NINA PALESA BONDE’S 1. NÅLESTIKSINDGREB MED KIRURGISK PRÆCISION
NINA PALESA BONDES MESTERVÆRK I TIVOLIS DUFTENDE HAVER – I REGNBUENS FARVER
Måske skulle Nina Palesa Bonde tage sit næste kunstneriske skridt: en perleinstallation midt i Tivolis blomstrende haver, hvor chokoladen får nyt liv under hendes hænder.
Forestil dig Nina, dybt fokuseret, der forsigtigt fører sin skalpel hen over en negerkys. Sollyset, filtreret gennem Tivolis trækroner, reflekteres i den skinnende chokolade, som dufter af sød kakao. Med kirurgisk præcision skærer Ninas værktøj gennem det brune lag og blotter det rene, hvide skum.
Så begynder farverne. Med pincet udfører hun sit nålestiksindgreb, idet hun placerer sukkerperler i regnbuens toner: krystalklart blåt, solgult og skovgrønt. Perlerne danner en levende regnbue på skummet, der matcher Tivolis farverige blomster.
“Det er store perler. Jeg har ikke meget, meget, meget små hænder,” siger Nina og smiler. Nobody does pearls better than me!
Snart vil Tivolis gæster kunne opleve Ninas kunstværk – et sanseligt mesterværk, hvor chokolade, farver og kirurgisk præcision mødes i skøn harmoni.
PERLEKUNST MED EN NEGERKYS
UNDSKYLD MIG, HVAD SKER DER HER?
ZAHID, DET KAN DU SIMPELTHEN IKKE TILLADE DIG. JO DET KAN DU BANDE PÅ JEG GØR. HER ER HISTORIEN…
Da jeg, Zahid Latif, først blev opmærksom på Nina Palesa Bondes engagement i sagen mellem Jotam Confino og Asmaa Abdol, virkede det nærmest tilfældigt. Men som et eventyr, hvor hver detalje langsomt afslører sig som en vigtig brik i en større historie, indså jeg hurtigt, at der var langt mere på spil.
Fra starten af min research blev det klart, at Nina’s rolle som dommerfuldmægtig ikke kun handler om retfærdighed – der var en skjult side, en skjult agenda. Hendes engagement i indsamlingen til fordel for Confino vækkede straks spørgsmål om neutralitet. Kunne en dommerfuldmægtig med ansvar for upartiskhed virkelig deltage så aktivt i en sag som denne uden at sætte sin egen professionelle troværdighed på spil?
Da jeg herefter blev udsat for offentlig kritik fra Nina selv, følte jeg, at noget større var på spil. Og med flere oplysninger begynder et klart mønster at tage form – et mønster af forbindelser og loyale alliancer, der rækker langt ud over denne enkeltstående sag.
NÅLESTIKSINDGREB MED KIRURGISK PRÆCISION UNDER LUP OG SKALPEL
ET BLOTTEDE BLIK PÅ NINA PALESA BONDES ROLLE
Hvad sker der egentlig, når dem, der skulle sikre retfærdighed, også har deres egne dagsordener? Med dette indlæg ønsker jeg at kaste et nysgerrigt blik på dommerfuldmægtig Nina Palesa Bondes aktiviteter og hendes særlige evne til at navigere mellem islamkritiske netværk og zionistisk-juridiske bånd med, ja – noget der ligner en “kirurgisk præcision.”
Vi er jo heldigvis kommet langt siden de dage, hvor en afrikaner i Tivoli var en sensation i sig selv, men det virker, som om vi stadig udstiller noget “eksotisk” – bare pakket ind i moderne juridisk neutralitet.
Mit mål er at undersøge, hvad det betyder, når retfærdighed og politiske dagsordener mødes. For er hendes handlinger virkelig bare en del af det offentlige embedes opgave? Eller stikker det hele dybere, og skal vi måske se på det med lige så stor nysgerrighed, som man engang betragtede de “eksotiske” islæt i København?
HVAD SKJULER SIG BAG NINA PALESA BONDES ENGAGEMENT I RETSSAGEN?
ER DOMMERFULDMÆGTIG NINA PALESA BONDE VIRKELIG UPARTISK?
Da jeg første gang hørte om Asmaa Abdols retssag, anlagt af Jotam Confino, stod det hurtigt klart, at der var en uventet tredje aktør bag kulisserne: Nina Palesa Bonde, dommerfuldmægtig – en rolle, der normalt står for neutralitet og professionalisme. Alligevel har hun valgt at engagere sig ved at igangsætte en indsamling til støtte for Confino i hans sag mod Abdol. Det er et valg, der skaber flere spørgsmål, end det giver svar.
Hvad motiverer en dommerfuldmægtig, hvis job netop kræver en upartisk holdning, til offentligt at støtte den ene part i en så kontroversiel sag? Handler denne støtte om ytringsfrihed, eller er der personlige overbevisninger på spil, som påvirker hendes dømmekraft? Ninas valg har skabt en debat om, hvorvidt dommerrollen og personlige sympatier kan, eller bør, overlappe. Man kunne fristes til at spørge: Kan hun forsvare sin “neutralitet,” når hun åbent vælger side i en konflikt, der handler om juridiske grænser og kontroversielle holdninger?
KAN EN DOMMERFULDMÆGTIG STØTTE EN PART UDEN AT PÅVIRKE TILLIDEN TIL SIT EMBEDE?
Det føles som en bunden opgave at stille spørgsmålstegn ved hendes rolle her. Hvad med den grundlæggende pligt, hun har som dommerfuldmægtig til at udvise upartiskhed? Ved at blande sig så direkte i sagen risikerer Nina Palesa Bonde at underminere sin egen troværdighed og tilmed sit embede. Hvilket signal sender det, når en dommerfuldmægtig aktivt støtter én part i en offentlig konflikt? Er hendes rolle som retfærdighedens vogter virkelig kompatibel med at “vælge side” i en retssag, hvor neutraliteten ellers burde være ubestridt?
Hvis Asmaa Abdol står over for de ressourcer, Confino og hans bagland tilsyneladende har adgang til – inklusive Bonde selv – giver det anledning til yderligere bekymringer. Nina Palesa Bonde er i sin støtte en del af en problematisk relation, som sætter spørgsmålstegn ved hendes uvildighed. At en dommerfuldmægtig kan finde det passende at spille en så aktiv rolle i en konflikt, der kræver dyb upartiskhed, er urovækkende.
ER DET PASSENDE, AT EN DOMMERFULDMÆGTIG FREMRÆDER MED ISLAMKRITISKE HOLDNINGER OG SYNKKE TILKNYTNINGER TIL ZIONISTISKE NETVÆRK?
Da jeg faldt over et tankevækkende citat fra Memo på Facebook, blev jeg ramt af følgende spørgsmål:
“Kan en dommerfuldmægtig offentligt fremme islamkritiske dagsordener og samtidig vise tæt forbindelse til zionistiske advokatorganisationer? Underminerer det retsvæsenets troværdighed, når personer med magt og ansvar fremfører disse synspunkter?”
Denne udtalelse satte en række tanker i gang hos mig. Hvordan kan en dommerfuldmægtig, en der forventes at repræsentere neutralitet og upartiskhed, fremme så stærke holdninger om noget så eksplosivt som Israel-Palæstina-konflikten? Burde en sådan person ikke være neutral, især når deres handlinger og udtalelser kan bringe hele retssystemets troværdighed i fare?
NÅLESTIKSINDGREB – MEMO KALDER BONDES METODE EN TØMMERFLÅDE AF INDSKRÆNKET OBJEKTIVITET
Da jeg læste Memos refleksioner, slog det mig, om der ligger en større dagsorden bag Ninas fremgangsmåde. Jeg, Zahid Latif, havde ved en uskyldig fejl nævnt en forkert person i en tidligere version – en bagatel, mente jeg. Men i stedet for en neutral opklaring, valgte Nina Palesa Bonde at reagere offentligt med, som Memo passende beskriver, “et nålestiksindgreb med kirurgisk præcision.” En bevidst handling, der virkede direkte rettet mod enhver, der udfordrede hendes holdning.
