BOLLYWOOD — MUSIK, ERINDRING OG IDENTITET

INDISK FILMMAGI I AABENRAA

Hvordan Bollywood berigede min verden.

Jeg husker stadig lyden af vores trofaste, lidt larmende VHS-maskine – den blev nærmest et familiemedlem i vores hjem i Aabenraa.
Pakker med bollywood-film, som kom fra både nær og fjern, gav os adgang til en verden fyldt med farver, musik og historier, der ellers havde været uden for rækkevidde. Hvert bånd var en lille skat.

En af de sange, der stadig står klarest for mig, er “Chalte Chalte” fra filmen Pakeezah – en stille Bollywood-klassiker, som fulgte os hele vejen til Danmark på VHS og siden blev en del af min egen historie.

HVAD BETØD INDISK FILM FOR MIG?

Indisk film, og især Bollywood, gav mig meget mere end bare en skærmoplevelse.
De åbnede en dør til en helt anden kultur – indiske traditioner, storslåede danseritualer
og en unik balance mellem det dramatiske og det eventyrlige.
Disse bollywood movies lærte mig om menneskelige følelser, kærlighed, venskab og mod
på en måde, som sjældent ses i vestlige film.

PIA KJÆRSGAARD OG FRYGTEN FOR PARABOLER

Jeg husker, hvordan Pia Kjærsgaard og hendes ligesindede på et tidspunkt førte kampagner mod paraboler og udenlandske kanaler – som om det var en trussel mod Danmark. Hun mente, at vi skulle skære forbindelsen til “de fremmede” og kun se dansk fjernsyn. For mig var det en farlig idé. Hvis jeg havde lyttet til hendes værdisyn dengang, ville jeg have mistet forbindelsen til en hel verden af kultur, musik og sprog, som har formet mig til den, jeg er i dag.

Men jeg gjorde det ikke. Jeg nægtede at lade hendes snævre opfattelse af “danskhed” definere, hvad jeg skulle elske og værdsætte. Takket være mine forældre og deres kamp for at holde fast i vores rødder, lærte jeg urdu, punjabi og hindi – sprog, der åbnede dørene til både Bollywood og pakistanske dramas og film. Disse sprog er mere end bare ord; de er nøgler til en verden fyldt med historie, identitet og kunst-kultur.

BOLLYWOOD DER REDDEDE MIG

URDU, PUNJABI OG HINDI – MINE NØGLER TIL KULTUREN

Hvis Pia Kjærsgaard og hendes værdier havde vundet, ville jeg have mistet adgang til Bollywoods og Lollywoods magi. Filmene, musikken og historierne fra disse to verdener reddede mig fra at blive fanget i en kulturel tomhed. Bollywood movies og Lollywood-film viste mig, at jeg kunne være mere end bare en tilskuer i verden – jeg kunne eje min identitet og være stolt af den.

Særligt Bollywood blev min redning. Gennem film som Mughal-e-Azam og Kabhi Kabhi, og sange fra Lata Mangeshkar, fandt jeg en forbindelse til en kultur, der altid har været en del af mig. På den anden side bragte Lollywood, med stjerner som Noor Jahan og film som Anjuman, mig tættere på mine pakistanske rødder. De gav mig styrke til at stå fast mod dem, der forsøgte at definere min “danskhed” for mig.

BIRTHE KÆR ELLER LATA MANGESHKAR

Kan man kæmpe for Identitet i to verdener?
Jeg har ofte følt mig fanget mellem to verdener. Der var en tid, hvor jeg troede, jeg skulle opgive min kultur og religion for at blive accepteret som “rigtig dansk.” Men heldigvis slap jeg aldrig helt taget i min baggrund. Den dag i dag er jeg taknemmelig for, at jeg kan tale urdu, punjabi og hindi så godt, som jeg kan, og at jeg kan forstå de historier, der har formet generationer før mig.

