(under udvikling)
LUTHER, TALMUD OG TALERSTOLENS HYKLERI
HVORNÅR ER DET KRITIK – OG HVORNÅR ER DET HADSKE ANGREB?
Martin Luther beskæftiger sig i sine senere skrifter med jødiske tekster – især Talmud. I “Om jøderne og deres løgne” (1543) og “Om Shem Hamphoras” fremfører han synspunkter om jødisk teologi og praksis, som han vurderer ud fra sin egen kristne forståelse. Disse tekster har haft betydning i historiske sammenhænge og bør undersøges med kildekritisk og analytisk tilgang.
Hvad siger Luther ifølge egne skrifter?
- Han tolker visse passager i Talmud som nedladende over for Kristus.
- Han mener, Talmud forhindrer jøder i at se evangeliets sandhed.
- Han fremfører, at disse skrifter burde fjernes fra offentligheden.
- Han opfatter nogle jødiske skrifter som udtryk for religiøs arrogance.
Disse punkter er ikke gengivet som objektive sandheder, men som udtryk for, hvordan Luther selv fortolker teksterne. For en moderne læser er det vigtigt at undersøge, hvilke kilder han bruger, hvordan han læser dem, og hvilken kontekst han taler ind i.
Kilder: Martin Luther, “Von den Jüden und ihren Lügen” (1543), “Vom Schem Hamphoras” (1543).
YTRINGSFRIHED VS. ANSVAR
Luther skrev i en tid, hvor ytringsfrihed som begreb endnu ikke var defineret, men han udtrykte sig med stor gennemslagskraft. I dag står vi med muligheden for at analysere, hvordan religiøse og kulturelle udtalelser bruges – og med hvilket ansvar de formidles.
SKAALE OG HADITH: ET MODERNE SPEJL
MARTIN LUTHER: ON THE JEWS AND THEIR LIES (1543)
Første afsnit – gengivelse (fra side 1 af 77)
Side 3 af 77 – Første afsnit
Jeg havde besluttet mig for ikke længere at skrive, hverken om jøderne eller imod dem. Men eftersom jeg har lært, at disse elendige og forbandede mennesker ikke holder op med at lokke selv os, det vil sige de kristne, til sig, har jeg udgivet denne lille bog, for at jeg kunne blive regnet blandt dem, der gjorde modstand mod sådan en giftig virksomhed fra jøderne, og som advarer de kristne mod dem. Jeg ville ikke have troet, at en kristen kunne blive forført af jøderne til at tage deres eksil og elendighed på sig. Men Djævelen er verdens gud, og hvor Guds ord mangler, har han let spil – ikke kun med de svage, men også med de stærke. Må Gud hjælpe os. Amen.
KONKLUSION: TO TIDSPERIODER, SAMME UDFORDRING
Både Martin Luther og Skaale forholder sig til religiøse tekster, som de tolker og fremfører i en offentlig kontekst. Selvom de lever i vidt forskellige tidsaldre og rammer, er der en parallel i spørgsmålet om, hvordan religiøs tekst anvendes som led i kritik – og hvilken virkning det har.
Dette handler ikke om at forsvare bestemte skrifter eller personer, men om at undersøge, hvordan religion bruges i debatten – og hvorfor det kræver omhu, kontekst og åbenhed.
Det vigtige er ikke bare, hvad der bliver sagt – men hvordan, hvornår og med hvilket formål.
