No Shipment to Israel

LAD OS HYLDE SØREN PAPES DØD

Af i Cultur Clash, Geopolitics, Islamofobia, My Diary, Religion

RAMTE JEG ET ØMT PUNKT? YES

DER ER JO PARALLELLER SOM SKAALE SAGDE

Som dansker er vi ofte stolte af vores historie og værdier, men vi må også se de skarpe kontraster. Når vi ser på nutidige konflikter og de ord, der bliver sagt, kan det føles som knivstik i hjertet for dem, de rammer. Hvis Salman Rushdie blev såret fysisk af en kniv, så står vi her over for en anden slags “knivstik” – hvor danskernes egne ord og handlinger skærer dybt i grønlændernes hjerter.

Da statsminister Mette Frederiksen kommenterede drabet på Hamas-lederen Yahya Sinwar, sagde hun: „Set med danske briller, så er det svært at beklage det dødsfald. For det er en hardcore terrorist, vi har med at gøre.“

Men hvad betyder det at se tingene „set med danske briller“? For mig, som søn af gæstearbejdere, der kom hertil for at opbygge dette land med deres sved og slid, ser verden noget anderledes ud.

EN ARV AF KAMP OG SOLIDARITET

Min mor og far kom til det yndige land Danmark med drømme om en bedre fremtid, men mødte modgang, diskrimination og en konstant kamp for at blive anerkendt. Mine forældre arbejdede i fabrikker og på rengøringshold, og jeg voksede op med historier om solidaritet og modstand mod uretfærdighed – ikke om passiv accept af de magtfuldes version af virkeligheden.

Når Mette Frederiksen omtaler Yahya Sinwar som en „hardcore terrorist“, føles det som en fladpandet forenkling af en kompliceret konflikt. Selv om Hamas har begået handlinger, der kan forsvares, må man spørge: Hvorfor er vi så hurtige til at acceptere Israels brutale vold som legitim selvforsvar, mens vi konsekvent stemmer hele det palæstinensiske folks kamp for frihed som terrorisme?

HER ER METTES HARDCORE TERRORIST

HVEM ER „DE DANSKE BRILLER“ FOR?

Set med mine briller, er de „danske briller“ ofte reserveret til dem, der allerede sidder trygt og godt i samfundets magtpositioner. Det er ikke mine forældres briller. Det er ikke dem, der oplevede at blive kaldt „gæster“, selv efter at have opbygget dette land. Og det er heller ikke de palæstinensiske briller, der ser børn dø under israelske bomber, eller ser deres hjem blive revet ned foran deres øjne.

Hvis vi virkelig vil se verden med „danske briller“, burde vi starte med en retfærdig linse – en linse, der ser uretfærdighed på begge sider, men også åbner op for forståelse af de systematiske årsager bag konflikterne. En linse, der ikke skygger for sandheden om vestlig imperialisme og Israels apartheidpolitik.

HVORDAN SER JEG YAHYA SINWAR?

Som gæstearbejderens søn ser jeg Yahya Sinwar ikke som en simpel terrorist, men som et produkt af en verden, hvor mennesker bliver tvunget til desperate handlinger. Hans død ændrer intet ved det grundlæggende problem: et undertrykt folk, der har lidt under Israels blokader, bombninger og systematiske krænkelser af menneskerettigheder i årtier.

Set med mine briller, er det ikke kun Sinwar, der bærer ansvaret for volden. Hele det politiske system, der i årtier har opretholdt undertrykkelsen af palæstinenserne, bør stå til regnskab.

ET OPRÅB TIL EN NY RETFÆRDIGHED

Vi har brug for nye briller. Briller, der ikke blot accepterer status quo, men som ser verden for, hvad den virkelig er: et komplekst kaos, hvor vestlig imperialisme, kapitalistisk udbytning og dobbeltmoral har skabt de nuværende lidelser.

Jeg vil opfordre Mette Frederiksen og andre til at skifte deres „danske briller“ ud med briller, der ser kampen for retfærdighed og frihed fra bunden af samfundet. Hvis vi virkelig skal skabe en verden uden terrorisme og krig, skal vi turde se på rødderne til konflikterne, ikke blot deres symptomer.

Set med gæstearbejderens søns briller, er verden mere grå end sort-hvid. Den reelle kamp for retfærdighed starter, når vi smider de forsimplede narrativer og vælger solidaritet over fordømmelse.

 

SKÅRET FINGRE VÆK

DUMSMARTE BEMÆRKNINGER OG 40 ÅRS ARROGANCE

I 1984 sad min far, en gæstearbejder fra Pakistan, i stuen i Aabenraa. Det var nytår, og efter en lang arbejdsdag på fabrikken, hvor han arbejdede med mejeriprodukter, satte han sig for at nyde aftenen med familien. Jeg husker det tydeligt, selvom jeg kun var ni år gammel. Vi sad samlet foran fjernsynet, da dronning Margrethe begyndte sin nytårstale. Det, der skulle være en aften med håb for det nye år, blev en verbal lussing til det danske folk:

“Nu er tiderne lidt mindre gunstige… Så kommer vi med vores ‘danske humor’ og små, dumsmarte bemærkninger. Så møder vi dem med kølighed, og så er der ikke langt til chikane og grovere metoder – det kan vi ikke være bekendt.”

