HVAD ER TALMUD? JESUS, LUTHER OG KONTEKST

(under opbygning)

HVAD ER TALMUD? JESUS, LUTHER OG KONTEXT

Talmud handler om fortolkning – om hvordan ord bliver brugt til at forme moral og magt.
Men ordene ændrer betydning, når de forlader teologien og lander i politik.

ORD BLIVER IKKE BARE LÆRT – DE BLIVER LAGT

Fra gamle skrifter til nutidens taler genbruges det samme sprog:
hellighed som skjold, og fjendebilleder som våben.
Derfor er spørgsmålet ikke kun hvad Talmud er – men hvad vi gør, når dens logik genopstår i dansk politik.

NÅR ORD BLIVER VÅBEN – FRA GOLDA MEIR TIL MORTEN DAHLIN

Da Morten Dahlin den 14. oktober 2023 skrev:

“Der kommer først fred, når palæstinenserne elsker deres børn mere, end de hader israelerne,”
gentog han et citat, der første gang blev sagt af Israels tidligere premierminister Golda Meir i 1970’erne.

Sætningen er blevet et klassisk greb i den israelske retorik:
En vending, der flytter ansvaret for volden væk fra besættelsen og over på det besatte folk.
Det er ikke længere bomber, blokader eller våben, der står til debat — men kærlighed.

Når politikere som Dahlin gentager Meirs ord, bliver sproget et våben i sig selv.
Et moralsk spejl, der tvinger palæstinensere ind i rollen som dem, der “ikke elsker deres børn nok.”
Det er ikke argumentation, men dehumanisering forklædt som moral.

I dag ser vi, hvordan de samme sætninger flyder mellem statskommunikation, sociale medier og propaganda.
De genbruges, fordi de virker — fordi de giver magt en fortælling, der føles som sandhed.

(under udvikling)

NÅR RELIGION BLIVER HIERARKI

Morten Dahlin taler om kristendommens “særstatus”.
Han siger, at Danmark ikke bare har religionsfrihed – men at kristendommen står over de andre.

Samtidig minder Rolf Schumacher os om, hvad “fredens religion” også har gjort i sin egen historie: bål, forfølgelse og udryddelse af dem, der troede forkert.

Når Dahlin løfter kristendommen som målestok for moral, glemmer han, at ingen tro er ren, og ingen tro skal stå øverst.
For tro, der kræver rangorden, bliver hurtigt til magt — og magt, der bruger Gud som våben, har altid endt med at brænde mennesker, ikke idéer.

Det er dér hykleriet ligger:
At kræve respekt for sin egen tro, mens man fratager andre retten til den samme menneskelighed.

ORD OM NÆSTEKÆRLIGHED – HANDLINGER AF HIERARKI

ER MORTEN DAHLIN DEN NYE HITLER?

NÅR ORD GØR DET, HANDLINGER SENERE FØLGER

Hitler begyndte ikke med gaskamre.
Han begyndte med sætninger — om “dem”, der var urene, farlige, umenneskelige. Historien viser, at før vold kommer retorik — og når sproget mister sin menneskelighed, følger handlingerne efter. En undersøgelse af, hvordan retorik gentager historiens mønstre – og hvorfor sproget er det første våben.

Når en kirkeminister i dag taler om, at “palæstinenserne først skal elske deres børn,” er mekanismen den samme: menneskelig sorg gøres til karakterbrist.

Forskellen er tid og skala.
Ligheden er sproget.
Og sproget er altid begyndelsen.

NÅR ORD BLIVER TIL DOGMER

Dahlin bruger tro som argument for hierarki.
Men magtens ordvalg er aldrig neutralt – det bygger på gamle fortællinger, og nogle af dem bærer stadig gift.

For hver gang politikere hæver deres egen tro som moralsk målestok, hører man ekkoet af tidligere tiders teologiske kampe: Luther mod Talmud, kristendom mod “de andre”.
Det er ikke nyt. Men vi glemmer, at selve grundlaget for tro – både i Bibelen og i Talmud – var debat, tvivl og fortolkning.

At kende de gamle tekster er ikke religionskrig.
Det er modgift mod manipulation.
Derfor begynder næste del her: Hvad er Talmud, og hvorfor bliver den stadig misbrugt i dagens politiske retorik?

NÅR DEMONISERING BLIVER IDEOLOGI

Luthers ord om “giftige slanger” døde ikke i 1500-tallet.
De blev genbrugt – først i prædikener, siden i propaganda.
Nazismen gjorde frygt til et politisk sprog. Det, der engang var teologisk uenighed, blev forvandlet til raceteori.

