RAMTE JEG ET ØMT PUNKT? YES
DER ER JO PARALLELLER SOM SKAALE SAGDE
Som dansker er vi ofte stolte af vores historie og værdier, men vi må også se de skarpe kontraster. Når vi ser på nutidige konflikter og de ord, der bliver sagt, kan det føles som knivstik i hjertet for dem, de rammer. Hvis Salman Rushdie blev såret fysisk af en kniv, så står vi her over for en anden slags “knivstik” – hvor danskernes egne ord og handlinger skærer dybt i grønlændernes hjerter.
Da statsminister Mette Frederiksen kommenterede drabet på Hamas-lederen Yahya Sinwar, sagde hun: „Set med danske briller, så er det svært at beklage det dødsfald. For det er en hardcore terrorist, vi har med at gøre.“
Men hvad betyder det at se tingene „set med danske briller“? For mig, som søn af gæstearbejdere, der kom hertil for at opbygge dette land med deres sved og slid, ser verden noget anderledes ud.
EN ARV AF KAMP OG SOLIDARITET
Min mor og far kom til det yndige land Danmark med drømme om en bedre fremtid, men mødte modgang, diskrimination og en konstant kamp for at blive anerkendt. Mine forældre arbejdede i fabrikker og på rengøringshold, og jeg voksede op med historier om solidaritet og modstand mod uretfærdighed – ikke om passiv accept af de magtfuldes version af virkeligheden.
Når Mette Frederiksen omtaler Yahya Sinwar som en „hardcore terrorist“, føles det som en fladpandet forenkling af en kompliceret konflikt. Selv om Hamas har begået handlinger, der kan forsvares, må man spørge: Hvorfor er vi så hurtige til at acceptere Israels brutale vold som legitim selvforsvar, mens vi konsekvent stemmer hele det palæstinensiske folks kamp for frihed som terrorisme?
HER ER METTES HARDCORE TERRORIST
HVEM ER „DE DANSKE BRILLER“ FOR?
Set med mine briller, er de „danske briller“ ofte reserveret til dem, der allerede sidder trygt og godt i samfundets magtpositioner. Det er ikke mine forældres briller. Det er ikke dem, der oplevede at blive kaldt „gæster“, selv efter at have opbygget dette land. Og det er heller ikke de palæstinensiske briller, der ser børn dø under israelske bomber, eller ser deres hjem blive revet ned foran deres øjne.
Hvis vi virkelig vil se verden med „danske briller“, burde vi starte med en retfærdig linse – en linse, der ser uretfærdighed på begge sider, men også åbner op for forståelse af de systematiske årsager bag konflikterne. En linse, der ikke skygger for sandheden om vestlig imperialisme og Israels apartheidpolitik.
HVORDAN SER JEG YAHYA SINWAR?
Som gæstearbejderens søn ser jeg Yahya Sinwar ikke som en simpel terrorist, men som et produkt af en verden, hvor mennesker bliver tvunget til desperate handlinger. Hans død ændrer intet ved det grundlæggende problem: et undertrykt folk, der har lidt under Israels blokader, bombninger og systematiske krænkelser af menneskerettigheder i årtier.
Set med mine briller, er det ikke kun Sinwar, der bærer ansvaret for volden. Hele det politiske system, der i årtier har opretholdt undertrykkelsen af palæstinenserne, bør stå til regnskab.
ET OPRÅB TIL EN NY RETFÆRDIGHED
Vi har brug for nye briller. Briller, der ikke blot accepterer status quo, men som ser verden for, hvad den virkelig er: et komplekst kaos, hvor vestlig imperialisme, kapitalistisk udbytning og dobbeltmoral har skabt de nuværende lidelser.
Jeg vil opfordre Mette Frederiksen og andre til at skifte deres „danske briller“ ud med briller, der ser kampen for retfærdighed og frihed fra bunden af samfundet. Hvis vi virkelig skal skabe en verden uden terrorisme og krig, skal vi turde se på rødderne til konflikterne, ikke blot deres symptomer.
Set med gæstearbejderens søns briller, er verden mere grå end sort-hvid. Den reelle kamp for retfærdighed starter, når vi smider de forsimplede narrativer og vælger solidaritet over fordømmelse.
