Vedrørende henvendelse af 18. april 2025
Kære Zahid Latif
Indsamlingsnævnet har modtaget din henvendelse af den 18. april 2025, hvori du har indsendt bemærkninger
til vores brev af den 4. april 2025, samt til vores brev af den 15. april 2025.

JURIDISK ANALYSE

MIN KOMMENTAR

“Vi har opdelt vores svar i overensstemmelse med rækkefølgen af dine spørgsmål i henvendelsen.”

MIN KOMMENTAR

Indsamlingsnævnet anfører, at de har struktureret deres svar efter mine spørgsmål.
Det lyder umiddelbart imødekommende, men i realiteten udelades væsentlige forhold, der er centrale for sagens oplysning, herunder:

• At sagen er anmeldt til Politiet, Rigspolitiet og Ombudsmanden,

• At jeg som borger har fremført, at offentliggørelse af embedsmænds navne er tilladt efter gældende ret,

• At flere centrale kritikpunkter vedrørende embedsmisbrug og GDPR-brud ikke adresseres.

Denne fremgangsmåde skaber et indtryk af selektiv behandling, hvor myndigheden styrer narrativet snarere end at sikre fuldstændig oplysning.

JURIDISK ANALYSE

• Efter officialmaksimen (forvaltningsretlig grundsætning) er myndigheder forpligtet til at oplyse sagen tilstrækkeligt og objektivt.

• Udeladelse af væsentlige forhold, som anmeldelser til tilsynsmyndigheder og relevante rettigheder, udgør en risiko for ulovlig sagsbehandling.

• En myndighed kan ikke nøjes med at fremhæve elementer, der passer egen fremstilling, hvis andre forhold kan have betydning for sagens afgørelse, jf. forvaltningslovens §§ 7 og 9.

• En væsentlig del af korrekt sagsbehandling er at anerkende borgerens rettigheder, herunder retten til at nævne offentligt ansatte embedsmænd ved navn, når det er sagligt relevant.

SPROGANALYSE – MYNDIGHEDENS “VI”-STEMME

Indsamlingsnævnets sprogbrug i korrespondancen fremstår formelt, men bærer præg af selektiv fremstilling.
Ved konsekvent at anvende neutrale vendinger som “vi har opdelt” og “vi har vurderet”, forsøger nævnet at give indtryk af saglighed, samtidig med at væsentlige elementer forties eller nedtones.

I forvaltningsretlig sammenhæng indebærer korrekt forvaltningsskik, at en myndighed ikke alene skal sikre saglighed i beslutninger, men også i sprog og fremstilling.
Hvis sproget anvendes strategisk for at skjule væsentlige problemstillinger eller fordreje et sagsforløb, kan det udgøre en tilsidesættelse af officialmaksimen og kravet om objektivitet.

Endvidere bemærkes, at sproget anvendes til at fremstille borgerens indsigelser som administrative formaliteter snarere end som reelle indvendinger, hvilket kan udhule partens ret til materiel sagsbehandling.

Ved at undlade eksplicit anerkendelse af borgerens rettigheder – herunder retten til at nævne navngivne embedsmænd i en relevant sammenhæng – og ved at udelade nævnets kendskab til henvendelser til Politiet, Rigspolitiet og Ombudsmanden, fremstår sagsfremstillingen som ufuldstændig.

KONKLUSION

Indsamlingsnævnets fremstilling fremstår ufuldstændig og selektiv.
Ved at udelade væsentlige oplysninger om anmeldelse til tilsynsmyndigheder og borgerens rettigheder i forhold til offentliggørelse, svækkes borgerens retsstilling markant.
Dette rejser alvorlig tvivl om, hvorvidt sagsbehandlingen opfylder kravene om saglighed, objektivitet og fuldstændig oplysning i henhold til gældende forvaltningsret.