Min far, der knoklede for at skabe en fremtid for sin familie, blev ikke ramt af hendes ord som en kritik af ham. Han var en flittig og hjælpsom mand, en stolt gæstearbejder, der forlod sit hjemland for at bygge et bedre liv. Han var og er gæst den dag idag. Vi er alle gæstearbejdernes børn. Dronningens ord var ikke til ham – de var til Danmark, et land, der alt for ofte havde mødt ham med kølighed og dumsmarte bemærkninger som: “Så må du hellere tage tilbage til Pakistan.”

DUMSMARTE BEMÆRKNINGER OG BLODIGE OFRE

Min far mistede to fingre på fabrikken, hvor han arbejdede tit på overtid og konstant var udmattet. Det var et liv fyldt med slid og ofre. Hans tak? En kniv i hjertet – ikke fysisk, men gennem ordene: “Nå, synd – så må du hellere tage tilbage til Pakistan.” Dette var længe før Salman Rushdie blev stukket, før Hamas’ charter blev født, og før Søren Pape Poulsen begyndte at tale om Grønland som “Afrika på is.” eller Frede Vas 3. Erkendelse.

Disse ord ramte min far og mor hårdere end noget fysisk slag. De repræsenterede en nation, der ikke forstod værdien af dem, der opbyggede dens velfærd. Danmark mistede noget vigtigt dengang: respekten for dem, der gav alt.Til BT sagde han:

Den aktuelle situation i Gaza har ikke rykket noget for formanden for De Konservative, Søren Pape Poulsen. 

FEDT AT DU ER KRADSEDE AF

40 ÅR SENERE

DEN SAMME ARROGANCE

Søren Pape Poulsen er blevet symbolet på den samme arrogance, der plagede min fars generation. Hans berygtede udtalelse om Grønland som “Afrika på is” er ikke blot en dumsmart bemærkning – det er verbal kolonialisme forklædt som politik. Grønland reduceres til en metafor for underudvikling, mens han ignorerer det historiske ansvar, Danmark bærer.

Lad os være klare: Søren Papes ord er ikke kun fornærmende – de er farlige. De afspejler en herskerattitude, der nægter at give Grønland den frihed og respekt, det fortjener. Når han taler om Grønland på denne måde, afslører han en dybere foragt, der trækker tråde tilbage til den måde, min far og hans generation blev behandlet på.

FRA GRØNLAND TIL GAZA

Den arrogance, som Søren Pape viser over for Grønland, genkendes også i Vestens behandling af Gaza. Mens Grønland holdes fast i rigsfællesskabet, fastholder Vesten Gaza i en belejring. Múte B. Egede, Grønlands leder, sagde det klart:

Al handel kan ikke ske gennem Danmark. Vi skal ud i verden her fra og lade verden komme til os.

På samme måde søger Gaza frihed fra den økonomiske og politiske kontrol, der kvæler deres folk. Ligesom Grønland kæmper de for retten til at definere deres egen fremtid uden at blive reduceret til en fodnote i en større magts strategi.

DEN DOBBELTMORALE, DER FORTSÆTTER

Frederik Vad taler om parallelsamfund og værdikamp. Søren Pape taler om Grønland som “Afrika på is.” Dronning Margrethe talte om “dumsmarte bemærkninger” og chikane. Men fællesnævneren er den samme: En herskerattitude, der aldrig er blevet gjort op med.

Hvorfor kan Danmark ikke se, at det er deres egne systemer og politikker, der skaber de udfordringer, de peger fingre ad? Min far sagde engang:

De kalder os gæster, men vi lever som deres tjener.

I dag kunne Grønland sige det samme:

De kalder os en del af rigsfællesskabet, men vi er kun her for at holde det sammen.

40 ÅR MED TAVSHED – OG NU ER NOK NOK

Min far sagde aldrig noget tilbage til dem, der talte ned til ham. Han troede, at hans arbejde og bidrag ville tale for sig selv. Men nu er det tid til at tale højt. Søren Pape skal ikke slippe afsted med sine udtalelser. Gaza og Grønland skal ikke længere ignoreres. Dronningens ord fra 1984 skal ikke glemmes som en nødvendig opsang til danskerne om respekt og anerkendelse.

Og lad os huske: Frederik Vad var ikke engang født i 1984. Han taler om værdikampe og erkendelser, han aldrig har mærket på egen krop. Han vil aldrig forstå det stik i hjertet, min far følte, da han blev reduceret til en fremmed i et land, han havde været med til at bygge.

TAK FOR SIDST

Det tog 40 år at forstå, hvad min far aldrig sagde højt: Respekt kræver mere end ord. Det kræver, at Danmark indser, at Grønland og Gaza – og alle de mennesker, de har kaldt gæster, og gæsternes børn – ikke længere vil tie stille.

