No Shipment to Israel

JEG ER EN DØDSKULT

Af i Islamofobia, Religion

DER ER PARRALELLER

Skaale udtaler stolt, at han ser paralleller mellem historiske og nutidige konflikter. Lad os tage ham på ordet og udforske nogle af de mørkere sider af Danmarks historie – og den beskidte arv, vi stadig slæber med os.

HEIL HITLER

DANMARKS SAMARBEJDE MED NAZISTERNE

Under 2. Verdenskrig samarbejdede Danmark med Nazityskland. Mens vi ofte fremhæver den heroiske redning af jøder, ignorerer vi, hvordan kongen og eliten i høj grad gik på kompromis med nazisterne for at beskytte egne interesser. Arbejdskraft, landbrugsvarer og endda danske nazister blev leveret til den tyske krigsmaskine, alt imens modstandsfolk blev anset som farlige elementer, der skulle kontrolleres.

Danish Misconception - Controversial discussion on historical Jewish expulsions, xenophobia, and World War II. Keywords: Jews, expulsion, xenophobia, World War II.

Når Skaale peger fingre ad Hamas og bruger ord som “dødskult,” er det værd at minde om, hvordan Danmark under nazi-tiden stiltiende accepterede, ja endda samarbejdede med en ideologi, der havde folkemord som sin kerne. Kan vi virkelig tage moralisering fra en nation, der har været så dybt involveret i et af historiens værste kapitler?

RACISME I FOLKETINGET 2024

 

KARMA FRA GRØNLAND TIL GAZA

Når vi ser parallellerne – mellem Danmarks rolle under nazismen, vores moderne behandling af Grønland, og vores tavshed over for Israels handlinger – bliver det tydeligt: vi står ikke på moralens højeste tinde. Det er intet mindre end karma, der minder os om, at vi ikke kan kræve retfærdighed for os selv uden at sikre det for andre.

Så næste gang Skaale bruger ord som “dødskult,” lad os minde ham om, at retorik som hans er rodfæstet i manipulation og hykleri. Hvis vi virkelig ønsker at være en nation, der kæmper for retfærdighed, må vi tage et ærligt kig på vores egen beskidte fortid og nutid.

SPIRAL-SAGEN

DANSK FOLKEDRAB DESIGN

I nutiden ser vi lignende mønstre i Danmarks relation til Grønland. Donald Trumps forsøg på at købe Grønland blev mødt med forargelse, men hvad har Danmark gjort for at sikre Grønlands selvbestemmelse? Den økonomiske og politiske kontrol, vi har udøvet, minder mere om kolonial udnyttelse end et respektfuldt partnerskab. Når vi kræver respekt for Grønlands suverænitet, hvorfor nægter vi så samme ret til Palæstina?

Denne moderne ironi bør ikke gå ubemærket hen. Danmark, der blev klemt af nazisterne og nu er udfordret af stormagters interesser, burde bedre end nogen forstå Palæstinas situation. Men i stedet ser vi passivt til, når Israel udøver en brutal besættelsespolitik, der minder om det, vi selv har fordømt i historien.

MEN JEG ER STADIG EN DØDSKULT

IRONIEN I DET DANSKE STÅSTED

Danmark har ofte stået som et symbol på neutralitet og retfærdighed, men når vi dykker ned i historien – og nutiden – bliver billedet mindre klart. Fra samarbejdspolitikken under nazismen til kolonial udnyttelse af Grønland, har vores land haft svært ved at balancere sine værdier med sine handlinger.

Og netop denne udfordring spejles i den retorik, vi ser fra politikere som Sjúrður Skaale. Når han fordømmer slogans som “from the river to the sea” og Jihad-råb, samtidig med at han fremhæver vestlige værdier, kan det være svært ikke at se ironien. For som han selv nævner, praktiseres slaveri i visse lande, men hvad med Grønland? Hvor er selvrefleksionen, når Danmark fortsat nyder godt af de ressourcer og den politiske kontrol, der stammer fra en kolonial fortid?

SKAALES PARADOKSER

Skaales tale rammer et ømt punkt: På den ene side fordømmer han kulturelle og ideologiske praksisser i andre dele af verden, og på den anden side undlader han at anerkende, hvordan Danmarks egne historiske og nutidige handlinger kunne kritiseres med samme målestok. Hans brug af fremmede ord som Jihad og hans påstande om “globalislamistisk fare” bliver ladet med frygt, men mangler den selvindsigt, der burde følge med en reflekteret tale.

