AFSLØRING: EMBEDSMISBRUG & FORHALING I INDSAMLINGSNÆVNET – SANNE HJORTH & SISSE JOY KRISTENSEN UNDER LUP

“Indsamlingsnævnet har den 31. marts samt den 1. april 2025 modtaget dine bemærkninger, foranlediget af vores anmodning herom ved brev af 31. marts 2025.”

JURIDISK ANALYSE

De noterer, at du reagerer straks – samme dag og dagen efter. Det kunne være en anerkendelse af samarbejdsvilje, men det er skrevet klinisk og teknisk, som om det bare er et flueben i sagsbehandlingen. Man aner en fraværsstrategi for anerkendelse – altså, hvor borgerens rettidige indsats ikke krediteres, men blot registreres.

Forvaltningsretligt har du krav på, at dine henvendelser vurderes reelt, ikke blot nævnes. Det kaldes reel partshøring, og her risikerer nævnet at overtræde officialmaksimen ved at behandle svar som formalitet, ikke substans.

MIN KOMMENTAR

De starter med at bekræfte, at jeg har reageret hurtigt – faktisk samme dag og dagen efter de bad om bemærkninger. Det viser jo netop, at jeg samarbejder, og at sagen betyder noget for mig.
Men i stedet for at sige: “Tak for det hurtige svar” – skriver de bare som om det var en formsag. Hvorfor ikke anerkende det som et reelt bidrag? Det føles som om man ikke bliver mødt som menneske, men blot som “en fil i sagsmappen”.

“Vi er opmærksomme på dine anmodninger om et opkald. Vi har ud fra et hensyn til vores sagsbehandling besluttet, at dine henvendelser for nærværende besvares skriftligt.”

MIN KOMMENTAR
Jeg har forsøgt at få en telefonisk afklaring, fordi deres skriftlige udmeldinger har været uklare og modstridende. De nægter mig adgang til samtale og fastholder en ensidig kommunikationsform, som de selv kontrollerer. Det fremstår som en afvisning af reel dialog.

JURIDISK ANALYSE

• Forvaltningslovens § 7 og § 9 pålægger myndigheder at vejlede og oplyse sager på en måde, der sikrer, at borgeren kan handle korrekt.
• Ved at nægte mundtlig kontakt uden konkret begrundelse, risikerer de at begrænse borgerens mulighed for at varetage sine interesser effektivt.
• Standardbegrundelsen “af hensyn til sagsbehandlingen” savner præcision og kan dække over en lukkethed, som ikke er sagligt funderet.

SPROGANALYSE – MYNDIGHEDENS “VI”-STEMME
Formuleringen “vi har besluttet” er styrende og autoritær. Det signalerer, at afgørelser tages ensidigt uden plads til åben dialog. Der er ingen anerkendelse af borgerens oplevelse eller perspektiv.

KONKLUSION
Myndigheden fastholder kontrol over tempo og form, og begrænser dermed min adgang til afklaring. Det underminerer en åben og reel sagsbehandling.

“Vi har den 1. april 2025 modtaget en kopi af din klage til Folketingets Ombudsmand.”

MIN KOMMENTAR
De nævner Ombudsmanden meget tidligt i brevet, som om det skulle sætte min kritik i et bestemt lys. Det virker som et forsøg på at reducere mine indvendinger til “en utilfreds klager” – ikke en part med legitime rettigheder.

JURIDISK ANALYSE

• Klage til Ombudsmanden er en borgerret og bør ikke omtales i en tone, der underminerer legitimiteten i klagen.
• En tidlig nævnelse uden substans kan påvirke læserens opfattelse af klagen som utidig, selv om den er berettiget og dokumenteret.

SPROGANALYSE – MYNDIGHEDENS “VI”-STEMME
”Vi har modtaget” fremstår som en neutral konstatering, men dens placering tidligt i brevet antyder en ønsket framing: at jeg har eskaleret sagen for hurtigt.

KONKLUSION
Nævnet positionerer klagen som et udenomselement, snarere end et svar på deres egen sagsbehandling. Det er en subtil magtstrategi.

“Vi har i den forbindelse set på sagsforløbet. Vi modtog din ansøgning om tilladelse til indsamling til en retssag mod Mette Frederiksen m.fl. den 27. december 2024. Vi modtog den 2. januar 2025 din ansøgning om tilladelse til indsamling i underskrevet version.”

MIN KOMMENTAR

Her erkender Indsamlingsnævnet, at jeg søgte om tilladelse rettidigt og endda med tydelig præcisering af formål – nemlig en civilretssag mod Mette Frederiksen og staten. Jeg fulgte deres procedure korrekt og hurtigt – først med ansøgning den 27. december, derefter digital underskrift den 2. januar.