Min intention var klar: at åbne for dialog og fjerne eventuelle misforståelser. Bondes reaktion ændrede dog alt. I stedet for at afklare og afslutte valgte hun at eskalere – en handling, der mest af alt virker som en advarsel til dem, der tør modsige hendes dagsorden. Dette fremstår tydeligt som en demonstration af, hvordan magt og autoritet kan bruges til at marginalisere kritik og modstand.
MEMOS BEKYMRING OG MIN EGEN REFLEKSION – BLIVER RETSSYSTEMET EGENTLIG STYRET UDENFOR RETSSALEN?
Efterhånden som kritiske stemmer som Memo’s tager til, må spørgsmålet stilles: Kan det danske retsvæsen reelt ses som uvildigt, når stærke personlige meninger og synlige alliancer får lov til at spille en rolle? Er vi på vej mod et retssystem, hvor personlige holdninger og skarpe dagsordener kan få lov til at styre selve retfærdighedens kerne?
Memo’s bekymring har givet genklang i mig. For når en dommerfuldmægtig, som burde stå som et symbol på upartiskhed, vælger at støtte bestemte dagsordener offentligt, må vi alle spørge os selv: Hvem repræsenterer retsvæsenet egentlig?
ER DET VIRKELIG NEUTRALITET? NINA PALSEA BONDES “UPARTISKE” ROLLE I RETSSAGEN
Da jeg første gang bemærkede diskussionen mellem Anne Sofie Allarp og Jotam Confino, føltes det som et velkoordineret forsvar. Spillet virkede skarpt opdelt: dem mod os. Det, der kunne have været en åben debat, havde i stedet udviklet sig til en ensidig kamp, hvor enhver, der stillede spørgsmål, hurtigt blev isoleret. Som observatør så jeg, hvordan Nina Palesa Bonde – en dommerfuldmægtig – valgte at gå offentligt ud med støtte til Confino i hans sag mod Asmaa Abdol. Kan en dommerfuldmægtig virkelig tage stilling på denne måde uden at bringe neutralitet og retssystemets integritet i fare?
DEN DYBERE IRONI I NINAS YTRINGSFRIHED – MEN KUN PÅ ÉN MÅDE?
Efter at have dykket dybere ind i sagen stod det klart, at her var mere end bare retfærdighed på spil. Nina Palesa Bonde, der forventes at opretholde et neutralt embede, valgte en utraditionel vej. Da jeg, Zahid Latif, blot prøvede at udrede nogle spørgsmål og kommenterede offentligt på hendes rolle, eskalerede Nina situationen med kirurgisk præcision. I stedet for en dialog valgte hun et offentligt modangreb. Pludselig føltes det, som om ytringsfrihed blev et privilegie, der gjaldt hende, men ikke alle andre.
I en kommentartråd, hvor Helena Olsen – én blandt mange, der undrede sig – holdt Nina ansvarlig, kom dommerens trang til konsensus tydeligt frem. Nina valgte at pakke sine ord ind og fremhævede, at hun fik “så mange søde beskeder bagom” og brugte det som et skjold. Ytringsfrihed? Ja, men kun for dem, der var enige. Som om gruppens støtte automatisk legitimerede hendes holdninger og handlinger.
KONSENSUSJAGT OG DEN PÅTVUNGE NEUTRALITET
ER DET DET VI FORVENTER AF EN DOMMERFULDMEGTIG?
Når Nina søger opbakning, som en form for konsensus, ved at referere til sin “ret til privatliv” og “søde beskeder,” bliver det svært at tage hendes “neutralitet” seriøst. Den dommerfuldmægtig, som burde være neutral, fremstår som alt andet end det. Er det denne form for selektive, farlige forbindelser og strategisk anvendte ytringsfrihed, vi ønsker i vores retssystem?
ER RETSSYSTEMET I DANMARK VIRKELIG UVILDIGT?
Efter at have gennemgået Memos bekymringer og observeret Ninas handlinger står spørgsmålet skarpere end nogensinde: Kan det danske retssystem forblive uvildigt, når personer med tydelige personlige dagsordener aktivt støtter en part i en retssag? En retssag, der direkte påvirker spørgsmål om ytringsfrihed og personlige grænser, burde håndteres af uvildige aktører, men her har vi en dommerfuldmægtig, der ser ud til at prioritere sine egne holdninger frem for den offentlige tillid til retssystemet.
DETALJER FRA NINAS DISKUSSION MED HELENA OLSEN
I denne ophedede tråd trådte Helena Olsen frem og stillede Nina til ansvar. Jeg kender ikke Helena personligt, men jeg blev dybt rørt over hendes støtte. Helena, uden nogen tilknytning til mig, gik direkte til Nina og satte spørgsmålstegn ved, om en dommerfuldmægtig som hende bør støtte en person med så stærke pro-israelske holdninger som Confino.
Helena Olsen: “En dommer skal opføre sig på en måde, der sikrer, at folk fortsat har tillid til domstolene og respektere dommernes omdømme.”
Nina svarede med en kølig afvisning og forsøgte at fjerne fokus fra sin rolle ved at fremhæve sin ret til ytringsfrihed og privatliv:
Nina Palesa Bonde: “Og har en enorm ytringsfrihed og et privatliv. Jeg må bare ikke have sagen selv. Hvorfor jeg naturligvis ikke har rørt så meget som et semikollon efter ansøgningen. Synes du det er ok, at der laves en indsamling til de to parter? Og synes du, man skal overholde loven?”
Helena stod fast og forklarede, at det netop var dommerfuldmægtigens rolle, der gjorde Ninas handlinger upassende:
Helena Olsen: “Det kunne havde været hvem som helst, end lige en dommer… Men det blev en overraskelse og forargelse, at det var en dansk dommer…”
Ninas svar på Helenas kommentar udløste en dybere frustration i mig. Hendes tone var skarp og afvisende, og hun hævdede, at negative reaktioner kun skyldtes “ringeagt eller uenighed”:
Nina Palesa Bonde: “Det er vel kun folks ringeagt eller oplevede uenighed med den ene part, som giver en reaktion. Som reaktionerne og mishagsytringerne har været, er jeg glad for, at andre ikke skal igennem alt dette.”
MIT SYN PÅ SHITSTORMEN
Jeg blev så såret over den måde, Nina valgte at angribe i stedet for at søge en dialog. At se mit navn blive nævnt negativt og udstillet i en diskussion om hendes engagement med Confino og sagen mod Asmaa var ikke bare frustrerende – det gjorde mig vred og ked af det. Min intention havde aldrig været at skabe en konflikt, men at belyse de problemer, jeg ser i hendes rolle. Og i stedet for en åben samtale føltes det, som om der blev kastet beskyldninger mod mig uden mulighed for at forklare eller forsvare min holdning.
Min undren voksede, da jeg spurgte direkte til Helena på facebook for at finde ud af, om hun havde noget konkret bevis på den indsamling, som Nina angiveligt havde startet til fordel for Jotam Confino. Hvad var hendes reaktion? Jeg blev straks blokeret. Dette efterlod mig med en dyb følelse af uretfærdighed og tvivl om, hvad der egentlig ligger bag Nina Palesa Bondes optræden og handlinger.
YTRINGSFRIHED ELLER NARRATIVKONTROL?
EN DOMMERFULDMÆGTIGS FORBINDELSER UNDER LUP
En af de mest sigende episoder fra Nina Palesa Bondes Facebook-opslag viser en diskussion, der afslører mere end blot en almindelig meningsudveksling. Her bliver en af hendes meningsmodstandere, Helena Olsen, angrebet af flere stærkt pro-israelske stemmer, hvilket bringer yderligere tvivl om, hvorvidt det handler om ytringsfrihed – eller snarere en kamp om at bevare kontrollen over fortællingen.
HELENAS KRITISKE POINTE: KAN EN DOMMERFULDMÆGTIG VÆRE UPARTISK?
Helena Olsen skrev: “Som dommerfuldmægtig bør man kunne forstå at holde sig på måtten, når det gælder den offentlige, politisk prægede debat.”
Helena sætter her spørgsmålstegn ved, om Nina Palesa Bonde kan forblive neutral og objektiv, når hun engagerer sig så aktivt og offentligt i en konflikt, der involverer både personlige og politiske holdninger. Men næsten umiddelbart efter Helenas kommentar møder hun et aggressivt modangreb fra en anden deltager i tråden, Ruben Thobias Julien Bech, der besvarer Helenas kritik med en ekstrem retorik, der snarere synes at forsvare en politisk linje end at diskutere ytringsfrihed:
ANGREB FRA NINAS “MEDLØBER”
Ruben Thobias Julien Bech svarede: “Som ligegyldig terrorsympatiserende, uvidende og antisemitisk ungdom bør man holde sig ude af enhver debat!”
