HOFFMANN VS. PETERSEN: AKADEMISK CENSUR ELLER VIDENSKABELIG SELVFORSVAR?

DISKURSEN OM IKKE-MUSLIMSK ISLAM

EN ANALYSE AF DEBATTEN MELLEM THOMAS HOFFMANN OG JESPER PETERSEN

Denne artikel analyserer diskursen mellem professor Thomas Hoffmann og lektor Jesper Petersen om begrebet Ikke-Muslimsk Islam. Debatten, der fandt sted i Trykkefrihedsselskabet, afspejler en større akademisk og samfundsmæssig diskussion om, hvordan islamforskning bør bedrives, og hvilke metodiske og epistemologiske tilgange der bør anvendes.

• Hvordan de to forskere positionerer sig i debatten.
• Hvilke retoriske og metodiske greb de anvender.
• Hvilken diskurs der opstår, og hvordan den forholder sig til bredere tendenser i islamforskning og samfundsdebatten.

1. DISKURSIV POSITIONERING

Thomas Hoffmanns position

• Kritisk over for begrebet Ikke-Muslimsk Islam som en ny og innovativ teori.
• Mener, at begrebet bruges til at delegitimere bestemte former for islamkritik.
• Problematiserer sammenfaldet mellem visse akademiske positioner og religiøse aktører.
• Betoner vigtigheden af, at islamforskning ikke kun bygger på muslimske selvfortolkninger.

Jesper Petersens position

• Forsøger at etablere Ikke-Muslimsk Islam som en analytisk ramme for at forstå, hvordan islam produceres uden for muslimske fællesskaber.
• Ønsker at udvide islamforskningen til at inkludere bredere samfundsmæssige diskurser om islam.
• Argumenterer for, at islamforskning bør være mere empirisk funderet og tage højde for faktiske praksisser i muslimske miljøer.
• Afviser Hoffmanns kritik som en misforståelse af hans begrebs anvendelighed.

2. RETORIK OG ARGUMENTATION

Begge forskere benytter forskellige retoriske strategier for at styrke deres positioner:

Hoffmanns strategi

• Bruger en retorisk spidsformulering for at sætte problemstillingen på spidsen:
  ❝ Skal muslimer godkende forskningen, før den er legitim? ❞
• Fremhæver konkrete eksempler på, hvordan begrebet er blevet anvendt til at angribe navngivne forskere.
• Bruger en historisk kontekst til at argumentere for, at vekselvirkningen mellem islam og ikke-muslimske aktører altid har eksisteret.

Petersens strategi

• Positionerer sig selv som en forsker, der vil udvide forskningsfeltet og bringe det tættere på virkelige samfundsforhold.
• Anvender empiriske eksempler på, hvordan islam produceres i lovgivning, litteratur og politik.
• Relativiserer Hoffmanns kritik ved at placere den i en bredere akademisk debat om metode og epistemologi.

3. DISKURSENS STRUKTUR OG KONSEKVENSER

Debatten mellem Hoffmann og Petersen kan forstås som en kamp mellem to akademiske paradigmer:

Konsekvenserne af denne diskurs er, at islamforskning bliver et politisk omstridt felt, hvor akademiske begreber hurtigt kan blive våben i ideologiske kampe.

• Hoffmann frygter, at Ikke-Muslimsk Islam bliver brugt til at lukke munden på kritikere.
• Petersen argumenterer, for at begrebet kan bidrage til en nuanceret forståelse af islams rolle i samfundet.

4. CITATER FRA DEBATTEN

Hoffmann om forskerens uafhængighed

Må man sige noget andet end muslimerne? Må man sige dem imod? Ja, selvfølgelig må man da det!

Hoffmann om videnskabelighed

Skal viden om islam være genkendelig for muslimer for at være videnskabelig? Nej, det synes jeg åbenlyst ikke.

Petersen om Hoffmanns metode

Mange islamkritiske forskere udvælger citater fra Koranen uden at tage hensyn til, hvordan muslimer selv tolker dem.

5. BIMODAL FORDELING

PROBLEMET MED TO TOPPE

Jesper Petersen refererer til bimodal fordeling i sin analyse af vurderingerne af bogen Broderismen.

Hvad betyder det?

• Normalfordeling = Én top i midten → enighed blandt forskere.
• Bimodal fordeling = To toppe → skarpt splittede vurderinger.

Hvad er problemet?

