Hver gang en dansk ungdomspolitiker vender hjem fra en rejse til Israel, taler de anderledes. Ordene, vinklerne, sympatien — alt. Bag kulissen står Max Meyer og Dansk Zionistisk Forbund. De kalder det oplysning. Kritikere kalder det hjernevask. I et afsnit af System Update (Rumble, okt. 2025) beskriver Glenn Greenwald, hvordan den britiske aktivist Tommy Robinson blev “ført gennem et re-uddannelsesprogram” under en Israel-tur. I Danmark gentages mønsteret. Under Max Meyer inviterer Dansk Zionistisk Forbund i samarbejde med ELNET unge politikere og meningsdannere på “studieture” til Israel. Flere tidligere deltagere vender hjem med markant ændret retorik. De citeres i medier og debatter med et nyt fokus: Israels sikkerhed, truslen fra fjender, nødvendigheden af støtte. Så spørgsmålet presser sig på: Max Meyer, formand for Dansk Zionistisk Forbund, fortæller om sine rejser til Israel med unge danske politikere. Rejserne bliver præsenteret som en del af et oplysningsarbejde om Israel og forholdet mellem Danmark og Mellemøsten. Ifølge Meyer arrangeres turene gennem Dansk Zionistisk Forbund, hvor målet er at vise deltagerne et direkte billede af landet – både det politiske, kulturelle og religiøse. Han beskriver disse rejser som afgørende for at skabe forståelse for Israels rolle i verden. Meyer taler åbent om behovet for større støtte til Israel i Danmark og opfordrer til et tættere samarbejde mellem danske beslutningstagere og israelske institutioner. Det rejser debat om, hvorvidt rejserne fungerer som kulturel udveksling eller som en form for politisk påvirkning. Han træder frem som overleverens søn. Holocaust bliver rammen for alt, der siges. Når han taler, er det ikke politik – det er overlevelse. Kritik af Israel bliver i den logik en gentagelse af antisemitisme. Han ejer frygten, og bruger den som moralsk skjold. Jøderne er vi. De er overlevende, oplyste, truede og moralsk overlegne. Israel er civilisationens centrum, omgivet af mørke. Det er ren pathos – frygt og stolthed i samme åndedrag. To roller gives: den taknemmelige arbejder og den farlige terrorist. Intet midtimellem. Arbejderen får løn og værdighed af Israel. Terroristen hader, fordi han er lært til det. Det er vi mod dem – en klassisk dikotomi forklædt som fakta. Han maler med tårer og tab. Børn, ruiner, overlevelse. Det emotionelle overvælder, så politik bliver sekundær. Hvordan modsiger man nogen, der taler i dødes navn? Hans “rejser til Israel” præsenteres som uddannelse, ikke lobby. Et strategisk greb: den rationelle facade skjuler påvirkning. Han underviser ikke – han indvier. Gentagelser skaber rytme og autoritet. Historier gør krig til følelser. Antiteser deler verden i lys og mørke. “We,” “our,” “future” kalder publikum ind i fællesskabet – og lukker døren bag dem. Ethos, pathos, logos smelter til ét: en fortælling om frygt og frelse. Jøden bliver civilisationens spejl. Palæstinenseren dens trussel. Danmark dens moralske scene. Bag studieturene ligger en mere systematisk metode. Den stammer ikke fra tilfældige møder, men fra professionelle kommunikationsmanualer udviklet til at skabe sympati, lojalitet og følelsesmæssig binding. De samme principper bruges i dag — ikke kun i USA, men også i Europa, hvor organisationer som Dansk Zionistisk Forbund, ELNET og deres partnere under Max Meyer arrangerer rejser for unge ledere, journalister og politikere. Her handler det ikke om spontan nysgerrighed, men om iscenesættelse. Deltagerne føres gennem nøje udvalgte oplevelser, ordvalg og samtaler, som tilsammen danner et bestemt narrativ: Israel som offer, fredsøgende og moralsk overlegent. Hvis vi skal forstå, hvordan de såkaldte studieture fungerer som påvirkningsmaskiner, må vi først skære manualen i stykker. Ved at nedbryde hvert kapitel — fra sproglige vendinger og empati-greb til frygtretorik og campus-strategier — kan vi kortlægge, hvordan de tilsammen former unge meningsdannere og politikere. Kun sådan får vi et klart billede af helheden: Ikke enkeltstående begivenheder, men et sammenhængende kommunikationsapparat bag moderne israelsk lobbyisme. CH. 1–2 → Formål: at skabe følelsesmæssig troværdighed og kontrol gennem empati og sproglig præcision. CH. 3–7 → Formål: at skabe et narrativ, hvor Israel altid fremstår som rationel, fredsøgende og moralsk overlegen. CH. 