WhatsApp: +45 50156010 · Contact ZLCOPENHAGEN
🚫 ZLCOPENHAGEN does not ship to Israel. Learn more about our boycott policy →
Contact ZLC · WhatsApp & Tel: +45 50 15 60 10

BØRN I GAZA – HVOR GÅR DANMARKS ANSVAR?

BØRN I GAZA – HVOR GÅR DANMARKS ANSVAR?
21. november 2026 ZLC Team

Af Zahid Latif

Arkivvideo knyttet til Hummelgaard-casen. Videoen anvendes ikke som faktakilde i analysen. Åbn arkivvideoen på YouTube.

Børns vilkår i Gaza rejser et spørgsmål, som ikke kan reduceres til én minister: Hvordan hænger Danmarks principper om at beskytte børn sammen med statens nødhjælp, diplomati og kontrol med våbeneksport?

Danmarks ansvar skal vurderes ud fra konkrete beslutninger, myndighedernes kompetencer og dokumenterede risici. Humanitær støtte og diplomatiske indsatser skal indgå i vurderingen på samme måde som kritikken af eksportkontrollen. Ingen af delene kan alene afgøre, om den samlede politik er tilstrækkelig.

Jeg undersøger her udvalgte danske beslutninger, FN-kommissionens dokumentation og forskning i vold, opvækst og kollektiv skyld. Peter Hummelgaard indgår som en dokumenteret case: Hans udtalelser om børn og hans forsvar for eksportkontrollen gør det muligt at undersøge sammenhængen mellem politiske principper og praksis. Kritikken afprøves mod relevante modargumenter.

Analysen samler daterede eksempler fra 2024–2026 og skelner mellem politisk ansvar, myndighedernes afgørelser og domstolenes prøvelse. Afsnittet om metode forklarer udvalget og begrænsningerne.

DANMARKS ANSVAR – TRE SPØRGSMÅL TIL STATEN

For mig skal vurderingen begynde med tre spørgsmål:

  1. Hvordan indgår beskyttelsen af civile og børn i beslutninger om nødhjælp, diplomati og militært udstyr?
  2. Hvilke myndigheder har kompetencen til at vurdere risiko og handle på oplysninger om alvorlige overgreb?
  3. Hvordan kan offentligheden og domstolene efterprøve beslutningerne og deres begrundelser?

Spørgsmålene retter sig mod statens beslutningssystem. Hummelgaard-casen nedenfor er ét konkret udgangspunkt for at undersøge dem.

PETER HUMMELGAARD SOM CASE – PRINCIPPER OM BØRNS BESKYTTELSE

MIN KOMMENTAR FRA 10. NOVEMBER 2024

I den bevarede gengivelse af min kommentar på X står der:

Du kalder Hamas terrorister. Men har du overvejet, at ingen fødes med had? Hamas-medlemmer var også børn engang. Fortidens vold, samarbejdsaftale med Hitler, har skabt sår, der stadig bløder. Skal vi bryde denne cirkel, kræver det forståelse og en fremtid uden fortidens skygger.

Zahid Latif, @zahidlatifzahid, dateret 10. november 2024 i den bevarede gengivelse. [1]

Kommentaren er bevaret i den tidligere artikel og i et skærmbillede hos redaktionen. Originalopslaget og den fulde samtaletråd er ikke uafhængigt verificeret. Den gengives som mit historiske standpunkt; indledningen er ikke dokumentation for Hummelgaards præcise ord eller for, hvad han konkret svarede på.

Henvisningen til Hitler tilhører kommentarens polemiske sprog. Den bruges ikke som belæg for en historisk parallel eller for et nutidigt juridisk ansvar. Det spørgsmål, jeg tager med videre, er mere afgrænset: Hvad kan vi forklare om voldens baggrund, og hvordan kan vi forebygge den?

Kronologien skal også være korrekt. Kommentaren er dateret før udgivelsen af Hummelgaards bog den 26. november 2024. Den kan derfor ikke uden yderligere dokumentation beskrives som en reaktion på den udgivne bog. [1–2]

HVAD HAR HUMMELGAARD SELV SAGT OM BØRN?