Dette angreb går direkte efter Helenas person og rummer ingen faktuel modargumentation, men har tydelige undertoner, der går langt ud over en objektiv diskussion om sagen. Ruben benytter her retorikken til at udskamme og dæmonisere Helena ved at udstille hende som en del af en “antizionistisk agenda,” uden at dette på noget tidspunkt har været hendes udgangspunkt.
NINA PALESA BONDES RESPONS: SKJULER HUN MERE END HUN SIGER?
Nina Palesa Bonde forsøger herefter at bringe tråden “tilbage til emnet” ved at understrege, at samtalen handler om, hvad der sker i Danmark, og ikke om Gaza: Hun skriver:
“Det der sker lige her. Er netop det, jeg prøver at tale os væk fra. Den her tråd handler ikke om Gaza. Det er monopoliserende tale. Det handler om, hvad der sker i DK.”
Selvom Ninas respons måske fremstår som et forsøg på at dæmpe konflikten, afslører den også en subtil tilgang, hvor hun undgår det egentlige spørgsmål om sin egen position og ageren. Ved at ”skifte emne” synes hun snarere at understrege en strategi, hvor hendes egen rolle i det hele forbliver uklar og ubesvaret.
ET KLART MØNSTER AF STØTTE TIL ÉN SIDE: ZIONISTISKE BÅND OG VINKLING AF DEBATTEN
Det er ikke første gang, at Nina Palesa Bondes offentlige engagement rejser spørgsmål om hendes forhold til zionistiske netværk og støtten til en bestemt narrativ i Israel-Palæstina-konflikten. Diskussionen her viser, at det for nogle deltagere mere handler om at bevare en pro-israelsk vinkel i debatten, hvor kritiske stemmer som Helenas hurtigt mødes med forsøg på udskamning og angreb.
Den aggressive retorik fra Ninas følgere efterlader indtrykket af en større strategisk indsats for at bevare et narrativ, hvor støtte til Israel holdes fri for spørgsmålstegn. Det skaber spørgsmål om, hvorvidt ytringsfrihed her virkelig handler om frihed til alle holdninger – eller snarere om frihed til specifikke holdninger, der støtter en bestemt linje.
HVOR GÅR GRÆNSEN FOR EN DOMMERFULDMEGTIGS NEUTRALITET?
Helena Olsen sætter fingeren på en grundlæggende problematik: Kan en dommerfuldmægtig, som Nina Palesa Bonde, bevare sin neutralitet, når hun så åbenlyst viser støtte til en kontroversiel side i en konflikt? Og hvor går grænsen for, hvornår et privat engagement begynder at påvirke tilliden til hendes professionelle rolle?
Denne episode viser, hvordan en tilsyneladende simpel diskussion hurtigt kan afsløre dybere alliancebånd og en skjult dagsorden, der går langt ud over almindelig ytringsfrihed. Det, der i sidste ende står tilbage, er spørgsmålet om, hvorvidt vores retssystem kan opretholde sin upartiskhed, når personer med indflydelse bruger deres position til at fremme specifikke politiske synspunkter.
NINA PALESA BONDES DIREKTE ANGREB OG SHITSTORM MOD MIG – HVAD SKJULER SIG BAG HENDES REAKTION?
Da jeg (Zahid) oprindeligt skrev om sagen mellem Jotam Confino og Asmaa Abdol, var det med intentionen om at sætte lys på en problemstilling, som jeg og mange andre finder relevant. Det var et simpelt og uformelt udkast til at forstå og analysere konflikten, og Pia Bovin, en person jeg respekterer, havde blot bidraget med citater og kilder, der kunne give perspektiv. Det var en fejl fra min side at nævne hendes navn, men jeg forventede ærlig talt, at dette kunne løses gennem en direkte dialog.
I stedet valgte Nina Palesa Bonde at gå til offentligt angreb på mig og Pia i et opslag, hvor hun uden tøven satte gang i en decideret shitstorm. I sit opslag skriver hun, som om Pia havde noget ondt i sinde:
Jeg har på intet tidspunkt talt med Pia Bovin om det her. Hun kender ikke min holdning til Gaza, Israel eller noget som helst. Kender hende ikke. Men det er lige meget, for vi taler ikke, vi kalder bare hinanden ting og konkluderer…
Hendes ord ramte hårdt, og en del af hendes følgere fulgte trop med at anklage og udskamme os – uden skyggen af undersøgelse. En af hendes følgere, Margit Rønsholt, tilføjede med det samme: “Gider ikke den slags personager i mit liv!” og en anden, opfordrede ligefrem folk til at blokere Pia. Situationen eskalerede voldsomt og hurtigt.
Hvad der slår mig, er, at Nina, som dommerfuldmægtig og jurist, netop burde være den, der undersøger sagen til bunds, inden hun trækker forhastede konklusioner og hænger andre ud i en offentlig kontekst. Hvorfor kontaktede hun mig eller Pia ikke direkte, hvis der var tvivl om intentionen bag mit opslag? Hvert eneste citat fra Pia er desuden blot en gentagelse af noget, Nina selv har sagt og gjort. Der er intet nyt i dem, hvilket hun også selv erkender. Så hvorfor al denne harme og højlydte udskamning? Det lugter ærligt talt mere af et personligt behov for at sætte sig i en magtposition end af en professionel håndtering. På hendes Facebook profil står der:
Jeg gransker fakta og graver efter kilder.
Fokus på jura, ytringsfrihed & en stærk offentlig sektor…
Nina taler ofte om vigtigheden af ytringsfrihed – men hvad med det ansvar, der følger med, især når man selv har et embede, der kræver højeste grad af neutralitet? Jeg kan stå på mål for mine indlæg og argumentere for dem, men Ninas spydige kommentarer og den måde, hun valgte at håndtere dette på, har gjort, at jeg virkelig har mistet respekten for hende som person og professionel. Jeg håber, at hendes ageren i denne sag bliver taget op til efterretning – for det kan næppe være et forbillede, vi ønsker i det danske retsvæsen.
HÅRD SNAK ELLER TAPT NÅLESTIK
NINA PALESA BONDES DOBBELTHED I FOKUS
I et interview med Københavns Stift udtrykker Nina Palesa Bonde en stærk holdning til vigtigheden af at tage de vanskelige debatter op, også når det er ubehageligt. Hun bemærker ironisk, hvordan hun bliver kaldt en “ytringsfriheds-fundamentalist” og understreger, at nogle hellere ser, at debatten erstattes af hygge. Hun siger:
”Når jeg bliver kaldt yt-rings-fri-heds-fun-da-men-ta-list,” siger hun ironisk, mens hun udtaler ordet i stakato; ”så er det ikke særlig hyggeligt. Nogle spørger: Skal vi ikke droppe debatten og genetablere hyggen? Nej, siger jeg, en gang imellem er vi nødt til at tage de svære samtaler. Og jeg håber, at vi på sigt kan nå derhen, at vi løbende også taler om, hvad vores demokratiske samfund skal indeholde.” – Kilde: Københavns Stift
Dette virker næsten som et nålestiksindgreb, hun selv påstår at mestre – bare denne gang flækket og tabt på gulvet uden præcision. For samtidig med, at hun ytrer vigtigheden af den frie samtale, valgte hun i denne sag at reagere uden dialog, offentligt og med tunge ord, der eskalerede konflikten i stedet for at løse den. Det står som et paradoks til hendes egne principper om ytringsfrihed og kritisk dialog.
Og til alle de søde, som skriver også særligt bagom. Min puls steg mere, da jeg sorterede perler, end da jeg så hjemmesiden ❤️ pic.twitter.com/79rUrgMhde
— Nina PB (@ninapalesabonde) October 24, 2024
EN DOMMERFULDMÆGTIG..