Dette beviser, at jeg har ageret i god tro, med rettidighed og fuld dokumentation.

JURIDISK ANALYSE

Denne sætning indeholder to vigtige forhold:

1. Retligt relevant rettidighed
   – I forvaltningsret er det centralt, om en borger overholder tidsfrister og leverer fyldestgørende materiale. Her fremgår det klart, at jeg har gjort netop det.
   – Der er derfor ingen saglig grund til unødige forsinkelser senere i sagsbehandlingen.

2. Præmis-skred
   – Ved at bekræfte modtagelse af korrekt materiale, uden at behandle ansøgningen med samme respekt, bevæger de sig væk fra det objektivitetsprincip, som gælder for alle myndigheder (jf. Forvaltningslovens § 24 og god forvaltningsskik).

Vigtigt: Når en myndighed bekræfter korrekt indsendelse, og alligevel skaber administrative barrierer senere, kan det være udtryk for forvaltningsretlig inkonsekvens og i yderste tilfælde usaglig forskelsbehandling – hvilket jeg kan anføre i min klage.

SPROGANALYSE – MYNDIGHEDENS “VI”-STEMME

Gentagelsen af “vi modtog” skaber en administrativ distance og undgår anerkendelse. Sproget er teknisk, ikke relationelt.

KONKLUSION

Sagsforløbet dokumenterer, at det ikke var borgeren, men myndigheden, der skabte forhalingen.

“Vi modtog samme dato din e-mail, som indeholdt korrektioner til de adresseoplysninger, der fremgik af ansøgningen.”

MIN KOMMENTAR

Her bekræfter de også, at jeg straks efter den digitale underskrift sendte en opfølgende e-mail med en mindre rettelse i adresseoplysningerne. Det viser, at jeg er grundig, rettidig – og samarbejdsvillig.

Men i stedet for at anerkende dette som positiv sagsadfærd, bliver det blot nævnt som en tør konstatering uden nogen sagsmæssig betydning. Det skaber et indtryk af, at intet, jeg gør rigtigt, bliver fremhævet eller krediteret. Det hele bliver reduceret til formalitet.

JURIDISK ANALYSE

Dette punkt rører ved følgende forvaltningsretlige principper:

1. Borgerens medvirken skal vurderes positivt
   – Når en borger aktivt bidrager til at rette fejl og præcisere oplysninger, har myndigheden pligt til at tage dette som et udtryk for samarbejdsvilje – ikke som en svaghed eller fejl.

2. Objektiv og loyal sagsbehandling
   – Ifølge god forvaltningsskik (jf. FOB 2009.15 og Ombudsmandens retningslinjer) skal sagsbehandlere tage hensyn til rettelser og borgerens proaktive handlinger. Det gælder især, når det ikke påvirker substansen i ansøgningen.

3. Ingen forsinkende effekt
   – Det forhold, at jeg ændrede en adresseoplysning, kan ikke bruges som begrundelse for yderligere forsinkelse i sagen. Det har ingen sagsrelevans og burde være rettet uden videre.

SPROGANALYSE – MYNDIGHEDENS “VI”-STEMME

Gentagelsen af “vi modtog” skaber en administrativ distance og undgår anerkendelse. Sproget er teknisk, ikke relationelt.

KONKLUSION

Sagsforløbet dokumenterer, at det ikke var borgeren, men myndigheden, der skabte forhalingen.

“Vi vejledte dig ved brev af den 9. januar 2025 om indsamlingsbekendtgørelsens krav om en særskilt bankkonto til brug for indsamlingen.”

MIN KOMMENTAR
Jeg fulgte op på vejledningen og bad konkret om hjælp til, hvordan kontoen skulle oprettes – det nævnes ikke. De fremstiller det som om, deres vejledning var ensidig, tilstrækkelig og afsluttet.

JURIDISK ANALYSE

• Forvaltningslovens § 7 fastlægger, at myndigheder ikke blot skal informere, men sikre forståelig vejledning.
• Ved kun at nævne deres eget brev, og ikke min opfølgning, skaber de et skævt billede, der ignorerer mit engagement og medvirken.

SPROGANALYSE – MYNDIGHEDENS “VI”-STEMME
“Vi vejledte dig” signalerer lukkethed: de sætter punktum, ikke komma. Borgerens reaktion bliver sprogligt usynlig.

KONKLUSION
Myndigheden fremstiller sig selv som aktiv og informerende – men undlader at nævne, at jeg fulgte op med relevante spørgsmål.

OBS HVORFOR BLANDER DE SELV DET SAMMEN?

Det er bemærkelsesværdigt, at Indsamlingsnævnet selv insisterer på en skarp adskillelse mellem den lovligt godkendte indsamling og reward-baserede donationer – men alligevel blander de mine betalingskanaler sammen i deres officielle dokumenter.