I Der er noget, vi skal tale om – omkostninger ved vold mod børn og vores fælles ansvar tager Hummelgaard udgangspunkt i sine egne erfaringer med vold i barndommen. Bogen udkom den 26. november 2024. På sin egen hjemmeside argumenterer han for, at både politiske indsatser og voksnes engagement skal hjælpe børn, som udsættes for vold. Det er en begrundelse for samfundsmæssig handling, som jeg grundlæggende deler. [2–3]

Der findes også konkrete politiske initiativer. Regeringens handlingsplan Tryg barndom, offentliggjort 28. oktober 2025, omfattede 18 initiativer og mere end 350 mio. kr. i perioden 2026–2029. Blandt indsatserne var styrkede børnehuse, retsmedicinske undersøgelser og hjælp til børn og familier. Hummelgaard præsenterede planen sammen med andre aktører; den skal beskrives som en regeringsindsats, ikke som hans personlige projekt. En bevilling og en handlingsplan dokumenterer samtidig ikke i sig selv, hvilke resultater børnene har fået. [4]

Min indvending er derfor ikke, at indsatsen mod vold i Danmark er ligegyldig. Jeg spørger, hvilke krav det erklærede ansvar for børn bør stille til andre dele af statens politik. Den sammenligning kræver, at vi tager forskellene mellem dansk socialpolitik og en international væbnet konflikt alvorligt.

MÅLRETTET FOREBYGGELSE OG RISIKOEN FOR STIGMATISERING

Børn&Unge gengav i forbindelse med bogen et konkret forslag fra Hummelgaard: Personale i institutioner og skoler med over 30 procent børn med ikkevestlig baggrund skulle efteruddannes i at opdage vold og negativ social kontrol. BUPL’s formand støttede mere efteruddannelse, men understregede, at vold mod børn findes på tværs af områder og sociale lag. Interviewet dokumenterer et fremsat forslag, ikke i sig selv vedtaget politik eller en dokumenteret effekt. [17]

Efter min vurdering er målretningen et relevant spørgsmål til efterprøvning: Rammer kriteriet de børn, der har størst behov, og hvordan undgår man at overse udsatte børn uden for de udpegede institutioner? Det er muligt at undersøge både målretningens faglige begrundelse og risikoen for stigmatisering uden at antage, at motivet er diskrimination.

HUMMELGAARDS SVAR OM VÅBENEKSPORT

Under Folketingets behandling af spørgsmål S 119 den 23. oktober 2024 udfordrede Trine Pertou Mach eksportkontrollens tilstrækkelighed. Hummelgaard redegjorde for reglerne og fastholdt ministeriernes vurdering af, at den danske tilgang var forenelig med internationale forpligtelser. Han udtrykte samtidig sorg over civile ofre på både palæstinensisk, libanesisk og israelsk side og fremhævede en tostatsløsning. [11]

Det er et nødvendigt modargument til min tidligere teksts billede af tavshed og ligegyldighed. Uenigheden kan ikke redeligt reduceres til, at han ikke har udtrykt medfølelse. Den handler om, hvorvidt de politiske og administrative svar er tilstrækkelige.

Hummelgaard forklarede også, at Rigspolitiet udsteder eksporttilladelser, mens Udenrigsministeriet bidrager med udenrigs- og sikkerhedspolitiske vurderinger. Han henviste til en ændret høringspraksis fra februar 2024. Det dokumenterer hans offentlige forsvar for systemet; det beviser ikke, at han personligt traf hver enkelt tilladelsesafgørelse. [11]

HVAD KAN FORSKNINGEN SIGE OM VOLD OG FJENDEBILLEDER?

VOLD I OPVÆKSTEN ER EN RISIKOFAKTOR

Cathy Spatz Widoms klassiske kohorteforskning fandt en forhøjet risiko for senere kriminalitet, herunder voldskriminalitet, blandt børn med dokumenteret mishandling eller omsorgssvigt. Et centralt resultat var imidlertid også, at flertallet ikke blev kriminelle eller voldelige. [5]

Det gør en forskel for, hvordan vi taler om børn. En risikofaktor er ikke en skæbne. Historiske amerikanske sagsmaterialer og registrerede kriminalitetsudfald kan heller ikke direkte forklare en bestemt voksens handlinger eller rekruttering til en væbnet organisation. Undersøgelsen giver grund til at tage forebyggelse alvorligt; den giver ikke en universel forklaring på politisk vold.

Min formulering om, at ingen fødes med had, skal læses som en etisk og politisk appel. Forskningen undersøger mere præcise forhold: eksponering for vold, relationer, symptomer og senere adfærd. Det er disse afgrænsede sammenhænge, analysen må bygge på.

