Flere personer, heriblandt mindst to børn, er blevet dræbt, og over 3.200 blev såret, da 1.000 personsøgere sprang i luften i Libanon. Det er ikke til diskussion – Israel står bag dette angreb på Hizbollah og Libanon. Angrebet i det offentlige rum var et klart brud på krigens love.
Hvis en anden stat eller organisation havde gjort det samme, ville det straks være blevet fordømt som et terrorangreb. For det er præcis, hvad det er.
Stop våbensalg til Israel! Boykot en stat, der bruger terror som våben! Stop investeringer af vores pensionskroner i landets våbenindustri!
Men det er ikke, hvad vi ser i de danske medier. Tværtimod får terroranslaget rosende omtale: “Spektakulært, snedigt, opsigtsvækkende,” skrev DR, Berlingske, og Politiken. Kristeligt Dagblad beskrev det endda som “originalt, genialt og overraskende.”
Senere forklarede Kristeligt Dagblad om den voldsomme nat, hvor en kirurg i Beirut, Elias Jaradeh, fjernede flere ødelagte øjne på civile, end han havde gjort gennem hele sin karriere. Er det virkelig genialt?
Danske politikere og medier har gjort sig lystige over angrebet. Synes de virkelig, det er morsomt, at en 8-årig pige og en 11-årig dreng blev dræbt? At handlende og forbipasserende mistede livet? Det er mennesker af kød og blod.
Så længe ofrene er muslimer, ser det ud til, at der er frit spil for at støtte og latterliggøre uhyrlighederne. Der er ingen medfølelse. Det er som om, vi skal vænnes til at acceptere stadig mere grusomme krigsforbrydelser og tro, at ofrene ikke er rigtige mennesker.
Vi må insistere på medmenneskelighed og udfordre dem, der jubler over disse blodige handlinger. Det er nødvendigt i en tid, hvor de højreorienterede politikere enten hylder volden, eller andre er tavse af frygt for mediernes hetz.
Disse reaktioner afslører det danske medielandskab og politikeres hykleri. Der gælder én regel for Israel og USA, og en anden for resten af verden.
Uanset hvad man mener om Hizbollah, må Israels terrorangreb fordømmes som endnu et brud på folkeretten. Denne type angreb sender samtidig en skjult trussel til modstandere verden over og viser, hvad Mossad er i stand til med teknologisk bistand fra andre. Det er en angstprovokerende realitet, vi bør tage meget alvorligt.