Tak for sidst, Danmark. Grønland og Gaza rejser sig, og denne gang er vi ikke gæster – vi er værterne.

DANMARKS DOBBELTMORAL

KNIVSTIKKENE MOD DET GRØNLANDSKE FOLK

Sjúrður Skaale rejste sig i Folketinget med en knivskarp analyse af Hamas og Israel i sin afslutningstale i 2024. Han sagde blandt andet, at “svaghed er lig med udslettelse”, og pegede på den brutale logik, hvor døde børn blev brugt som propaganda:
“Hamas bruger de døde som en ‘win-win’ strategi for at vende verdensopinionen.”

Men i samme sal, hvor retfærdighed og moralsk overlegenhed ofte fremføres med brask og bram, undgår Danmark at se sin egen rolle i den stille udslettelse af Grønlands identitet, ressourcer og respekt. Hvis Hamas bruger døde som en strategi, hvad bruger Danmark så? Måske ord og undskyldninger, der aldrig følges op af handling, mens landet fastholder sin position som kolonimagt.

EN DØDELIG METAFORISK KNIV

Når Søren Pape Poulsen siger, at Grønland er “Afrika på is” eller beskriver landet som “på visse stræk et udviklingsland”, så er det ikke kun respektløst. Det er en kniv stukket direkte ind i Grønlands hjerte, hvor den stikker dybere, hver gang danske politikere bagatelliserer eller ignorerer konsekvenserne af Danmarks egne politikker. Som en grønlænder ville sige: Det gør ondt, men smerten er gammel, og vi har vænnet os til den.

Papes undskyldning på direkte tv u2013 “Undskyld til Grønland og grønlænderne, fordi jeg sagde noget meget firkantet” u2013 kan bedst sammenlignes med at sætte et plaster på et åbent sår, mens såret stadig bløder. Danmark vil gerne fremstå som den moralske vogter i verden, men hvad siger det om vores egen moral, når vi nægter at konfrontere vores koloniale arv?

EN DØDELIG METAFORISK KNIV

Når Søren Pape Poulsen siger, at Grønland er “Afrika på is” eller beskriver landet som “på visse stræk et udviklingsland”, så er det ikke kun respektløst. Det er en kniv stukket direkte ind i Grønlands hjerte, hvor den stikker dybere, hver gang danske politikere bagatelliserer eller ignorerer konsekvenserne af Danmarks egne politikker. Som en grønlænder ville sige: Det gør ondt, men smerten er gammel, og vi har vænnet os til den.

Papes undskyldning på direkte tv u2013 “Undskyld til Grønland og grønlænderne, fordi jeg sagde noget meget firkantet” u2013 kan bedst sammenlignes med at sætte et plaster på et åbent sår, mens såret stadig bløder. Danmark vil gerne fremstå som den moralske vogter i verden, men hvad siger det om vores egen moral, når vi nægter at konfrontere vores koloniale arv?

DANMARKS EGEN “DØDSKULT”

Sjúrður Skaale kaldte Hamas for en “dødskult”, fordi de ofrer menneskeliv for at vinde verdens sympati. Men er Danmark ikke også en slags dødskult, når vi gennem årtier har ofret Grønlands respekt, værdighed og fremtidige potentiale for at fastholde en illusion om national sammenhængskraft? Grønlands naturressourcer eksporteres som en udviklingshjælp, mens befolkningen stadig kæmper med sociale problemer, som Danmark nægter at tage ansvar for. Som Pele Broberg fra Naleraq sagde:

Det er betegnende for et U-land, at vores rigdomme tages ud af landet.

HVEM HOLDER KNIVEN?

I en tid, hvor Danmark holder moralske taler om andre nationers fejl og mangler, må vi også kigge indad. For hver kynisk kommentar og hver undskyldning uden handling stikker vi kniven dybere i Grønlands hjerte. Vi taler om retfærdighed og menneskerettigheder, men i vores egne relationer til Grønland ser vi kun det, der gavner os.

Som Sjúrður Skaale sagde:

Når man er omringet af fjender, kan man ikke vise svaghed.

Grønland er måske ikke omgivet af fjender, men det er heller ikke omgivet af venner, når det gælder Danmarks måde at håndtere sin tidligere koloni på. Og jer er her for at udstille det.

DANMARK, TAG JER SAMMEN

HVEM ER HER UDVIKLINGSLANDET?

Når danske politikere som Søren Pape Poulsen sammenligner Grønland med “Afrika på is,” eller når Rasmus Jarlov kalder spiralsagen en “vild beskyldning,” viser det ikke blot arrogance – det afslører en nation, der nægter at tage ansvar. Danmark elsker at fremstå som et moralsk fyrtårn, men hvad sker der, når lyset kun peger udad, mens spejlet forbliver mørkt?

AFVÆBNENDE ARROGANCE

FRA PAPE TIL JARLOV

Søren Pape taler om Grønlands “problemer, som vi må tale om,” men hvem er “vi”? Danmark? Den nation, der gennem årtier har dikteret Grønlands politiske og økonomiske skæbne? Når Jarlov så afviser spiralsagen som “en hel vild beskyldning,” oversætter det til: “Vi vil ikke høre om det.”