Hvis vi som nation skal tage moralen fra Grønland, fra Gaza og fra vores egen historie alvorligt, må vi erkende, at ingen står fri for kritik – heller ikke os selv. Denne balance mellem selvindsigt og retorisk skarphed er præcis, hvad vi savner i Skaales indlæg.

OVERGANG TIL TALEN

Skaales ord og argumentation fortjener en nærmere analyse, ikke kun for deres indhold, men for det paradoks, de afslører: Danmark, som elsker at kritisere andre for deres uretfærdighed, har endnu ikke taget et ærligt opgør med sine egne. Lad os se nærmere på hans brug af ord som “slaveri,” “martyr,” og “Jihad” – og hvad det siger om den dobbelte standard, vi ofte ser i den danske politiske debat.

 

HAMAS OG HAMAD

DANSK IRONI I ET NØDDESKAL

Sjúrður Skaale elsker at bruge store ord som martyr, Jihad og pervers logik, men hvor meget ved han egentlig om Hamas – eller for den sags skyld Danmark? Navnet Hamas står for noget langt mere komplekst, end hans retorik antyder:

  • H for Harakat (حركة): Bevægelse – en påmindelse om, at modstand altid udvikler sig, ligesom de danske modstandsfolk i 1940’erne.
  • M for Muqawamah (المقاومة): Modstand – den rå kraft, der nægter at give op, uanset odds.
  • A for al (ال): Den – en lille, men vigtig finesse, der tilføjer vægt og elegance.
  • D for Danmark (الدنمارك): Fordi hvis vi oversætter “Den Danske Modstandsbevægelse” til arabisk, bliver det al-Harakat al-Muqawamah al-Danmarkiya (الحركة المقاومة الدنماركية).

Hvis vi tænker over det, er HAMAD blot en spejling af, hvad vi selv engang var: en modstand mod undertrykkelse. Hvorfor er det så svært at se, at palæstinenserne ser Hamas som deres modstandsbevægelse – på samme måde som vi hylder vores egne helte fra fortiden?

HVAD SKAALE IKKE VED OM HAMAS – OG OM DANMARK

Skaale, der ynder at bruge fremmedord til at fremstå vidende, misser ironien i sin egen retorik. For hvad siger det om os, når vi kalder en modstandsbevægelse for en dødskultur, men glemmer, hvordan Danmark engang blev stemplet som terrorister af nazisterne?

Skal vi dømme andre så hårdt uden at huske vores egen historie? Måske er tiden inde til, at Danmark ser indad og reflekterer over sine egne dobbeltstandarder.

ER LYSET GÅET OP FOR SKAALE?

Skaale taler om Hamas med en distanceret, næsten overlegen retorik. Men hvad sker der, hvis vi vender hans egne ord mod ham selv? At kalde Hamas for en “dødskultur” og påstå, at de manipulerer verdensopinionen, ignorerer fuldstændigt den historiske kontekst. Hamas’ kamp udspringer af en virkelighed, der på mange måder spejler Danmarks egen historie med besættelse og modstand.

Hans ord om “pervers logik” kunne lige så godt have været brugt af nazisterne om danske modstandsfolk i 1940’erne. Det samme gælder hans retorik om manipulation – hvem bestemmer egentlig, hvad der er manipulation og hvad der er retfærdig kamp?

EN IRONISK BRO MELLEM DANMARK OG PALÆSTINA

Hvis vi hædrer danske modstandsfolk som helte, bør vi også kunne forstå, hvorfor palæstinensere ser Hamas som deres modstandsbevægelse. At forstå Hamas som en bevægelse baseret på Harakat (bevægelse), Muqawamah (modstand) og frihed giver en indsigt i den desperation og vilje, der driver palæstinensere til at kæmpe for deres land.

Er det ikke netop, hvad Danmark stod for under besættelsen? Hvorfor er denne forståelse så vanskelig i dag?

DANMARKS LYGTEPÆL

SLUKT ELLER TÆNDT?

Danmark har længe pralet med sin rolle som en lysende lygtepæl for demokrati og menneskerettigheder. Men spørgsmålet er: Lyser lygtepælen stadig? Eller er den gået ud i en tid, hvor vores dobbeltmoral over for besatte folk som palæstinenserne står klart?

Skaales store ord og moralprædikener kan virke oplysende på overfladen, men kigger man nærmere, afslører de en manglende forståelse for, hvad Danmark engang selv stod for. Hvis lygtepælen er slukket, så er det tid til at genfinde lyset – ikke kun for os selv, men også for dem, der kæmper for frihed i dag.

Husker du tegnefilmen fra barndommen, hvor hunden tissede på lygtepælen i Legestue? Efter alle de år er det gået op for mig: Den lygtepæl er stadig slukket. Tak til hunden for at afsløre Danmarks mørke hemmelighed!