Efter deres vejledning om oprettelse af særskilt konto (9. januar 2025), har jeg imødekommet kravet fuldt ud:

✔ Jeg har oprettet en særkonto
✔ Jeg har sendt kontooplysninger
✔ Jeg har oplyst mit MobilePay Box-nummer specifikt oprettet til den godkendte indsamling

Alligevel ser vi sort på hvidt i det offentligt tilgængelige register, at Indsamlingsnævnet vælger at nævne mit private MobilePay-nummer – et nummer jeg aldrig har brugt til den officielle indsamling.

Hvordan kan det forsvares?

Det er netop dét, jeg har forsøgt at undgå: enhver sammenblanding, som kunne skade troværdigheden og bringe mig i miskredit. Når de alligevel vælger at offentliggøre det nummer, og dermed sammenblande deres egen vejledning med praksis, underminerer de både lovens intention og deres eget krav om klarhed.

Dette skaber ikke blot forvirring. Det skaber mistro. Og det er et klart eksempel på forvaltningsretlig inkonsekvens – hvor borgeren lever op til kravene, men myndigheden selv fejler i implementering.

“Vi modtog den 3. februar 2025 et skærmprint, hvoraf fremgik oplysninger om posteringsoversigt, herunder kontonummer på en konto kaldet Løn&kredit.”

MIN KOMMENTAR

Allerede den 2. januar 2025 skrev jeg i en e-mail: “Hejsa, så fik jeg skrevet. Men jeg kan se jeg har lavet en tastefejl, der skal stå under hus nummer ‘Til Højre’ og ikke til venstre. I den første adresse er det fint, men næste gang når det bliver nævnt er der sket en smutter. Hvad gør jeg? Og hvis jeg senere hen vil flytte kontoen til en decideret ‘indsamlingskonto’, så det bliver adskilt fra mit private – hvad gør vi så? Mvh.”

Jeg sendte altså ikke blot dokumentation som ønsket, men tilbød også aktivt at tilpasse og oprette særskilt konto. Det nævnes ikke. Kontoens navn fremhæves – men ikke mit formål: gennemsigtighed og samarbejde.

Her forsøger Indsamlingsnævnet at fremhæve, at jeg den 3. februar har sendt et skærmbillede med kontooplysninger – hvilket jeg selv proaktivt har gjort for at vise gennemsigtighed. De bruger dog formuleringen på en måde, der får det til at lyde som om, jeg har begået en procedurefejl eller undladelse, selvom det faktisk er et forsøg på at dokumentere, at pengene ikke blandes med private midler.

De nævner kontonavnet “Løn&kredit”, men uden kontekst – og uden at sige, at jeg i samme forbindelse tilbød at oprette en særskilt konto, netop for at imødekomme deres krav. Det virker som endnu et forsøg på at udstille min indsamling som uprofessionel, uden at tage min velvilje og handling med i betragtning.

JURIDISK ANALYSE

1. Dokumentationspligt vs. imødekommelsespligt
– Jeg har efterkommet kravet om kontooplysninger ved at fremsende et skærmprint. Det opfylder kravene til dokumentation, og det må ikke ignoreres som ugyldigt blot fordi kontonavnet ikke er ”perfekt”.

2. Forvaltningsretligt: Pligt til vejledning (forv.lov § 7)
– Hvis de ønskede yderligere dokumentation eller en anden kontotype, burde de klart og præcist have vejledt om dette – frem for blot at registrere det og bringe det op langt senere som en problematik.

3. Fokus på formaliteter frem for realitet
– Der sker her en klassisk forskydning: i stedet for at anerkende borgerens intention og handling, lægges vægten på en teknisk detalje, som ikke har betydning for indsamlingens formål eller lovlighed.

SPROGANALYSE – MYNDIGHEDENS “VI”-STEMME
”Vi modtog” reducerer min aktive dokumentation til en teknisk kvittering. Der er ingen anerkendelse af vilje eller samarbejde.

KONKLUSION
Myndigheden ignorerede aktiv dialog, og fremhæver en teknisk detalje uden kontekst. Selvom kontoen hedder “Løn&kredit”, fik jeg senere at vide, at kontonavnet teknisk kan ændres i banksystemet. Hvis det er det, de mistænkeliggør, må man spørge: Hvorfor har de ikke vejledt om det på forhånd? I stedet bruges denne tekniske detalje som grundlag for tvivl, uden nogen reel forklaring eller konkret krav forud. Det viser, at jeg ikke blev hjulpet – men fejlplaceret og passivt observeret.

“Vi anmodede dig ved brev af den 12. februar 2025, erindringsbrev af den 12. marts 2025, samt nyt brev af den 31. marts 2025, om supplerende oplysninger til brug for vores behandling af din ansøgning.”