“Offentliggørelse af indsamlingsmåder – hvad betyder det konkret?
Du gengiver i din henvendelse følgende afsnit fra brevet med tillæg til din indsamlingstilladelse:
‘Vi gør opmærksom på, at alle indsamlingsmåder offentliggøres’.
Det fremgår af din henvendelse, at du kræver svar på, om det eksempelvis gælder dit domæne www.zlcopenhagen.com, og om Indsamlingsnævnet/Civilstyrelsen mener, at alle oplysninger nævnt i en formular kan offentliggøres uden samtykke.”
(Brev underskrevet af Sanne Hjorth, Indsamlingsnævnet.)

MIN KOMMENTAR

Jeg har med rette efterspurgt en præcisering, fordi offentliggørelse af personrelaterede oplysninger uden samtykke kan udgøre en overtrædelse af GDPR og Databeskyttelsesforordningen.
At nævnet, ved sagsbehandler Sanne Hjorth, nævner mit domæne www.zlcopenhagen.com uden at tage konkret stilling til spørgsmålet om samtykke og offentliggørelse af formularoplysninger, skaber væsentlig usikkerhed om retssikkerheden.
Denne undvigelse indikerer en manglende anerkendelse af borgerens databeskyttelsesret.

JURIDISK ANALYSE

• Offentliggørelse af oplysninger skal ske på lovligt grundlag, jf. GDPR artikel 6.

• Myndigheder er forpligtet til at sikre saglighed, nødvendighed og proportionalitet ved behandling og offentliggørelse af personoplysninger.

• En generel erklæring om “offentliggørelse af alle indsamlingsmåder” uden sondring mellem følsomme og ikke-følsomme oplysninger risikerer at stride mod databeskyttelsesretlige grundsætninger.

• Manglende eksplicit stillingtagen til samtykke indebærer risiko for ulovlig offentliggørelse og databrud.

SPROGBRUG

Indsamlingsnævnet, repræsenteret af Sanne Hjorth, anvender brede og ukonkrete formuleringer som “alle indsamlingsmåder offentliggøres”, uden præcisering af hvilke typer oplysninger, der omfattes.
Dette sproglige greb skaber bevidst uklarhed om dataens karakter og skaber usikkerhed om, hvorvidt databeskyttelsesrettigheder respekteres.

Derudover anvendes udtrykket “du kræver svar på”, hvilket sprogligt placerer borgerens lovlige forespørgsel som aggressiv eller urimelig.
I stedet for at anerkende borgerens ret til oplysning efter forvaltningslovens regler, fremstilles forespørgslen som et personligt krav.
Dette underminerer borgerens legitimitet og kan indikere en tilsidesættelse af kravet om neutral, objektiv og respektfuld kommunikation, som påhviler myndigheder.

KONKLUSION

Ved at anvende uklare formuleringer og undvige konkret stillingtagen til spørgsmålet om offentliggørelse af persondata, svækker Indsamlingsnævnet borgerens retssikkerhed.
Myndighedens praksis fremstår som mangelfuld i forhold til kravene i GDPR og forvaltningsretten om saglig og transparent sagsbehandling.

Det bemærkes, at Indsamlingsnævnet, ved Sanne Hjorth, anfører, at en svarfrist på 14 dage vurderes som værende i overensstemmelse med god forvaltningsskik.
Dette rejser det principielle spørgsmål, om Indsamlingsnævnet også anser det for god forvaltningsskik at anvende sproglige formuleringer, hvor en parts lovfæstede rettigheder nedvurderes som “krav”.

Efter almindelige principper i forvaltningsretten indebærer korrekt forvaltningsskik, at:

• Kommunikation skal være neutral og respektfuld,

• Borgerens rettigheder skal anerkendes uden sproglig nedvurdering,

• Enhver retmæssig forespørgsel skal behandles sagligt og neutralt.

I denne sag er der ikke fremsat subjektive krav, men udøvet en lovbaseret ret til indsigt og korrekt oplysning.
Ved at fremstille denne ret som et “krav” underminerer Indsamlingsnævnet, repræsenteret af Sanne Hjorth, reelt borgerens retsstilling og risikerer at kompromittere egne erklærede standarder for god forvaltningsskik.