Derfor er det farligt, når moderne politikere taler om “dem” med religiøs overlegenhed.
Historien viser, at dæmonisering sjældent dør — den skifter bare uniform.

FRA TROENS HISTORIE TIL NUTIDENS MAGTSPROG

Hitlers brug af religion var politisk — Luthers kamp var teologisk. Men begge viste, hvor hurtigt tro kan blive til våben, når den sættes over mennesker.
I dag gentages mønsteret, når politikere taler om “særstatus” som om det var et moralsk hierarki, ikke et historisk efterladenskab.

Note: “Dogmer” henviser her til ubevægelige “sandheder”, der bliver brugt politisk.
Et historisk eksempel er The Protocols of the Elders of Zion – en kendt forfalskning, som nazismen gjorde
til ideologisk dogme. Når løgne ophøjes til sandhed, bliver vejen fra ord til handling kort.

stadig under opbygning

Hvad er Talmud? Kort: den jødiske hovedkilde til lov og debat, bygget af Mishnah (regler) og Gemara (diskussion). Den mest læste udgave er Talmud Babylon (Bavli). Talmud er mange stemmer – ikke én autoritet – og skal læses i kontekst. Derfor forveksles den ofte med Torah; Talmud vs Torah er lov/fortolkning, ikke enten-eller. Enkelte polemiske passager omtaler Jesus, fx Sanhedrin 43a og Gittin 57a. De bruges tit som løsrevne “beviser”. Her får du overblikket: hvad Talmud er, hvorfor debatten bliver skarp, og hvordan man læser de svære steder uden at miste nuancer.

VAR HITLER KRISTEN LIGESOM LUTHER. HVAD VAR DE UENIGE OM

Hitler var døbt katolik, men nazismen var en politisk ideologi i strid med kristendommen. Regimet forfulgte præster/organisationer og brugte religion taktisk. Det gør ikke nazismen “kristen”.

FRA TALMUD TIL TINGET – NÅR KONTEKST BLIVER ET VÅBEN

Luthers reaktion var teologisk, ikke raceteori. Han læste hårde passager om Jesus og reagerede—ekstremt. Det afgørende: han reagerede på brudstykker, ikke helheder. Den metode lever videre i dag.

I Folketingets afslutningsdebat 29. maj 2024 lød det: “Døde børn er win-win for Hamas.”
Pointen er ikke personjagt. Mekanismen er genkendelig:

• En hel befolkning gøres til én strategi.

• Sorg reduceres til kynisme.

• Afstand legitimeres, forståelse nedtones.

Det er ikke Luther. Men det er samme kliplogik: udpeg en fjende, pisk en stemning, skab utryghed.

MISBRUGTE KILDER, MISFORSTÅET HISTORIE

Det sker også med islamiske hadither. En ofte citeret linje lyder:
“Dommedag vil ikke komme, før muslimer kæmper mod jøder …” (Sahih Muslim 2922a).
Den løftes som “bevis” for antisemitisme—uden eskatologisk kontekst, uden tid/sted/sprog. Teologer peger på, at genren er krise-litteratur, ikke daglig etik.

Det samme mønster ses i læsninger af Luther: man vælger de værste sætninger, glemmer tid og genre, og bruger dem som nutidige mærkater. Selv institutioner må opdatere materiale, når kildekritik mangler.

HVAD LÆRER VI?

Når både kristne og muslimer mislæses gennem klip:

• Debatten bliver våbeniseret.

• Fanatisme bekæmpes ikke—den efterlignes.

• Kontekst er ikke pynt. Den er værn mod dæmonisering.

ESAJAS 27:1 – HERREN VIL STRAFFE LEVIATHAN…

ESAJAS 27:1 – LEVIATHAN OVER CHRISTIANSBORG

Leviathan—den bibelske kæmpeslange—symboliserer kaos og skjult fjendtlighed mod Gud. For Luther blev Leviathan et billede på Talmud: et “uhyre” af tekster, han mente hånede Jesus og forurenede troen. Han læste hårde passager (fx Sanhedrin 54b/55a om aldersgrænser i retslære) og udledte en moralsk dom. Brudstykker blev helheder. Resultatet: Om jøderne og deres løgne (1543) og krav om at forbyde Talmud og lukke synagoger. I dag ved vi, at teksterne er mangestemmige, ofte polemiske og tolket forskelligt—mange rabbinere har taget afstand eller læst dem allegorisk. Spørgsmålet står: Hvordan bekæmper man et uhyre—uden selv at blive ét?