8–13 → Formål: at omdefinere magt og kontrol som “sikkerhed”, “historisk ret” eller “gensidig respekt”. CH. 14–16 → Formål: at bruge menneskelige og kulturelle symboler som emotionel afskærmning. CH. 17–18 → Formål: at integrere strategien i vestlig uddannelse og ungdomspolitik. Appendix I–IV → Formål: at give konkrete værktøjer til feltarbejde og damage control. Dokumentet fungerer som en kommunikationsdoktrin: en manual til, hvordan man gennem følelser, sprog og sociale positioner kan skabe lydige fortalere blandt unge politikere, journalister og aktivister. Det er ikke bare teori — det er en opskrift, som genbruges i nutidige programmer under fx ELNET og DZF, blot pakket ind som “dannelse” og “dialogrejser”. Formål: At vinde “persuadables” — mennesker, der ikke allerede støtter Israel, men kan påvirkes gennem empati, håb og moralsk framing. Manualen åbner med det, der ligner varme og menneskelighed — men som er nøje designet kommunikation. Hvert ord skal få modparten til at føle sig forstået, før påvirkningen sætter ind. Her er grundrammen, som alle senere teknikker bygger på: Når tilliden først er vundet, skifter sproget karakter. Fortællingen skal nu ramme hjertet — og styre samvittigheden. Efter moral og frygt følger mekanikken: hvordan man holder fortællingen samlet, uanset spørgsmål, fakta eller kritik. Efter DEL 3 (kapitel 8–12) kommer det, der naturligt bliver DEL 4 — og den del er langt mere ideologisk og psykologisk. Denne del af manualen handler ikke længere om, hvad der siges, men hvad folk føler, når de hører det. Det sker gennem tre lag: Kapitlerne fungerer som et ideologisk filter — et sæt briller, som får al efterfølgende kommunikation til at se “humanistisk” ud, uanset den faktiske politik. Den dækker kapitel 13–17: For at forstå den israelske lobbismes fulde rækkevidde, må man se på den sidste fase — dér, hvor fortællingen bliver system. Her samles alt: kommunikation, symbolik, psykologisk påvirkning og institutionel kontrol. Hver teknik forankres i emotionel binding — “vi” mod “verden” — og forvandler støtter til budbringere. 👉 Kort sagt: Del 5 er den operationelle arkitektur bag moderne israelsk lobbisme — hvor propaganda bliver politik. Manualens sidste del fungerer som feltmanual — en samling værktøjer, der omsætter strategien til praksis. Konklusion: Disse bilag afslører den operative kerne i strategien — De 25 kommunikationsregler fra The Israel Project blev udviklet som et internt værktøj til at forme vestlig opinion. Når unge danskere eller politikere sendes på rejse til Israel med Dansk Zionistisk Forbund og ELNET, gentager de ofte de samme mønstre: Formålet er ikke nødvendigvis ondt, men effekten er klar: I et opslag fra juli 2024 bliver DSU-profilen Mads Hvidbjerg nævnt i forbindelse med en rejse arrangeret af Svarformen afspejler et mønster, der beskrives i Del 4 og 5 af manualen:
@madshvk viser på elegant vis, hvordan Dansk Zionistisk Forbund har haft succes med at påvirke "vores unge".
Der kommer først fred, når palæstinenserne elsker deres børn mere, end de hader israelerne
#IStandWithIsrael
#israel
#dkpol
https://t.co/TzBewZZ76O
I oktober 2023 skrev Venstre-politikeren Morten Dahlin et opslag på X, Sætningen ligner et klassisk eksempel fra kapitel 15 – The Culture of Hate Budskabet gør konflikten følelsesmæssig snarere end strukturel – og flytter ansvaret fra Som manualen anbefaler, bruges børn, kærlighed og frygt som symboler. Resultatet er en effektiv følelsesramme, hvor argumenter ikke længere handler om fakta – men om hvem, der fremstår mest menneskelig. under opbygning Talen blev holdt i Folketingets afslutningsdebat den 30. maj 2024 Sammenhængen mellem tale, netværk og symbolik viser, hvordan påvirkning Skaales tale “Israel er Mellemøstens lys” er et skoleeksempel på moderne politisk framing. Resultatet er en tale, hvor religion, etik og frygt flettes sammen til et totalnarrativ: Når man læser Lobbying for Zionism on Both Sides of the Atlantic af Ilan Pappé, De samme mekanismer genfindes i Danmark. Rejserne, talerne og de diplomatiske receptioner er ikke isolerede begivenheder – Her spiller også Det Mosaiske Trossamfund og de pro-israelske kulturforeninger en rolle: Konklusionen bliver ubehageligt enkel:BAG KULISSEN PÅ DANMARKS SKJULTE ISRAEL-FORBINDELSE
HVEM STYRER FORTÆLLINGEN?