KRIGSRAMTE BØRN OG BESKYTTENDE RELATIONER

Dubow og kolleger fulgte 901 israelske og 600 palæstinensiske børn og unge samt deres forældre gennem tre målinger med et års mellemrum. Større samlet eksponering for politisk konflikt og vold var forbundet med flere efterfølgende posttraumatiske stresssymptomer, også når forskerne tog højde for tidligere symptomer. Positive forældrerelationer og selvværd havde betydning for sammenhængen. [6]

Det var en observationsundersøgelse fra en tidligere konfliktperiode. Den viser ikke, at traumer nødvendigvis fører til vold, og den undersøger ikke, hvorfor et bestemt menneske bliver medlem af Hamas. Den kan heller ikke uden videre overføres til børn under helt andre materielle og sociale forhold.

For mig peger den på et forebyggelsesspørgsmål: Hvad sker der med mulighederne for tryghed og udvikling, når børn mister deres omsorgspersoner, hjem og hverdagsrelationer? Det spørgsmål vedrører både palæstinensiske og israelske børn.

KOLLEKTIV SKYLD KAN UNDERSØGES

Kollektiv skyld opstår, når en større gruppe holdes ansvarlig for bestemte medlemmers handlinger. I forsøg offentliggjort i 2018 fandt Bruneau, Kteily og Falk, at en intervention, som tydeliggjorde inkonsistens i deltagernes placering af kollektiv skyld, kunne reducere kollektiv bebrejdelse af muslimer og negative holdninger til dem. [7]

En senere undersøgelse i Spanien fandt virkninger af en beslægtet intervention, som også kunne måles et år senere. Forskningen omfattede kontrollerede sammenligninger og en ny replikationsundersøgelse. [8]

Det er relevante resultater om bestemte interventioner og målte holdninger. De beviser ikke, at en bestemt politiker handler ud fra kollektiv skyld. Vi må heller ikke sidestille en holdningsmåling med en regeringsbeslutning eller antage, at samme effekt vil opstå i dansk offentlig debat.

FJENDEBILLEDER KRÆVER PRÆCISE BEGREBER

Kteily og kolleger undersøgte i syv studier i tre lande eksplicit dehumanisering: at mennesker tillægger andre grupper mindre menneskelighed. Deres mål hang sammen med støtte til forskellige aggressive og diskriminerende handlinger. Flere af de undersøgte sammenhænge er korrelationer, som ikke alene fastslår en årsagsretning. [9]

Dehumanisering, kollektiv skyld og selektiv empati er forskellige begreber. En hård politisk karakteristik er ikke automatisk dokumentation for alle tre. Jeg bruger forskningen til at stille spørgsmål til offentligt sprog, ikke til at diagnosticere Hummelgaard.

Den bredere begrebsdiskussion udfoldes i ZLCOPENHAGENs analyse af selektiv empati og politisk retorik. Her er fokus på de udsagn og institutionelle beslutninger, vi konkret kan dokumentere.

GAZAS CIVILE – HVAD UNDERBYGGER KRITIKKEN?

Kritikken af civile lidelser bygger ikke kun på politiske markeringer. I rapport A/79/232 fra 2024 fremlagde FN’s uafhængige undersøgelseskommission konklusioner om alvorlige overgreb mod sundhedsvæsenet og civile i Gaza. Kommissionen vurderede blandt andet bestemte israelske angreb som krigsforbrydelser og beskrev ødelæggende konsekvenser for børn. Den konkluderede også, at palæstinensiske væbnede grupper havde begået krigsforbrydelser, herunder ved angreb på sundhedspersonale og ved behandling af gidsler. [10]

Det er en undersøgelseskommissions konklusioner, ikke straffedomme over danske beslutningstagere. Rapporten dokumenterer heller ikke, at en bestemt dansk komponent blev anvendt i et bestemt angreb.

Den giver imidlertid et konkret grundlag for at spørge, hvordan oplysninger om alvorlige overgreb bliver omsat til forebyggelse, diplomati og eksportkontrol. Et politisk svar bør kunne forklare, hvordan den beskrevne risiko indgår i beslutningerne.

DANMARKS POLITISKE ANSVAR – BESLUTNINGER, NØDHJÆLP OG DIPLOMATI

F-35 OG ET DELT ANSVAR

Udenrigsministeriet forklarede i et svar af 2. maj 2025, at danske F-35-sager ofte behandles med USA som modtager, fordi det på ansøgningstidspunktet ikke er kendt, hvilket brugerland et færdigt produkt senere skal til. Ministeriet vurderede den danske tilgang som forenelig med internationale forpligtelser. [12]

Her ligger et centralt spørgsmål til systemets indretning: Hvordan håndteres en kendt risiko ved mulig senere anvendelse, når den konkrete slutbruger ikke er oplyst? En henvisning til flere myndigheders roller forklarer arbejdsdelingen. Den besvarer ikke alene, om kontrollen er tilstrækkelig.

