DER ER PARRALELLER
Skaale udtaler stolt, at han ser paralleller mellem historiske og nutidige konflikter. Lad os tage ham på ordet og udforske nogle af de mørkere sider af Danmarks historie – og den beskidte arv, vi stadig slæber med os.
HEIL HITLER
DANMARKS SAMARBEJDE MED NAZISTERNE
Under 2. Verdenskrig samarbejdede Danmark med Nazityskland. Mens vi ofte fremhæver den heroiske redning af jøder, ignorerer vi, hvordan kongen og eliten i høj grad gik på kompromis med nazisterne for at beskytte egne interesser. Arbejdskraft, landbrugsvarer og endda danske nazister blev leveret til den tyske krigsmaskine, alt imens modstandsfolk blev anset som farlige elementer, der skulle kontrolleres.

Når Skaale peger fingre ad Hamas og bruger ord som “dødskult,” er det værd at minde om, hvordan Danmark under nazi-tiden stiltiende accepterede, ja endda samarbejdede med en ideologi, der havde folkemord som sin kerne. Kan vi virkelig tage moralisering fra en nation, der har været så dybt involveret i et af historiens værste kapitler?
RACISME I FOLKETINGET 2024
KARMA FRA GRØNLAND TIL GAZA
Når vi ser parallellerne – mellem Danmarks rolle under nazismen, vores moderne behandling af Grønland, og vores tavshed over for Israels handlinger – bliver det tydeligt: vi står ikke på moralens højeste tinde. Det er intet mindre end karma, der minder os om, at vi ikke kan kræve retfærdighed for os selv uden at sikre det for andre.
Så næste gang Skaale bruger ord som “dødskult,” lad os minde ham om, at retorik som hans er rodfæstet i manipulation og hykleri. Hvis vi virkelig ønsker at være en nation, der kæmper for retfærdighed, må vi tage et ærligt kig på vores egen beskidte fortid og nutid.
SPIRAL-SAGEN
DANSK FOLKEDRAB DESIGN
I nutiden ser vi lignende mønstre i Danmarks relation til Grønland. Donald Trumps forsøg på at købe Grønland blev mødt med forargelse, men hvad har Danmark gjort for at sikre Grønlands selvbestemmelse? Den økonomiske og politiske kontrol, vi har udøvet, minder mere om kolonial udnyttelse end et respektfuldt partnerskab. Når vi kræver respekt for Grønlands suverænitet, hvorfor nægter vi så samme ret til Palæstina?
Denne moderne ironi bør ikke gå ubemærket hen. Danmark, der blev klemt af nazisterne og nu er udfordret af stormagters interesser, burde bedre end nogen forstå Palæstinas situation. Men i stedet ser vi passivt til, når Israel udøver en brutal besættelsespolitik, der minder om det, vi selv har fordømt i historien.
MEN JEG ER STADIG EN DØDSKULT
IRONIEN I DET DANSKE STÅSTED
Danmark har ofte stået som et symbol på neutralitet og retfærdighed, men når vi dykker ned i historien – og nutiden – bliver billedet mindre klart. Fra samarbejdspolitikken under nazismen til kolonial udnyttelse af Grønland, har vores land haft svært ved at balancere sine værdier med sine handlinger.
Og netop denne udfordring spejles i den retorik, vi ser fra politikere som Sjúrður Skaale. Når han fordømmer slogans som “from the river to the sea” og Jihad-råb, samtidig med at han fremhæver vestlige værdier, kan det være svært ikke at se ironien. For som han selv nævner, praktiseres slaveri i visse lande, men hvad med Grønland? Hvor er selvrefleksionen, når Danmark fortsat nyder godt af de ressourcer og den politiske kontrol, der stammer fra en kolonial fortid?