• Manglende enighed om akademiske standarder – nogle vurderer bogen efter videnskabelige kriterier, andre efter ideologiske.
• Polariseret forskning – forskningen bliver styret af holdninger, ikke kun objektiv analyse.
• Offentlighedens mistillid – hvis forskere ikke kan enes om, hvad god videnskab er, svækkes tilliden til akademiet.

Jesper Petersen:

Vi forventer en normalfordeling, hvis videnskabelige kriterier følges. Men vi ser to toppe – det betyder, at ikke-videnskabelige faktorer spiller ind.

Hoffmanns svar:

Ja, det er da ret indlysende. Men jeg forstår ikke behovet for at illustrere det med grafer.

6. FREMTIDIGE PERSPEKTIVER FOR ISLAMFORSKNING

Hvad betyder debatten for islamforskning fremover?

• Kan islamforskning balancere tekstkritik og empiri?
• Er der en risiko for, at akademiske begreber bruges til at lukke munden på islamkritik?
• Hvordan påvirker debatten offentlighedens syn på akademisk frihed?

Debatten mellem Hoffmann og Petersen er et mikro-eksempel på en bredere konflikt i humanistisk forskning: Hvordan balancerer vi mellem tekstlig analyse og empirisk samfundsvidenskab?

Islamforskningen vil sandsynligvis fortsætte med at være et ideologisk slagfelt – men måske kan denne debat skabe mere nuancerede forskningsmetoder i fremtiden.

HVAD ER BINOMINALT FORDELT?

Når noget er binominalt fordelt, betyder det, at der er to mulige udfald – for eksempel ja/nej, enig/uenig, rigtigt/forkert. Hvis man samler mange svar fra folk, kan man se, hvordan svarene fordeler sig.

Men nogle gange er fordelingen ikke jævn. En bimodal fordeling betyder, at der er to toppe i grafen i stedet for én. Det sker, når der er to tydelige grupper, som svarer meget forskelligt.

Eksempel fra Broderismen:

• Nogle eksperter siger, at bogen er meget videnskabelig og veldokumenteret.
• Andre eksperter siger, at den ikke er videnskabelig overhovedet.

I stedet for en fordeling, hvor de fleste mener det samme (én top i midten), ser vi to grupper, der mener noget meget forskelligt – to toppe i grafen.

Jeg laver en tegning, så du kan se det visuelt.

Her er en graf, der viser en bimodal fordeling. De to toppe repræsenterer de to grupper af eksperter med modsatte holdninger til bogen Broderismen – én gruppe, der mener, at den er videnskabelig, og en anden, der mener, at den ikke er det.

Normalt ville man forvente én top, hvis de fleste var enige, men her er der to tydelige højder, fordi meningerne er stærkt delte. Dette er præcis det fænomen, der omtales i diskussionen om bogen!

HVAD ER PROBLEMET SÅ?

PROBLEMET MED TO TOPPE I FORSKNING – HVORFOR ER EN BIMODAL FORDELING ET PROBLEM?

Når Jesper Petersen påpeger, at der er to toppe i fordelingen af anmeldelser af Broderismen, peger han på et fundamentalt problem i forskningen:

En bimodal fordeling betyder, at de forskere, der har vurderet bogen, falder i to skarpt adskilte lejre – én gruppe roser bogen til skyerne, mens en anden forkaster den som uvidenskabelig.

Dette er et stort problem i akademisk forskning, fordi:

1. Manglende enighed om kvalitet
   • Normalt bør en bogs akademiske værdi vurderes ud fra videnskabelige kriterier. Hvis den var gennemført god eller dårlig, ville anmeldelserne typisk følge en normalfordeling (én top).
   • Men når vi ser to toppe, betyder det, at forskere ikke evaluerer på de samme kriterier. Nogle vurderer måske bogen ud fra videnskabelige principper, mens andre vurderer den ud fra politiske eller ideologiske holdninger.
2. Polariseret forskning underminerer troværdigheden
   • Hvis forskere opdeles i to lejre, der ikke deler samme metodiske udgangspunkt, kan det føre til politiseret forskning, hvor videnskabelig objektivitet svækkes.
   • Det bliver en kamp mellem holdninger frem for en faglig diskussion.
3. Offentlighedens tillid til forskning svækkes
   • Når forskningen er splittet, kan offentligheden ikke stole på forskernes konklusioner.
   • Hvis én gruppe siger, at Broderismen er velargumenteret og veldokumenteret, mens en anden siger, at den mangler al akademisk validitet, hvordan skal samfundet så vide, hvad der er rigtigt?
4. Universitetet fremstår utroværdigt
   • Når én universitetsgruppe vurderer en bog som videnskabeligt uredelig, mens en anden siger, at den er et banebrydende værk, sender det modsatrettede signaler til offentligheden og politiske beslutningstagere.
   • Dette kan underminere universitetets renommé og legitimitet som en neutral, videnskabelig institution.

