DOBBELTMORALEN LEVER

EUROPAS ELITE GRÆDER FOR SIG SELV, MEN STØTTER FOLKEDRAB

METTE FREDERIKSEN I TÅRER? VANCE REVSEDE EUROPA OG RAMTE EN NERVE

Den amerikanske vicepræsident J.D. Vance lagde ikke fingrene imellem under sin tale ved sikkerhedskonferencen i München. Han leverede en nådesløs kritik af Europas ledere, som han mener har glemt, hvad demokrati og ytringsfrihed egentlig betyder. Han hævdede, at den største trussel mod Europa ikke er Rusland eller Kina, men Europa selv.

METTE FREDERIKSEN UNDER PRES – HAR EU GLEMT DEMOKRATIET?

I sin tale sagde Vance direkte til de europæiske ledere:

Hvis du er bange for dine egne vælgere, kan USA intet gøre for dig. Så kan du heller ikke hjælpe USA’s befolkning, som har valgt mig og Trump.

Den danske statsminister, Mette Frederiksen, forsøgte at afvise kritikken og sagde til pressen, at det var svært at analysere en enkelt tale. Men hendes svar virkede mere som en defensiv bortforklaring. I stedet for at forholde sig til Vances hårde kritik, gentog hun blot det klassiske europæiske svar: Rusland er den største trussel.

Men Vance pegede på noget langt mere ubehageligt: Europa er en trussel mod sig selv.

DEMOKRATI PÅ TILBAGEGANG – ER DET EUROPÆISKE LEDERE, DER ER PROBLEMET?

Vicepræsidenten kritiserede Europa for at begrænse ytringsfriheden og for at sætte politiske modstandere uden for indflydelse.

Han nævnte specifikt:

• Storbritannien, hvor regeringen griber ind over for ytringsfrihed.
• Tyskland, hvor højrefløjspolitikere systematisk holdes ude af magten.
• Sverige, hvor en mand blev arresteret for at brænde en koran.

Det er dog vigtigt at understrege, at ytringsfrihed ikke er absolut frihed til at krænke eller provokere uden ansvar. At brænde Koranen – eller andre religiøse tekster – er en handling, der ikke blot krænker millioner af troende, men også kan skabe splid og øge spændinger i samfundet. Demokrati bør ikke kun handle om retten til at tale, men også om respekt og ansvar i den offentlige debat.

Denne kritik fik den tyske forsvarsminister Boris Pistorius til at reagere stærkt:

Hvis jeg forstår ham korrekt, så sammenligner han forholdene i Europa med, hvad der finder sted i autoritære regimer… Det er ikke acceptabelt.

Men er det ikke netop pointen? Hvis europæiske regeringer censurerer og straffer folk for deres meninger, hvordan adskiller det sig så fra de regimer, de selv kritiserer?

EN TYSK POLITIKER BRYDER SAMMEN – SANHEDEN GØR ONDT

Vances tale gjorde ikke bare europæiske ledere rasende – den knuste dem. Formanden for Münchens sikkerhedskonference brød bogstaveligt talt sammen i gråd, ude af stand til at håndtere realiteterne i Vances anklager.

Hvis en så højtstående embedsmand ikke engang kan høre sandheden uden at bryde sammen, hvad siger det så om Europas nuværende lederskab? Hvis sandheden gør så ondt, er det måske, fordi den rammer en nøgen virkelighed – at Europa styres af usikre, ustabile og uansvarlige politikere, som nægter at tage ansvar for deres egne fejl.

METTE FREDERIKSEN IGNORERER DET VIRKELIGE PROBLEM

I stedet for at forholde sig til Vances påstand om, at Europa underminerer sine egne demokratiske værdier, gentog Frederiksen blot, at “vi skal bruge vores energi på at gøre os selv stærkere.”

Men stærkere mod hvad? Vance pegede på, at Europas ledere er bange for deres egne borgere og skjuler sig bag tomme ord om “styrke” og “sammenhold,” mens de i virkeligheden knuser opposition og begrænser ytringsfriheden.

Hvis demokrati og ytringsfrihed er fundamentale værdier, hvorfor arresteres folk så for deres meninger i Europa? Hvorfor nægter regeringer at lytte til utilfredse borgere og holder visse politiske partier uden for magten?

METTE FREDERIKSENS DOBBELTMORAL – TÅRER FOR DET FORKERTE?

Mens europæiske ledere klager over mangel på respekt fra USA, fortsætter de med at støtte regimer og beslutninger, der direkte underminerer deres egne værdier.