SKAALES PARADOKSER
Skaales tale rammer et ømt punkt: På den ene side fordømmer han kulturelle og ideologiske praksisser i andre dele af verden, og på den anden side undlader han at anerkende, hvordan Danmarks egne historiske og nutidige handlinger kunne kritiseres med samme målestok. Hans brug af fremmede ord som Jihad og hans påstande om “globalislamistisk fare” bliver ladet med frygt, men mangler den selvindsigt, der burde følge med en reflekteret tale.
Hvis vi som nation skal tage moralen fra Grønland, fra Gaza og fra vores egen historie alvorligt, må vi erkende, at ingen står fri for kritik – heller ikke os selv. Denne balance mellem selvindsigt og retorisk skarphed er præcis, hvad vi savner i Skaales indlæg.
OVERGANG TIL TALEN
Skaales ord og argumentation fortjener en nærmere analyse, ikke kun for deres indhold, men for det paradoks, de afslører: Danmark, som elsker at kritisere andre for deres uretfærdighed, har endnu ikke taget et ærligt opgør med sine egne. Lad os se nærmere på hans brug af ord som “slaveri,” “martyr,” og “Jihad” – og hvad det siger om den dobbelte standard, vi ofte ser i den danske politiske debat.
HAMAS OG HAMAD
METTE FREDERIKSEN BUHET UD
SPROG SOM VÅBEN
NÅR ORDET BLIVER MERE END ET VÅBEN
Sprog er ikke bare et middel til at kommunikere – det er et våben, der former, fordrejer og dominerer. The Israel Project’s 2009 Global Language Dictionary er det perfekte eksempel på, hvordan ord kan manipuleres for at skabe et narrativ, der favoriserer én side i en konflikt.
Manualen viser, hvordan sprog bliver til et strategisk våben, der retfærdiggør Israels handlinger og demoniserer modstandere som Hamas. Med fraser som “terrorisme” og “selvforsvar” og en konsekvent afvisning af kritik som antisemitisme, bliver offentligheden ledt til en ensidig forståelse af konflikten.
SKAALE OG FREDERIKSEN: SPROGETS PUPPETMASTERS
Sjúrður Skaales lygtepæl, der burde oplyse vejen til retfærdighed, lyser kun, når det passer med det dominerende narrativ. Hans brug af ord som “pervers logik” og “martyrkultur” viser, hvordan sproget bliver brugt til at male fjender som irrationelle og farlige. Men ironien er, at denne retorik spejler den måde, nazisterne beskrev danske modstandsfolk på i 1940’erne.
Mette Frederiksen er heller ikke uskyldig. Hendes klare afvisning af at anerkende sammenhænge mellem civile ofre på begge sider og hendes retorik om Israels ret til selvforsvar er næsten som taget direkte fra manualen. Ved at ignorere den større kontekst og historie, bliver hendes ord ikke bare selektive, men aktivt manipulerende.
NÅR VI GLEMMER OS SELV
I vores iver for at støtte det ene narrativ, glemmer vi vores egen historie. Danmark, der selv har oplevet besættelse, burde forstå, hvordan ord som “terrorisme” og “selvforsvar” kan bruges til at delegitimere en hel befolknings kamp for frihed. Måske burde vi huske, at de danske modstandsfolk også blev stemplet som ekstremister og terrorister – og nu hædrer vi dem som helte.
HVAD VI KAN LÆRE
Sprogets magt er ikke uskyldig. Det er et redskab til at forme verden, men også til at fordreje den. Når vi blindt følger manualens strategier, mister vi vores evne til at se nuancer, forstå komplekse konflikter og tage et ægte standpunkt.
Så måske er spørgsmålet ikke, om Skaales lygtepæl lyser, men om den overhovedet har strøm. Og hvis ikke, hvem har slukket den?
LÆS: TRUSSEL MOD DEMOKRATI OG SAMEKSISTENS
RENÉ KÜHL, SKAALE OG METTE
Skaales lygtepæl, der skal oplyse os alle, synes at være gået ud. Med store ord og fremmedord, som selv jeg ikke forstår uden en ordbog, maler han et dystert billede af Hamas som en “dødskult.” Men måske burde han vende sit blik mod sin egen retorik – og sine historiske paralleller. Når sproget bruges til at sprede frygt og forvrænge virkeligheden, er det ikke længere oplysning, men manipulation.
