DAVID JANO OG DEN SELEKTIVE EMPATI

Retfærdighed mister sin troværdighed, hvis den bliver selektiv.

David Jano har offentligt talt om sorg, fællesskab og forsoning efter terrorangrebet i København i 2015. Hans stemme bærer vægt – både som formand for Jødisk Idrætsforening Hakoah og som medarbejder ved Israels ambassade i Danmark.

Men når internationale menneskerettighedsorganisationer som Amnesty International og Human Rights Watch dokumenterer overgreb mod palæstinensiske fanger, opstår et spørgsmål:

Hvorfor mangler den samme offentlige indignation?

DAVID JANO: HVORFOR MANGLER INDIGNATIONEN OVER DOKUMENTEREDE OVERGREB?

Jeg kender følelsen af magtesløshed. At stå uden stemme, når man har været udsat for vold. Derfor er tavshed ikke en mulighed.

David Jano har offentligt talt om sorg og forsoning efter terrorangrebet i København. Som formand for Hakoah og medarbejder ved Israels ambassade i Danmark har hans ord betydning i den offentlige debat.

Samtidig har Amnesty International og Human Rights Watch dokumenteret alvorlige overgreb mod palæstinensiske fanger i israelske fængsler.

Det rejser et principielt spørgsmål: Kan man tale om universelle menneskerettigheder, hvis indignationen ikke er konsekvent?

Retfærdighed begynder med at anerkende alle ofre – også når det politisk er ubekvemt.

DAVID JANO OG DET TAVSE DIPLOMATI: NÅR SPORT OG POLITIK SMELTER SAMMEN

David Jano er kendt som formand for Jødisk Idrætsforening Hakoah – men også som pressemedarbejder på Israels ambassade i Danmark. Denne dobbeltrolle rejser nye spørgsmål om, hvor grænsen går mellem sport, diplomati og politik.

I offentligheden har Jano ofte talt om forsoning og fællesskab efter terrorangrebet i København i 2015, hvor hans ven Dan Uzan blev dræbt. Men kritikere peger nu på, at hans stemme mangler, når det gælder palæstinensiske civile og fanger, der ifølge menneskerettighedsorganisationer udsættes for overgreb i israelske fængsler.

Amnesty International og Human Rights Watch har gentagne gange dokumenteret tortur og mishandling af palæstinensiske fanger. Alligevel forbliver tavsheden fra mange toneangivende stemmer i Danmark påfaldende.

ET SPØRGSMÅL OM BALANCE

Kritikere som debattør Mohammad Khanni mener, at forbindelsen mellem Hakoah og Israels ambassade rejser spørgsmål om neutralitet i dansk idræt og offentlig debat.

“Når sport bliver brugt som politisk platform, mister vi det fællesskab, der skulle forene os,” siger Khanni.

DAVID JANO: SØRGER FOR JØDISKE OFRE – TIER OM PALÆSTINENSISKE VOLDTÆGTSOFRE

David Jano har ikke svært ved at finde de rigtige ord, når han skriver om jødiske ofre for vold. Hans artikel “Copenhagen Terror Stole My Friend Dan Uzan” er et følelsesladet indlæg om tragedien i København i 2015. Han fortæller personligt om sit venskab med Dan Uzan, om deres fodboldklub og om den umistelige sorg, han føler over tabet af en ven.

Men hvad sker der, når han bliver konfronteret med en anden gruppe af ofre – dem, der ikke passer ind i hans verdensbillede?

Jeg har forsøgt at få svar fra David Jano. Jeg har skrevet mails. Jeg har ringet. Jeg har stillet ham det simple spørgsmål: Hvad mener du om de palæstinensiske fanger, der bliver voldtaget og tortureret i israelske fængsler? Ingen svar. Hans artikel viser en tydelig strategi:

Personlig vinkel – Han vækker sympati ved at dele personlige minder. Det gør historien rørende, men også farlig, fordi den bliver en følelsesmæssig fælde: Læseren får kun én side af fortællingen.

Selektiv indignation – Terrorangreb mod jøder er “utænkelige” og “uacceptable”, men hvad med de systematiske overgreb, som Israel begår? Hvor er hans stemme dér?

Offerrollen – Han maler billedet af et jødisk samfund under konstant angreb, men nævner ikke, hvordan Israel selv har skabt en brutal besættelse, der koster palæstinensere livet hver eneste dag.

David Jano kræver, at vi sørger over Dan Uzan. Men hvorfor kræver han ikke også, at vi sørger over de palæstinensiske mænd, kvinder og børn, som bliver voldtaget, tortureret og ydmyget i israelske fængsler? Hvorfor ignorerer han Amnesty International, Human Rights Watch og FN’s gentagne dokumentation af disse forbrydelser? Sandheden er ubehagelig: Han vil ikke svare, fordi han ikke kan forsvare det. Han kan skrive en hel artikel om sin sorg, men han kan ikke finde ét eneste ord til dem, der lider på grund af Israels brutale besættelse. Han taler om terror, men nægter at kalde Israels behandling af palæstinensere for det, den er: Statsstøttet terror.

David Jano vil gerne have vores sympati. Han vil gerne tale om retfærdighed. Men hans tavshed beviser, at hans indignation ikke handler om retfærdighed – den handler om magt. Så jeg spørger ham igen, offentligt:
Hvorfor tier du, David Jano? Hvorfor nægter du at anerkende, at Israel voldtager, torturerer og myrder palæstinensiske fanger?

Retfærdighed kan ikke være selektiv. Hvis du kun kan sørge over én gruppe ofre, og samtidig lukker øjnene for de ofre, der ikke passer ind i dit narrativ – så er du ikke en forkæmper for fred. Så er du bare en propagandist.

