Når jeg sidder her, omgivet af en verden, der aldrig rigtigt står stille, er der én sang, der kalder på mig igen og igen – “Chalte Chalte” fra filmen Pakeezah. For mig er det langt mere end bare en sang; det er en spejling af min indre kamp, en rejse mod at give slip og lægge mit liv i hænderne på troen, på noget større end mig selv. Ligesom i historien om “Den Lille Pige med Svovlstikkerne,” som til sidst lader sin barske virkelighed forsvinde, taler denne sang til en del af mig, der længes efter at overgive mig til noget større – min tro og min tillid til, at livet har en dybere mening.

CHALTE CHALTE, CHALTE CHALTE
(mens jeg fortsætter med at gå, går videre)

Lige her i åbningslinjen rammer tanken om vandringen – som et billede på livet selv. Hvert skridt føles som endnu en dag, endnu en udfordring, endnu en test af min viljestyrke. Hvor ofte bevæger vi os ikke gennem tilværelsen uden at vide, hvor vi ender? Bare i håbet om, at vejen måske bringer en lille smule fred.

YUN HI KOI MIL GAYA THA
(jeg mødte nogen tilfældigt undervejs)

Nogle mennesker dukker op i vores liv uden varsel og skænker os en kortvarig gnist af håb. Men håb kan være som flammen fra en tændstik – det lyser op, men forsvinder hurtigt igen. Det minder mig om Den Lille Pige med Svovlstikkerne, der for en kort stund finder varme i hver tændstik, hun tænder. Møderne er flygtige, ligesom hendes tændstikker, og brænder ud i den kolde virkelighed.

SAR-E-RAAH, CHALTE CHALTE
(på vejen, mens jeg gik)

Vi møder folk på livets vej, men de er ikke altid ment til at blive. Vi fortsætter, også efter disse små pauser, og minderne bliver en del af os. Den forbigående natur i vores relationer kan gøre ondt, men også give os styrken til at acceptere, at nogle ting ikke er for evigt.

WAHI THAM KE REH GAYI HAI
(jeg er gået i stå)
MERI RAAT DHALTE DHALTE
(mens min nat langsomt svinder bort)

Natten – det mørke, som vi nogle gange bliver fanget i. For mig taler denne linje til de mange nætter, jeg har brugt på at tænke og spekulere, i kampen mellem det, jeg ønsker at holde fast i, og det, jeg må give slip på. Nogle gange skal vi bare lade natten svinde, lade os selv finde fred uden at kæmpe imod.

JO KAHIN GAYI NA MUJHSE, WO ZAMANA KEH RAHA HAI
(de ord, jeg aldrig sagde, bliver nu sagt af verden)

Hvor ofte har vi ikke undertrykt det, vi virkelig føler, og det, vi ønsker at sige? Vi tier stille, og livet bevæger sig fremad uden os. Denne linje indkapsler de usagte ord og følelser, vi aldrig fik delt, og det får mig til at overveje, hvordan livet går sin gang, med eller uden vores deltagelse.

KE FASANA BAN GAYI HAI, MERI BAAT TALTE TALTE
(det, jeg ikke sagde, er nu blevet til en historie, mens tiden gik)

Når jeg hører denne linje, mærker jeg, hvordan livet – med al sin uforudsigelighed – bliver til en historie, som tiden selv skriver. Jo mere jeg forsøger at kontrollere og forme mit eget narrativ, desto mere forstår jeg, at jeg ikke kan styre det hele. Dette vers får mig til at gribe penslen eller tegneblokken, det skaber et indre billede, en længsel efter at udtrykke alt, jeg har gemt indeni, gennem kunst og farver. Det bliver en arv af inspiration og et springbræt til noget større, noget, som taler gennem både lys og mørke.

SHAB-E-INTJAAR AAKHIR, KABHI HOGA MUKHTAR BHI
(ventens nat vil endelig få sin afslutning en dag)

Der er et håb her, et løfte om, at den lange nat vil ende på et tidspunkt. For mig er det troen på, at uanset hvor mørkt det bliver, vil der komme et lys, når tiden er inde. Det er min tro, som hjælper mig med at holde fast, selv når jeg føler mig fanget af forventninger og krav.

YE CHIRAG BUJH RAHE HAIN, MERE SAATH JALTE JALTE
(disse lamper brænder ud, langsomt sammen med mig)

Den flakkende flamme er et smukt og skrøbeligt billede, der rører dybt i mig. Ligesom den lille pige, der tænder sine tændstikker én efter én og søger trøst i deres varme, tænder vi også vores egne lamper i håb om, at de vil lede os. Men selv lys brænder ud, og i disse mørke stunder lærer jeg, at overgivelse ikke betyder nederlag – det handler om at stole på, at vejen, uanset hvor usynlig, fører os til et sted af ro og fred.

AT GIVE SLIP – EN PARALLELSØGNING

Ligesom i fortællingen om Den Lille Pige med Svovlstikkerne klamrer vi os nogle gange til de små gnister, der bringer os midlertidig varme. Men til sidst finder vi måske fred i at give slip. Ligesom hende opdager jeg, at når jeg slipper, når jeg overgiver mig – så handler det ikke om svaghed, men om styrke. Troen minder mig om, at livet ikke handler om at kæmpe hver eneste kamp alene.

Jeg er ikke en flamme, der vil brænde for evigt. Jeg er ikke en kriger, der kan vinde hver eneste kamp. Men jeg kan give slip, jeg kan stole på, at livet er større end en serie af kampe. Min rejse, ligesom sangen “Chalte Chalte”, handler om at fortsætte skridt for skridt uden at kende målet, men med tro på, at vejen fører mig derhen, hvor jeg hører til.

AFSLUTNING: EN TRO INDHYLLET I RO

Hver gang jeg lytter til denne sang, bliver jeg mindet om, at livet ikke handler om at holde fast i hver eneste kamp eller hver eneste person, vi møder. Det handler om at tage rejsen videre med en dyb tro på, at jeg kan give slip, når tiden er inde, og at jeg kan stole på stien foran mig.

Dette er første gang, jeg åbner op for en verden, som vores medier desværre ignorerer til fordel for sæbeoperaer og ligegyldigt TV fra USA. Vi bliver bombarderet med platte film og rene splatterfilm uden intellektuel dybde. I stedet for at dykke ned i de stærke historier og den emotionelle rigdom, som Bollywood kan tilbyde, får vi skrald serveret på et sølvfad. Derfor vil jeg dele flere stykker fra denne kategori fremover – og Chalte Chalte er blot begyndelsen.