ENESTE DEMOKRATI?
METTE OG DEN ENSIDIGE RETORIK
Og så er der Mette Frederiksen. “Israel er det eneste demokrati i Mellemøsten,” siger hun, mens hun lægger blomster foran den israelske ambassade. Men hvor er blomsterne til Gaza, til de palæstinensiske børn, der mister deres hjem og deres liv? Hvor er anerkendelsen af den uretfærdighed, der ligger til grund for konflikten?
Mettes retorik følger en velkendt skabelon. Hendes udtalelser om Israels ret til selvforsvar gentager, næsten ordret, anbefalingerne fra The Israel Project’s 2009 Global Language Dictionary. Følelsesladede termer som “terrorisme” og “forsvar” bruges til at retfærdiggøre enhver handling, mens palæstinensernes lidelser ignoreres.
RENÉ KÜHL OG MANUALENS TAKTIKKER
Og så har vi René Kühl. Med en bemærkelsesværdig flid formår han at citere manualen næsten til punkt og prikke – om end han næppe ved det selv. Hans ord om, at “palæstinenserne var allierede med Hitler,” og hans afvisning af enhver kritik som antisemitisme, er skoleeksempler på manualens kapitel om at “Isolere og dæmonisere modstanderne.”
Manualen anbefaler:
- Forbind kritikere med ekstreme grupper: Som René Kühl gør, når han fremhæver Hitler og nazismen.
- Afvis kritik som antisemitisme: Et klassisk kneb for at undgå reel debat.
- Mal Israel som demokratiets højborg: René Kühl elsker at henvise til Israels “civilisation” som modsætning til “barbarisme.”
HVAD ER THE ISRAEL PROJECT’S 2009 GLOBAL LANGUAGE DICTIONARY?
Denne manual er ikke bare en guide – den er et våben. Den er designet til at forme narrativet om Israel og Palæstina på en måde, der fremmer Israels interesser og undertrykker modargumenter. Med strategisk brug af ord og begreber skaber den en fortælling, hvor kun én side har ret, og modstandere bliver dæmoniseret.
Manualens strategier lever videre i dag, både gennem Mettes stiltiende støtte og René Kühls højlydte forsvar. Men når vi ser, hvordan sproget bruges til at manipulere og skjule sandheden, er det tydeligt, at lyset fra den danske lygtepæl ikke længere oplyser – det blænder.

We got your techniques sweetheart. what a sweet baby pic.twitter.com/HNBH0Pzju4
— Zahid Latif 🇵🇸🇵🇰🇨🇳🇷🇺🇿🇦🇮🇳🌈 (@zahidlatifzahid) January 17, 2025
BRIDGING DIVIDES IN AN INFORMATION WAR
The Clash of Narratives
In my journey as a designer, I’ve observed a troubling information war that pits the West against the East, and Muslim communities against non-Muslim ones. This polarization, driven by conflicting narratives, is a reality I firmly reject.
The Danish Political Scene
The discourse in Denmark, particularly with the stance of Dansk Folkeparti, underscores a growing divide. Their approach, which I view as increasingly extreme, highlights the urgent need for balanced dialogue and understanding.
USING DESIGN FOR DIALOGUE
Design as a Bridge
Holding a unique vantage point that spans both Western and Eastern perspectives, I’m positioned to navigate this complex landscape. My goal is to use design to facilitate understanding, transcending barriers with creativity.
Beyond Taking Sides
It’s crucial to move past the binary of choosing sides. My advocacy is for nuance and a collective move towards peace, leveraging design as a tool for unity in a world marked by division.
Through this approach, I aspire to contribute to a more harmonious discourse, where diverse perspectives are not sources of conflict but opportunities for deeper understanding. My role as a designer extends beyond aesthetics, embodying the responsibility to foster dialogue and bridge the divides that define our times.