MIN KOMMENTAR

Det her lyder ved første øjekast som en venlig påmindelse – men i virkeligheden afslører det en bureaukratisk strategi: Ved at nævne hele tre breve i træk, forsøger Indsamlingsnævnet at fremstå som om, de har været ekstra tålmodige og omhyggelige. I realiteten er det det modsatte.

De undlader at nævne, at jeg flere gange har besvaret alle spørgsmål, opdateret mine oplysninger og gentaget mit formål med indsamlingen. Det er altså ikke nye oplysninger, de mangler – det er blot gentagelser af allerede modtaget materiale, som de ikke har forholdt sig til.

JURIDISK ANALYSE

1. Risiko for administrativ chikane
Ved at sende gentagne anmodninger om “supplerende oplysninger”, uden at anerkende de tidligere svar, risikerer man at overskride grænsen til forvaltningsretlig chikane – særligt når borgerens svar er rettidige og dækkende. (Jf. princippet om proportionalitet i forvaltningsskik.)

2. Forsinkelsesstrategi
Dette kan opfattes som en forsinkelsesteknik: Når man bliver ved med at anmode om det samme, trækker det sagen ud uden saglig begrundelse. Dette strider imod officialmaksimen, som kræver, at myndigheden selv skal sikre en effektiv og hurtig sagsoplysning.

3. Manglende konkretisering
De skriver ikke, præcis hvilke oplysninger de mener, jeg stadig mangler at indsende – det er en generel henvisning, der ikke skaber klarhed. Det er i strid med god forvaltningsskik, som kræver, at krav til borgeren skal være præcise og forståelige.

SPROGANALYSE – MYNDIGHEDENS “VI”-STEMME
”Vi anmodede” fremstiller myndigheden som metodisk og struktureret, men skjuler reelt fravær af progression.

KONKLUSION
Et mønster opstår: Jeg gentager, de ignorerer.

“Foranlediget heraf indsendte du den 13. marts, 31. marts og 1. april 2025 supplerende oplysninger om indsamlingens formål, samt en beskrivelse heraf.”

MIN KOMMENTAR

Det her lyder uskyldigt og neutralt, men det dækker over noget helt andet: Jeg bliver tvunget ud i at gentage mig selv. Flere gange. Det, de kalder “supplerende oplysninger”, er i virkeligheden forsøg på at få dem til at forholde sig til noget, jeg allerede har sendt – sort på hvidt.

Samtidig bliver hele denne indsats reduceret til en formalitet, uden at det anerkendes, hvor grundigt og hurtigt jeg har svaret. Og vigtigst: Der er ingen erkendelse af, at problemet reelt ikke er mine oplysninger, men deres manglende vilje til at læse dem korrekt og handle på dem.

JURIDISK ANALYSE

1. Forhaling forklædt som formkrav
   – At kræve “supplerende oplysninger”, når oplysningerne allerede foreligger, er et klassisk eksempel på administrativ forhaling. Ifølge god forvaltningsskik og officialmaksimen skal myndigheden selv sikre oplysning af sagen – ikke placere byrden på borgeren igen og igen.

2. Vildledning af sagsforløb
   – Ved at skrive, at jeg “indsendte supplerende oplysninger”, uden at nævne, at det skete som svar på deres fejlagtige afvisning af tidligere materiale, skaber de en falsk fortælling. Det er en slags “ansvarsfraskrivelse i embedsform”.

3. Magtasymmetri og intimidering
   – I din e-mail fra 13. marts gør du det klart, at du føler dig trukket rundt i manegen og behandlet mistænkeligt. Den tone og det mønster er typisk for det, jurister vil kalde forvaltningsmæssig skævvridning eller administrativ disproportionalitet.

SPROGANALYSE – MYNDIGHEDENS “VI”-STEMME
Her bruges ikke ”vi”, men sproget placerer initiativet hos borgeren som reaktiv. ”Foranlediget” antyder, at jeg kun handler, når jeg bliver presset.

KONKLUSION
Mit samarbejde fremstilles som tvang – ikke som vilje.

“Din ansøgning vurderedes fyldestgørende oplyst den 1. april 2025, hvorefter du den 4. april 2025 fik tilladelse til din indsamling til en retssag mod Mette Frederiksen m.fl.”

MIN KOMMENTAR

Her skriver de endelig sort på hvidt, at min ansøgning var fuldt oplyst allerede den 1. april 2025, og at jeg modtog godkendelse den 4. april. Det burde være en afslutning – men i stedet for at anerkende det som en sag, der nu er lukket, bliver det nævnt næsten i forbifarten.