SAMMENFATTENDE

Anvendelsen af udtrykket “du kræver svar på” i en formel myndighedskommunikation, hvor en borger udøver sine lovfæstede rettigheder, kan efter omstændighederne betragtes som en sproglig forvanskning, der undergraver borgerens retlige position.
Denne sproglige fremstilling, anvendt af en offentlig myndighed som Indsamlingsnævnet ved Sanne Hjorth, kan i en forvaltningsretlig vurdering anses som en form for embedsmæssig chikane, i det omfang det har til formål eller får den effekt at intimidere eller marginalisere borgerens legitime ret til oplysning og sagsbehandling.

KOMPLET CITATSAMLING

CITAT 1 – Mathias Lindhardt Greve

“Vi gør opmærksom på, at midler, der indsamles, skal indsættes på en særskilt konto, der udelukkende anvendes til indsamlingens formål.”

Dokument: Brev af 9. januar 2025, Indsamlingsnævnet
Sagsbehandler: Mathias Lindhardt Greve
Problem: Myndigheden kræver særskilt konto – men overholder senere ikke selv princippet ved offentliggørelse af forkert MobilePay-nummer.

CITAT 2 – Sanne Hjorth

“Vi gør opmærksom på, at alle indsamlingsmåder offentliggøres.”

Dokument: Brev af 28. april 2025, Indsamlingsnævnet
Sagsbehandler: Sanne Hjorth
Problem: Generel offentliggørelse hævdes, uden hensyn til databeskyttelse, GDPR eller sondring mellem følsomme/private oplysninger.

CITAT 3 – Hanne Sønderby Mikkelsen

“Vi forstår derfor din henvendelse til Københavns Politi således, at du ønsker at ændre din indsamlingsmåde fra det i ansøgningen oplyste telefonnummer til en MobilePay Box.”

Dokument: Brev af 15. april 2025, Indsamlingsnævnet
Sagsbehandler: Hanne Sønderby Mikkelsen
Problem: Myndigheden anerkender i brevet ønsket om skift til MobilePay Box – men forklarer ikke, hvorfor tilladelsen den 4. april 2025 allerede tidligere blev udstedt med det forkerte MobilePay-nummer.

CITAT 4 – Sisse Joy Kristensen

“Det fremgår af bilagene, at MobilePay Box er oprettet som indsamlingsmiddel.”

Dokument: Fremsendt bilagsmateriale og mail af 31. marts 2025, Indsamlingsnævnet
Sagsbehandler: Sisse Joy Kristensen
Problem: Myndigheden er bevidst om korrekt MobilePay Box-løsning – men lader fejlagtige oplysninger bestå i den officielle tilladelse.

MIN KOMMENTAR

Da Indsamlingsnævnet – gennem Mathias Lindhardt Greve, Sisse Joy Kristensen, Hanne Sønderby Mikkelsen og Sanne Hjorth – vælger at tilsidesætte deres egne krav om særskilt økonomisk adskillelse, placeres ansvaret og risikoen uretmæssigt hos mig som borger.

Det er dokumenteret, at Indsamlingsnævnet allerede før udstedelsen af tilladelsen den 4. april 2025 var i besiddelse af oplysninger om korrekt MobilePay Box-oprettelse.
Trods dette vælger myndigheden at udstede en tilladelse baseret på forældede og ukorrekte oplysninger – uden at rette fejlen eller orientere mig.

Jeg bliver udsat for en situation, hvor mit privatliv, mit økonomiske ansvar og min retssikkerhed bringes i alvorlig fare, uden at jeg har haft nogen mulighed for at forhindre fejlen.

Dette svigt i forvaltningen understreger, hvorfor det ikke længere er forsvarligt at fortsætte indsamlingen, før sagen er fuldt belyst juridisk, og embedsansvaret placeret.