Men Grønland er færdig med at tie. Som Múte B. Egede siger:

Vi skal ud i verden her fra og lade verden komme til os.

Hør det, Jarlov: Grønland beder ikke om jeres godkendelse. De beder jer om at stoppe med at spænde ben for dem.

GRØNLAND OG JERES GRUFULDE ARV

Historien gentager sig. Fra Eric Scavenius’ samarbejdspolitik under 2. Verdenskrig, hvor danske ledere gik på kompromis med Hitlers Tyskland, til nutidens nedladende udtalelser om Grønland – Danmark har altid været bedre til at bøje sig for magten end at stå ved sandheden.

Søren Pape påstår, at han står på Israels side “fordi det er et vestligt demokrati.” Men hvad er Danmark, når det handler om Grønland? Er det demokratisk at fastholde Grønland i et økonomisk jerngreb? Er det retfærdigt at ignorere historiske overgreb som spiralsagen, fordi det er ubelejligt?

JERES NEDLADENDE “HJÆLP”

Rasmus Jarlov afviser spiralsagen som folkedrab med bemærkningen:

Jeg er stadig lidt i chok over, at man kan sige noget så groft.

Men chokket burde være rettet mod jer selv. Det er ikke Múte B. Egede, der overdriver – det er Danmark, der underspiller sine egne handlinger. Danmark, der dikterede grønlandske kvinders reproduktive rettigheder, uden deres samtykke. Hvem gav jer retten til at beslutte, hvordan et folk skal eksistere?

ER GRØNLAND PROBLEMET? ELLER ER DET JER?

Martin Lidegaard sagde om spiralsagen:

Jeg tror ikke, at nogen danske myndigheder har haft forsæt om på nogen måde at udrydde den grønlandske befolkning.

Men hvad hjælper det, Lidegaard? Intention er ikke nok. Når handlinger fører til kulturel, økonomisk og social marginalisering, taler resultatet højere end jeres forsvar. Grønland har betalt prisen for Danmarks koloniale kontrol, og I nægter stadig at give slip.

MOD OG FRYGT: EN GRØNLANDSK LEKTION

Mens danske politikere ruller deres “moralske overlegenhed” ud, står Grønland stærkere. Múte B. Egede udtrykker klart Grønlands vision:
“Grønland i udvikling, en befolkning med et højt uddannelsesniveau og tro på deres identitet.”

Danmark ser denne styrke som en trussel. Hvorfor? Fordi et uafhængigt Grønland ville afsløre, at rigsfællesskabet aldrig har handlet om ligeværdighed. Det har altid handlet om kontrol.


DEN GRIMME SANDHED

Når Danmark peger fingre ad Grønland, Gaza eller Palæstina, glemmer de, at tre fingre peger tilbage. Jeres allierede – ikke palæstinenserne – gassede jøderne. Jeres politik – ikke Grønlands – har holdt dem fast i afhængighed. Hvem er her udviklingslandet, når Danmark fortsætter med at nægte at stå til ansvar?

Grønland har rejst sig. Og mens Danmark klamrer sig til sin koloniale illusion, står Grønland klar til at tage plads som ligeværdig. Måske er det på tide, Danmark lærer noget om værdighed fra det land, I kalder et “udviklingsland.”

DANMARK, TAG JER SAMMEN

HVEM ER HER UDVIKLINGSLANDET?

Når danske politikere som Søren Pape Poulsen sammenligner Grønland med “Afrika på is,” eller når Rasmus Jarlov kalder spiralsagen en “vild beskyldning,” viser det ikke blot arrogance – det afslører en nation, der nægter at tage ansvar. Danmark elsker at fremstå som et moralsk fyrtårn, men hvad sker der, når lyset kun peger udad, mens spejlet forbliver mørkt?

AFVÆBNENDE ARROGANCE

FRA PAPE TIL JARLOV

Søren Pape taler om Grønlands “problemer, som vi må tale om,” men hvem er “vi”? Danmark? Den nation, der gennem årtier har dikteret Grønlands politiske og økonomiske skæbne? Når Jarlov så afviser spiralsagen som “en hel vild beskyldning,” oversætter det til: “Vi vil ikke høre om det.”

Men Grønland er færdig med at tie. Som Múte B. Egede siger:

Vi skal ud i verden her fra og lade verden komme til os.

Hør det, Jarlov: Grønland beder ikke om jeres godkendelse. De beder jer om at stoppe med at spænde ben for dem.

GRØNLAND OG JERES GRUFULDE ARV

Historien gentager sig. Fra Eric Scavenius’ samarbejdspolitik under 2. Verdenskrig, hvor danske ledere gik på kompromis med Hitlers Tyskland, til nutidens nedladende udtalelser om Grønland – Danmark har altid været bedre til at bøje sig for magten end at stå ved sandheden.