Det mest centrale her er, at sagen har været oplyst længe, og at der ikke var nogen grund til den lange forsinkelse. Jeg får først tilladelse over 3 måneder efter, jeg oprindeligt søgte – på trods af gentagne forsøg på afklaring og samarbejde.

JURIDISK ANALYSE

1. Forhaling og myndighedens sagsbehandlingstid:
   Når de selv anerkender, at ansøgningen var fyldestgørende den 1. april, så er det et stiltiende bevis på, at al yderligere korrespondance forud – herunder krav om screenshots, gentagne svar og teknisk bureaukrati – har været unødvendig.

2. Forvaltningslovens § 9 og officialmaksimen:
   Det understøtter min anke om, at Indsamlingsnævnet ikke har efterlevet deres oplysningspligt rettidigt. De har undladt at anerkende relevante oplysninger, som jeg havde fremsendt allerede i januar og februar.

3. Manglende anerkendelse af unødvendig forsinkelse:
   Sagen har været grundlæggende oplyst i ugevis – alligevel vælger man først at godkende efter at jeg klager til Ombudsmanden. Det rejser alvorlige spørgsmål om, hvorvidt afgørelsen først blev truffet under mit pres.

SPROGANALYSE – MYNDIGHEDENS “VI”-STEMME
Her udelades ”vi” og der bruges passiv: ”vurderedes”. Det er sproglig undvigelse af ansvar.

KONKLUSION
Tilladelsen kom under pres. Passivt sprog skjuler, hvem der traf beslutningen.

“Vi bemærker i forlængelse heraf, at vi finder, at omtalen på din blog af en sekretariatsmedarbejder er unødvendig og usaglig.”

MIN KOMMENTAR

Her retter nævnet fokus væk fra den konkrete sag og forsøger at problematisere min blog – ikke mit indhold, men min omtale af en medarbejder. De bruger udtryk som “unødvendig og usaglig”, men uden at dokumentere, hvor og hvordan det skulle være tilfældet.

Sproget er moraliserende og vagt, og det virker som et forsøg på at forskyde ansvaret: I stedet for at svare på min kritik, forsøger de at definere tonen som selve problemet.

JURIDISK ANALYSE

1. Borgerens ytringsfrihed
Ytringsfriheden omfatter retten til at kritisere offentligt ansatte – også ved navns nævnelse – så længe det ikke er injurierende. En embedsmand, der optræder som part i en afgørelsesproces, må tåle kritik. (Se f.eks. EMRK art. 10 og praksis fra Menneskerettighedsdomstolen.)

2. Fravigelse af saglighedsprincippet
Ved at fokusere på bloggens tone i stedet for dens indhold, overskrider nævnet saglighedsprincippet i forvaltningsretten. De forholder sig ikke til substansen i kritikken – men til formen.

3. Skjult adfærdsregulering
Når myndigheder benytter vage vurderinger som “unødvendig” eller “usaglig”, uden konkret begrundelse, er det reelt en indirekte advarsel. Det kan opfattes som et forsøg på at lukke munden på en kritiker – og er derfor et indgreb i ytringsfriheden.

SPROGANALYSE – “VI FINDER AT…”

Formuleringen “vi finder, at omtalen… er unødvendig og usaglig” er en klassisk myndighedsstrategi: Ved at bruge “vi finder”, undgår de at dokumentere, hvad der er galt – og gør deres vurdering uanfægtelig.

KONKLUSION

Nævnets bemærkning har karakter af en dæmonisering af kritik. Det er ikke argumentet, men afsenderen og tonen, der angribes. En teknik, der bruges, når man ikke har svar på substansen – og som bør give anledning til kritik fra både Ombudsmand og offentlighed.

“Vi beder dig derfor på vegne af den pågældende medarbejder i Indsamlingsnævnets sekretariat om at fjerne hendes personlige oplysninger, herunder hendes navn fra din hjemmeside (www.zlcopenhagen.com).”

MIN KOMMENTAR

Denne formulering er ikke en neutral anmodning – den er et direkte forsøg på at kontrollere, hvad borgeren må sige, og hvem man må nævne i den offentlige debat.
Men sagen er klar:

• Den pågældende – Sisse Joy Kristensen – er en offentlig embedsmand

• Hun har underskrevet afgørelser, foretaget sagsbehandling og kommunikeret direkte

• Hendes navn fremgår i officielle dokumenter sendt til borgeren

At gengive dette er hverken usagligt eller krænkende, men en lovbeskyttet del af ytringsfriheden.

JURIDISK ANALYSE

1. Ytringsfrihedens beskyttelse
   Grundlovens § 77 og EMRK artikel 10 beskytter borgerens ret til at ytre sig kritisk – også med navns nævnelse – om embedsmænd, der optræder i tjenstlig sammenhæng.