SKÅRET FINGRE VÆK
DUMSMARTE BEMÆRKNINGER OG 40 ÅRS ARROGANCE
I 1984 sad min far, en gæstearbejder fra Pakistan, i stuen i Aabenraa. Det var nytår, og efter en lang arbejdsdag på fabrikken, hvor han arbejdede med mejeriprodukter, satte han sig for at nyde aftenen med familien. Jeg husker det tydeligt, selvom jeg kun var ni år gammel. Vi sad samlet foran fjernsynet, da dronning Margrethe begyndte sin nytårstale. Det, der skulle være en aften med håb for det nye år, blev en verbal lussing til det danske folk:
“Nu er tiderne lidt mindre gunstige… Så kommer vi med vores ‘danske humor’ og små, dumsmarte bemærkninger. Så møder vi dem med kølighed, og så er der ikke langt til chikane og grovere metoder – det kan vi ikke være bekendt.”
Min far, der knoklede for at skabe en fremtid for sin familie, blev ikke ramt af hendes ord som en kritik af ham. Han var en flittig og hjælpsom mand, en stolt gæstearbejder, der forlod sit hjemland for at bygge et bedre liv. Han var og er gæst den dag idag. Vi er alle gæstearbejdernes børn. Dronningens ord var ikke til ham – de var til Danmark, et land, der alt for ofte havde mødt ham med kølighed og dumsmarte bemærkninger som: “Så må du hellere tage tilbage til Pakistan.”
DUMSMARTE BEMÆRKNINGER OG BLODIGE OFRE
Min far mistede to fingre på fabrikken, hvor han arbejdede tit på overtid og konstant var udmattet. Det var et liv fyldt med slid og ofre. Hans tak? En kniv i hjertet – ikke fysisk, men gennem ordene: “Nå, synd – så må du hellere tage tilbage til Pakistan.” Dette var længe før Salman Rushdie blev stukket, før Hamas’ charter blev født, og før Søren Pape Poulsen begyndte at tale om Grønland som “Afrika på is.” eller Frede Vas 3. Erkendelse.
Disse ord ramte min far og mor hårdere end noget fysisk slag. De repræsenterede en nation, der ikke forstod værdien af dem, der opbyggede dens velfærd. Danmark mistede noget vigtigt dengang: respekten for dem, der gav alt.Til BT sagde han:
Den aktuelle situation i Gaza har ikke rykket noget for formanden for De Konservative, Søren Pape Poulsen.
FEDT AT DU ER KRADSEDE AF
40 ÅR SENERE
DEN SAMME ARROGANCE
Søren Pape Poulsen er blevet symbolet på den samme arrogance, der plagede min fars generation. Hans berygtede udtalelse om Grønland som “Afrika på is” er ikke blot en dumsmart bemærkning – det er verbal kolonialisme forklædt som politik. Grønland reduceres til en metafor for underudvikling, mens han ignorerer det historiske ansvar, Danmark bærer.
Lad os være klare: Søren Papes ord er ikke kun fornærmende – de er farlige. De afspejler en herskerattitude, der nægter at give Grønland den frihed og respekt, det fortjener. Når han taler om Grønland på denne måde, afslører han en dybere foragt, der trækker tråde tilbage til den måde, min far og hans generation blev behandlet på.
FRA GRØNLAND TIL GAZA
Den arrogance, som Søren Pape viser over for Grønland, genkendes også i Vestens behandling af Gaza. Mens Grønland holdes fast i rigsfællesskabet, fastholder Vesten Gaza i en belejring. Múte B. Egede, Grønlands leder, sagde det klart:
Al handel kan ikke ske gennem Danmark. Vi skal ud i verden her fra og lade verden komme til os.
På samme måde søger Gaza frihed fra den økonomiske og politiske kontrol, der kvæler deres folk. Ligesom Grønland kæmper de for retten til at definere deres egen fremtid uden at blive reduceret til en fodnote i en større magts strategi.
DEN DOBBELTMORALE, DER FORTSÆTTER
Frederik Vad taler om parallelsamfund og værdikamp. Søren Pape taler om Grønland som “Afrika på is.” Dronning Margrethe talte om “dumsmarte bemærkninger” og chikane. Men fællesnævneren er den samme: En herskerattitude, der aldrig er blevet gjort op med.