Mette Frederiksen var hurtig til at afvise Vances kritik, men hvorfor var hun ikke lige så hurtig til at kritisere de massive overtrædelser af demokratiske rettigheder, der sker i Europa? Hun græder over Vances ord, men tier, når det gælder Europas egne forbrydelser.

HVEM ER DEN VIRKELIGE TRUSSEL MOD EUROPA?

Vance sendte et klart budskab: Hvis europæiske ledere ikke tør stole på deres egne vælgere, kan de ikke kalde sig demokrater.

Mette Frederiksen kan forsøge at ignorere kritikken, men den er ikke til at feje væk. Europas største fjende er ikke Rusland. Europas største fjende er de ledere, der nægter at lytte til folket.

STATSIMINISTERIET SMÆKKER RØRET PÅ – HVAD SKJULER DE?

HVORFOR EFTERSPØRGE FORARGELSE, HVIS DU IKKE VIL HØRE DEN?

En statsminister, der kalder på debat, men lukker den ned

Mette Frederiksen har tidligere efterspurgt mere forargelse fra muslimer og pro-palæstinensiske stemmer. Den 4. oktober 2024 sagde hun i Folketinget, at hun gerne så, at flere tog afstand fra antisemitisme og intolerance. Men hvad nytter det at efterspørge stemmer, hvis de nægtes adgang? Hvad nytter det at tale om dialog, hvis telefonrøret bliver smækket på, når man forsøger at tage den?

Efter hendes tale skrev jeg et brev direkte til statsministeren, hvor jeg udfordrede hende på hendes manglende vilje til at anerkende palæstinensernes lidelser og hendes ensidige støtte til Israel. Jeg har spurgt til hendes forbindelser, hendes aktindsigter, hendes udenrigspolitiske prioriteringer. Jeg har spurgt ind til de rejser, hun og hendes partikollegaer har foretaget til Israel, og om danske politikere påvirkes af lobbyinteresser. Ingen svar. Absolut tavshed.

Men det stopper ikke der. Da jeg ringede til Statsministeriet for at få en afklaring på disse spørgsmål, blev jeg mødt med modstand. Først sagde de, at jeg ikke måtte tale med nogen i ministeriet. Så blev telefonen lagt på. Da jeg ringede igen, blev røret smækket på gentagne gange. Og dette er fra det samme ministerium, som i en officiel skrivelse har givet mig lov til at stille spørgsmål.

Så hvad er det egentlig, Mette Frederiksen vil have? Vil hun høre fra os eller ej? Vil hun have ægte forargelse, eller vil hun kun høre det, der passer ind i hendes egen fortælling?

Er Danmark stadig et demokrati?

Regeringen taler ofte om vigtigheden af ytringsfrihed og demokratiske værdier. Men hvordan hænger det sammen med en praksis, hvor visse borgere udelukkes fra dialog? Når man nægter at besvare spørgsmål, nægter man samtidig borgerne deres ret til at udøve demokratisk kontrol over de magthavere, der skal repræsentere dem.

Dette handler ikke kun om min oplevelse – det handler om, hvilken vej Danmark bevæger sig i. Når en regering begynder at undgå kritik systematisk, bevæger vi os væk fra de demokratiske principper, vi påstår at værne om.

Hvis du ikke kan tåle spørgsmål, kan du ikke kalde dig demokrat

Mette Frederiksen siger, at vi skal tage ansvar, men hvem stiller hende til ansvar? Når regeringen smækker røret på, er det ikke kun en afvisning af mig – det er en afvisning af demokratiet.

Hvis denne udvikling fortsætter, må vi spørge os selv: Har vi stadig et frit og åbent samfund, eller er vi langsomt på vej mod et system, hvor borgernes stemmer bliver kvalt?

VERDEN ER IKKE LÆNGERE UNIPOLÆR – MEN HVAD BETYDER MULTIPOLARITET?

Verden gennemgår i disse år store geopolitiske forandringer. I 1990’erne var USA den dominerende stormagt uden nogen reel modvægt. Sovjetunionen var faldet, og USA kunne i store træk diktere sin vilje på globalt plan – et fænomen kendt som den unipolære verden.

Men det var altid klart, at denne situation ikke ville vare ved. Spoler vi frem til 2020’erne, er det nu tydeligt for alle, at verden er blevet multipolær. USA er ikke længere den eneste dominerende magt. Selv sikkerhedskonferencen i München anerkender denne udvikling – i 2025 udgav de en rapport med titlen Multipolarization, hvor de fastslog, at “verdens multipolaritet er en kendsgerning”.