2. Retten til at nævne offentlige embedsmænd
   Når embedsmænd underskriver afgørelser og deltager i konkret sagsbehandling, kan deres navne ikke betragtes som “følsomme oplysninger” i GDPR-forstand.

3. Saglighed og offentlighed
   Det er en alment samfundsrelevant kritik, ikke en personlig hetz – og den bygger på dokumentation, ikke følelser.

SPROGANALYSE – “VI BEDER DIG… PÅ VEGNE AF MEDARBEJDEREN”

Ved at skrive “på vegne af den pågældende medarbejder”, skaber nævnet en følelsesladet framing:
De forsøger at skifte fokus fra systemkritik til personsympati – som om det er den enkelte medarbejder, der “lider”.

Deres sprog dækker over institutionens magtanvendelse – det humaniserer embedsmanden, men depolitisere kritikken.
Effekten? At gøre det sværere at modsige – og lettere at afvise borgerens ytring.

KONKLUSION

Indsamlingsnævnets formulering rejser bekymring:
Den skubber til grænsen for ytringsfrihedens råderum og forsøger at indføre en farlig præcedens, hvor kritik dæmpes gennem henvisning til “personfølsomme oplysninger”.

Det er et demokratisk problem.

“Du modtager et separat brev vedrørende din ansøgning om tilladelse til indsamling til en retssag mod Mette Frederiksen mv.”

MIN KOMMENTAR

Det “separate brev” kom først 100 dage senere – 3 dage efter jeg rykkede, og efter Ombudsmanden blev involveret.
Uden pres – intet svar.

JURIDISK ANALYSE

1. Ulovlig sagsbehandlingstid
   Forvaltningsloven kræver, at myndigheder behandler sager hurtigt og effektivt. 100 dage er klart i strid med god forvaltningsskik.

2. Systematisk forhaling
   Ved at splitte sagen op og udskyde svar, forsøger nævnet at undvige substansen – nemlig en indsamling rettet mod regeringsansvar.

SPROGANALYSE – “SEPARAT BREV”

En klassisk afledningsmanøvre:
Ved at henvise til et andet brev, skjuler de den mest sprængfarlige del af sagen – og udskyder stillingtagen.

KONKLUSION

100 dage uden svar – og kun med Ombudsmandens indblanding kom bevægelse.
Det viser ikke bare nølen – det viser systematisk modvilje mod kritisk borgerinddragelse.

“…det er på den baggrund vores vurdering, at det er tilrettet på baggrund af vores vejledning, og at der ikke var tale om en indsamling. Vi foretager os derfor på nuværende tidspunkt ikke yderligere i den henseende.”

MIN KOMMENTAR

Nævnet anerkender, at der ikke er tale om en indsamling – men forsøger samtidig at tage æren for en rettelse, der blev foretaget længe før deres vurdering.

Jeg rettede siden selv, oplyste om det flere gange, og skrev det sort på hvidt i min mail den 31. marts – med store bogstaver, hvilket jeg normalt aldrig gør.
Men jeres kommunikation tvang mig derud, fordi I gentog jer selv og ignorerede mine svar.

JURIDISK ANALYSE

1. Retlig positionering uden hjemmel
   Nævnet forsøger at fremstille det som om, de har “vejledt” frem til lovlighed. Men jeg tilrettede siden af egen drift, netop for at sikre, at der ikke var tale om en indsamling efter lovens forstand.

2. Reward ≠ indsamling
   Buy Me a Coffee og 10er er rewardbaserede platforme, hvor støttere betaler for adgang til indhold. Det er et privat, kontraktligt forhold, og falder udenfor indsamlingslovens anvendelsesområde – og dermed også udenfor jeres tilsyn.

3. Ingen regnskabspligt i privat regi
   Eftersom der ikke er tale om en indsamling, foreligger der heller ikke krav om regnskab. Jeres gentagne henvisning til manglende dokumentation er derfor irrelevant og retligt fejlplaceret.

SPROGANALYSE – “…PÅ BAGGRUND AF VORES VEJLEDNING…”

Ved at bruge formuleringen “på baggrund af vores vejledning”, prøver nævnet at omskrive forløbet og give indtryk af, at jeg først rettede ind, fordi de gjorde mig opmærksom på det.

Det er ikke korrekt – det er myndighedsretorik, der skal flytte initiativet over på dem selv og usynliggøre borgerens bevidste valg og retssikkerhedsmæssige handlinger.

KONKLUSION

Nævnet konkluderer korrekt, at der ikke er tale om en indsamling – men forsøger samtidig at tilegne sig fortjenesten for en løsning, jeg selv fandt og gennemførte.

Sagen viser ikke, at de har vejledt – den viser, at jeg har holdt mig inden for lovens rammer, mens de forsøgte at spænde ben for det.