Der må skelnes mellem ministres egne udtalelser og politiske prioriteringer, myndighedernes konkrete afgørelser og regeringens samlede udenrigs- og forsvarspolitik. Påstande om personligt juridisk ansvar kræver et konkret bevisgrundlag. Hummelgaard-casen dokumenterer et offentligt forsvar for systemet; den fastslår ikke hans personlige ansvar for hver enkelt eksporttilladelse.

ZLCOPENHAGENs gennemgang af ATP og Terma behandler finansieringsforbindelserne særskilt. De gentages ikke som bevis for Hummelgaards personlige ansvar.

DANMARKS NØDHJÆLP OG DIPLOMATI SKAL MED

Den 26. juni 2024 offentliggjorde Udenrigsministeriet en støttepakke på 80 mio. kr. til Gaza og Vestbredden. Den fordelte sig med 20 mio. kr. til WHO og 30 mio. kr. til hver af WFP og UNRWA. Ministeriet opgjorde på dette tidspunkt det samlede danske humanitære bidrag til Palæstina-krisen i 2023–2024 til omkring 605 mio. kr., inklusive pakken. Beløbet er en dateret opgørelse, ikke et samlet tal frem til i dag. [13]

I sine prioriteter for FN’s generalforsamling i september 2024 beskrev regeringen desuden dansk støtte til våbenhvilebestræbelser og en tostatsløsning. Dokumentet henviste til Danmarks stemme for en resolution om øjeblikkelig humanitær våbenhvile den 12. december 2023. [14]

Disse indsatser udfordrer en påstand om, at Danmark intet gjorde for palæstinensiske civile. De er heller ikke i sig selv svar på alle spørgsmål om eksportkontrol. Nødhjælpens omfang, diplomatiske tiltag og risikoen ved militært udstyr skal vurderes på hvert deres dokumentationsgrundlag. Min kritik er, at regeringen bør kunne forklare, hvordan disse spor hænger sammen.

HØJESTERET I 2026 – HVEM KAN FÅ SPØRGSMÅLET PRØVET?

Den 18. marts 2026 stadfæstede Højesteret afvisningen af en sag anlagt af fire humanitære organisationer mod Rigspolitiet og Udenrigsministeriet om F-35-eksporttilladelser. Organisationerne blev ikke anset for at have den nødvendige retlige interesse. Højesteret stadfæstede samme dag en afvisning i en separat sag anlagt af en palæstinensisk borger. [15–16]

Det afgørende er, hvad dommene faktisk afgjorde: adgangen til at få de fremsatte påstande prøvet. Afvisningerne er ikke en materiel afgørelse af, om de omstridte eksporttilladelser var lovlige eller ulovlige.

Her opstår et demokratisk spørgsmål, som rækker ud over debatten om én minister: Hvordan sikres en effektiv og efterprøvbar kontrol med beslutninger, som kan få alvorlige følger for mennesker uden for Danmark? Dommene giver ikke i sig selv svaret, men de gør det nødvendigt at skelne mellem politisk kritik, myndighedskontrol og betingelserne for domstolsprøvelse.

MIN VURDERING – PRØV POLITIKKEN PÅ DENS KONSEKVENSER

Jeg mener, at beskyttelsen af børn bør være et gennemgående krav til dansk politik, også når børnene befinder sig uden for Danmark. Hummelgaard-casen er ét eksempel på, hvordan det princip kan prøves mod konkrete udsagn og beslutninger.

Familievold og krig er forskellige forhold med forskellige retlige rammer. En sammenligning bliver først brugbar, når den præciserer, hvad der sammenlignes: viden om risiko, muligheder for forebyggelse, beslutningskompetence og ansvar for at reagere. Den kan ikke bruges som en genvej til at udpege en person som skyldig.

Min oprindelige kommentar var vred. I dag vil jeg formulere kravet mere præcist: Vis, hvilke oplysninger myndighederne har lagt vægt på. Forklar, hvordan civile og børn er tænkt ind i risikovurderingerne. Gør det muligt at efterprøve argumenterne, også når beslutningerne begrundes med sikkerhed og internationale samarbejder.

Jeg fastholder min kritik af en politik, hvor beskyttelsen af børn efter min vurdering ikke fremstår som et tilstrækkeligt gennemgående hensyn. Men den kritik må afprøves mod både dokumenterede indsatser og relevante modargumenter. Ellers risikerer jeg at gentage den selektive læsning, jeg selv kritiserer.