HUNDEN FRA LEGESTUE OG DEN SLUKKEDE LYGTEPÆL

WELCOME TO METTE FREDERIKSEN

ER LYSET GÅET UD FOR METTE OG SKAALE?

Mens Mette Frederiksen demonstrativt lagde blomster foran den israelske ambassade og leverede sin sædvanlige retorik om Israels ret til at forsvare sig selv, er det svært ikke at bemærke, hvordan hendes lysende lygtepæl for retfærdighed lyser mere som en bliklampe – kun til glæde for én side.

Mette afviser blankt en sammenligning mellem ofrene i Israel og Gaza. At kalde spørgsmålet fra en dansk journalist historieløst er ironisk, når hun selv ignorerer historien bag konflikten. Hvor var buketten til Gazas børn? Hvor er lygtepælen for dem, der lever i ruiner under blokader? Mette taler om sympati for civile ofre, men kun med en fodnote om, at Israels handlinger, uanset hvor voldsomme, altid kan forsvares.

Sjúrður Skaale, der så ofte hylder demokratiets værdier og moralens højborg, kunne måske finde på at kalde dette en pervers logik. Men det er ikke Hamas’ logik, vi taler om her – det er logikken bag at veje menneskeliv forskelligt, afhængigt af hvor de bor, og hvad deres pas siger.

EN LYGTEPÆL UDEN LYS

Når vi ser Mette og Skaale tale om retfærdighed og demokrati, ser vi kun halvdelen af billedet. Retfærdighed lyser kun op, hvis det ikke indebærer at forholde sig kritisk til Israel. Det lader til, at Skaales berømte lygtepæl kun er tændt, når den skal pege væk fra det ubehagelige. Resten af tiden står den der, slukket, med rustne edderkoppespind og undvigende svar.

DANMARK SOM EN DYSTER PARALLEL

Mens Mette taler om historieløshed, burde Danmark måske kigge på sin egen historie. Vi, der blev kaldt terrorister af nazisterne for at kæmpe mod besættelsen, burde måske tænke lidt mere over, hvordan det føles at blive stemplet uden forståelse for konteksten. Måske skulle Mette prøve at lægge en buket foran en palæstinensisk familie, der har mistet alt – ikke for at relativere, men for at forstå, at menneskelig lidelse ikke har en partipolitisk side.

Det ironiske er, at Danmark engang kæmpede mod en besættelsesmagt, der også kaldte sig selv en lovlig og forsvarende stat. Historien gentager sig, men nu er vi ikke længere modstandsfolk – vi er den tavse samarbejdspartner.

Mette, måske er det på tide at udskifte blomsterne med handling, og at tænde den lygtepæl, der burde oplyse alle sider af retfærdighed – ikke kun dem, der er belejlige.

METTE FREDERIKSEN BUHET UD

SPROG SOM VÅBEN

NÅR ORDET BLIVER MERE END ET VÅBEN

Sprog er ikke bare et middel til at kommunikere – det er et våben, der former, fordrejer og dominerer. The Israel Project’s 2009 Global Language Dictionary er det perfekte eksempel på, hvordan ord kan manipuleres for at skabe et narrativ, der favoriserer én side i en konflikt.

Manualen viser, hvordan sprog bliver til et strategisk våben, der retfærdiggør Israels handlinger og demoniserer modstandere som Hamas. Med fraser som “terrorisme” og “selvforsvar” og en konsekvent afvisning af kritik som antisemitisme, bliver offentligheden ledt til en ensidig forståelse af konflikten.

SKAALE OG FREDERIKSEN: SPROGETS PUPPETMASTERS

Sjúrður Skaales lygtepæl, der burde oplyse vejen til retfærdighed, lyser kun, når det passer med det dominerende narrativ. Hans brug af ord som “pervers logik” og “martyrkultur” viser, hvordan sproget bliver brugt til at male fjender som irrationelle og farlige. Men ironien er, at denne retorik spejler den måde, nazisterne beskrev danske modstandsfolk på i 1940’erne.

Mette Frederiksen er heller ikke uskyldig. Hendes klare afvisning af at anerkende sammenhænge mellem civile ofre på begge sider og hendes retorik om Israels ret til selvforsvar er næsten som taget direkte fra manualen. Ved at ignorere den større kontekst og historie, bliver hendes ord ikke bare selektive, men aktivt manipulerende.