“Vi gjorde dig ved vores brev af den 31. marts 2025 opmærksom på, at vi var bekendt med, at du på hjemmesiden (www.zlcopenhagen.com) havde oprettet en særskilt indsamling til fordel for Forening Frafalden Fortrydelse.”

MIN KOMMENTAR

I forsøger endnu en gang at blande rewardbaseret støtte sammen med jeres hovedsag om indsamling.

Men lad os være helt klare:

• Jeg har sat Buy Me a Coffee- og 10er-logoer tydeligt på siden

• Jeg har ændret navnet og præciseret indholdet flere gange

• Jeg har gentagne gange gjort det klart, at det handler om betaling for indhold, ikke en “indsamling”

Alligevel vælger I at fokusere på ét øjebliksbillede, som om hjemmesiden er en statisk plakat.
Det er urimeligt, vildledende – og det nærmer sig ren chikane.

Jeg opfatter det som en bevidst strategi for at retsliggøre noget, der ikke hører hjemme i jeres tilsyn – og det vil jeg gå langt for at få prøvet ved domstolene, hvis I fortsætter ad den vej.

JURIDISK ANALYSE

1. Ingen juridisk sammenhæng med indsamlingen
   Buy Me a Coffee og 10er bruges til privat finansieret indhold, hvor der er en klar modydelse. Det er ikke og har aldrig været en del af den specifikke indsamling.

2. Dynamisk udvikling ignoreres
   Jeres vurdering bygger på et momentant “snapshot” – men hjemmesiden har løbende været opdateret i god tro, og I ser bevidst bort fra det.

SPROGANALYSE – “OPRETTET EN SÆRSKILT INDSAMLING…”

Ved at bruge ord som “oprettet en særskilt indsamling”, forsøger I at etikettere noget, der ikke passer til lovens definition – og som I godt ved er modificeret og dokumenteret efterfølgende.

Det er et klassisk greb til at fastholde en anklage, også selvom den ikke længere holder.

KONKLUSION

Når en myndighed vælger at se bort fra borgerens rettelser, tydelige markeringer og løbende opdateringer, og i stedet låser sig fast på et tilfældigt billede i tid, så handler det ikke længere om lov – men om magt.

“Du ses ikke at have indsendt bemærkninger i forhold til dette punkt.
Vi er opmærksomme på, at indsamlingen ikke aktuelt (per dags dato) fremgår af hjemmesiden.
Det forholder sig imidlertid sådan, at en indsamling kræver Indsamlingsnævnets tilladelse for den periode, hvor den var aktiv. Det vil sige, at der skal søges om en (tidsbegrænset) tilladelse, og at der vil skulle indsendes et regnskab senest seks måneder efter indsamlingsperiodens ophør. Hvis ikke der er modtaget donationer i indsamlingsperioden, vil dette blot skulle fremgå af regnskabet.”

MIN KOMMENTAR

Denne formulering er ikke neutral – den skaber en mistænkeliggørelse, som ikke har hjemmel, og som bevidst ignorerer de oplysninger, jeg allerede har indsendt.

Det centrale er dette:
Jeg har søgt om tilladelse i god tro, betalt det krævede gebyr, og løbende samarbejdet med nævnet – netop for at sikre lovlighed.

At I efterfølgende agerer som kontrolorgan og politi, og behandler mig som om jeg forsøger at omgå reglerne, er ikke forvaltning – det er en forfølgelseslignende praksis.

Denne tilgang er ikke bare urimelig – den overskrider grænsen for, hvad en myndighed må udsætte en borger for, og jeg vil derfor anholde den som chikane og embedsmisbrug.

Samtidig må det dokumenteres, at Sussie Joy Kristensen er den ansvarlige sagsbehandler – og derfor bærer det faglige ansvar for, at en lovlydig borger udsættes for et administrativt pres, som intet har med saglig sagsbehandling at gøre.

JURIDISK ANALYSE

1. Forvaltningsretlig grænseoverskridelse
   Når en borger søger om tilladelse og betaler for det, udløser det en forvaltningsmæssig pligt til saglig, korrekt og balanceret behandling. At gå over i en undersøgende, næsten retsforfølgende rolle, uden bevis eller hjemmel, er i strid med saglighedsprincippet og proportionalitet.

2. Ingen grundlag for tilbagevirkende krav
   At kræve regnskab for en periode, hvor platformen ikke længere er aktiv, og hvor der ikke foreligger en konstateret tilladelsespligtig aktivitet, er juridisk uklar og potentielt ugyldig praksis.

3. Reward ≠ indsamling
   Jeg har flere gange redegjort for, at platformene Buy Me a Coffee og 10er er rewardbaserede og kontraktlige. De falder udenfor indsamlingslovens anvendelsesområde, og jeres forsøg på at underlægge dem samme kontrol er ulovhjemlet udvidelse af myndighedsbeføjelser.