METODE OG AFGRÆNSNING

Artiklen er et forskningsbaseret essay med en kvalitativ læsning af udvalgte dokumenter fra 2024–2026 og studier om opvækst, vold og gruppekonflikter. Den er ikke en systematisk forskningsoversigt eller en fuldstændig kortlægning af dansk Gaza-politik. Hummelgaard-casen dokumenterer udvalgte udsagn og beslutninger, ikke en samlet tendens i alle hans udtalelser. Studiernes resultater bruges på deres egne præmisser; de er ikke undersøgelser af ham. Jeg skelner mellem kildernes oplysninger, andres konklusioner og mine egne vurderinger. De daterede eksempler er ikke en fuldstændig opgørelse over dansk Gaza-politik frem til 21. november 2026.

KILDER

  1. Zahid Latif, kommentar dateret 10.11.2024. Bevaret gengivelse i den tidligere artikel og skærmbillede fremlagt af forfatteren. Oprindelig X-reference. Originalopslag og fuld samtaletråd er ikke uafhængigt verificeret.
  2. Gyldendal, udgivelsesoplysninger. Peter Hummelgaard: Der er noget, vi skal tale om, udgivet 26.11.2024, ISBN 9788702429084. Forlagets bogside.
  3. Peter Hummelgaard, egen bogpræsentation. Der er noget vi skal tale om. Dokumenterer hans egen offentlige fremstilling; teksten er ikke en uafhængig vurdering af bogens forskning.
  4. Justitsministeriet, 28.10.2025. Handlingsplan med 18 initiativer mod vold mod børn og vold i hjemmet.
  5. Widom, C. S. (1989). The cycle of violence. Science, 244(4901), 160–166. DOI: 10.1126/science.2704995. PubMed.
  6. Dubow, E. F., m.fl. (2012). Exposure to political conflict and violence and posttraumatic stress in Middle East youth: Protective factors. Journal of Clinical Child & Adolescent Psychology, 41(4), 402–416. DOI: 10.1080/15374416.2012.684274. Forfatternes universitetsregistrering og abstract.
  7. Bruneau, E., Kteily, N., & Falk, E. (2018). Interventions highlighting hypocrisy reduce collective blame of Muslims for individual acts of violence and assuage anti-Muslim hostility. Personality and Social Psychology Bulletin, 44(3), 430–448. DOI: 10.1177/0146167217744197.
  8. Bruneau, E. G., Kteily, N. S., & Urbiola, A. (2020; online 2019). A collective blame hypocrisy intervention enduringly reduces hostility towards Muslims. Nature Human Behaviour, 4, 45–54. DOI: 10.1038/s41562-019-0747-7.
  9. Kteily, N., Bruneau, E., Waytz, A., & Cotterill, S. (2015). The ascent of man: Theoretical and empirical evidence for blatant dehumanization. Journal of Personality and Social Psychology, 109(5), 901–931. DOI: 10.1037/pspp0000048.
  10. FN’s uafhængige undersøgelseskommission, A/79/232 (2024). Rapport om sundhedsfaciliteter, frihedsberøvede og gidsler, særligt afsnit 88–100 og 111–112.
  11. Folketinget, S 119, samling 2024–25. Spørgsmål stillet 16.10.2024; endelig besvarelse 23.10.2024. Spørgsmål og referat af debatten. Ministerens svar fremgår blandt andet ved tidsangivelserne 14.24, 14.28 og 14.30.
  12. Udenrigsministeriet, svar på URU spørgsmål 82, 02.05.2025. Også offentliggjort som UPN bilag 165. Eksportkontrol og F-35-programmet.
  13. Udenrigsministeriet, 26.06.2024. Humanitær støttepakke til Gaza og Vestbredden. Pressemeddelelse udsendt af ministeriet gennem Via Ritzau.
  14. Udenrigsministeriet, september 2024. Danmarks prioriteter for FN’s 79. generalforsamling; kopi af ministeriets dokument hos FN-forbundet, afsnittet om Israel og Palæstina, trykt side 6–7.
  15. Højesteret, 18.03.2026, BS-24622/2025-HJR. Resumé om fire organisationers retlige interesse i F-35-sagen. Resumé på domstolenes publiceringsplatform.
  16. Højesteret, 18.03.2026, BS-24667/2025-HJR. Resumé om en palæstinensisk borgers retlige interesse.
  17. Børn&Unge, BUPL, interview om bogens forslag. Minister er vokset op med vold: Dygtige pædagoger kan gøre en verden til forskel. Indeholder Hummelgaards forslag om efteruddannelse og BUPL-formandens modargument om behov på tværs af sociale lag.