LUTHER, TALMUD OG DET TEOLOGISKE UHYRE – HVAD BILLEDET SIGER

En Leviathan over Christiansborg er ikke dommedag, men en advarsel om klip-logik: Når vi gør komplekse kilder til monstre, mister vi menneskene bag.

HVAD ER TALMUD? (KORT)

Talmud = Mishnah + Gemara. Lov, etik og debat på tværs af århundreder. Ikke én stemme, men mange. Nogle folios omtaler Jesus polemisk (fx Gittin 57a, Sanhedrin 43a). Det er kildelag, genre og kontekst—ikke en samlet “doktrin”.

HVORFOR REAGERER LUTHER?

Han ønskede først dialog. Da han læste polemiske steder om Jesus, tolkede han dem som afvisning og spot—og svarede med dom, ikke debat. I hans optik: et teologisk Leviathan.

HVAD ER LEVIATHAN? (KORT KILDEBILLEDE)

Jobs 41, Salme 74:14, Esajas 27:1. Traditionsmæssigt: kaos, stolthed, ondskab. Metafor, ikke manual.

MEN I DAG?

• Ikke alle jøder læste/brugte de hårdeste passager.

• Polemik gik begge veje i senantikken og middelalderen.

• Luther var barn af sin tid—teologisk frygt, politisk pres.

Konklusion: Ser vi hinandens skrifter som monstre og svarer med had, genopliver vi Leviathan. Ser vi konteksten, kan vi endelig tale om indholdet—uden at dæmonisere hele folk.

DEN ORIGINALE TYSKE TEKST – NÅR ORD BLIVER GIFT

Dansk Jødisk Museums kildesamling viser de hårdeste passager fra Luthers “Om jøderne og deres løgne” (1543) for at illustrere, hvordan teologi kan blive til dæmonisering. To centrale linjer:

Den originale tyske tekst. 

I Dansk Jødisk Museums kildesamling fremhæves Martin Luthers værk “Om jøderne og deres løgne” (1543) med nogle af de mest ekstreme passager, som de har valgt at inkludere som centralt undervisningsmateriale. Her er et af de mest markante citater:

“[D]e er giftige, bitre, hævngerrige, lumske slanger, snigmordere og djævleyngel, som dolker og gør fortræd i hemmelighed, så længe de ikke kan gøre det åbenlyst.”
– Martin Luther, “Om jøderne og deres løgne”, 1543​

Og et andet endnu mere visuelt og voldsomt:

“Tag dig derfor i agt for jøderne […] hvor du ser eller hører en jøde undervise, skal du ikke tro andet, end at du hører en giftig basilisk, som selv ved synet forgifter og dræber folk.”

I Dansk Jødisk Museums eget undervisningsmateriale gengives Luthers mest hadske citater – udvalgt netop for at vise, hvordan teologi kan blive til dæmonisering.
Luther mente, at jøderne, ved at afvise Jesus og følge Talmud, bar på en åndelig gift, forklædt som visdom. Han sammenlignede dem med slanger, basilisker og djævle, og mente deres undervisning dræbte sjæle blot ved at blive hørt.

For Luther var det ikke nok at være uenig. Han så det som en trussel mod hele kristendommens grundlag.

Billedet – og de ord – står i dag som et eksempel på, hvor langt teologisk frygt og skriftmisbrug kan føre.

Skal vi gentage den fejl i dag – blot med andre skrifter?

LUTHER VAR HÅRD – MEN HAN VAR IKKE HITLER

I dag bliver Martin Luther ofte fremstillet som en antisemitisk ideolog. Citater fra hans skrift “Om jøderne og deres løgne” (1543) bruges flittigt i undervisning og debat – og med god grund. Han skrev ting, der i moderne øjne er brutale og uacceptable.

Men mange af de citater, der i dag cirkulerer, stammer fra en oversættelse lavet i 1938 af Danmarks Nationalsocialistiske Ungdom (DNSU) – en organisation med et klart formål:
At fremhæve Luther som en forløber for nazistisk jødehad.
Og dér begynder problemet.

For når vi læser Luther gennem 1930’ernes hadske filter, så ser vi ikke længere den teologiske kamp, han førte i 1500-tallet – vi ser kun de billeder, nazismen ville plante i os.