SPROGANALYSE – “DU SES IKKE AT HAVE INDSENDT…”

Sætningen konstrueres, så den antyder forsømmelse, selvom oplysninger er givet gentagne gange.
Det er en klassisk myndighedsteknik: Underkommuniker borgerens handlinger, overkommuniker myndighedens krav.

Det fremstår som “vejledning” – men fungerer som indirekte anklage og belastende framing.

KONKLUSION

Jeg har samarbejdet. Jeg har tilpasset min platform. Jeg har søgt tilladelse og betalt for det.
Alligevel mødes jeg med et sprog og en sagsførelse, der bærer præg af kontrol, ikke tillid.

Det er systematisk embedsmæssig overskridelse, og det vil jeg:

• Indbringe for Ombudsmanden

• Dokumentere offentligt

• Og overveje anmeldelse, hvis presset fortsætter

Myndigheder må gerne stille krav.
Men de må ikke fremstille lovlydighed som kriminalitet.

“Indsamlingsnævnet vejleder dig derfor om reglerne for indsamlinger nedenfor.

Anmodning om ansøgning/bemærkninger:
Hvis du efter at have læst om indsamlingsreglerne er enig i, at din indsamling krævede en tilladelse, skal vi bede dig om at ansøge om tilladelse hurtigst muligt og senest den 18. april 2025.

Hvis du ikke er enig i, at din indsamling kræver en tilladelse, eller hvis du i øvrigt har bemærkninger til sagen, skal vi bede dig om at sende dine bemærkninger til Indsamlingsnævnet snarest muligt og senest den 18. april 2025.

Hvis ikke vi hører fra dig, kan sagen i sidste ende blive overdraget til politiet.”

MIN KOMMENTAR

Dette afsnit er ikke “vejledning”. Det er et skjult ultimatum, pakket ind i tilsyneladende valgfrihed.
Men når valget er:
👉 Erkend “ulovlighed” og søg tilladelse bagudrettet
ELLER
👉 Risiker at sagen overdrages til politiet

…så er der ikke tale om vejledning – men om psykologisk pres, der truer med kriminalisering, uanset at jeg har søgt, betalt, oplyst og dokumenteret alt relevant.

TILFØJELSE: HVORNÅR BLIVER ORD EN FORBRYDELSE?

Jeg bliver nødt til at spørge:
Hvis jeg i morgen skriver på min hjemmeside:

“Er du blevet røvrendt af Civilstyrelsen? Så har jeg oprettet en forening for røvrendte civile fra civilnævnssystemet. MobilePay er åben.”

…vil det så også blive brugt imod mig som et “øjebliksbillede”?
Skal jeg så regne med, at det automatisk tolkes som en ulovlig indsamling?
Hvis ja – så sig det direkte. Og meld mig bare.

Men så er det ikke indsamlinger, I regulerer –
så er det formuleringer, sprog og satire, I forfølger.

JURIDISK ANALYSE

1. Manglende hjemmel til “alternativt krav”
   I forsøger at pålægge mig et valg, som ikke er juridisk forankret: Enten erkend skyld og søg, eller modtag polititrussel.
   Det savner retligt grundlag og proportionalitet.

2. Ytringsfrihed og ret til kritik
   At bruge enkeltstående sætninger, satire eller følelsesladet sprog som grundlag for en potentiel politianmeldelse, er i direkte konflikt med EMRK artikel 10 og Grundlovens § 77.
   Det er et angreb på borgerens ret til kritik – især mod offentlige instanser.

3. Reward ≠ donation ≠ indsamling
   En MobilePay-knap i sig selv udgør ikke en indsamling, når der er modydelse, satirisk indhold eller kontraktmæssig levering.
   At vurdere det ud fra ordvalg og øjebliksbilleder er retligt uholdbart.

SPROGANALYSE – “HVIS IKKE VI HØRER FRA DIG…”

Denne formulering virker som en standardfrase, men indeholder en ubegrundet trussel.
Den stiller borgeren i en mistænkeliggjort position, hvor tavshed = skyld, og respons = tvangsaccept.

Det er hverken retsneutralitet eller god forvaltningsskik.

KONKLUSION

Når selv en satirisk formulering med MobilePay risikerer at blive fremstillet som en forbrydelse, så er det ikke længere borgeren, der bryder loven –
det er myndigheden, der bryder med retssikkerheden.

Jeg anholder denne fremgangsmåde som:

• Administrativ chikane

• Ulovlig sammenblanding af vejledning og trussel

• Potentielt brud på ytringsfrihed og saglighedsprincippet

Hvis denne linje fastholdes, vil jeg anmelde det til Ombudsmanden, og om nødvendigt søge retlig prøvelse.