Hvorfor kan Danmark ikke se, at det er deres egne systemer og politikker, der skaber de udfordringer, de peger fingre ad? Min far sagde engang:
De kalder os gæster, men vi lever som deres tjener.
I dag kunne Grønland sige det samme:
De kalder os en del af rigsfællesskabet, men vi er kun her for at holde det sammen.
40 ÅR MED TAVSHED – OG NU ER NOK NOK
Min far sagde aldrig noget tilbage til dem, der talte ned til ham. Han troede, at hans arbejde og bidrag ville tale for sig selv. Men nu er det tid til at tale højt. Søren Pape skal ikke slippe afsted med sine udtalelser. Gaza og Grønland skal ikke længere ignoreres. Dronningens ord fra 1984 skal ikke glemmes som en nødvendig opsang til danskerne om respekt og anerkendelse.
Og lad os huske: Frederik Vad var ikke engang født i 1984. Han taler om værdikampe og erkendelser, han aldrig har mærket på egen krop. Han vil aldrig forstå det stik i hjertet, min far følte, da han blev reduceret til en fremmed i et land, han havde været med til at bygge.
TAK FOR SIDST
Det tog 40 år at forstå, hvad min far aldrig sagde højt: Respekt kræver mere end ord. Det kræver, at Danmark indser, at Grønland og Gaza – og alle de mennesker, de har kaldt gæster, og gæsternes børn – ikke længere vil tie stille.
Tak for sidst, Danmark. Grønland og Gaza rejser sig, og denne gang er vi ikke gæster – vi er værterne.
DANMARKS DOBBELTMORAL
KNIVSTIKKENE MOD DET GRØNLANDSKE FOLK
Sjúrður Skaale rejste sig i Folketinget med en knivskarp analyse af Hamas og Israel i sin afslutningstale i 2024. Han sagde blandt andet, at “svaghed er lig med udslettelse”, og pegede på den brutale logik, hvor døde børn blev brugt som propaganda:
“Hamas bruger de døde som en ‘win-win’ strategi for at vende verdensopinionen.”
Men i samme sal, hvor retfærdighed og moralsk overlegenhed ofte fremføres med brask og bram, undgår Danmark at se sin egen rolle i den stille udslettelse af Grønlands identitet, ressourcer og respekt. Hvis Hamas bruger døde som en strategi, hvad bruger Danmark så? Måske ord og undskyldninger, der aldrig følges op af handling, mens landet fastholder sin position som kolonimagt.
EN DØDELIG METAFORISK KNIV
Når Søren Pape Poulsen siger, at Grønland er “Afrika på is” eller beskriver landet som “på visse stræk et udviklingsland”, så er det ikke kun respektløst. Det er en kniv stukket direkte ind i Grønlands hjerte, hvor den stikker dybere, hver gang danske politikere bagatelliserer eller ignorerer konsekvenserne af Danmarks egne politikker. Som en grønlænder ville sige: Det gør ondt, men smerten er gammel, og vi har vænnet os til den.
Papes undskyldning på direkte tv u2013 “Undskyld til Grønland og grønlænderne, fordi jeg sagde noget meget firkantet” u2013 kan bedst sammenlignes med at sætte et plaster på et åbent sår, mens såret stadig bløder. Danmark vil gerne fremstå som den moralske vogter i verden, men hvad siger det om vores egen moral, når vi nægter at konfrontere vores koloniale arv?
EN DØDELIG METAFORISK KNIV
Når Søren Pape Poulsen siger, at Grønland er “Afrika på is” eller beskriver landet som “på visse stræk et udviklingsland”, så er det ikke kun respektløst. Det er en kniv stukket direkte ind i Grønlands hjerte, hvor den stikker dybere, hver gang danske politikere bagatelliserer eller ignorerer konsekvenserne af Danmarks egne politikker. Som en grønlænder ville sige: Det gør ondt, men smerten er gammel, og vi har vænnet os til den.