JURIDISK ANALYSE

1. Myndighedens embedspligtforsømmelse (Straffelovens § 155)

Straffelovens § 155 fastslår, at en offentlig ansat kan straffes, hvis vedkommende groft tilsidesætter sine embedsmæssige pligter – enten ved forsæt eller grov uagtsomhed.

I denne sag har Indsamlingsnævnet – ved Mathias Lindhardt Greve, Sisse Joy Kristensen, Hanne Sønderby Mikkelsen og Sanne Hjorth – udvist følgende:

• Stillet krav om særskilt konto for indsamlingsmidler (for at beskytte midlerne),

• Anerkendt oprettelsen af MobilePay Box den 31. marts 2025,

• Alligevel offentliggjort tilladelse den 4. april 2025 med mit private MobilePay-nummer,

• Undladt at korrigere fejlen efterfølgende, trods adskillige henvendelser og dokumentation.

Dette udgør et klart eksempel på embedspligtforsømmelse:
Myndigheden skabte en situation, hvor borgerens privatøkonomi risikerede at blive blandet med indsamlingsmidler i strid med lovens krav om adskillelse og ansvarlig forvaltning.

2. Risiko for bedragerimisstanke mod borgeren (Straffelovens § 279)

Straffelovens § 279 kriminaliserer situationer, hvor nogen ved vildledning eller misforståelse uberettiget modtager økonomisk vinding.

Ved at offentliggøre mit private MobilePay-nummer, uden at adskille privat og indsamlede midler, skabte Indsamlingsnævnet en yderst farlig situation:

• Privatøkonomi og indsamlingsmidler kunne blandes sammen,

• Jeg kunne have modtaget donationer, som jeg ikke kunne dokumentere separat,

• Enhver modtagen donation kunne senere tolkes som svig eller bedrageri.

Dette påførte mig som borger en unødvendig og alvorlig risiko for strafferetlig forfølgelse, på baggrund af en myndigheds egen pligtforsømmelse.

3. Brud på officialmaksimen

Indsamlingsnævnet er forpligtet til at træffe afgørelser på baggrund af korrekte og opdaterede oplysninger (officialmaksimen).

Det fremgår, at Indsamlingsnævnet allerede den 31. marts 2025 (ved Sisse Joy Kristensen) var i besiddelse af dokumentation for korrekt MobilePay Box-oprettelse.

Alligevel blev tilladelsen udstedt den 4. april 2025 på baggrund af forældede og forkerte oplysninger.

Dette udgør et direkte brud på officialmaksimen og svækker borgerens retssikkerhed.

4. Brud på forvaltningslovens § 24

Ifølge forvaltningslovens § 24 skal en myndighed sikre, at afgørelser træffes på et sagligt, korrekt og opdateret grundlag.

Ved ikke at ajourføre oplysningerne om indsamlingskontoen har Indsamlingsnævnet – gennem Mathias Lindhardt Greve, Sisse Joy Kristensen, Hanne Sønderby Mikkelsen og Sanne Hjorth – tilsidesat denne pligt.

Det har direkte ført til en fejlagtig offentliggørelse, som kunne skade borgeren alvorligt.

MIN BESLUTNING – MIDLERTIDIG PAUSERING AF INDSAMLING

På baggrund af den dokumenterede, alvorlige juridiske risiko – skabt alene af Indsamlingsnævnets egen sagsbehandling – har jeg som ansvarlig indsamler valgt at pause indsamlingen midlertidigt.

Indsamlingen vil først kunne genoptages, når følgende betingelser er opfyldt:

• Der foreligger en klar juridisk afklaring,

• Ansvarsplaceringen for de begåede fejl er fuldt undersøgt,

• Min retssikkerhed som borger er effektivt beskyttet.

Jeg understreger, at det er både min moralske og juridiske pligt at sikre, at alle donationer administreres fuldstændigt korrekt og i overensstemmelse med gældende lovgivning.