HVAD BETYDER MULTIPOLARITET?

Selvom alle nu anerkender, at vi lever i en multipolær verden, er der stor uenighed om, hvad begrebet egentlig betyder.

For USA’s politiske elite, repræsenteret af Donald Trump og Marco Rubio, betyder multipolaritet en tilbagevenden til stormagtsrivalisering, hvor USA skal sikre sin imperiale interessesfære – primært i Latinamerika. Derimod mener Kina og mange lande i det Globale Syd, at multipolaritet betyder en verden uden imperialisme, hvor alle nationer behandles lige i internationale institutioner og frit kan vælge deres egen udviklingsvej uden udenlandsk indblanding.

Den kinesiske udenrigsminister Wang Yi forklarede i 2025, at Kina arbejder for en “lige og ordnet multipolær verden” og afviser tanken om stormagtsrivalisering. Kina ser multipolaritet som et opgør med imperialisme, mens USA ser det som en kamp mellem magtcentre.

VESTENS HYKLERI

J.D. VANCE: VESTEN ØDELÆGGER SIG SELV

På den seneste sikkerhedskonference i München blev der sat fokus på en helt anden trussel: Vesten som sin egen værste fjende. Den amerikanske politiker J.D. Vance holdt en tale, der skabte chokbølger i salen. Han kritiserede Europas afgang fra demokratiske værdier, censur og afskaffelse af ytringsfrihed – ikke på grund af eksterne fjender, men fordi eliten selv underminerer dem indefra.

VI VINDER IKKE VED AT CENSURERE VORES EGNE BORGERE

Vance påpegede, at mens Vesten ofte beskylder Rusland og Kina for undertrykkelse, er det nu europæiske regeringer, der annullerer valg og indfører love, der forbyder visse former for ytringer. Han nævnte blandt andet en britisk borger, der blev arresteret for at bede en stille bøn uden for en abortklinik. Han stillede det retoriske spørgsmål: Hvad er forskellen på os og de regimer, vi kritiserer, hvis vi selv straffer vores borgere for at tænke de forkerte tanker?

HVAD ER DET EGENTLIGT, VI FORSVARER?

I sin tale slog Vance også fast, at NATO-lande i årevis har diskuteret, hvad de forsvarer sig imod – Rusland, Kina eller Iran – men at de har undladt at spørge sig selv: Hvad er det egentligt, vi forsvarer? Hvis Vesten ikke længere kæmper for frihed og demokrati, men for censur og elitekontrol, er det så stadig værd at forsvare?

Han konkluderede, at ingen alliance kan overleve, hvis den bygger på frygt for sin egen befolkning. Hans advarsel var klar: Europas regeringer kan ikke fortsætte med at ignorere vælgerne, forbyde meninger og samtidig forvente stabilitet.

USA’S KAMP FOR AT GENINDFØRE SIN IMPERIALE DOMINANS

Den amerikanske version af multipolaritet indebærer, at USA skal bevare sin magt i den vestlige halvkugle – og derved forhindre Kina og Rusland i at få for stor indflydelse i Latinamerika. Dette forklarer, hvorfor Trump-administrationen har været så aggressiv over for lande som Mexico, Panama, Venezuela, Cuba og Nicaragua. Trump har endda luftet idéen om at “kolonisere” Grønland og talt om at gøre Canada til USA’s “51. stat”.

I et interview fra januar 2025 anerkendte Marco Rubio, at verden ikke længere er unipolær, men fremhævede samtidig Kina som en farlig rival. Han frygter, at Kina vil erstatte USA som verdens ledende magt og har derfor gentagne gange advokeret for, at USA skal genindføre sin industrielle styrke for at kunne konkurrere med Kina.

HVILKEN MULTIPOLAR VERDEN FÅR VI?

Selvom verden nu er multipolær, er der ingen konsensus om, hvad det indebærer. For USA betyder det en kamp om magt og indflydelse, hvor det skal beskytte sin “baghave” mod rivaler som Kina og Rusland. For Kina og mange lande i det Globale Syd betyder det en ny verdensorden uden imperialisme, hvor nationer behandles lige.

Men J.D. Vances tale påpegede et helt andet problem: Vesten er ved at falde fra hinanden indefra. Hvis ikke de vestlige magter genopdager deres egne demokratiske værdier, kan det vise sig, at de største trusler ikke kommer udefra – men indefra.