DAVID JANO FORMAND FOR JIF HAKOAH TIER

MENS ISRAEL TORTURERER OG VOLDTAGER GIDSLER

NÅR DEBAT BLIVER TIL FORAGT

ISRAEL, PALÆSTINA OG YTRINGSFRIHED I FRIT FALD

Et simpelt spørgsmål på X udløste et stormvejr:

“Hvad med dine israelske venner, der voldtager fanger?”

I stedet for at forholde sig til indholdet svarede Christian Marcussen med en klovne-emoji og kaldte sin modpart “Islamisk Stat terrorist”.

En debat om tortur og voldtægt af fanger blev dermed ikke mødt med argumenter – men med hån.

Når alvorlige anklager om menneskerettighedskrænkelser reduceres til emojis og sarkasme, sender det et klart signal: Spørgsmålet skal ikke diskuteres, det skal latterliggøres.

Det er hans ord. Det er hans reaktion.

Spørgsmålet er derfor ikke, om man må bruge satire. Spørgsmålet er, hvorfor en debat om vold og overgreb ender i foragt i stedet for svar.

SATIRENS HYKLERI – HVORFOR GÆLDER YTRINGSFRIHED KUN FOR NOGLE?

Den seneste udveksling på X mellem Christian Marcussen og mig blotlægger en tydelig dobbeltstandard i måden, satire og ytringsfrihed praktiseres på.

Da jeg rejste kritik, svarede Marcussen sarkastisk: “Kunne du egentligt godt tænke dig mere terror i Danmark?” Den type bemærkninger bliver forsvaret som humor eller satire – og accepteret, når de kommer fra ham.

Men når andre – særligt personer med en anden kulturel eller religiøs baggrund – bruger skarp retorik eller satire, mødes de med mistænkeliggørelse og anklager.

Her ligger hykleriet: Ytringsfrihed hyldes, så længe den taler i én retning. Når perspektivet vendes, bliver den pludselig problematisk.

Satire må gerne være provokerende. Men den kan ikke være en ensrettet gade, hvor nogle beskyttes, mens andre dæmoniseres.

NÅR TORTUR BLIVER TIL UNDERHOLDNING

YTRINGSFRIHED ELLER FORAKT? – NÅR TORTUROFRE BLIVER TIL MEMES

Efter et opslag fra Mette Nielsen om fængsling og tortur i Israel valgte debattør Christian Marcussen at svare sarkastisk:

“Jeg håber, at staten står klar med et psykologteam. De skal nok finde et eller andet.”

I stedet for at forholde sig til indholdet blev reaktionen startskuddet til et kommentarfelt præget af hån, latter og nedgørende bemærkninger. Flere brugte sammenligninger med “koncentrationslejre” som en joke.

Det er ikke første gang, Marcussen vækker debat med sin tone. I en tidligere udveksling på X svarede han en kritiker, at han “går lige så meget ind for voldtægt som du går ind for at dræbe de vantro” – midt i en diskussion om overgreb mod palæstinensiske fanger.

Når alvorlige anklager om vold, tortur og menneskerettigheder mødes med sarkasme og provokation, ændres samtalen. Fokus flyttes fra substans til spot.

Spørgsmålet er ikke, om man må være polemisk. Spørgsmålet er, hvad det gør ved en offentlig debat, når tortur reduceres til underholdning.

SELEKTIV EMPATI OG LUKKET DEBAT

David Jano hylder jødiske ofre. Christian Marcussen afviser kritik med hån og beskyldninger. To reaktioner – samme problem: selektiv empati og lukket debat.

Hvor er empatien, når palæstinensiske fanger udsættes for tortur og overgreb i israelske fængsler? Hvor er indignationen, når mennesker krænkes – ikke for deres tro, men for deres eksistens?

David Jano og Hakoah taler om fællesskab og forsoning. Men forsoning kræver modet til at anerkende alle ofre – ikke kun dem, der passer ind i ens egen fortælling.

I Danmark ser vi os selv som humanistiske. I praksis opstår der ofte en selektiv empati – en form for offermentalitet, hvor sorgen aktiveres afhængigt af, hvem offeret er.

DOKUMENTATION FREM FOR DÆMONISERING

Den 23. september 2024 bad jeg om aktindsigt i grundlaget for udpegelsen til Integrationsrådet. Ministeriet bekræftede modtagelsen og gav delvis aktindsigt. Sagen eksisterer. Den er dokumenteret.

Forskellen er enkel: Jeg dokumenterer og stiller spørgsmål. Modsvaret består af beskyldninger og etiketter.

Spørgsmålet står tilbage:

Hvem taler for dem, der ikke må græde højt?
Og hvem tør tage debatten uden at reducere den til personangreb?

ET PRINCIPIELT SPØRGSMÅL – NÅR VERDEN SER TIL

I januar 2024 vurderede Den Internationale Domstol (ICJ), at anklagerne om folkemord mod Israel er plausible og derfor skal behandles juridisk. Det betyder ikke en endelig dom – men det betyder, at verden ikke længere kan afvise spørgsmålet som propaganda.

Når en stat står over for så alvorlige anklager, og når menneskerettighedsorganisationer dokumenterer tortur og overgreb, bliver tavshed ikke neutral. Tavshed bliver en position.

Mit spørgsmål handler derfor ikke om had. Det handler om konsekvens. Hvis vi mener, at menneskerettigheder er universelle, må de gælde – også når det er politisk ubekvemt.

Dette er en kritik af statslige handlinger og politisk ansvar. Det er ikke en kritik af jøder som folk eller religion.