DER HELLERE VIL SVARE VENNERNE END AT KLARGØRE SAGEN
Da jeg tilbød Nina muligheden for en direkte dialog og forsøgte at forklare, at Pia Bovin blot havde bidraget med indhold til min side uden at være afsender, var hendes respons mere end bemærkelsesværdig. I stedet for at gå ind i en åben samtale svarede hun mig sådan:
Nåh – jeg har så mange vidunderligt søde beskeder, at jeg ikke brugte tid på at læse din bio… Jeg suser videre med at svare søde beskeder…
Denne kommentar stod som en skarp kontrast til hendes offentlige ytringer om vigtigheden af at tage de svære samtaler. Det, der startede som en mulighed for opklaring og forståelse, blev afvist, og i stedet valgte hun at pleje sit eget netværk og støtte fra sine venner.
Hvordan kan en dommerfuldmægtig, som selv kommer fra en baggrund præget af kamp og ydmyghed, tillade sig at reducere min oplevelse til noget så banalt som en “perle”? Da Nina Palesa Bonde skriver på på x:
“Min puls steg mere, da jeg sorterede perler, end da jeg så hjemmesiden ❤️,..”
Hvordan kan en person, der selv har rødder i modstand og erfaring med menneskelige udfordringer, så let kaste om sig med en kommentar, som fuldstændig underkender andres historier? Skulle hendes egen mors erfaringer ikke have gjort hende mere forstående, der selv kommer fra Afrika?
PERLER OG IDENTITET
EN PERSONLIG REFLEKSION OVER DOMMERFULDMÆGTIGENS RETORIK
Dette er mere end en tilfældig kommentar. Nina har fortalt, hvordan hendes mor kommer fra “en lillebitte bjerglandsby i Lesotho, der ikke er på landkortet og ikke engang har et navn. Vejene er jordede, og der er den dag i dag hverken rindende vand eller strøm.” (Kilde: Uniavisen). Hvordan kan hun – med den historie i bagagen – så let se bort fra, hvad jeg og min familie har gennemgået? Min far måtte tage en farefuld rejse, kun muliggjort af, at min fars familie solgte en ko der gav malke ko. Det krævede opofrelse og mod. Når hun så nemt siger “Nobody does pearls better than me!!!” og bagatelliserer andre menneskers kampe, afslører det mere om hende selv end om dem, hun forsøger at reducere til “perler.”
ET FARESIGNAL OM PERLER OG PRIVILEGIER
For mig er historien om min families kamp og min fars rejse dybt personlig og meningsfuld. Jeg bliver ærlig talt irriteret, når Bonde skriver
“Nobody does pearls better than me!!!”
Jeg tænker, at hun spiller på en symbolik, der afslører en privilegieblindhed. Min familie solgte en ko – et livsgrundlag – for at min far kunne komme afsted. For Nina, der arbejder som dommerfuldmægtig og burde se menneskelige skæbner med dybde og respekt, burde det stå klart: man kan ikke koge menneskelige oplevelser ned til en “perle.”
Hun skaber afstand i sin position – en privilegeret distance, der forhindrer hende i at forstå, hvad hendes ord koster andre. At sidde i en domstol kræver andet end “søde beskeder.” Det kræver, at man lytter til andres oplevelser med respekt og ikke forvandler dem til karikerede symbolske “perler.”
DEN TAKTISKE BRUG AF FLERTALSBACKUP – HVAD SIGER DET OM HENDES USIKKERHED?
Ninas udtalelser:
“Og til alle de søde, som skriver også særligt bagom…” og “Nåh – jeg har så mange vidunderligt søde beskeder…”
For mig er det som en nålestiksoperation med denne konsensusskabende retorik forsøger hun at opnå et “flertal” mod mig – et klassisk eksempel på en gruppearrogance, der opstår, når man mangler solidt grundlag for sine synspunkter.
Hun fortsætter denne linje i sin tilknytning til Jotam Confino og hans retssag mod Asmaa Abdol. Her er det åbenlyst, at hendes rolle som dommerfuldmægtig risikerer at blive trukket ned i et mudret politisk spil, hvor “perler” og “privilegier” dominerer retfærdighedens principper.
HVAD ER EN “PERKER”? OG HVOR GÅR GRÆNSEN FOR YTRINGSFRIHED?
“Nobody does pearls better than me!!!” skriver Nina Palesa Bonde, og hun efterlader en bitter eftersmag. Hun synes at glemme, at ytringsfrihed – beskyttet af grundloven – handler om at værne om folks ret til at dele deres historie uden hån. At skære folks oplevelser ned til symbolske “perler” er ikke bare en misforståelse – det er et kynisk forsøg på at indsnævre andres identitet. En person som Nina, der sidder i retten og burde varetage retfærdighedens interesser, burde forstå, at man ikke definerer nogen som en “perker” uden også at gå på kompromis med sine egne værdier og integritet.
DE TVIVLSOMME FORBINDELSER: HENDES ROLLE I CONFINOS SAG
Jeg kan heller ikke undgå at bemærke hendes rolle i Jotam Confinos sag mod Asmaa Abdol, hvor hendes tilsyneladende tætte relation til en af sagens parter kaster skygger over hendes evne til at være en uvildig aktør. Det undrer mig, at hun kan støtte én part så offentligt og samtidigt fastholde sin professionelle troværdighed som dommerfuldmægtig. Jeg begynder at spekulere på, om hendes engagement i denne sag virkelig handler om ytringsfrihed – eller om det er hendes personlige relationer og agenda, der har skabt en farlig forbindelse, som underminerer hendes troværdighed. Og nu går jeg endnu mere ind i den sag. Nothing to loose.
HVOR ER RESPEKTEN? NINA PALESA BONDES “PERLER” OG MIN FAMILIES VIRKELIGE HISTORIE
Her er de malkekøer, min far efterlod, i overført betydning, da han begav sig ud på en rejse, kun muligt ved at sælge familiens dyrebare ejendele. En rejse betalt med det mest dyrebare, min fars familie ejede. Men for dommerfuldmægtig Nina Palesa Bonde er en historie som denne intet andet end en “perle.” Hendes bemærkning, “Min puls steg mere, da jeg sorterede perler, end da jeg så hjemmesiden ❤️,” oser af en overfladiskhed, der er chokerende – især for en dommer, der skulle kunne se bag en persons ydre og anerkende dybden i andres oplevelser.
Hvordan kan en dommerfuldmægtig, med rødder i et liv præget af udfordringer – med en mor fra “en lillebitte bjerglandsby i Lesotho tillade sig at reducere min historie til noget så trivielt? Her står vi med den fare, at en offentlig person, der repræsenterer retfærdighed, vælger at bruge sin ytringsfrihed til at kvæle andres kamp og historie. Er det virkelig, hvad ytringsfrihedens grundlov skulle beskytte?
DEN INDSPUNDNE CIRKEL AF LOYALITET: CONFINO, BONDE OG ALLARP
Den opstående konflikt mellem Jotam Confino og Asmaa Abdol syntes først og fremmest at være en enkel juridisk tvist om injurier og ytringsfrihed. Men da flere aktører blev tilknyttet sagen, blev det gradvist klart, at denne konflikt handler om meget mere end blot to modstridende holdninger. Det afsløres i dag, at sagen viser et dybere samspil mellem nogle personer, der ser ud til at dele ikke blot holdninger, men måske også en strategisk indbyrdes loyalitet.
Her vil vi trække tråde mellem Confino, Bonde og Allarp – tre personer, der hver især spiller en rolle i en “cirkulær støtte,” som synes at beskytte deres fælles narrativ og modarbejde kritikere. Nedenfor gennemgår vi den indviklede dynamik mellem disse tre aktører og analyserer, hvordan deres indbyrdes forbindelser har skabt en lukket enhed.
HVOR DET BEGYNDER: CONFINO OG BONDE INDGÅR I EN KONTROVERSIEL RELATION
Det starter med Jotam Confino, en journalist, der anlægger sag mod Asmaa Abdol. På papiret ser sagen ud til at være en almindelig tvist om injurier, men Ninas Palesa Bondes indblanding bliver hurtigt problematisk. Som dommerfuldmægtig skulle hun ideelt set stå neutralt i sager af denne type, men i stedet har hun startet en indsamling til Confino, hvilket umiddelbart virker uforeneligt med hendes rolle og etiske forpligtelser.
