SISSE JOY KRISTENSEN: HVAD KOSTER 26 SIDER AF MIN BLOG?

EMBEDSMÆND I PDF-PANIK

HVORDAN JEG BLEV TIL EN FARE FOR STATEN – MED EN BLOG

SKATTEPENGENE ARBEJDER – PÅ MIT DOMÆNE: DE TOG MIT ORD – OG GJORDE DEM TIL EN SAG

I marts 2025 fremsendte FRAFALDEN GENFANDT ISLAM – DANMARKS FØRSTE OG ENESTE FORENING oplysninger til Indsamlingsnævnet. Svaret kom fra SISSE JOY KRISTENSEN, embedsmand i nævnet. Hendes vurdering blev starten på 26 siders forvaltningsreaktion.

Hvad sker der, når en kreativ borger konfronterer et embedsværk? Når en forening, skabt af en eks-frafalden muslim, bryder med systemets filterbobler?

VELKOMMEN TIL 1. MAJ – HVOR SYSTEMKRITIK MØDER EMBEDSVÆRKETS ØKSE

DAGENS TEMA: OVERVÅGNING FORKLÆDT SOM FORVALTNING, PDF’ER SOM VÅBEN OG SATIRE SOM FORSVARSVÆRK.

En dag vågner jeg op og opdager, at min blog – en satirisk refleksion om tro og identitet – er blevet udpeget som foreningsmistanke af Civilstyrelsen.

Ikke pga. fake news. Ikke pga. hvidvask. Nej…
Men fordi jeg brugte ordet “forening” i en overskrift.

De tog et screenshot. De skrev PDF. De mobiliserede embedsmænd.

Og jeg? Jeg tænkte:

“Hvis dét er kriteriet for overvågning, så har hele internettet et problem.”

I dette indlæg gennemgår jeg, hvordan én sætning – skrevet på en dynamisk blog – blev behandlet som en kriminel struktur.

ØJEBLIKKET DER BLEV LOV

CITAT 1 – EMBEDSVURDERING AF SISSE JOY KRISTENSEN

“Vi er blevet gjort opmærksomme på…”
– SISSE JOY KRISTENSEN, Civilstyrelsen, 31. MARTS 2025, KØBENHAVN N

Denne sætning udløste det hele. Det blev startskuddet for embedsvurderinger, skærmbilleder og PDF’er i flæng.

“Hvis du har spørgsmål til dette brev, er du velkommen til at ringe til os på telefon 33 92 33 34 […]”
– SISSE JOY KRISTENSEN, Civilstyrelsen, 31. MARTS 2025, KØBENHAVN N

Fire dage senere kom svaret fra en ny embedsmand – med en helt anden tone.

“Vi har besluttet, at dine henvendelser for nuværende besvares skriftligt.”
– SANNE HJORTH, Civilstyrelsen, 4. APRIL 2025, KØBENHAVN N

KUNSTNERE, DESIGNERE OG PARAGRAF-POLITI

KAN MAN ANKLAGE ET LÆRRED FOR AT VÆRE UAFSLUTTET?

Når en kunstner maler, bliver billedet sjældent færdigt i første penselstrøg. En designer syr, former og justerer. En produktionsingeniør arbejder med optimering og løbende iteration. Og som studerende lærer vi: Processen er en del af resultatet.

Gælder det samme for kreative blogs, satirisk journalistik og digitale eksperimenter?

Hvordan kan staten tage ét snapshot – ét “øjebliksbillede” , eller med andre ord, et impressionistisk øjebliks registrering– og gøre det til retsligt grundlag for mistanke, overvågning og registrering?

Er det impressionisme som i Monets åkander – hvor detaljen er sløret, men helheden står stærkt?
Eller er det J.P. Jacobsens skovstier, der bugter sig som tigerskind i et digt – uden facit?

Impressionisme – i både billedkunst, litteratur og journalistik – handler om øjeblikket, lyset, følelsen.
Men når man blogger med farver, satirisk tone og fejl som del af læringsprocessen, — må det så registreres med en juridisk hammer?

Claude Monet slap ikke uden om kritikerne. Men slap han uden om embedsværkets PDF’er?

Hvor er rum for udvikling, fejl, rettelser – eller dét menneskelige aspekt, når man som enkeltperson prøver at skabe noget nyt?