NÅR VI GLEMMER OS SELV

I vores iver for at støtte det ene narrativ, glemmer vi vores egen historie. Danmark, der selv har oplevet besættelse, burde forstå, hvordan ord som “terrorisme” og “selvforsvar” kan bruges til at delegitimere en hel befolknings kamp for frihed. Måske burde vi huske, at de danske modstandsfolk også blev stemplet som ekstremister og terrorister – og nu hædrer vi dem som helte.

HVAD VI KAN LÆRE

Sprogets magt er ikke uskyldig. Det er et redskab til at forme verden, men også til at fordreje den. Når vi blindt følger manualens strategier, mister vi vores evne til at se nuancer, forstå komplekse konflikter og tage et ægte standpunkt.

Så måske er spørgsmålet ikke, om Skaales lygtepæl lyser, men om den overhovedet har strøm. Og hvis ikke, hvem har slukket den?

LÆS: TRUSSEL MOD DEMOKRATI OG SAMEKSISTENS

POLARISERENDE SPROG

SOM EN TRUSSEL MOD DEMOKRATI OG SAMEKSISTENS

Sprog har magten til at skabe enten samling eller splittelse. Når politikere og debattører som Mette Frederiksen og Inger Støjberg anvender polariserende retorik i debatten om integration, antisemitisme og Palæstina-konflikten, risikerer det at forstærke fjendebilleder og skabe en farlig grobund for diskrimination. Historisk har sådanne fjendebilleder ført til jødeforfølgelse og anden marginalisering af minoriteter.

PALÆSTINA SOM SYMBOL I POLARISERENDE DEBATTEN

I manualer som Global Language Dictionary bruges sproglige strategier, der fremhæver fjendebilleder af Hamas og samtidig udvisker nuancerne i Palæstina-konflikten. Manualen anbefaler for eksempel, at man undgår at omtale civile palæstinensere som ofre for konfliktens konsekvenser. Dette skaber en ensidig fortælling, hvor Israel fremstår som den eneste retfærdige part, mens palæstinensere udelukkende ses gennem deres mest ekstreme repræsentanter.

Denne retorik ekkoer lignende teknikker, der historisk blev brugt mod jødiske samfund i Europa. Dengang blev jøder fremstillet som ansvarlige for økonomiske og sociale problemer – på samme måde som palæstinensere nu fremstilles som uforenelige med fred.

SPROGLIGE TEKNIKKER OG DERES VIRKNING

Polariserende sprog trækker på teknikker, der styrker opdelingen mellem grupper og skaber fjendebilleder:

  1. Generaliserende retorik: Ved at bruge udtryk som “muslimske miljøer” eller “uønskede kulturer” uden nuancer lægges skylden for sociale problemer på hele grupper, hvilket skaber kollektiv mistillid.
  2. Appel til frygt: Ord som “trussel” og “fare” aktiverer frygt og forstærker fordomme, hvilket bidrager til en skæv opfattelse af visse grupper som farlige.
  3. Demonisering: Ved konsekvent at male fjendebilleder af grupper som fx muslimer, skabes en retorik, der ligner den, der historisk blev brugt mod jøder i Europa. Denne retorik var central i antisemitismens udbredelse, hvor minoriteter blev fremstillet som destruktive kræfter.

PROBLEMETS ROD

MANUALER SOM GLOBAL LANGUAGE DICTIONARY

Manualer som Global Language Dictionary, der anvendes til at styrke Israels position globalt, bidrager direkte til denne polariserende retorik. Manualen anbefaler, at man skaber skarpe fjendebilleder af modstandere som Hamas og indirekte forbinder dem med bredere grupper, herunder palæstinensere. Ved at bruge frygt, alarmerende statistik og nøje udvalgte narrativer undgås nuancer, hvilket forstærker polarisering.

Disse strategier er ikke kun skadelige for konflikten i Mellemøsten, men spejles i dansk politik, hvor lignende retorik bruges til at fremstille grupper som fjender af “danskheden.” Denne tilgang risikerer at gentage historiens fejl og skubbe til social uro.

KONSEKVENSER FOR DET DANSKE SAMFUND

Når polariserende sprog finder vej til den danske debat, risikerer vi at undergrave demokratiets grundprincipper om dialog og sameksistens. Hvis retorikken omkring Palæstina-konflikten konsekvent bruges til at male fjendebilleder, risikerer vi, at denne tilgang også normaliseres i andre kontekster, hvilket kan føre til en eskalering af had og mistillid.

Historien har vist, hvordan en skæv og forsimplet retorik kan danne grundlag for systematisk diskrimination, som i værste fald kan føre til tragedier som jødeforfølgelsen under Holocaust.

HVAD SKAL DER SKE NU?