Som dommerfuldmægtig har hun taget stilling og indirekte erklæret sig selv som tilhænger af Confinos synspunkt. Dermed kan det betragtes som en handling, der underminerer hendes egen position som upartisk aktør i det juridiske system. Hendes engagement rejser også spørgsmål om hendes bånd til Confino – et bånd, der bringer tvivl om hendes neutralitet.
ALLARPS DUKKER PLUDSELIG OP??
Midt i dette optræder pludselig Anne Sofie Allarp, en journalist med kendte pro-israelske holdninger. At Allarp kommenterer på dine indlæg og retter en direkte kritik mod dig, åbner døren for spekulation. Det tyder på, at der er et dybere samarbejde eller i det mindste en gensidig støtte mellem Confino, Bonde og Allarp, der alle ser ud til at have sammenfaldende interesser og holdninger til Israel. Her begynder det at ligne en samlet cirkel, hvor de støtter hinanden for at beskytte en bestemt narrativ. Allarps sarkastiske kommentar omkring “homoerotisk hældning” og “Hamas Collection” virker som et forsøg på at miskreditere mig og skifte fokus fra den oprindelige kritik af Confino og Bonde.
MINE SVAR TIL ALLARP OG DEN ESKALERENDE DEBAT
Jeg reagerer på Allarps kommentarer og forsøger at bringe samtalen tilbage til et sagligt niveau. Her er nogle af dine centrale svar til Allarp:
Kære Anne Sofie Allarp, Tak for det skarpe øje! Jeg er glad for, at du bemærkede den “homoerotiske hældning” på min hjemmeside – et visuelt statement, der, helt i Homos- og Hamas-ånd, bringer både kunst og modstand til live. Modstand kan være både smukt og glitrende, og min Hamas Collection står stolt som et håndlavet bidrag til kampens glamour!
Og nej, jeg har ikke AIPAC i ryggen, så jeg må jo ty til mine små håndlavede smykker for at samle ind til la grande cause! Og nej, for god ordens skyld, så er jeg heller ikke ‘på flisen’ – men derimod på den kreative side af tingene.”
“Tak for inspirationen, Anne Sofie. Måske jeg endda dukker op som HOMAD til næste Halloween og fejrer både mangfoldighed og modstandsånd – alt sammen takket være dig!
Med min respons svar vender jeg hendes sarkasme til en kreativ kommentar, men hendes bemærkninger afslører hendes klare intention om at udstille og kritisere mit projekt. Det er tydeligt, at Allarp ikke blot reagerer tilfældigt – hendes kommentar ser ud til at være en bevidst støtte til Confino og indirekte også Bonde. At hun pludselig træder ind i debatten her, tyder på, at hendes relation til både Confino og Bonde er tættere end forventet.
DEN CIRKULÆRE STØTTE: “DEM MOD OS”
Denne udvikling i sagen bringer en “dem mod os”-følelse til overfladen. Man kan tydelig se, at de “rotter sig sammen,” og deres handlinger antyder en lukket cirkel af gensidig støtte, der rækker ud over blot denne ene sag. Denne cirkel – bestående af Confino, Bonde og Allarp – fungerer tilsyneladende som et beskyttende netværk, der støtter hinanden, når deres holdninger eller handlinger udfordres. Det bliver særligt tydeligt, da:
- Bonde støtter Confino juridisk gennem en indsamling og erklærer sig derved på hans side.
- Allarp dukker op i debatten og retter sit angreb mod dig på en måde, der ser ud til at aflede opmærksomheden fra hendes egne og hendes venners handlinger.
- Samtaler og kommentarer peger på en skjult loyalitet mellem de tre, der udmønter sig i offentlig kritik af dem, der vover at udfordre deres synspunkter.
AFSLUTTENDE ANALYSE: HVORFOR DETTE NETVÆRK ER PROBLEMATISK
Denne cirkulære støtte vækker bekymring, ikke mindst fordi den udspiller sig inden for rammerne af journalistik og jura – to felter, hvor objektivitet og neutralitet er essentielle værdier. Når personer som Bonde, Allarp og Confino fremstår som en samlet front, skaber det en risiko for, at deres personlige holdninger og relationer kompromitterer deres professionelle integritet og skævvrider det offentlige billede. Deres handlinger ser ud til at være mere drevet af politiske og personlige interesser end af ønsket om en fri og fair debat.
For mig og andre i samme situation bliver udfordringen at manøvrere i et landskab, hvor magtfulde personer med et pro-israelsk standpunkt synes at have et fælles mål om at dominere narrativet. Det gør kampen for sandhed og retfærdighed desto vigtigere, men også vanskeligere, da det kræver både mod og udholdenhed at stå imod den slags tætte magtcirkler.
Denne analyse af deres indbyrdes relationer viser, hvordan de, gennem gensidig støtte, opretholder et bestemt narrativ og modarbejder enhver opposition. Det er et tankevækkende eksempel på, hvordan magtfulde netværk opererer, og hvordan “venner af sagen” kan danne skjulte alliancer, der står som en mur mod kritik og alternative synspunkter.
BAGGRUND OG INVOLVING I FUNDRAISING
Som jeg ser det, tegner min research et mønster, der forbinder Nina Palesa Bonde, formand for Dommerfuldmægtigforeningen i Danmark, med fundraising til fordel for Jotam Confino, en kendt lobbyist og journalist ved BT. Selvom Bonde udtrykker en facade af neutralitet, ser jeg, at de indsamlede midler angiveligt kanaliseres til advokat Dam Moalem, leder af det zionistiske “Israel Desk” i Danmark – en juridisk organisation med en klar zionistisk orientering. I min fortolkning skaber denne kobling en understrøm af frygt: Er dette en del af en større, skjult zionistisk dagsorden, som indirekte kan være rettet mod særlige individer, eksempelvis en kvinde af palæstinensisk herkomst?
DELTAGELSE I ISLAMKRITISKE EVENTS
Når jeg gennemgår Bondes engagement, ser jeg et mønster af aktiv deltagelse i arrangementer, der fremmer islamkritiske holdninger. Blandt de mest markante var hendes deltagelse i en konference i Paris, organiseret af Dr. Florence Bergeaud-Blackler og CERIF, hvor diskussionen fokuserede på, hvad arrangørerne opfattede som trusler fra islamistiske kræfter. Her var talere som Lorenzo Vidino og Sameh Egyptson, der begge fremhævede farerne ved Det Muslimske Broderskab og islamisme i Europa. Vidino understregede, at vi kigger på “en transnational bevægelse,” mens Egyptson gjorde opmærksom på de økonomiske netværk, som ifølge ham støtter islamistiske grupper.
Derudover deltog Bonde i Folkemødet 2024 sammen med Jotam Confino og Jaleh Tavakoli, hvor de drøftede emner som cancel culture og de trusler, woke-kulturen angiveligt udgør. Dette arrangement var organiseret af Trykkefrihedsselskabet, som åbent fører en islamkritisk dagsorden. For mig skaber det et sammenhængende billede af Bonde som en central figur i en bevægelse, der betragter islam og islamisme som truende for det danske samfund.
POLITISK AGENDA OG MULIG INTERESSEKONFLIKT
Efter min analyse står det klart, at Bonde har skabt og leder organisationen PATY – opkaldt efter Samuel Paty, den franske lærer, som blev dræbt for at undervise om ytringsfrihed. PATY har til formål at bekæmpe islamistiske tendenser i det danske skolesystem, men jeg undrer mig over, hvordan denne mission kan opretholdes i fuld neutralitet, når Bonde samtidig er så dybt engageret i islamkritiske og pro-zionistiske initiativer. Det rejser uundgåeligt spørgsmålet om, hvorvidt hendes engagement er påvirket af en politisk og ideologisk agenda.
MIT ENDNU UAFSLUTTEDE SPØRGSMÅL
Bonde’s aktiviteter tegner, som jeg ser det, et billede af en kompleks forbindelse mellem islamkritiske dagsordener og hendes nære bånd til zionistiske juridiske netværk. Hendes aktive deltagelse i fundraising og konferencer, hendes rolle i islamkritiske debatter og hendes engagement i PATY giver mig anledning til at overveje, om vi her ser en ideologisk kampagne, der med “kirurgisk præcision” rettes mod islamistiske aktører i Danmark. Det, jeg ser, er et klart behov for yderligere undersøgelse for at fastslå, om hendes handlinger reelt udgør en interessekonflikt eller skjult lobbyvirksomhed.