FRA TOMMY ROBINSON TIL DANSK PÅVIRKNING
Ifølge Greenwald var formålet klart: ikke oplysning, men omformning gennem følelser — med Holocaust-fortællingen som åbningsakt, efterfulgt af møder med magtfulde embedsmænd og nøje koreograferede mediescener.
DEN DANSKE KOPI AF METODEN
Først appelleres der til empati, derefter opbygges respekt gennem officielle møder, og til sidst følger synlig eksponering på sociale medier. Denne kæde skaber – ifølge kritikere – en følelse af gæld og tilknytning.
FRA DANNELSE TIL LOYALITET
ER DET DANNELSESREJSER – ELLER PÅVIRKNINGSPROGRAMMER FORKLÆDT SOM DIPLOMATI?MAX MEYER REJSER TIL ISRAEL
DANSK ZIONISTISK FORBUND OG PÅVIRKNINGSREJSER
ISRAEL LOBBY DANMARK OG OFFENTLIG OPFATTELSE
MAX MEYERS RETORISKE GREB
ETHOS – DEN MORALSKE VIDNEPOSITION
“VI” SOM HELLIG KATEGORI
PALÆSTINENSEREN SOM SKYGGEFIGUR
PATHOS – FRYGTEN SOM DRIVKRAFT
LOGOS – PÅVIRKNING FORKLÆDT SOM OPLYSNING
SPROGLIGE VIRKEMIDLER
KONKLUSION
HVORDAN DE FORMÅR AT FORME HOLDNINGER
FORSTÅ DE SKJULTE REJSER: FRAGMENTÉR FOR AT AFSLØRE
MANUALENS STRATEGI – KAPITEL FOR KAPITEL
DEL 1 – RAMMESÆTNING OG SPROGLIG TRÆNING
DEL 2 – POLITISK OG MORALSK REFRAMING
DEL 3 – NORMALISERING AF STRUKTURERET KONTROL
DEL 4 – MORALSK OG KULTUREL ISCENESÆTTELSE
DEL 5 – MÅLRETTET PÅVIRKNING AF OPINIONSLEDERNE
DEL 6 – OPERATIV MANUAL
KONKLUSION
DEL1: EMPATI SOM VÅBEN KAPITEL 1-2
DEL 1: RAMMEN (OPBYG TILLID OG EMPATI)
Metode: Emotionel framing → gentagelse → troværdighed → håb → fælles værdier.EMPATI SOM VÅBEN
DEL 2: HVORDAN ORD BLIVER TIL KONTROL KAPITEL 3-7
DEL 2: FORTÆLLING (SKAB TROVÆRDIG MORAL OG FRYGT)
Israel fremstilles som det moralske centrum, omgivet af irrationel ondskab. Frygten bruges ikke åbent, men drypvis: som ansvar, som nødvendighed, som “selvforsvar”.
DEL 3: SPROG, FØLELSER OG TROVÆRDIGHED KAPITEL 8-12
DEL 3: STRUKTUR (RAM FORTÆLLINGEN IND OG GENTAG DEN)
Manualen skifter nu til taktisk kommunikation — et sæt værktøjer til at styre medier, timing og tone.
KAPITLERNE OVERORDNET
DEL 4: IDEOLOGISK INDRAMNING (SKAB MORAL, SKYLD OG IDENTITET) KAPITEL 13-17
Her bevæger manualen sig fra sprogteknik til tankestyring og målgruppekontrol.DEL 4: IDEOLOGISK INDRAMNING – SKAB MORAL, SKYLD OG IDENTITET
Her formes det psykologiske landskab, som skal få publikum — især unge og politisk interesserede — til at forbinde støtte til Israel med medmenneskelighed, samvittighed og moral.
Det er her, propagandaen forvandles til personlig overbevisning.
DEL 5: DEN SKJULTE MASKINE – HVORDAN PROPAGANDA BLIVER POLITIK KAPITEL 13-18
Del 5 viser, hvordan sprog, følelser og frygt bliver omsat til styring, loyalitet og politisk handling.
Manualens sidste kapitler fungerer som en køreplan for påvirkning — fra FN og medier til universiteter og ungdomsprogrammer.
Det er den fase, hvor den strategiske empati bliver til organiseret propaganda, og hvor påvirkning omsættes til konkret politisk magt.DEL 5 — DEN SKJULTE MASKINE – HVORDAN PROPAGANDA BLIVER POLITIK
APPENDIX OPERATIV MANUAL
DEL 6 – OPERATIV MANUAL (APPENDIX I–IV)
Her ser vi, hvordan hele systemet anvendes: i medier, på sociale platforme og i direkte debat.
hvordan ord, billeder og frygt synkroniseres for at fastholde støtte og neutralisere kritik.