For at undgå fortidens fejl må vi afvise polariserende retorik, både i nationale debatter og i diskussioner om Palæstina. Det er nødvendigt at skelne mellem ekstremistiske grupper som Hamas og den brede palæstinensiske befolkning, der ofte selv lider under konflikten.

I stedet bør vi fremme nuancerede samtaler, der anerkender kompleksiteten i Palæstina-konflikten og arbejder mod løsninger, der respekterer alle parters rettigheder. Ved at udfordre fjendebilleder og forenklede narrativer kan vi styrke demokratiet og skabe et fundament for reel dialog og forståelse.

RENÉ KÜHL, SKAALE OG METTE

Skaales lygtepæl, der skal oplyse os alle, synes at være gået ud. Med store ord og fremmedord, som selv jeg ikke forstår uden en ordbog, maler han et dystert billede af Hamas som en “dødskult.” Men måske burde han vende sit blik mod sin egen retorik – og sine historiske paralleller. Når sproget bruges til at sprede frygt og forvrænge virkeligheden, er det ikke længere oplysning, men manipulation.

ENESTE DEMOKRATI?

METTE OG DEN ENSIDIGE RETORIK

Og så er der Mette Frederiksen. “Israel er det eneste demokrati i Mellemøsten,” siger hun, mens hun lægger blomster foran den israelske ambassade. Men hvor er blomsterne til Gaza, til de palæstinensiske børn, der mister deres hjem og deres liv? Hvor er anerkendelsen af den uretfærdighed, der ligger til grund for konflikten?

Mettes retorik følger en velkendt skabelon. Hendes udtalelser om Israels ret til selvforsvar gentager, næsten ordret, anbefalingerne fra The Israel Project’s 2009 Global Language Dictionary. Følelsesladede termer som “terrorisme” og “forsvar” bruges til at retfærdiggøre enhver handling, mens palæstinensernes lidelser ignoreres.

RENÉ KÜHL OG MANUALENS TAKTIKKER

Og så har vi René Kühl. Med en bemærkelsesværdig flid formår han at citere manualen næsten til punkt og prikke – om end han næppe ved det selv. Hans ord om, at “palæstinenserne var allierede med Hitler,” og hans afvisning af enhver kritik som antisemitisme, er skoleeksempler på manualens kapitel om at “Isolere og dæmonisere modstanderne.”

Manualen anbefaler:

  • Forbind kritikere med ekstreme grupper: Som René Kühl gør, når han fremhæver Hitler og nazismen.
  • Afvis kritik som antisemitisme: Et klassisk kneb for at undgå reel debat.
  • Mal Israel som demokratiets højborg: René Kühl elsker at henvise til Israels “civilisation” som modsætning til “barbarisme.”

HVAD ER THE ISRAEL PROJECT’S 2009 GLOBAL LANGUAGE DICTIONARY?

Denne manual er ikke bare en guide – den er et våben. Den er designet til at forme narrativet om Israel og Palæstina på en måde, der fremmer Israels interesser og undertrykker modargumenter. Med strategisk brug af ord og begreber skaber den en fortælling, hvor kun én side har ret, og modstandere bliver dæmoniseret.

Manualens strategier lever videre i dag, både gennem Mettes stiltiende støtte og René Kühls højlydte forsvar. Men når vi ser, hvordan sproget bruges til at manipulere og skjule sandheden, er det tydeligt, at lyset fra den danske lygtepæl ikke længere oplyser – det blænder.

BRIDGING DIVIDES IN AN INFORMATION WAR

The Clash of Narratives

In my journey as a designer, I’ve observed a troubling information war that pits the West against the East, and Muslim communities against non-Muslim ones. This polarization, driven by conflicting narratives, is a reality I firmly reject.

The Danish Political Scene

The discourse in Denmark, particularly with the stance of Dansk Folkeparti, underscores a growing divide. Their approach, which I view as increasingly extreme, highlights the urgent need for balanced dialogue and understanding.

USING DESIGN FOR DIALOGUE

Design as a Bridge

Holding a unique vantage point that spans both Western and Eastern perspectives, I’m positioned to navigate this complex landscape. My goal is to use design to facilitate understanding, transcending barriers with creativity.

Beyond Taking Sides

It’s crucial to move past the binary of choosing sides. My advocacy is for nuance and a collective move towards peace, leveraging design as a tool for unity in a world marked by division.

Through this approach, I aspire to contribute to a more harmonious discourse, where diverse perspectives are not sources of conflict but opportunities for deeper understanding. My role as a designer extends beyond aesthetics, embodying the responsibility to foster dialogue and bridge the divides that define our times.