Heldigvis er vi kommet langt siden de dage, hvor København stolt kunne fremvise “eksotiske indslag” i zoologiske haver og Tivoli – dengang var det en sensation at få et glimt af en afrikaner. Ja, vi har heldigvis lagt den slags bag os. Men man må sige, at i dag bliver det hele stadig udført med en bemærkelsesværdig grad af “nålestiksindgreb og kirurgisk præcision.” Det er næsten fristende at spørge, hvor meget af denne præcise “operation” der udføres på vegne af os alle – og hvor meget der i virkeligheden handler om hendes eget eksperiment med grænserne for frihed og kontrol.
Så hvem ved? Måske er det hele bare et forsøg på at øve os i de svære samtaler og forstå frihed gennem hendes vision, én lille præcision ad gangen.
For yderligere at underbygge min analyse, kan følgende links belyse de aktiviteter, Nina Palesa Bonde har været involveret i:
- Undersøgelse af læreres selvcensur – PATYs kamp for ytringsfrihed og sikkerhed: Gymnasieskolen
- Debat om cancel culture på Folkemødet: Folkemødet 2024
- Trykkefrihedsselskabet og den islamkritiske dagsorden: Trykkefrihed.dk
- Konference om islamisme i Europa: CERIF Messages
- Ytringsfrihed og tillid i samfundet – en analyse: Københavns Stift
- Genstart: En fredet Koran – interview med Nina Palesa Bonde: DR Genstart
- YouTube-diskussion om emnet: Se med her
- Nina Palesa Bonde’s Fan Base Exposed
Artiklen afslører, hvordan Bonde’s tilhængere angiveligt udøver racistisk og fremmedfjendsk chikane, med spørgsmål om, hvorvidt hendes egne udtalelser har bidraget til disse holdninger - Margrete Aukens Indflydelse på Ida Auken
Artiklen undersøger, om Margrete Aukens opdragelse har formet Ida Aukens kontroversielle synspunkter og politiske holdninger.
DSU, HVAD ER DET?
NU RYGER KUNSTNER-HATTEN, OG INGENIØRHJELMEN KOMMER PÅ!
Når forbindelsen mellem Nina Palesa Bonde og DSU (Danmarks Socialdemokratiske Ungdom) pludselig træder frem, så må jeg lægge kunstnerens bløde pensel til side og i stedet tage ingeniørens skarpe blik frem. Er DSU blot en ungdomspolitisk organisation, eller gemmer de sig bag en vigtig brik i det større puslespil omkring hendes netværk og indflydelse?
Jeg stirrer ned på mysteriet, som I måske selv har gjort her – hvis vi går så dybt, er vi nødt til at se nøjagtigt, hvordan linjerne og prikkerne tegner sig. Men jeg mærker også den søde træthed snige sig ind – klokken er mange, og øjnene begynder at lukke i.
SNIP SNAP SNUDE, FØRSTE NÅLESTIK ER UDE
Så, kære læser, nu må vi alle finde nattens ro. Hvis I gør som jeg og lader tankerne hvile, så lover jeg jer: næste gang, vi samles her, vil vi tage et nyt kapitel op og grave videre. Så vær nu glad for, at du har en god, blød seng at krybe ned i – det er ikke alle, der deler de samme privilegier. Jeg slukker for lyset her, og mens mørket falder på, lad os huske, at for nogen er selv livets lys blevet dæmpet. Må Allah vise sin nåde over hele verden. Sov godt, og godnat.
Stadig under opbygning.
The Atlantic Council: En Skjult Magtfuld Krigslobby med Verdensledere og Erhvervsmoguler
The Atlantic Council er en af verdens mest indflydelsesrige tænketanke, og det er ikke blot en akademisk institution eller et forum for diskussion. Det er en central krigslobby, der samler tidligere statsledere, militærchefer og ledere fra nogle af verdens største virksomheder – mange med tætte bånd til forsvarsindustrien. Organisationen er dedikeret til at fremme USA’s og Vestens udenrigspolitiske interesser, ofte gennem militære løsninger. The Atlantic Council har en dyb og omfattende indflydelse på, hvordan politikere i USA, Europa og resten af verden træffer beslutninger om krig, fred, forsvar og energipolitik. Gennem årene har rådet været involveret i at legitimere krige som Irak-krigen, Afghanistan-krigen og støtten til vestlige militære interventioner i Mellemøsten og Østeuropa.
Medlemmerne af The Atlantic Council’s International Advisory Board er en samling af tidligere statsledere, erhvervsmoguler og forsvarseksperter, der har formet verdens gang både før og efter 9/11-angrebene. Dette netværk af magtfulde mennesker spiller stadig en central rolle i at drive militariserede politiske beslutninger. Men deres tætte bånd til forsvarsindustrien og deres mangel på gennemsigtighed gør denne tænketank til en kritisabel aktør på den internationale scene. Her er en gennemgang af de nøglepersoner fra The Atlantic Council og deres indflydelse både før og efter 9/11.
Stephen J. Hadley – USA’s Tidligere Nationale Sikkerhedsrådgiver
Før 9/11: Hadley var næstkommanderende under præsident George W. Bush i de tidlige år af administrationen. Hans fokus var på at skabe en global sikkerhedspolitik for USA i den postkolde krigsverden.
Efter 9/11: Hadley blev en central figur i krigen mod terror. Som national sikkerhedsrådgiver var han en af de vigtigste arkitekter bag Irak-krigen i 2003, en beslutning, der blev truffet på falske præmisser om masseødelæggelsesvåben. Han fortsætter nu med at fremme militære løsninger gennem sin rolle i The Atlantic Council.
Carl Bildt – Tidligere Statsminister og Udenrigsminister for Sverige
Før 9/11: Bildt var involveret i fredsforhandlinger på Balkan og var en stærk fortaler for Sveriges integration med Vesten gennem samarbejde med NATO og EU.
Efter 9/11: Bildt støttede de vestlige koalitioners indsats i Afghanistan og Irak. Som udenrigsminister fra 2006 til 2014 var han med til at styrke Sveriges rolle i den globale krig mod terror, selvom Sverige ikke er NATO-medlem. I dag arbejder han for at fremme vestligt samarbejde og militær oprustning i sin rolle i The Atlantic Council.
José María Aznar – Tidligere Præsident for Spanien
Før 9/11: Aznar var en stærk tilhænger af USA’s udenrigspolitik og arbejdede for at styrke Spaniens bånd til USA og NATO.
Efter 9/11: Aznar sluttede Spanien til den “koalition af villige” i Irak-krigen og var en af George W. Bushs mest trofaste europæiske allierede. Hans støtte til Irak-krigen gjorde ham ekstremt upopulær i Spanien og bidrog til hans valgnederlag i 2004 efter Madrid-bombningerne. Han fortsætter med at være en central figur i transatlantisk politik gennem The Atlantic Council.
General Joseph F. Dunford – Tidligere Formand for USA’s Joint Chiefs of Staff
Før 9/11: Dunford var en højtstående officer i USA’s marineinfanteri, men havde endnu ikke nået de højeste rækker.
Efter 9/11: Dunford blev en af de mest magtfulde militærchefer i USA og var med til at lede indsatsen i både Irak og Afghanistan. Som formand for Joint Chiefs of Staff spillede han en nøglerolle i at forme USA’s strategi i krigen mod terror. I dag sidder han i The Atlantic Council og rådgiver om globale forsvarsstrategier.
James Clapper – Tidligere Direktør for National Efterretning i USA
Før 9/11: Clapper arbejdede i militær efterretning og var leder af Defense Intelligence Agency (DIA) i 1990’erne.
Efter 9/11: Clapper blev udnævnt til USA’s direktør for national efterretning og spillede en central rolle i at overvåge og udvide USA’s efterretningsnetværk. Hans arbejde var en nøglefaktor i udvidelsen af det globale overvågningsapparat, især efter afsløringerne af Edward Snowden om NSA’s overvågning. I dag fokuserer han på cybersikkerhed og efterretning i The Atlantic Council.
Helle Thorning-Schmidt – Tidligere Statsminister for Danmark
Før 9/11: Thorning-Schmidt var en dansk politiker, men havde endnu ikke nået sit højeste embede.