Søren Pape påstår, at han står på Israels side “fordi det er et vestligt demokrati.” Men hvad er Danmark, når det handler om Grønland? Er det demokratisk at fastholde Grønland i et økonomisk jerngreb? Er det retfærdigt at ignorere historiske overgreb som spiralsagen, fordi det er ubelejligt?

JERES NEDLADENDE “HJÆLP”

Rasmus Jarlov afviser spiralsagen som folkedrab med bemærkningen:

Jeg er stadig lidt i chok over, at man kan sige noget så groft.

Men chokket burde være rettet mod jer selv. Det er ikke Múte B. Egede, der overdriver – det er Danmark, der underspiller sine egne handlinger. Danmark, der dikterede grønlandske kvinders reproduktive rettigheder, uden deres samtykke. Hvem gav jer retten til at beslutte, hvordan et folk skal eksistere?

ER GRØNLAND PROBLEMET? ELLER ER DET JER?

Martin Lidegaard sagde om spiralsagen:

Jeg tror ikke, at nogen danske myndigheder har haft forsæt om på nogen måde at udrydde den grønlandske befolkning.

Men hvad hjælper det, Lidegaard? Intention er ikke nok. Når handlinger fører til kulturel, økonomisk og social marginalisering, taler resultatet højere end jeres forsvar. Grønland har betalt prisen for Danmarks koloniale kontrol, og I nægter stadig at give slip.

MOD OG FRYGT: EN GRØNLANDSK LEKTION

Mens danske politikere ruller deres “moralske overlegenhed” ud, står Grønland stærkere. Múte B. Egede udtrykker klart Grønlands vision:
“Grønland i udvikling, en befolkning med et højt uddannelsesniveau og tro på deres identitet.”

Danmark ser denne styrke som en trussel. Hvorfor? Fordi et uafhængigt Grønland ville afsløre, at rigsfællesskabet aldrig har handlet om ligeværdighed. Det har altid handlet om kontrol.


DEN GRIMME SANDHED

Når Danmark peger fingre ad Grønland, Gaza eller Palæstina, glemmer de, at tre fingre peger tilbage. Jeres allierede – ikke palæstinenserne – gassede jøderne. Jeres politik – ikke Grønlands – har holdt dem fast i afhængighed. Hvem er her udviklingslandet, når Danmark fortsætter med at nægte at stå til ansvar?

Grønland har rejst sig. Og mens Danmark klamrer sig til sin koloniale illusion, står Grønland klar til at tage plads som ligeværdig. Måske er det på tide, Danmark lærer noget om værdighed fra det land, I kalder et “udviklingsland.”

Når Skaale peger fingre ad Hamas og bruger ord som “dødskult,” er det værd at minde om, hvordan Danmark under nazi-tiden stiltiende accepterede, ja endda samarbejdede med en ideologi, der havde folkemord som sin kerne. Kan vi virkelig tage moralisering fra en nation, der har været så dybt involveret i et af historiens værste kapitler?

RACISME I FOLKETINGET 2024

 

KARMA FRA GRØNLAND TIL GAZA

Når vi ser parallellerne – mellem Danmarks rolle under nazismen, vores moderne behandling af Grønland, og vores tavshed over for Israels handlinger – bliver det tydeligt: vi står ikke på moralens højeste tinde. Det er intet mindre end karma, der minder os om, at vi ikke kan kræve retfærdighed for os selv uden at sikre det for andre.

Så næste gang Skaale bruger ord som “dødskult,” lad os minde ham om, at retorik som hans er rodfæstet i manipulation og hykleri. Hvis vi virkelig ønsker at være en nation, der kæmper for retfærdighed, må vi tage et ærligt kig på vores egen beskidte fortid og nutid.

DANMARKS SKYLD

FRA HITLER TIL 7/10/2023 GAZA

Under 2. Verdenskrig samarbejdede Danmark med Nazityskland på en måde, der sjældent fremhæves i vores historiebøger. Mens vi hylder redningen af de danske jøder, ignorerer vi ofte de mørkere kapitler: Arbejdskraft, landbrugsvarer og politisk samarbejde med Hitler blev leveret af den danske regering, som hellere ville beskytte egne interesser end stå op mod en besættelsesmagt. Med Erik Scavenius i spidsen og en regering under Thorvald Staunings efterfølgere blev der indgået aftaler, der i praksis gjorde Danmark til en medspiller i nazisternes krigsmaskine.

Men hvad er konsekvensen af dette samarbejde i dag? Hvordan har vi som nation håndteret vores ansvar? Det ser ud til, at Danmark – i stedet for at konfrontere sin egen medskyld – har været hurtig til at overføre skylden for Holocaust til de palæstinensere, der i årtier har været ofre for en brutal besættelse og kolonisering.

DEN FORFLYTTELIGE SKYLD

Danmark har med sit samarbejde under krigen givet Hitlers arv videre – ikke ved at støtte jødeforfølgelsen, men ved stiltiende at acceptere, hvordan Israels politik mod palæstinenserne har fået lov at udspille sig. Når Mette Frederiksen og Søren Pape Poulsen ubetinget støtter Israel og dets handlinger mod Gaza, glemmer de en afgørende sandhed: Det var ikke palæstinenserne, der gassede jøderne. Det var Europas egne nazister, hvoraf Danmark selv ydede sit bidrag.