Papes undskyldning på direkte tv u2013 “Undskyld til Grønland og grønlænderne, fordi jeg sagde noget meget firkantet” u2013 kan bedst sammenlignes med at sætte et plaster på et åbent sår, mens såret stadig bløder. Danmark vil gerne fremstå som den moralske vogter i verden, men hvad siger det om vores egen moral, når vi nægter at konfrontere vores koloniale arv?
DANMARKS EGEN “DØDSKULT”
Sjúrður Skaale kaldte Hamas for en “dødskult”, fordi de ofrer menneskeliv for at vinde verdens sympati. Men er Danmark ikke også en slags dødskult, når vi gennem årtier har ofret Grønlands respekt, værdighed og fremtidige potentiale for at fastholde en illusion om national sammenhængskraft? Grønlands naturressourcer eksporteres som en udviklingshjælp, mens befolkningen stadig kæmper med sociale problemer, som Danmark nægter at tage ansvar for. Som Pele Broberg fra Naleraq sagde:
Det er betegnende for et U-land, at vores rigdomme tages ud af landet.
HVEM HOLDER KNIVEN?
I en tid, hvor Danmark holder moralske taler om andre nationers fejl og mangler, må vi også kigge indad. For hver kynisk kommentar og hver undskyldning uden handling stikker vi kniven dybere i Grønlands hjerte. Vi taler om retfærdighed og menneskerettigheder, men i vores egne relationer til Grønland ser vi kun det, der gavner os.
Som Sjúrður Skaale sagde:
Når man er omringet af fjender, kan man ikke vise svaghed.
Grønland er måske ikke omgivet af fjender, men det er heller ikke omgivet af venner, når det gælder Danmarks måde at håndtere sin tidligere koloni på. Og jer er her for at udstille det.
Når Skaale peger fingre ad Hamas og bruger ord som “dødskult,” er det værd at minde om, hvordan Danmark under nazi-tiden stiltiende accepterede, ja endda samarbejdede med en ideologi, der havde folkemord som sin kerne. Kan vi virkelig tage moralisering fra en nation, der har været så dybt involveret i et af historiens værste kapitler?
RACISME I FOLKETINGET 2024
KARMA FRA GRØNLAND TIL GAZA
Når vi ser parallellerne – mellem Danmarks rolle under nazismen, vores moderne behandling af Grønland, og vores tavshed over for Israels handlinger – bliver det tydeligt: vi står ikke på moralens højeste tinde. Det er intet mindre end karma, der minder os om, at vi ikke kan kræve retfærdighed for os selv uden at sikre det for andre.
Så næste gang Skaale bruger ord som “dødskult,” lad os minde ham om, at retorik som hans er rodfæstet i manipulation og hykleri. Hvis vi virkelig ønsker at være en nation, der kæmper for retfærdighed, må vi tage et ærligt kig på vores egen beskidte fortid og nutid.
SPIRAL-SAGEN
DANSK FOLKEDRAB DESIGN
I nutiden ser vi lignende mønstre i Danmarks relation til Grønland. Donald Trumps forsøg på at købe Grønland blev mødt med forargelse, men hvad har Danmark gjort for at sikre Grønlands selvbestemmelse? Den økonomiske og politiske kontrol, vi har udøvet, minder mere om kolonial udnyttelse end et respektfuldt partnerskab. Når vi kræver respekt for Grønlands suverænitet, hvorfor nægter vi så samme ret til Palæstina?
Denne moderne ironi bør ikke gå ubemærket hen. Danmark, der blev klemt af nazisterne og nu er udfordret af stormagters interesser, burde bedre end nogen forstå Palæstinas situation. Men i stedet ser vi passivt til, når Israel udøver en brutal besættelsespolitik, der minder om det, vi selv har fordømt i historien.
MEN JEG ER STADIG EN DØDSKULT
IRONIEN I DET DANSKE STÅSTED
Danmark har ofte stået som et symbol på neutralitet og retfærdighed, men når vi dykker ned i historien – og nutiden – bliver billedet mindre klart. Fra samarbejdspolitikken under nazismen til kolonial udnyttelse af Grønland, har vores land haft svært ved at balancere sine værdier med sine handlinger.