Desværre oplever jeg i denne sag en alvorlig mistænkeliggørelse, og jeg føler mig ikke længere tryg ved de offentlige instansers behandling af min sag.
Jeg konstaterer, at jeg – i stedet for at blive mødt med fair og saglig behandling – udsættes for sproglige undertoner og administrative fejl, der reelt underminerer min tillid til systemet. Dette rejser et fundamentalt demokratisk spørgsmål:

Hvor skal jeg som borger gå hen, hvis jeg ikke kan få en retfærdig og korrekt behandling af mit ønske om at etablere en lovlig indsamling?

Det er netop denne grundpille – borgernes adgang til retfærdig og transparent forvaltning – som nu er sat på spil.

SPROGANALYSE – MYNDIGHEDENS “VI”-STEMME

Indsamlingsnævnet anvender gennem hele forløbet en formalistisk, distanceret og embedsmæssig sprogbrug, hvor udtryk som “Vi gør opmærksom på” og “Det fremgår” skaber en kunstig afstand mellem myndigheden og det faktiske ansvar.

Denne “vi”-stemme fremstiller embedsværket som en anonym instans uden individuel ansvarlighed, hvor konkrete fejl og pligtforsømmelser glider i baggrunden.

Samtidig anvendes udtryk som “offentliggørelse af alle indsamlingsmåder”, uden nogen sondring mellem private og officielle betalingsoplysninger, hvilket sprogligt slører myndighedens egne pligter efter GDPR og forvaltningsloven.

Sproget er konstrueret, ikke for at klargøre borgerens rettigheder, men snarere for at:

• Neutralisere alvorlige fejl,

• Nedtone embedsansvar,

• Og fremstille borgerens legitime spørgsmål som “krav”, der antyder urimelighed.

Denne brug af magtsprog underminerer princippet om retfærdig og gennemsigtig forvaltning.
Det fratager borgeren følelsen af ligeværdighed og tillid – og efterlader indtrykket af en myndighed, der primært søger at beskytte sig selv mod kritik frem for at sikre borgerens lovsikrede rettigheder.

KONKLUSION

Sammenspillet mellem embedsmændene Mathias Lindhardt Greve, Sisse Joy Kristensen, Hanne Sønderby Mikkelsen og Sanne Hjorth har skabt en situation, hvor borgerens økonomiske og juridiske position reelt er blevet undermineret.

Deres tilsidesættelse af grundlæggende lovkrav – herunder GDPR, forvaltningsloven og officialmaksimen – samt deres manglende respekt for princippet om korrekt og saglig sagsbehandling, er ikke blot udtryk for fejl.
Det udgør et potentielt embedsmisbrug i strid med såvel forvaltningsretlige som strafferetlige bestemmelser.

Som ansvarlig borger og indsamler kan jeg ikke ignorere disse alvorlige forhold.

Derfor har jeg pr. 29. april 2025 truffet beslutning om at pause indsamlingen midlertidigt,
indtil en fuld juridisk undersøgelse er gennemført,
ansvarsplaceringen er fastlagt,
og min retssikkerhed som borger igen er garanteret.

Denne beslutning træffes i respekt for både lovgivningen, retfærdigheden – og ikke mindst de mennesker, der har udvist tillid ved at støtte indsamlingen.

MIN KOMMENTAR

I denne del forsøger Indsamlingsnævnet at fralægge sig ansvaret for korrektheden af de oplysninger, de selv offentliggør.

De henviser til bekendtgørelse nr. 160 § 6, stk. 4, som siger, at de offentliggør de oplysninger, ansøgeren har angivet.
Men de undlader at nævne, at de ifølge både god forvaltningsskik og officialmaksimen stadig har en aktiv pligt til at sikre, at oplysningerne er opdaterede og korrekte på udstedelsestidspunktet.

Det er ikke nok blot at videreformidle gamle eller fejlagtige oplysninger uden kontrol – særligt ikke, når der er tale om økonomiske forhold og potentiel offentliggørelse af personfølsomme data.