I stedet for at konfrontere denne arv har Danmark valgt at give skylden videre. Palæstinenserne – et folk, der aldrig var involveret i Holocaust – bliver nu behandlet, som om deres kamp for frihed er uforenelig med Israels ret til sikkerhed. Denne fortælling er ikke bare historieløs; den er et svigt.

DEN DANSKE HÅND I ISRAELS BLOKADE

Når Danmark i dag ubetinget støtter Israel, legitimerer vi indirekte en besættelsespolitik, der nægter palæstinenserne de rettigheder, vi selv kæmpede for under 2. Verdenskrig. Vi blev kaldt terrorister af nazisterne for at kæmpe mod besættelsen, men nu kalder vi palæstinenserne for terrorister, når de gør det samme. Denne dobbelte standard er mere end blot hykleri – den er en gentagelse af fortidens fejl. Søren Pape Poulsen sagde for nylig:

Jeg har faktisk ikke rigtig rykket mig. Jeg er på Israels side.

Han fremhæver Israels ret til selvforsvar, mens han samtidig ignorerer de tusindvis af civile liv, der er gået tabt i Gaza. Men hvor er den danske ret til at spørge: Hvad er vores eget ansvar i dette? Hvorfor tør vi ikke anerkende, at vores støtte til Israel er en forlængelse af de aftaler, der blev lavet under Scavenius’ regering?

ET FORPLIGTENDE LØFTE – TIL OS SELV

Det er på tide, at Danmark holder sine løfter om retfærdighed og ansvarlighed – ikke til andre, men til sig selv. Vi kan ikke fortsætte med at ignorere vores egen historie og pege fingre ad palæstinenserne for en konflikt, der blev skabt af de samme kræfter, vi engang samarbejdede med. Det er vores europæiske allierede, der skabte Holocaust. Det er os, der svigtede dengang. Palæstinenserne bærer ikke denne arv, og det kan vi ikke tillade os at pålægge dem.

Så lad os starte med at holde vores skyld for os selv og stoppe med at bruge den som et våben mod dem, der stadig kæmper for deres frihed. Danmark må anerkende, at hvis vi virkelig ønsker at stå på retfærdighedens side, skal vi begynde med at rydde op i vores egen historiske baghave.

DANMARKS KOLLEKTIVE ANSVAR

Det er ikke kun historien, der dømmer os. Nutiden gør det også. Mens vi ser på Gaza og Grønland, må vi spørge os selv: Hvad er Danmarks rolle? Er vi stadig det land, der samarbejder med dem, der undertrykker, eller er vi klar til at bryde cyklussen og tage ansvar? Historien gentager sig, men denne gang har vi muligheden for at ændre slutningen.

SPIRAL-SAGEN

DANSK FOLKEDRAB DESIGN

I nutiden ser vi lignende mønstre i Danmarks relation til Grønland. Donald Trumps forsøg på at købe Grønland blev mødt med forargelse, men hvad har Danmark gjort for at sikre Grønlands selvbestemmelse? Den økonomiske og politiske kontrol, vi har udøvet, minder mere om kolonial udnyttelse end et respektfuldt partnerskab. Når vi kræver respekt for Grønlands suverænitet, hvorfor nægter vi så samme ret til Palæstina?

Denne moderne ironi bør ikke gå ubemærket hen. Danmark, der blev klemt af nazisterne og nu er udfordret af stormagters interesser, burde bedre end nogen forstå Palæstinas situation. Men i stedet ser vi passivt til, når Israel udøver en brutal besættelsespolitik, der minder om det, vi selv har fordømt i historien.

MEN JEG ER STADIG EN DØDSKULT

IRONIEN I DET DANSKE STÅSTED

Danmark har ofte stået som et symbol på neutralitet og retfærdighed, men når vi dykker ned i historien – og nutiden – bliver billedet mindre klart. Fra samarbejdspolitikken under nazismen til kolonial udnyttelse af Grønland, har vores land haft svært ved at balancere sine værdier med sine handlinger.

Og netop denne udfordring spejles i den retorik, vi ser fra politikere som Sjúrður Skaale. Når han fordømmer slogans som “from the river to the sea” og Jihad-råb, samtidig med at han fremhæver vestlige værdier, kan det være svært ikke at se ironien. For som han selv nævner, praktiseres slaveri i visse lande, men hvad med Grønland? Hvor er selvrefleksionen, når Danmark fortsat nyder godt af de ressourcer og den politiske kontrol, der stammer fra en kolonial fortid?

SKAALES PARADOKSER

Skaales tale rammer et ømt punkt: På den ene side fordømmer han kulturelle og ideologiske praksisser i andre dele af verden, og på den anden side undlader han at anerkende, hvordan Danmarks egne historiske og nutidige handlinger kunne kritiseres med samme målestok. Hans brug af fremmede ord som Jihad og hans påstande om “globalislamistisk fare” bliver ladet med frygt, men mangler den selvindsigt, der burde følge med en reflekteret tale.

