HVEM “STOPPEDE” NORD STREAM?
Trump har på video sagt: “I ended Nord Stream 2”.
Biden sagde før invasionen: “We will bring an end to it”.
Samtidig blev de sprængte rør aldrig fuldt opklaret, og nationale undersøgelser endte uden entydig skyldplacering.
HVORFOR VAR DET RUSLAND, DER FIK SKYLDEN—OG HVORFOR ER DER STILHED NU?
Da Mette Frederiksen tidligt talte om russisk ansvar, satte det rammen. I dag ligger der åbne udtalelser fra USA’s to præsidenter, der hver især praler med at have “stoppet” projektet politisk—mens selve sabotasen aldrig er uafhængigt afdækket.
Spørgsmålet er enkelt: Hvorfor kræver Danmark ikke fuld, international gennemsigtighed—nu?
ENERGI, AFHÆNGIGHED, TILLID
Efter Nord Stream blev EU markant mere afhængig af dyrere LNG fra USA. Det er politik forklædt som moral: Europa mister handlefrihed, mens USA’s energiinteresser vinder.
Hvis “hybridkrig” er rammen, hvorfor tæller energipolitik så ikke med?
DANMARK ER AGGRESATOREN
DANMARK ER AGGRESSOREN
Da Mette Frederiksen hurtigt pegede fingre af Rusland efter Nord Stream-sabotagen, blev der talt om “russisk skyld” længe før nogen beviser fandtes.
Men nu, hvor udtalelser og rapporter peger på, at det snarere var vestlige allierede, der ønskede rørledningen standset, er tavsheden øredøvende.
Hvorfor siger hun intet nu? Hvorfor kræver Danmark ikke en uafhængig undersøgelse, når USA’s egne ledere tidligere har pralet af at ville “stoppe Nord Stream”?
Set fra Moskva fremstår Danmark og NATO som provokerende, ikke defensive.
Mens Vesten kalder Rusland aggressoren, ser Rusland blot et land, der forsøger at holde fjenden væk fra sin egen grænse.
“HYBRIDKRIG” – ET POLITISK TEATER
Nu bruger Mette Frederiksen ordet hybridkrig som ny fortælling. Hun påstår, at Danmark står midt i en usynlig kamp mod Rusland, men tonen minder mere om scenelys end om sikkerhedspolitik.
Begrebet bliver så bredt, at det dækker alt: kritik, debat, selv tvivl.
Ved at kalde alt for “hybridkrig” slipper hun for at tage ansvar – for Nord Stream, for energipolitikken, for tavsheden.
Det er ikke forsvar. Det er performance.
En iscenesat krigsfortælling, der holder danskerne i frygt og NATO tæt på.
læs mere her om hvordan Mette Skummer fløden
Læs mere om Bo, hendes Mand
FAQ: HVAD ER HYBRIDKRIG?
HVAD ER HYBRIDKRIG?
Hybridkrig er, når et land angriber et andet uden at bruge traditionel krigsførelse alene. I stedet kombineres militære, økonomiske, digitale og psykologiske midler — fx cyberangreb, propaganda, fake news og politisk pres. Målet er at destabilisere et samfund uden at erklære egentlig krig.
ER HYBRIDKRIG FARLIGT?
Ja, fordi det rammer civile og tillidssystemer, ikke kun militær. Når misinformation, hacking og økonomisk pres bruges samlet, bliver befolkningen selv et våbenfelt.
HVAD BETYDER “HYBRIDKRIG”?
Ordet “hybrid” betyder blanding. En hybridkrig er derfor en blandet krigsform, hvor hårde våben blandes med bløde manipulationsteknikker.
HVAD ER EKSEMPLER PÅ HYBRIDKRIG?
– Cyberangreb på kritisk infrastruktur (strøm, vand, kommunikation)
– Kampagner med falske nyheder eller trolde på sociale medier
– Økonomiske sanktioner kombineret med militære trusler
– Politisk indblanding gennem energiforsyning, data eller diplomati
HVEM TALER OM HYBRIDKRIG I DANMARK?
Begrebet bruges ofte af danske politikere og eksperter, især når de omtaler Rusland og trusler mod Europa. Kritikere mener dog, at “hybridkrig” også bruges som et retorisk værktøj til at skabe frygt og legitimere øget militær kontrol.
METTES FAMILIE OG UKRAINE – HVAD ER FORBINDELSEN?
Mens regeringen støtter Ukraine politisk og militært, er der også personlige forbindelser, som rejser spørgsmål. Statsministerens bror, Per Frederiksen, har været involveret i minerydning i Ukraine – et arbejde, der naturligvis kan være både legitimt og nødvendigt.
Men det rejser samtidig spørgsmål om transparens: hvordan sikres armslængde mellem familiære interesser og statens politik?
hvorfor undersøges der ikke, hvordan statslige midler og kulturprojekter overlapper med premierministerens private netværk?
hvor går grænsen mellem magt og misbrug, når familiens interesser blandes med statens?
hvem er mette frederiksens bror?