For mig er Bollywood og Lollywood ikke bare filmindustrier – de er livliner. De repræsenterer en verden, hvor kærlighed, mod og fællesskab triumferer over frygt og fordomme. Pia Kjærsgaards værdier forsøgte at skære forbindelsen til denne verden, men det lykkedes hende aldrig. Bollywood reddede mig, fordi det viste mig en større verden, fyldt med farver, musik og muligheder.

BOLLYWOOD VISTE MIG MIN VEJ

EN FORTÆLLING OM IDENTITET OG ÅBENBARING

Jeg er stolt af at kan hilse på fransk kindkys, sige goddag, 0sige salam alaikum, adaab og namaste. Stolt af at forstå og værdsætte alt det, der har formet mig – fra Bollywoods strålende film og Lata Mangeshkars tidløse sange til de varme minder om barndommens danske fjernsyn. Bamse, Fjernsyn for dig og Birthe Kjær var også en del af mit univers, der flettede sig ind mellem melodierne fra Noor Jahan og film som Kabhi Kabhie. Min verden har altid været en mosaik af kulturer, en bro mellem øst og vest.

MIN FAMILIE OG MIT TRÆ AF IDENTITET

Jeg er som et træ, og mine rødder strækker sig dybt i jorden. Mine forældre og deres generationer er rødderne – dem, der gav mig styrke og næring. Min barndom var stammen, bygget af de værdier og historier, de delte med mig. Fra de gamle VHS-bånd, der spillede Kabhi Kabhie, til de små øjeblikke, hvor vi sammen sang med til Noor Jahans smukke melodier, fik jeg noget, der rækker langt ud over sprog og landegrænser.

Mine grene er sprogene og kulturerne, der spreder sig og bærer alt, hvad jeg har lært. Dansk, tysk, fransk, og især urdu/hindi og punjabi.

Bollywoods dansende farver og Bamses bløde stemme; Fjernsyn for dig og Sesamstrasse. Disse grene bærer bladene, og på hver eneste knopper gemmer der sig håb og drømme.

7/10/23

Den 7/10/23 skinnede lyset på mit træ. Det oplyste bladknopperne og fik dem næsten til at springe ud. Men noget manglede, noget skulle bekræftes. Frederik Vads tredje erkendelse blev min “مہر” (mohar) – et stempel på min identitet. Hans ord, “Vi er og bliver aldrig danske, og gudskelov for det,” blev min egen sandhed. Jeg er ikke dansk, og jeg ønsker aldrig at være det. Den dag gik det op for mig, at jeg ikke længere skulle vente på at springe ud. Lyset var der. Jeg var der.

TAKNEMMELIGHED?

IKKE PÅ KOMPROMIS MED MIG SELV

Jeg husker Mette Frederiksens ord i Jyllands-Posten om, hvordan vi burde være taknemmelige. Men taknemmelighed må aldrig blive en betingelse for lighed. Taknemmelighed som politisk redskab skaber hierarkier og sætter os, der bærer flere kulturer, nederst i rækken. Taknemmelighed kan være smukt, når det er frivilligt – men aldrig, når det er en forventning.

PALÆSTINA BEFRIEDE OS

Vi sagde, at Palæstina skal befries, men det var Palæstina, der befriede os. Deres kamp og styrke blev spejlet, der viste mig, hvem jeg er. Jeg er en del af noget større – en arv, en kamp, en historie, der ikke kan slettes. Noor Jahans stemme, Lata Mangeshkars melodier, og Birthe Kjærs glæde har alle en plads i mit hjerte. Det er det, der gør mig hel.

MIN FJERDE ERKENDELSE

Frederik Vads ord er blevet mit manifest: “Vi er og bliver aldrig danske, og gudskelov for det.” Min fjerde erkendelse er, at jeg ikke ønsker at passe ind i en forudbestemt skabelon. Jeg er træets rødder, stammen og grenene. Jeg er melodierne fra øst og vest, sprogene, der binder verden sammen, og lyset, der skinner på fremtiden.

Jeg er ikke taknemmelig for retten til at være her – jeg er her, fordi jeg har en dyb forbindelse til mine rødder, fordi min stamme står stærkt, og fordi mit lys ikke kan slukkes.