Det er her, den israelske lobbyisme skifter fra kommunikation til kontrol.FRA TEORI TIL PRAKSIS: NÅR MANUALEN FÅR KROP
Men sproget lever videre. Ikke som åben propaganda – men som et sæt vaner, man kan genkende i udtalelser, studieture og ungdomsprogrammer, der på overfladen handler om “dialog” og “kulturudveksling”.
empati for “begge sider”, stærk følelsesfortælling om Holocaust, og et håb om “fred gennem forståelse”.
Det er manualens første tre principper – bare pakket ind som oplevelse, ikke tekst.
deltagerne vender hjem med en følelsesmæssig binding, en ny ramme for konfliktens moral, og et sprog, der allerede er skrevet for dem.CASE 1 — MADS HVIDBJERG OG “ANTISEMITISME”-KORTET
Dansk Zionistisk Forbund. Kort efter svarer han med et klassisk retorisk forsvar:
at flytte fokus fra kritik til moral — og at definere modstanderen som uetisk.
Denne strategi forvandler politisk uenighed til et spørgsmål om skyld og skam.
Mads har nemlig været på propaganda-tur til Israel.
Et land der af egne og verdens førende NGO’er kaldes et apartheidstyre.
Et land der systematisk bryder…
pic.twitter.com/vlatVFVoxO
CASE 2 — MORTEN DAHLIN OG DEN MORALSKE FRAMING
hvor han skrev: “Der kommer først fred, når palæstinenserne elsker deres børn mere,
end de hader israelerne.”
i den israelske kommunikationsmanual: at omdefinere politisk konflikt til et moralsk spørgsmål.
staten til befolkningen. Det er moral inversion i praksis:
den stærke part fremstilles som beskytter, den svage som årsag til volden.
Det lukker for kritik, fordi modstand mod fortællingen let kan fremstilles som
kynisme eller manglende medmenneskelighed.CASE 3 — INGE STØJBERG MODTOG EN PRIS FRA DZF
og er siden blevet modtager af Årets Danske Tale.
Skaale har tidligere deltaget i arrangementer med den israelske ambassade
og er ifølge offentlige kilder medlem af en pro-israelsk netværksgruppe.
kan tage form gennem anerkendelsens vej —
når narrativet om “lys i mørket” ikke længere præsenteres som propaganda,
men som prisvindende moral.RETORISKE VIRKEMIDLER I SKAALES TALE
Den iscenesætter konflikten gennem moralske billeder og følelsesmæssige modsætninger, der matcher manualens Del 2–4.
Modparten beskrives som “dødskult” og “mørke”. Det skaber en bibelsk dikotomi: godhed mod ondskab.
Derved flyttes konflikten fra politik til moral: Israel som individ, ikke som stat.
Det fratager dem menneskelig kompleksitet – et klassisk “os vs. dem”-greb.
vække afsky og sympati – “døde børn som win-win for Hamas” – et konkret citat der vækker vrede, ikke refleksion.
indirekte præsenteres som moralsk svigt. Offer og aggressor bytter plads i fortællingen.
“Rushdie blandt stater”. Dermed bliver kritik af Israel et angreb på vestlige værdier selv.
Et klassisk “hvad med dem?”-argument, der opløser ansvar.
næsten naturgiven. Her bliver politik til skæbne.
med moralsk balance: “Trods sine fejl er Israel demokratiets lygtepæl.”
Publikum tvinges til at vælge side i et etisk scenarie – ikke et politisk.
Israel som civilisationens frontlinje. Det er ikke blot tale — det er emotionel programmering med moralsk licens.DEN DANSKE FORBINDELSE – FRA MANUAL TIL MASKINE
bliver det tydeligt, at påvirkning ikke længere foregår gennem åben propaganda,
men gennem relationer, oplevelser og følelser.
Det er ikke “reklame” – det er identitetsopbygning.
Dansk Zionistisk Forbund under Max Meyer og samarbejdspartnere som ELNET
arbejder med præcis de metoder, som manualen beskrev allerede i 2009:
følelsesnarrativer, moralisk framing og kulturel inddragelse.
de er led i et system, hvor unge, politikere og meningsdannere gradvist lærer,
hvilke ord og billeder der “virker”.
Ligesom Pappé beskriver i sin bog, flyttes påvirkningen fra lobbylokalerne til de menneskelige netværk.
de fungerer som de bløde kontaktpunkter, hvor loyalitet og sympati bygges gennem fortællinger,
arrangementer og fælles sprog.
Det er netop denne blanding af moral, netværk og narrativ, der gør lobbyismen effektiv –
og svær at opdage.
Danmark er ikke bare publikum i den israelske lobbyismes fortælling – vi er blevet en scene i den.