Denne fremgangsmåde udstiller en væsentlig svaghed i nævnets forvaltningspraksis:
De lægger risikoen for deres egne fejl over på borgeren, hvilket i sig selv kan udgøre embedspligtforsømmelse.

JURIDISK ANALYSE

1. Bekendtgørelse nr. 160 § 6, stk. 4 – hvad siger den?

Det fremgår, at Indsamlingsnævnet skal offentliggøre oplysninger om konti og mobile betalingsløsninger, som ansøgeren har angivet.

Bekendtgørelsen giver dog ingen hjemmel til at offentliggøre urigtige eller forældede oplysninger –
og den fritager ikke myndigheden for at sikre, at de oplysninger de offentliggør, er korrekte på offentliggørelsestidspunktet.

2. Brud på Officialmaksimen

Ifølge officialmaksimen i forvaltningsretten har en offentlig myndighed altid en selvstændig undersøgelsespligt.
Det betyder, at Indsamlingsnævnet har pligt til:

• At sikre, at de oplysninger de offentliggør, er opdaterede og korrekte,

• At reagere, hvis de får viden om rettelser eller ændringer – som de gjorde i dette tilfælde.

Ved at ignorere rettelser fremsendt før offentliggørelse, overtræder nævnet deres undersøgelsespligt.

3. Risiko for GDPR-brud

Offentliggørelse af personoplysninger, herunder mobilnumre og kontonumre, kræver ifølge GDPR artikel 6 et klart hjemmelsgrundlag og proportionalitet.

Offentliggørelse af fejlagtige eller private oplysninger uden korrekt grundlag udgør:

• En risiko for brud på GDPR,

• En krænkelse af retten til databeskyttelse,

• En alvorlig tilsidesættelse af borgerens privatlivsbeskyttelse.

SPROGBRUG – DISTANCERING GENNEM FORMULERINGER

Indsamlingsnævnet anvender i dette afsnit et formelt, teknokratisk sprog, der søger at distancere myndigheden fra ansvaret for offentliggjorte oplysninger.

Ved at formulere sig med vendinger som:

• “offentliggør de oplysninger, som ansøger har angivet”
  præsenterer nævnet offentliggørelsen som en ren mekanisk proces uden selvstændig vurdering.

Denne sprogbrug slører det faktum, at myndigheden i henhold til god forvaltningsskik og GDPR altid har pligt til at føre kontrol med, hvilke data de offentliggør – særligt når det vedrører personfølsomme oplysninger.

Sproget anvendes her primært til at:

• Fralægge sig ansvar,

• Minimere myndighedens egen rolle i valideringen af oplysninger,

• Skyde skylden over på borgeren for eventuelle fejl.

Denne strategi er i direkte modstrid med princippet om objektiv og saglig sagsbehandling.

KONKLUSION – OFFENTLIGGØRELSE UDEN KONTROL ER IKKE FORVALTNING

Indsamlingsnævnets henvisning til bekendtgørelse nr. 160 § 6, stk. 4 ændrer ikke på deres grundlæggende forpligtelser:

De har både efter forvaltningsretten og GDPR en klar pligt til at sikre, at oplysninger, der offentliggøres, er opdaterede, saglige og korrekte.

Ved at undlade at kontrollere oplysningerne – trods dokumenteret rettelse inden offentliggørelsen – udviser nævnet en alvorlig tilsidesættelse af officialmaksimen og almindelig forvaltningsskik.

Sproget, de anvender, afslører en bevidst strategi for at fralægge sig ansvar, hvilket kun yderligere understøtter mistanken om, at borgerens retssikkerhed ikke er blevet prioriteret.

Det må konstateres, at offentliggørelse af urigtige eller forældede betalingsoplysninger i denne sag ikke kan anses som en lovlig eller korrekt forvaltningshandling.