Efter 9/11: Som statsminister fra 2011 til 2015 støttede hun Danmarks deltagelse i NATO’s missioner i Afghanistan og Irak. Under hendes ledelse fortsatte Danmark med at være en stærk allieret i USA’s krig mod terror. Hun er nu aktiv i The Atlantic Council, hvor hun fremmer transatlantisk samarbejde og forsvarsstrategier.
Kevin Rudd – Tidligere Premierminister for Australien
Før 9/11: Rudd var en spirende politisk stjerne i Australien, men endnu ikke premierminister.
Efter 9/11: Som premierminister (2007-2010, 2013) spillede Rudd en nøglerolle i Australiens engagement i krigen mod terror, især i Afghanistan. Australien var en vigtig allieret i USA’s koalition i Mellemøsten. Rudd sidder nu i The Atlantic Council, hvor han fokuserer på asiatiske sikkerhedsspørgsmål og transatlantisk samarbejde.
Aleksander Kwaśniewski – Tidligere Præsident for Polen
Før 9/11: Kwaśniewski var en af hovedarkitekterne bag Polens integration i NATO i 1999.
Efter 9/11: Efter angrebene blev Polen en stærk støtte til USA i både Afghanistan og Irak, og Kwaśniewski arbejdede tæt sammen med den amerikanske regering for at sikre Polens deltagelse i koalitionen. I dag er han en central rådgiver i The Atlantic Council, hvor han arbejder for at styrke NATO og østeuropæisk sikkerhed.
Charles T. Hagel – Tidligere Amerikansk Forsvarsminister
Før 9/11: Hagel var medlem af den amerikanske kongres som senator og var aktiv i udenrigs- og forsvarsspørgsmål.
Efter 9/11: Hagel blev forsvarsminister under præsident Obama og stod i spidsen for USA’s militærstrategi under tilbagetrækningen fra Afghanistan. Han var ansvarlig for at styre USA gennem en periode med øget spænding i Mellemøsten og en omstilling af den amerikanske krigsindsats. Nu sidder han i The Atlantic Council og fokuserer på globale sikkerhedsstrategier.
Hvorfor er The Atlantic Council Problematisk?
The Atlantic Council fremstår som en neutral tænketank, men deres tætte bånd til forsvarsindustrien og deres fremme af militariserede løsninger på globale konflikter rejser alvorlige spørgsmål om interessekonflikter og manglende gennemsigtighed. Mange af medlemmerne har været dybt involveret i kontroversielle krige, især Irak-krigen, og de fortsætter med at påvirke internationale beslutningsprocesser uden at blive holdt ansvarlige for deres tidligere fejltagelser.
Militarisering frem for diplomati: Mange af de strategier, der fremmes af The Atlantic Council, prioriterer militære indsatser frem for diplomatiske og fredelige løsninger, hvilket har ført til langvarige konflikter og destabilisering af regioner som Mellemøsten.
Forsvarsindustriens indflydelse: Mange af rådets medlemmer har økonomiske interesser i forsvarsindustrien, og deres anbefalinger har ofte gavnet våbenproducenter og forsvarsvirksomheder,
Hvorfor The Atlantic Council’s Indflydelse er Udemokratisk og Underminerer Folkestyret
The Atlantic Council er en tænketank med stor indflydelse på vestlige regeringer, herunder USA og mange europæiske lande. Det fremstår som en platform for at fremme transatlantisk samarbejde, men i praksis fungerer det som en krigslobby, der ofte arbejder i tæt samarbejde med forsvarsindustrien og politiske ledere for at fremme militariserede løsninger. Deres indflydelse er problematisk, fordi den underminerer demokratiske processer, gennemsigtighed og folkelig kontrol over beslutninger, der har omfattende konsekvenser for krig og fred, samt hvordan offentlige midler bruges på forsvar og sikkerhed. Her er flere grunde til, hvorfor The Atlantic Council’s indflydelse kan betragtes som udemokratisk:
1. Manglende Gennemsigtighed og Offentlig Kontrol
The Atlantic Council opererer ofte bag lukkede døre, hvor deres rådgivning og analyser gives direkte til regeringer og beslutningstagere uden offentlig indsigt. Dette skaber en manglende gennemsigtighed, som undergraver demokratiets kerneværdier, hvor beslutninger om krig og fred bør tages i offentlighedens lys.
Skjult Lobbyvirksomhed: Mange af de anbefalinger og strategier, som The Atlantic Council fremmer, kommer fra individer og virksomheder med stærke økonomiske interesser i forsvarssektoren, såsom våbenproducenter som Raytheon, Lockheed Martin, og Boeing. Disse virksomheder tjener direkte på krige og oprustning, hvilket betyder, at de har en økonomisk interesse i at fremme militariserede løsninger. Denne lobbyvirksomhed sker ofte uden tilstrækkelig offentlig kontrol eller debat, hvilket gør det svært for borgerne at vide, hvem der påvirker deres regering.
Beslutninger Truffet Uden Borgerinddragelse: De politiske anbefalinger fra The Atlantic Council bliver ofte implementeret uden nogen form for demokratisk kontrol eller høring af befolkningen. Dette underminerer borgernes ret til at blive hørt i beslutningsprocesser, der kan resultere i krigsdeltagelse, militær oprustning eller ændringer i udenrigspolitikken.
2. Interessekonflikter mellem Forsvarsindustrien og Politisk Magt
Mange af medlemmerne af The Atlantic Council, både i deres International Advisory Board og i deres daglige drift, har tætte bånd til forsvarsindustrien. Dette skaber interessekonflikter, hvor de samme personer, der rådgiver om krig og forsvarspolitik, også har økonomiske interesser i de beslutninger, der træffes.
Økonomisk Incitament til Krig: Når ledere fra virksomheder som Saab Group, General Atomics, og Raytheon sidder i The Atlantic Council’s ledelse, bliver deres interesser i at sælge våben blandet sammen med politiske beslutninger om at fremme militære interventioner. Dette skaber en situation, hvor økonomiske incitamenter for profittering af krig og oprustning kan overskygge muligheden for at fremme diplomati og fred.
Manglende Repræsentation af Folkets Interesser: The Atlantic Council’s bånd til erhvervslivet betyder, at deres politikker ofte afspejler de økonomiske interesser hos multinationale selskaber, snarere end de interesser, som almindelige borgere har i fred og sikkerhed. Dette undergraver folkevalgte regeringers ansvar over for deres egne borgere, da beslutninger om krig og oprustning træffes med direkte input fra forsvarsindustrien.
3. Fremme af Militariserede Løsninger Frem for Diplomati
The Atlantic Council har konsekvent fremmet militære løsninger på internationale konflikter frem for diplomatiske og fredelige tiltag. Dette skaber en ubalance i den politiske beslutningsproces, hvor militarisering får forrang frem for dialog og forhandling.
Langvarige Krige Uden Folkelig Støtte: Irak-krigen og Afghanistan-krigen er eksempler på konflikter, der blev startet med stærk støtte fra tænketanke som The Atlantic Council, men som senere mistede folkelig opbakning på grund af de menneskelige og økonomiske omkostninger. Alligevel fortsatte politikerne med at følge de militariserede politikker, der blev fremmet af forsvarsrådgivere med tætte bånd til industrien. Disse krige viste sig at være katastrofale for stabiliteten i regionen og førte til millioner af dødsfald og fordrivelser, men blev ikke justeret i tide til at afspejle befolkningens ønsker.
Undergravning af Diplomati: Når tænketanke som The Atlantic Council får en dominerende stemme i udenrigspolitiske debatter, bliver diplomatiet ofte tilsidesat. Dette underminerer demokratiske processer, hvor dialog og forhandling bør prioriteres over militære løsninger. Organisationer som The Atlantic Council arbejder aktivt for at styrke oprustning og krigsførelse, hvilket kan føre til længerevarende konflikter og underminering af fredsbestræbelser.
4. Undergravning af National Suverænitet
Den indflydelse, som The Atlantic Council har på nationale regeringers beslutninger om sikkerhed og udenrigspolitik, kan føre til en undergravning af national suverænitet. Mange lande, især i Europa, står over for pres fra både NATO og USA om at følge de linjer, der er udstukket af transatlantiske institutioner som The Atlantic Council.