FORVALTNING ELLER FARCE?

HVOR MANGE SKATTEKRONER KOSTER 26 SIDERS EMBEDSFEJL?

Som ingeniørstuderende spørger jeg mig selv: Hvor mange skattekroner koster det staten at producere og distribuere 26 sider af forældet dokumentation på baggrund af en satirisk blog?

Hvor mange timer blev brugt på at analysere en side, som løbende bliver opdateret? Hvilke budgetter er afsat til denne type registreringer? Og hvor meget embedsværk er sat ind på at føre tilsyn med borgere, der skriver kreativt og kritisk?

Denne artikel er derfor ikke kun en kommentar til én sag – men en kritik af en forvaltningskultur, hvor bureaukratiet har fortrængt sund fornuft.

AKTINDSIGTSBREV INDSENDT DEN 1. MAJ 2025:

Jeg anmoder hermed om aktindsigt i baggrunden for Civilstyrelsens registrering og vurdering af mit indhold under “Frafalden Genfandt Islam – Danmarks Første og Eneste Forening”.
Jeg ønsker særlig indsigt i:

Antal ansatte involveret i sagen

Samlet ressourceforbrug (timer, løn, eksterne konsulenter)

Kopi af screenshots og interne mails

Juridisk grundlag for vurderingen på baggrund af dynamisk side

Forklaring på hvordan én formulering i en kreativ, løbende blog kan udløse 26 siders dokumentation og overvågning

Med venlig hilsen,
Zahid Latif
Produktionsingeniørstuderende, DTU
Stifter af Frafalden Genfandt Islam

Denne artikel er derfor ikke kun en kommentar til én sag – men en kritik af en forvaltningskultur, hvor bureaukratiet har fortrængt sund fornuft.

JEG KALDER IKKE – JEG RÅBER

NÅR TRANSPARENS BLIVER KALDT ET “KRAV”

Civilstyrelsen vælger at kalde mit ønske om dialog for et “krav”.
Men når én embedsmand siger “ring endelig” og en anden lukker ned få dage senere – er det så borgeren, der er krævende?

Dette stiller ikke kun spørgsmål om kommunikation – men om borgernes retssikkerhed i et digitalt samfund, hvor satire, kreativitet og foreningsdannelse bliver forvekslet med forbrydelse.

Navne: SISSE JOY KRISTENSEN, SANNE HJORTH
Søgeord: FRAFALDEN GENFANDT ISLAM, Indsamlingsnævnet, SISSE JOY KRISTENSEN, embedsfejl, agtindsigt, forvaltningsret, digital registrering, foreningsovervågning, bureaukrati, offentligt ressourcespild, pdf-overproduktion

FRAFALDEN GENFANDT ISLAM er ikke bare satire. Det er en levende test af embedsstatens fleksibilitet og det moderne demokratis evne til at rumme kritik.

CITATANALYSE: FRA “DU ER VELKOMMEN” TIL “DU KRÆVER!”

I Indsamlingsnævnets kommunikation ser vi et bemærkelsesværdigt tone-skift:

Den 31. marts 2025 skriver Sisse Joy Kristensen følgende:

“Hvis du har spørgsmål til dette brev, er du velkommen til at ringe til os på telefon 33 92 33 34…”

Fire dage senere – den 4. april 2025 – overgår sagen til Sanne Hjorth, som nu formulerer sig sådan:

“Det fremgår af din henvendelse, at du kræver svar på…”

Ordet “kræver” er ikke neutralt. Det antyder konfrontation, pres og urimelighed – på trods af, at jeg som borger blot henviste til mine lovsikrede rettigheder og ønskede opklaring.

Det er ikke bare dårlig stil – det er embedskommunikation, der forsøger at delegitimere borgerens spørgsmål, og skjule embedsansvaret bag sproglige nedtakter.

Samtidig skifter fokus:

• Sisse inviterer til dialog.

• Sanne afviser og sprogligt marginaliserer.

• Hanne Sønderby Mikkelsen, som underskriver godkendelsen, nævner hverken fejl eller ansvar.

Denne koordinerede embedsdynamik får det til at ligne et lukket kredsløb, hvor borgeren glider fra velkomst til afvisning – uden reelt at få lov at tale med nogen.