Hvis vi som nation skal tage moralen fra Grønland, fra Gaza og fra vores egen historie alvorligt, må vi erkende, at ingen står fri for kritik – heller ikke os selv. Denne balance mellem selvindsigt og retorisk skarphed er præcis, hvad vi savner i Skaales indlæg.

OVERGANG TIL TALEN

Skaales ord og argumentation fortjener en nærmere analyse, ikke kun for deres indhold, men for det paradoks, de afslører: Danmark, som elsker at kritisere andre for deres uretfærdighed, har endnu ikke taget et ærligt opgør med sine egne. Lad os se nærmere på hans brug af ord som “slaveri,” “martyr,” og “Jihad” – og hvad det siger om den dobbelte standard, vi ofte ser i den danske politiske debat.

 

HAMAS OG HAMAD

DANSK IRONI I ET NØDDESKAL

Sjúrður Skaale elsker at bruge store ord som martyr, Jihad og pervers logik, men hvor meget ved han egentlig om Hamas – eller for den sags skyld Danmark? Navnet Hamas står for noget langt mere komplekst, end hans retorik antyder:

  • H for Harakat (حركة): Bevægelse – en påmindelse om, at modstand altid udvikler sig, ligesom de danske modstandsfolk i 1940’erne.
  • M for Muqawamah (المقاومة): Modstand – den rå kraft, der nægter at give op, uanset odds.
  • A for al (ال): Den – en lille, men vigtig finesse, der tilføjer vægt og elegance.
  • D for Danmark (الدنمارك): Fordi hvis vi oversætter “Den Danske Modstandsbevægelse” til arabisk, bliver det al-Harakat al-Muqawamah al-Danmarkiya (الحركة المقاومة الدنماركية).

Hvis vi tænker over det, er HAMAD blot en spejling af, hvad vi selv engang var: en modstand mod undertrykkelse. Hvorfor er det så svært at se, at palæstinenserne ser Hamas som deres modstandsbevægelse – på samme måde som vi hylder vores egne helte fra fortiden?

HVAD SKAALE IKKE VED OM HAMAS – OG OM DANMARK

Skaale, der ynder at bruge fremmedord til at fremstå vidende, misser ironien i sin egen retorik. For hvad siger det om os, når vi kalder en modstandsbevægelse for en dødskultur, men glemmer, hvordan Danmark engang blev stemplet som terrorister af nazisterne?

Skal vi dømme andre så hårdt uden at huske vores egen historie? Måske er tiden inde til, at Danmark ser indad og reflekterer over sine egne dobbeltstandarder.

ER LYSET GÅET OP FOR SKAALE?

Skaale taler om Hamas med en distanceret, næsten overlegen retorik. Men hvad sker der, hvis vi vender hans egne ord mod ham selv? At kalde Hamas for en “dødskultur” og påstå, at de manipulerer verdensopinionen, ignorerer fuldstændigt den historiske kontekst. Hamas’ kamp udspringer af en virkelighed, der på mange måder spejler Danmarks egen historie med besættelse og modstand.

Hans ord om “pervers logik” kunne lige så godt have været brugt af nazisterne om danske modstandsfolk i 1940’erne. Det samme gælder hans retorik om manipulation – hvem bestemmer egentlig, hvad der er manipulation og hvad der er retfærdig kamp?

EN IRONISK BRO MELLEM DANMARK OG PALÆSTINA

Hvis vi hædrer danske modstandsfolk som helte, bør vi også kunne forstå, hvorfor palæstinensere ser Hamas som deres modstandsbevægelse. At forstå Hamas som en bevægelse baseret på Harakat (bevægelse), Muqawamah (modstand) og frihed giver en indsigt i den desperation og vilje, der driver palæstinensere til at kæmpe for deres land.

Er det ikke netop, hvad Danmark stod for under besættelsen? Hvorfor er denne forståelse så vanskelig i dag?

DANMARKS LYGTEPÆL

SLUKT ELLER TÆNDT?

Danmark har længe pralet med sin rolle som en lysende lygtepæl for demokrati og menneskerettigheder. Men spørgsmålet er: Lyser lygtepælen stadig? Eller er den gået ud i en tid, hvor vores dobbeltmoral over for besatte folk som palæstinenserne står klart?

Skaales store ord og moralprædikener kan virke oplysende på overfladen, men kigger man nærmere, afslører de en manglende forståelse for, hvad Danmark engang selv stod for. Hvis lygtepælen er slukket, så er det tid til at genfinde lyset – ikke kun for os selv, men også for dem, der kæmper for frihed i dag.

Husker du tegnefilmen fra barndommen, hvor hunden tissede på lygtepælen i Legestue? Efter alle de år er det gået op for mig: Den lygtepæl er stadig slukket. Tak til hunden for at afsløre Danmarks mørke hemmelighed!

HUNDEN FRA LEGESTUE OG DEN SLUKKEDE LYGTEPÆL

ER LYSET GÅET UD FOR METTE OG SKAALE?