Til: Statsminister Mette Frederiksen
Statsministeriet, Slotsholmsgade 10, 1216 København K
Emne: Offentlig undskyldning og forklaring vedrørende falske anklager mod Rusland og påståede droneobservationer. Anmodning om aktindsigt vedrørende udtalelser om Nord Stream-sabotagen
Kære statsminister,
Jeg skriver som borger med stigende bekymring over den måde, regeringen – og De personligt – igen og igen fremsætter alvorlige beskyldninger mod Rusland uden dokumentation.
Efter Nord Stream-sabotagen pegede De hurtigt på Rusland som skyldig. Siden har flere internationale analyser og udtalelser antydet, at ansvaret kunne ligge et helt andet sted. Alligevel er der ikke kommet nogen anerkendelse af den mulighed – eller nogen undskyldning for de forhastede udtalelser.
Nu ser vi mønsteret gentage sig. De seneste påstande om “droner over Danmark” bliver præsenteret som endnu et tegn på “russisk hybridkrig”. Men som blandt andet Radio4-programmet Debat påpeger, findes der stadig ingen faktiske beviser for, at der var droner overhovedet.
Når den danske regering igen vælger at tale i trusler og mistanke frem for fakta, skaber det mistillid – ikke kun til Rusland, men til os selv. Danmark mister sin troværdighed som et land, der bygger udenrigspolitik på beviser og dialog, ikke på spekulation og signalpolitik.
Jeg vil derfor gerne spørge direkte:
Vil De tage ansvar for de fejlagtige udtalelser i forbindelse med Nord Stream og nu de påståede droneobservationer?
Og har De tænkt Dem at give en officiel undskyldning til Rusland for de uberettigede beskyldninger?
Jeg anmoder hermed om aktindsigt i materiale, notater, e-mails og interne vurderinger, der ligger til grund for statsminister Mette Frederiksens offentlige udtalelser om Nord Stream-sabotagen fra september 2022 og frem.
Jeg ønsker også indsigt i eventuel korrespondance mellem Statsministeriet og NATO, EU eller amerikanske embedsmænd vedrørende samme sag.
Formålet med anmodningen er at forstå, hvilke oplysninger regeringen havde til rådighed, da man offentligt antydede russisk ansvar for sabotagehandlingerne.
Med venlig hilsen,
Zahid Latif
DET HEMMELIGE BREV OG DE ÅBNE LØGNE
Da Imran Khan stod over for at blive væltet, talte han om et hemmeligt brev — et dokument, der skulle bevise, at USA forsøgte at presse ham væk, fordi han nægtede at tage parti mod Rusland. Kort efter stod han uden magt. Nu kalder hans kritikere det hele en konspiration, men mønstret er tydeligt: den, der udfordrer Washingtons linje, mister sin plads.
Og mens Khan blev isoleret og fængslet, roste Pakistans nye regering de samme kræfter, han havde advaret imod. Den slags “demokrati” ligner mest af alt et ekko af NATO’s logik – man må mene frit, så længe man mener det rigtige.
Danmark går i samme retning. Mette Frederiksen taler om frihed, men følger samme manuskript. Hun skjuler magtens afhængighed bag store ord og smil, mens forbindelserne til NATO og USA styrkes i stilhed.
VI STØTTER RUSLAND: HVAD SKER DER?
Jeg ved, det lyder kontroversielt. Hvordan kan nogen støtte Rusland, især når Danmark og resten af Vesten ser dem som en trussel? Og lad mig være ærlig – Rusland ønsker ikke Danmark noget godt. De har deres egne interesser, ligesom alle andre stormagter. Så hvorfor gør vi det?
Lad mig forklare: Det handler ikke om, at Rusland er en perfekt nation eller en moralsk vogter. Det handler om, at de tør sige det, som ingen andre tør. De tør stå op og kalde folkemordet i Gaza, hvad det er. De tager ord som “retfærdighed” og “humanitet” i munden, mens lande som Danmark står tavse. Og det er netop derfor, jeg spørger dig: Hvornår blev vi så bange for Rusland, at vi glemte at være modige?
https://www.facebook.com/reel/646784617731292
METTE FREDERIKSENS FRYGT FOR RUSLAND
Mette Frederiksen og vores ledere fortæller os konstant, at Rusland er fjenden. Der bliver talt om sikkerhed, trusler, og behovet for at være på USA’s side. Men hvor er frygten for det, der sker lige nu? Hvor er frygten for at være på den forkerte side af historien? Hvorfor tør vi ikke kritisere USA’s blokeringer i FN, deres vetoer mod våbenhvile, og deres støtte til en besættelse, der dagligt koster uskyldige liv?