Og netop denne udfordring spejles i den retorik, vi ser fra politikere som Sjúrður Skaale. Når han fordømmer slogans som “from the river to the sea” og Jihad-råb, samtidig med at han fremhæver vestlige værdier, kan det være svært ikke at se ironien. For som han selv nævner, praktiseres slaveri i visse lande, men hvad med Grønland? Hvor er selvrefleksionen, når Danmark fortsat nyder godt af de ressourcer og den politiske kontrol, der stammer fra en kolonial fortid?
SKAALES PARADOKSER
Skaales tale rammer et ømt punkt: På den ene side fordømmer han kulturelle og ideologiske praksisser i andre dele af verden, og på den anden side undlader han at anerkende, hvordan Danmarks egne historiske og nutidige handlinger kunne kritiseres med samme målestok. Hans brug af fremmede ord som Jihad og hans påstande om “globalislamistisk fare” bliver ladet med frygt, men mangler den selvindsigt, der burde følge med en reflekteret tale.
Hvis vi som nation skal tage moralen fra Grønland, fra Gaza og fra vores egen historie alvorligt, må vi erkende, at ingen står fri for kritik – heller ikke os selv. Denne balance mellem selvindsigt og retorisk skarphed er præcis, hvad vi savner i Skaales indlæg.
OVERGANG TIL TALEN
Skaales ord og argumentation fortjener en nærmere analyse, ikke kun for deres indhold, men for det paradoks, de afslører: Danmark, som elsker at kritisere andre for deres uretfærdighed, har endnu ikke taget et ærligt opgør med sine egne. Lad os se nærmere på hans brug af ord som “slaveri,” “martyr,” og “Jihad” – og hvad det siger om den dobbelte standard, vi ofte ser i den danske politiske debat.
HAMAS OG HAMAD
METTE FREDERIKSEN BUHET UD
SPROG SOM VÅBEN
NÅR ORDET BLIVER MERE END ET VÅBEN
Sprog er ikke bare et middel til at kommunikere – det er et våben, der former, fordrejer og dominerer. The Israel Project’s 2009 Global Language Dictionary er det perfekte eksempel på, hvordan ord kan manipuleres for at skabe et narrativ, der favoriserer én side i en konflikt.
Manualen viser, hvordan sprog bliver til et strategisk våben, der retfærdiggør Israels handlinger og demoniserer modstandere som Hamas. Med fraser som “terrorisme” og “selvforsvar” og en konsekvent afvisning af kritik som antisemitisme, bliver offentligheden ledt til en ensidig forståelse af konflikten.
SKAALE OG FREDERIKSEN: SPROGETS PUPPETMASTERS
Sjúrður Skaales lygtepæl, der burde oplyse vejen til retfærdighed, lyser kun, når det passer med det dominerende narrativ. Hans brug af ord som “pervers logik” og “martyrkultur” viser, hvordan sproget bliver brugt til at male fjender som irrationelle og farlige. Men ironien er, at denne retorik spejler den måde, nazisterne beskrev danske modstandsfolk på i 1940’erne.
Mette Frederiksen er heller ikke uskyldig. Hendes klare afvisning af at anerkende sammenhænge mellem civile ofre på begge sider og hendes retorik om Israels ret til selvforsvar er næsten som taget direkte fra manualen. Ved at ignorere den større kontekst og historie, bliver hendes ord ikke bare selektive, men aktivt manipulerende.
NÅR VI GLEMMER OS SELV
I vores iver for at støtte det ene narrativ, glemmer vi vores egen historie. Danmark, der selv har oplevet besættelse, burde forstå, hvordan ord som “terrorisme” og “selvforsvar” kan bruges til at delegitimere en hel befolknings kamp for frihed. Måske burde vi huske, at de danske modstandsfolk også blev stemplet som ekstremister og terrorister – og nu hædrer vi dem som helte.
HVAD VI KAN LÆRE
Sprogets magt er ikke uskyldig. Det er et redskab til at forme verden, men også til at fordreje den. Når vi blindt følger manualens strategier, mister vi vores evne til at se nuancer, forstå komplekse konflikter og tage et ægte standpunkt.
Så måske er spørgsmålet ikke, om Skaales lygtepæl lyser, men om den overhovedet har strøm. Og hvis ikke, hvem har slukket den?