Udenlandsk Indflydelse på Nationale Beslutninger: Regeringer i lande som Danmark, Spanien og Polen, der har haft tidligere ledere involveret i The Atlantic Council, kan opleve pres for at tilpasse deres nationale politikker til USA’s ønsker. Dette undergraver de enkelte landes suveræne ret til at træffe uafhængige beslutninger baseret på deres befolknings interesser.
Eksempel: Irak-krigen: Mange europæiske lande, herunder Spanien og Polen, deltog i Irak-krigen trods massiv folkelig modstand. Polens tidligere præsident Aleksander Kwaśniewski og Spaniens tidligere præsident José María Aznar var stærke støtter af USA’s krig i Irak, men denne krig viste sig at være katastrofal og blev bredt fordømt som en fejl. Dette er et tydeligt eksempel på, hvordan indflydelsen fra transatlantiske forbindelser kan overtrumfe folkelige og nationale interesser.
5. Manglende Ansvarlighed og Demokratisk Gennemsigtighed
The Atlantic Council er ikke en folkevalgt institution og behøver derfor ikke at stå til ansvar over for vælgere eller nationale parlamenter. Deres politiske anbefalinger har dog stor indflydelse på regeringers beslutninger om krig og fred, men uden nogen form for ansvarlighed over for den brede befolkning.
Privat Finansieret Magt med Offentlige Konsekvenser: Selvom mange tænketanke er private organisationer, har The Atlantic Council betydelige forbindelser til offentlige institutioner og får adgang til beslutningstagere på højt niveau. Disse politiske anbefalinger, der ofte fremmer militære løsninger, har offentlige konsekvenser – som krig, øgede forsvarsudgifter og menneskelige omkostninger – men borgerne har ingen mulighed for at stille tænketanken til ansvar.
Konklusion: Underminering af Demokrati og Folkestyre
The Atlantic Council’s indflydelse på globale politiske beslutninger, især dem, der vedrører krig, sikkerhed og oprustning, underminerer demokratiet på flere niveauer. Deres tætte bånd til forsvarsindustrien, mangel på gennemsigtighed, og fremme af militariserede løsninger frem for diplomati skaber et system, hvor økonomiske interesser og udenlandsk indflydelse trumfer borgernes ret til at træffe beslutninger om deres lands udenrigspolitik. Dette er problematisk, fordi de vigtigste beslutninger om krig og fred bør træffes i overensstemmelse med folkets vilje og nationale interesser – ikke som følge af lobbyvirksomhed fra tænketanke med skjulte dagsordener.
For at beskytte demokratiet og folkestyret er det afgørende, at regeringer tager skridt til at sikre større gennemsigtighed, ansvarlighed og inddragelse af borgerne i beslutningsprocesser om udenrigspolitik og forsvar.
Link https://zlcopenhagen.com/menneskerettigheder-i-danmark/
ANDEN VERDENSKRIG OG FN’S ROLLE
Efter Anden Verdenskrig stemte FN om at opdele Palæstina i en israelsk og en palæstinensisk stat. Storbritannien undlod at stemme, på trods af deres vetoret, og de udtrykte modstand mod delingen. Det britiske imperium så dette som en fejltagelse og forsøgte at forhindre både oprettelsen af Israel og Palæstina – med særligt fokus på at forhindre sidstnævnte. Som resultat blev Israel en realitet, mens Palæstina stort set forsvandt fra kortet.
PROBLEMATIKKEN VED EN RELIGIØST BASERET STAT
Professor Casagranda påpeger, at verdenssamfundet oprettede en stat for én bestemt religion, hvilket skete på bekostning af de mennesker, der allerede boede i området. Ironisk nok, bemærker han, skete denne opdeling lige efter Anden Verdenskrig, hvor man burde have lært af tidligere fejltagelser. Mens lande som USA, Sovjetunionen og Frankrig støttede Israels oprettelse, modsatte Storbritannien sig delingen.
USA’S DOBBELTMORAL OG ZIONISTBEVÆGELSENS KRAV
Casagranda kritiserer USA’s holdning til oprettelsen af Israel i Palæstina og påpeger, at det samme USA afviste Zionistbevægelsens forslag om at give jøderne landområder i Arizona og New Mexico. Det er, ifølge Casagranda, lettere at være generøs med andres land end sit eget.
DET MORALE DILEMMA OG ISRAELS OPRETTELSE
Casagranda sammenligner Israels oprettelse med et hypotetisk moralsk dilemma: at vælge mellem at redde flere ved at ofre én, eller lade mange lide. Han antyder, at de, der støttede oprettelsen af Israel, i realiteten valgte at “ofre” Palæstina for at redde en anden gruppe mennesker, særligt i kølvandet på Holocaust.
PALÆSTINA OG HOLOCAUST
Casagranda stiller det kritiske spørgsmål om, hvorfor Israel blev oprettet i Palæstina, når Palæstina intet havde at gøre med Holocaust. I stedet argumenterer han for, at det ville have været mere retfærdigt at oprette en jødisk stat i Nordtyskland.
IRONIEN I DET ETNISKE SLÆGTSSKAB
En vigtig pointe i Casagrandas foredrag er, at mange palæstinensere er af jødisk afstamning, mens de fleste af de jøder, der oprettede Israel, var europæiske. Det skaber en ironisk situation, hvor “mere jødiske” palæstinensere bliver fordrevet eller dræbt af “mindre jødiske” israelere af europæisk herkomst.
APARTHEID I ISRAEL
Casagranda sammenligner situationen i Palæstina med apartheid i Sydafrika, men han mener, at den israelske version er værre. Gaza beskrives som en koncentrationslejr, mens Vestbredden sammenlignes med et ghettoiseret område, hvor palæstinensere lever i en form for indre eksil, uden retten til at bo i deres oprindelige hjem og med begrænsede borgerrettigheder.
FLYGTNINGEKRISEN OG REGIONALE SPÆNDINGER
Casagranda beskriver også, hvordan størstedelen af palæstinenserne i Gaza og Vestbredden er flygtninge fra andre dele af Palæstina. Han bemærker, at Jordan nu hovedsageligt bebos af palæstinensere og flygtninge fra Syrien og Irak, hvilket understreger den alvorlige flygtningekrise i regionen.
For flere perspektiver og detaljer om Professor Roy Casagrandas analyser og foredrag, se hans officielle side.
OM PROFESSOR ROY CASAGRANDA
EN UNIK STEMME I MELLEMØSTLIGE ANLIGGENDER
Professor Roy Casagranda, som jeg med stor fascination har fulgt, bringer en dybtgående og tværfaglig indsigt i Mellemøstlige anliggender. Casagranda, professor ved Austin Community College (ACC), er kendt for at integrere politik, historie, økonomi, psykologi og filosofi for at forstå de komplekse årsager bag konflikter. Inspireret af den persiske lærd Ibn Sinas filosofi om, at viden først er fuldstændig, når den forstås gennem sine årsager, bringer Casagranda et sjældent helhedssyn til sine analyser.
Som ACC’s førende ekspert i Mellemøstlige Anliggender har han siden 2008 regelmæssigt deltaget i nyhedsinterviews og offentlige foredrag, ofte vist på prominente platforme som ABC’s KVUE og Fox 7 News Austin. Han er også grundlægger af Austin School, en studenterklub og foredragsserie, hvor han fremmer dybtgående og kritiske perspektiver på globale samfundsproblemer.
Casagranda har en omfattende baggrund med artikler om amerikansk og arabisk politik, både i amerikanske medier som Austin American-Statesman og TODO Austin, samt i Iran-baserede publikationer som Merhnameh og Hamshahri. Derudover har han skrevet akademiske moduler om Anden Verdenskrig for University of Maryland og redigeret bøger som Island of Fire og Besieged af Jason Mark. Med sine rødder og erfaringer fra Europa og Mellemøsten, hvor han har boet i lande som Tyskland, Egypten, Libanon og Algeriet, taler Casagranda både tysk og arabisk.
Hans dybdegående analyser og personlige erfaring gør hans stemme både unik og dybt engagerende – særligt når det gælder de israelsk-palæstinensiske relationer og Mellemøstens dynamikker. Hans viden og erfaring er en inspiration og et forbillede for alle, der søger en nuanceret forståelse af verdens mest komplekse konflikter.
For yderligere indsigt i hans arbejde, se hans officielle side.