Hvad er det, vi håber på? At Mette Frederiksen skal tage ansvar? At hun vil udfordre USA og stå op for menneskerettigheder? Lad os være ærlige: Det kommer ikke til at ske. Frygten for Rusland er blevet en belejlig undskyldning for at ignorere vores moralske ansvar.
RUSLANDS ORD MOD DANMARKS TAVSHED
Rusland taler ikke for Danmarks skyld. De taler for Palæstina, for dem, der bliver glemt. De kræver en våbenhvile, de kalder det et folkemord, og de holder USA ansvarlige for at blokere enhver handling, der kunne redde liv i Gaza.
Samtidig sidder Danmark i tavshed. Eller endnu værre, vi vælger aktivt at støtte den side, der blokerer retfærdighed. Danmark følger blindt USA, uden at stille spørgsmål. Og hvorfor? Frygt for Rusland? Håbet om, at vi kan skjule os bag stormagternes spil og undgå at tage stilling?
LÆSEREN: HVAD VIL DU VÆLGE?
Så jeg spørger dig: Vil du fortsætte med at lade Mette Frederiksen og andre danske ledere gemme sig bag frygten for Rusland? Eller vil du kræve, at de tager ansvar? For mig er valget klart. Jeg støtter Rusland i denne sammenhæng, ikke fordi de er en modelnation, men fordi de taler, mens vi andre er tavse.
Jeg vælger at støtte dem, der tør sige, at et folkemord er et folkemord. Jeg vælger at kritisere dem, der bruger vetoer til at blokere fred, og dem, der bruger tavshed som en undskyldning for at undgå ansvar.
Danmark, vi er bedre end det her. Det er på tide, vi også tør tale. Frygten for Rusland må ikke overskygge vores menneskelighed.
HVORDAN KAN DANMARK VÆRE ALLIERET MED USA?
Danmark har historisk set været tæt allieret med USA, men spørgsmålet rejser sig: Hvor længe kan vi forsvare denne alliance, når den så ofte står i modsætning til vores værdier? Fra blokeringer i FN, der forhindrer våbenhviler, til støtte af Israels handlinger i Gaza – USA’s udenrigspolitik fremmer ikke nødvendigvis de demokratiske idealer, som Danmark hævder at værne om.
- Humanitær Uoverensstemmelse: USA’s vetoer i FN og beskyldninger mod Francesca Albanese, der blot fremhæver folkemordet på palæstinenserne, viser en mangel på vilje til at beskytte menneskerettigheder. Hvordan kan Danmark støtte en nation, der gang på gang underminerer disse principper?
- Blind Loyalitet: Alliancer bør bygge på fælles værdier, ikke blind loyalitet. Hvis Danmark fortsætter med at følge USA uden spørgsmål, risikerer vi at miste vores egen stemme i internationale spørgsmål.
- Tiden til Refleksion: Det er på tide, at Danmark genovervejer, hvad det betyder at være allieret med en stormagt. Er vi villige til at stå sammen med en nation, hvis handlinger ofte modsiger de værdier, vi selv påstår at beskytte?
Danmark skal tage et valg: Skal vi forblive en lydig allieret, eller skal vi kræve en politik, der bedre afspejler vores egne idealer om retfærdighed og menneskerettigheder?
GLOBAL DUBBELTMORAL: FRA ISLAMABAD TIL KØBENHAVN
I Pakistan sidder Imran Khan stadig fængslet, fordi han nægtede at lade sit land blive en brik i USA’s spil mod Rusland. Han blev kaldt farlig, ustabil – en trussel mod “vestlige værdier.” Kort efter nominerer den nye premierminister Donald Trump til Nobels fredspris. Verden vender sig hurtigt, når magten skifter hænder.
Det handler ikke kun om Pakistan. Det viser, hvordan stormagternes loyalitet belønnes, og hvordan uafhængighed straffes. Når en leder taler for neutralitet, bliver han fjernet. Når en anden følger Washingtons linje, bliver han kaldt visionær.
Og Danmark? Vi gentager mønstret. Mette Frederiksen følger lydigt NATO’s fortælling, kalder Rusland fjenden, og får ros for sin “styrke”. Men styrke uden selvstændighed er bare underkastelse i jakkesæt.
I Danmark taler vi ofte om korruption, som om det kun sker i fjerne lande. Men når politiske, økonomiske og familiære forbindelser begynder at overlappe, bør vi turde stille de samme spørgsmål herhjemme.
Hvor tæt må en statsleder stå på dem, der tjener på krigen?
Hvor går grænsen mellem solidaritet – og interesse?
Mette Frederiksen har lært stormagternes sprog: loyalitet forklædt som ansvar, tavshed forklædt som værdier. Hun taler om “fællesskab” – men det lyder mere som koordinering med Washington end som dansk selvstændighed.
Og mens vi taler om åbenhed og moral, flyder magt, økonomi og familierelationer sammen i kulissen. Ikke som forbrydelse, men som kultur. Den slags, hvor ingen længere stiller spørgsmål, fordi alle har en finger i spillet.