Mens Mette Frederiksen demonstrativt lagde blomster foran den israelske ambassade og leverede sin sædvanlige retorik om Israels ret til at forsvare sig selv, er det svært ikke at bemærke, hvordan hendes lysende lygtepæl for retfærdighed lyser mere som en bliklampe – kun til glæde for én side.

Mette afviser blankt en sammenligning mellem ofrene i Israel og Gaza. At kalde spørgsmålet fra en dansk journalist historieløst er ironisk, når hun selv ignorerer historien bag konflikten. Hvor var buketten til Gazas børn? Hvor er lygtepælen for dem, der lever i ruiner under blokader? Mette taler om sympati for civile ofre, men kun med en fodnote om, at Israels handlinger, uanset hvor voldsomme, altid kan forsvares.

Sjúrður Skaale, der så ofte hylder demokratiets værdier og moralens højborg, kunne måske finde på at kalde dette en pervers logik. Men det er ikke Hamas’ logik, vi taler om her – det er logikken bag at veje menneskeliv forskelligt, afhængigt af hvor de bor, og hvad deres pas siger.

EN LYGTEPÆL UDEN LYS

Når vi ser Mette og Skaale tale om retfærdighed og demokrati, ser vi kun halvdelen af billedet. Retfærdighed lyser kun op, hvis det ikke indebærer at forholde sig kritisk til Israel. Det lader til, at Skaales berømte lygtepæl kun er tændt, når den skal pege væk fra det ubehagelige. Resten af tiden står den der, slukket, med rustne edderkoppespind og undvigende svar.

DANMARK SOM EN DYSTER PARALLEL

Mens Mette taler om historieløshed, burde Danmark måske kigge på sin egen historie. Vi, der blev kaldt terrorister af nazisterne for at kæmpe mod besættelsen, burde måske tænke lidt mere over, hvordan det føles at blive stemplet uden forståelse for konteksten. Måske skulle Mette prøve at lægge en buket foran en palæstinensisk familie, der har mistet alt – ikke for at relativere, men for at forstå, at menneskelig lidelse ikke har en partipolitisk side.

Det ironiske er, at Danmark engang kæmpede mod en besættelsesmagt, der også kaldte sig selv en lovlig og forsvarende stat. Historien gentager sig, men nu er vi ikke længere modstandsfolk – vi er den tavse samarbejdspartner.

Mette, måske er det på tide at udskifte blomsterne med handling, og at tænde den lygtepæl, der burde oplyse alle sider af retfærdighed – ikke kun dem, der er belejlige.

METTE FREDERIKSEN BUHET UD

SPROG SOM VÅBEN

NÅR ORDET BLIVER MERE END ET VÅBEN

Sprog er ikke bare et middel til at kommunikere – det er et våben, der former, fordrejer og dominerer. The Israel Project’s 2009 Global Language Dictionary er det perfekte eksempel på, hvordan ord kan manipuleres for at skabe et narrativ, der favoriserer én side i en konflikt.

Manualen viser, hvordan sprog bliver til et strategisk våben, der retfærdiggør Israels handlinger og demoniserer modstandere som Hamas. Med fraser som “terrorisme” og “selvforsvar” og en konsekvent afvisning af kritik som antisemitisme, bliver offentligheden ledt til en ensidig forståelse af konflikten.

SKAALE OG FREDERIKSEN: SPROGETS PUPPETMASTERS

Sjúrður Skaales lygtepæl, der burde oplyse vejen til retfærdighed, lyser kun, når det passer med det dominerende narrativ. Hans brug af ord som “pervers logik” og “martyrkultur” viser, hvordan sproget bliver brugt til at male fjender som irrationelle og farlige. Men ironien er, at denne retorik spejler den måde, nazisterne beskrev danske modstandsfolk på i 1940’erne.

Mette Frederiksen er heller ikke uskyldig. Hendes klare afvisning af at anerkende sammenhænge mellem civile ofre på begge sider og hendes retorik om Israels ret til selvforsvar er næsten som taget direkte fra manualen. Ved at ignorere den større kontekst og historie, bliver hendes ord ikke bare selektive, men aktivt manipulerende.

NÅR VI GLEMMER OS SELV

I vores iver for at støtte det ene narrativ, glemmer vi vores egen historie. Danmark, der selv har oplevet besættelse, burde forstå, hvordan ord som “terrorisme” og “selvforsvar” kan bruges til at delegitimere en hel befolknings kamp for frihed. Måske burde vi huske, at de danske modstandsfolk også blev stemplet som ekstremister og terrorister – og nu hædrer vi dem som helte.

HVAD VI KAN LÆRE

Sprogets magt er ikke uskyldig. Det er et redskab til at forme verden, men også til at fordreje den. Når vi blindt følger manualens strategier, mister vi vores evne til at se nuancer, forstå komplekse konflikter og tage et ægte standpunkt.

Så måske er spørgsmålet ikke, om Skaales lygtepæl lyser, men om den overhovedet har strøm. Og hvis ikke, hvem har slukket den?