Vi bemærker, at det af § 6, stk. 4 i bekendtgørelse nr. 160 af 26. februar 2020, med senere ændringer, fremgår,
at ”Indsamlingsnævnet offentliggør på nævnets hjemmeside kontooplysninger, jf. stk. 1, og oplysninger om
eventuelle mobile betalingsløsninger, jf. § 2, stk. 2, nr. 4, for tilladte indsamlinger.” Det vil sige, at nævnet
offentliggør de oplysninger, som ansøger har angivet i sin ansøgning, for så vidt angår mobile betalingsløsninger.
I din ansøgning er dit mobilnummer, samt et kontonummer angivet som henholdsvis mobil betalingsløsning
og kontooplysning. ( Skrevet af Sanne Hjorth)

MIN KOMMENTAR

Allerede den 2. januar 2025 skrev jeg i en e-mail: “Hejsa, så fik jeg skrevet. Men jeg kan se jeg har lavet en tastefejl, der skal stå under hus nummer ‘Til Højre’ og ikke til venstre. I den første adresse er det fint, men næste gang når det bliver nævnt er der sket en smutter. Hvad gør jeg? Og hvis jeg senere hen vil flytte kontoen til en decideret ‘indsamlingskonto’, så det bliver adskilt fra mit private – hvad gør vi så? Mvh.”

Jeg sendte altså ikke blot dokumentation som ønsket, men tilbød også aktivt at tilpasse og oprette særskilt konto. Det nævnes ikke. Kontoens navn fremhæves – men ikke mit formål: gennemsigtighed og samarbejde.

Her forsøger Indsamlingsnævnet at fremhæve, at jeg den 3. februar har sendt et skærmbillede med kontooplysninger – hvilket jeg selv proaktivt har gjort for at vise gennemsigtighed. De bruger dog formuleringen på en måde, der får det til at lyde som om, jeg har begået en procedurefejl eller undladelse, selvom det faktisk er et forsøg på at dokumentere, at pengene ikke blandes med private midler.

De nævner kontonavnet “Løn&kredit”, men uden kontekst – og uden at sige, at jeg i samme forbindelse tilbød at oprette en særskilt konto, netop for at imødekomme deres krav. Det virker som endnu et forsøg på at udstille min indsamling som uprofessionel, uden at tage min velvilje og handling med i betragtning.

JURIDISK ANALYSE

1. Dokumentationspligt vs. imødekommelsespligt
– Jeg har efterkommet kravet om kontooplysninger ved at fremsende et skærmprint. Det opfylder kravene til dokumentation, og det må ikke ignoreres som ugyldigt blot fordi kontonavnet ikke er ”perfekt”.

2. Forvaltningsretligt: Pligt til vejledning (forv.lov § 7)
– Hvis de ønskede yderligere dokumentation eller en anden kontotype, burde de klart og præcist have vejledt om dette – frem for blot at registrere det og bringe det op langt senere som en problematik.

3. Fokus på formaliteter frem for realitet
– Der sker her en klassisk forskydning: i stedet for at anerkende borgerens intention og handling, lægges vægten på en teknisk detalje, som ikke har betydning for indsamlingens formål eller lovlighed.

SPROGANALYSE – MYNDIGHEDENS “VI”-STEMME
”Vi modtog” reducerer min aktive dokumentation til en teknisk kvittering. Der er ingen anerkendelse af vilje eller samarbejde.

KONKLUSION
Myndigheden ignorerede aktiv dialog, og fremhæver en teknisk detalje uden kontekst. Selvom kontoen hedder “Løn&kredit”, fik jeg senere at vide, at kontonavnet teknisk kan ændres i banksystemet. Hvis det er det, de mistænkeliggør, må man spørge: Hvorfor har de ikke vejledt om det på forhånd? I stedet bruges denne tekniske detalje som grundlag for tvivl, uden nogen reel forklaring eller konkret krav forud. Det viser, at jeg ikke blev hjulpet – men fejlplaceret og passivt observeret.