DET HANDLER IKKE OM AT GØRE LUTHER TIL OFFER

Nej – det handler ikke om at vaske ham ren.
Luther var benhård, uforsonlig og havde en blind plet, når det kom til jøderne.
Men hans kamp var ikke racemæssig – den var teologisk.

Han følte sig angrebet i sin tro, fordi han læste i Talmud, at Jesus blev hånet, forkastet og omtalt som en bedrager. Det ramte ham dér, hvor troen gør mest ondt – og han svarede med vrede.
Det skal kritiseres – men ærlig og kontekstuelt.

DET HANDLER OM ÆRLIGHED – OG HISTORISK PRÆCISION

Når vi ukritisk gengiver DNSU’s oversættelser i moderne undervisning, uden at forklare hvor de kommer fra, så gør vi noget farligt:

• Vi bruger et forvredet billede af Luther til at understøtte en moderne fortælling

• Vi svigter historiens kompleksitet

• Og vi forveksler teologisk uenighed med raceteorier

Det er ikke for at gøre Luther til offer – det er for at gøre sandheden til centrum.

Så nej, vi skal ikke forsvare hans sprogbrug.
Men vi skal forsvare retten til at læse ham på hans egne præmisser – ikke nazismens.

For hvis vi først lader vores historieskrivning styre af de mest ekstreme fortolkninger,
så taber vi både nuancen, ægtheden og selve meningen med at forstå fortiden.

JEG ER IKKE KRISTEN – JEG ER MUSLIM

Men jeg har respekt for tro. For værdighed. Og for historie.

Når man hylder kristendom i det ene tweet og nedgør palæstinensere i det næste – så er det ikke tro, det er politik forklædt som moral.

“Når tro bliver til politik, og næstekærlighed bliver til generaliseringer, så er det ikke tro længere. Så er det bare magt.”

MIN VEN BLEV SPYTTET PÅ I JERUSALEM

Jeg skriver ikke det her ud fra rygter eller fordomme. En nær ven var i Jerusalem – og blev spyttet på bare fordi han bar et kors.

Han er ikke alene. Mange kristne præster og pilgrimme udsættes i dag for hån og overgreb fra ekstremistiske bosættere i byen, der burde være et helligt symbol på fred.

Alligevel tweeter kirkeministeren “I Stand With Israel”.
Men hvad med “I Stand With Christians in Jerusalem”?
Hvad med at stå med dem, der i troens navn bliver trampet på?

DET HANDLER IKKE OM JØDER – DET HANDLER OM URETFÆRDIGHED

Det her handler ikke om jøder som helhed. Det handler om bestemte ideologier og ekstremistiske miljøer – ligesom man ikke skal dømme muslimer ud fra terrorister.

Men vi bliver nødt til at tale ærligt om, hvad Luther reagerede på, hvad han selv skrev – og hvordan vi stadig i dag ser religiøs identitet bruges til at hæve én gruppe og nedgøre en anden.

Måske handler det ikke om, hvem der er udvalgt – men om, hvad vi bruger den udvælgelse til:
Overmagt? Eller ansvar?

HVAD TÆNKER DU?

Hænger det sammen?
Eller skal vi begynde at tale højt om de ting, der ikke længere kan ties ihjel?

Del gerne dine tanker. Tavshed forandrer intet.

HVEM MÅ SØRGE – OG HVORDAN?

“Jeg har besluttet at gennemføre øget sikkerhedsgodkendelse af medarbejdere, som arbejder med kriminalitet. Både så vi ansætter ‘de rigtige’, og man ikke kan udsættes for pres.”
– Anders Winnerskjold, rådmand i Aarhus, 24. april 2024

Dén udtalelse kom kort tid efter, at den danske muslim Simon M. El-Zeinab kondolerede en afdød palæstinensisk modstandsmand – med respekt og værdighed, på arabisk. Ikke med politiske slogans. Ikke med had.
Alligevel blev han mistænkeliggjort offentligt og udpeget som potentiel sikkerhedsrisiko – alene fordi han sørgede på en muslimsk måde.

21. APRIL 2025 – EN NY SORG

I dag er Pave Frans død i Vatikanstaten.
Hans sidste ord var:

“Fred i Gaza.”

Jeg ønsker at kondolere.
Som muslim. Med de ord, vi bruger, når et menneske går bort:
Inna lillahi wa inna ilayhi raji’un.

Men jeg spørger mig selv:
Må jeg det – uden at miste mit arbejde? Uden at blive sat på en liste?

FRA SORG TIL SÆRSTATUS