikke at fastslå intention, men at undersøge, hvordan bestemte sproglige valg systematisk fremmer bestemte fortolkningsrammer.
I de efterfølgende analyser anvendes elementer fra Global Language Dictionary som et sammenligningsgrundlag, hvor konkrete retoriske greb kan vurderes i forhold til kendte strategier for narrativ styring.
RECEPTION OG VIDEREFØRELSE AF RETORIKKEN
Et afsluttende analytisk perspektiv består i at undersøge, hvordan Sjúrður Skaales retoriske rammer videreføres og omsættes i den efterfølgende politiske debat. Et centralt eksempel findes i Alex Vanopslaghs grundlovstale den 5. juni 2024, som kan læses i sin fulde ordlyd hos Danske Taler.
I talen refererer Vanopslagh eksplicit til Sjúrður Skaales tidligere indlæg og karakteriserer visse pro-palæstinensiske protester som udtryk for et ”sært anti-vestligt selvhad”. Denne formulering viderefører den fortolkningsramme, der allerede er identificeret i analysen, hvor politisk protest ikke primært forstås som politisk uenighed, men som et symptom på kulturel og værdimæssig afvigelse.
Analytisk indebærer dette en forskydning fra konkrete politiske handlinger til vurderinger af identitet, loyalitet og civilisatorisk tilhørsforhold. Kritik af statslig praksis omformuleres til kritik af fællesskab og værdier – et velkendt greb i politisk kommunikation, hvor modstand delegitimeres gennem moralsk rammesætning.
KRONOLOGI: TALE, VIDEREFØRELSE OG DIGITAL GENTAGELSE
Den retoriske kæde i analysen udfolder sig over få, men centrale datoer. Sjúrður Skaale fremsatte sin tale i Folketinget i forbindelse med den parlamentariske debat om Israel i 2024, hvor forestillingen om Israel som et isoleret og truet demokrati indgik som centralt motiv. Den 2. juni 2024 – forud for Vanopslaghs tale – anvendte Alexander Küster beslægtet symbolik på sociale medier, hvor Israel betegnes som ”frihedens lygtepæl”. Den 5. juni 2024 videreførte Vanopslagh disse rammer i sin grundlovstale og udvidede narrativet til også at omfatte kritik af pro-palæstinensiske protester som udtryk for anti-vestlig holdning.
Samlet set viser tidslinjen, hvordan et retorisk narrativ bevæger sig fra parlamentarisk tale til ideologisk videreformulering og videre til digital, normativ gentagelse.
Denne udvikling illustrerer, hvordan bestemte sproglige figurer og symbolske modsætninger – lys og mørke, demokrati og barbari, civilisation og fanatisme – ikke forbliver bundet til én politisk kontekst, men cirkulerer og genbruges på tværs af platforme. I det digitale rum bliver retorikken mere umiddelbar og mindre nuanceret, men samtidig mere normativ i sin funktion.
I den forstand kan Alexander Küsters opslag læses som en operationalisering af den parlamentariske retorik i et digitalt miljø, hvor budskabet ikke blot fremføres, men gentages og performes som moralsk selvfølgelighed.
Videre analyse: Alexander Küster, islamofobi og gentagelsen af “frihedens lygtepæl”
KRONOLOGISK OVERBLIK: RETORISK VIDEREFØRELSE
| DATO & AKTØR | KONTEKST | RETORISK FUNKTION |
|---|---|---|
| 30. maj 2024 Sjúrður Skaale |
Folketingets debat om Israel. Israel fremstilles som et isoleret og truet demokrati omgivet af ekstreme fjender og global delegitimering. | Etablerer offerrolle og moralsk rammesætning, hvor støtte til Israel fremstilles som et etisk ansvar snarere end et politisk valg. |
| 2. juni 2024 Alexander Küster |
Sociale medier (X/Twitter). Israel betegnes som “frihedens lygtepæl” i forbindelse med debat om Pride, Mellemøsten og Vesten. | Digital gentagelse og normativ forenkling af parlamentarisk retorik. Symbolikken gentages uden kontekst og fungerer som moralsk markør. |
| 5. juni 2024 Alex Vanopslagh |
Grundlovstale. Pro-palæstinensiske protester karakteriseres som udtryk for “anti-vestligt selvhad” med eksplicit reference til tidligere debat. | Ideologisk videreformulering, hvor politisk uenighed omfortolkes til spørgsmål om loyalitet, værdier og civilisatorisk tilhørsforhold. |