JESPERS POINTE

DERFOR ER DET ET PROBLEM

Jesper Petersen ser den bimodale fordeling som et symptom på et dybere problem:

• Nogle forskere dømmer bogen på videnskabelige kriterier, mens andre måske er styret af politiske eller personlige holdninger.
• Han forsøger at påpege, at dette er en fundamental svaghed i islamforskningen, fordi det viser, at der ikke er enighed om, hvad videnskabelighed betyder i denne sammenhæng.
• I stedet for kritisk akademisk dialog får vi lejrdannelse og skyttegravskrig.

HVAD BURDE SKE I STEDET?

• Hvis forskningen skulle være mere objektiv, burde anmeldelserne følge en normalfordeling – med én top i midten, hvor forskere med forskellige perspektiver stadig vurderer bogen efter fælles videnskabelige kriterier.
• En bred enighed om, hvilke parametre der gør forskning god eller dårlig, ville mindske risikoen for politisk motiverede vurderinger.
• To toppe i en videnskabelig debat betyder, at noget andet end videnskab påvirker vurderingerne.
• Hvis akademikere vurderer forskning på ideologiske eller politiske parametre frem for objektive kriterier, mister vi troværdighed i den akademiske verden.
• Jesper Petersen ser dette som et problem, fordi det afslører, at forskningen måske ikke altid er så objektiv, som den burde være.

Bimodal fordeling i forskning er altså et faresignal om polarisering og manglende fælles videnskabelige standarder!

HUMANIORA VS. TEOLOGI – HVAD ER FORSKELLEN?

HUMANIORA

Humaniora er en bred videnskabelig disciplin, der studerer menneskets kultur, historie, sprog, kunst, filosofi og samfund. Det handler om at forstå menneskers tanker, handlinger og skabelser gennem kritisk analyse og fortolkning.

Kendetegn:

• Bygger på tekstanalyse, historiske kilder, kunst, sprog og kultur.
• Kritisk og analytisk tilgang – ofte uden en bestemt trosforståelse.
• Studerer religion som et kulturelt og historisk fænomen.

Eksempler på fagområder i humaniora:

• Filosofi
• Historie
• Litteraturvidenskab
• Antropologi
• Sprogvidenskab
• Religionsvidenskab

Humanistisk tilgang til islam:

• Undersøger islam som idéhistorie og kulturfænomen.
• Studerer Koranen og hadith som historiske tekster.
• Analyserer islams indflydelse på politik, kunst og samfund.

TEOLOGI

Teologi er studiet af religion ud fra en trosbaseret tilgang, hvor man ofte arbejder med religiøse tekster og doktriner med det formål at forstå eller forsvare en bestemt tro.

Kendetegn:

• Bygger på religiøse tekster og dogmer.
• Ofte normativ tilgang – beskæftiger sig med, hvad der er “rigtigt” og “forkert” inden for troen.
• Ofte tæt knyttet til præsteskab, kirker eller religiøse institutioner.

Eksempler på teologiske discipliner:

• Systematisk teologi (lære om Gud og troens principper).
• Bibel- og koranstudier (tolkning af hellige tekster).
• Praktisk teologi (hvordan troen udleves i dagligdagen).
• Apologetik (forsvar af troen).

Teologisk tilgang til islam:

• Studerer Koranen som en hellig tekst med åbenbaringer fra Gud.
• Undersøger islam ud fra muslimske teologers fortolkninger.
• Kan være mere normativ – altså diskutere, hvordan islam bør praktiseres.

FORSKELLEN PÅ HUMANIORA OG TEOLOGI

HVORFOR ER DET RELEVANT FOR DEBATTEN OM ISLAMFORSKNING?

Debatten mellem Thomas Hoffmann og Jesper Petersen kan også ses som en refleksion af forskellen mellem humaniora og teologi.

• Hoffmanns tilgang er mere humanistisk, fordi han ser islam som en idéhistorie og undersøger, hvordan tekster har påvirket samfundet uden nødvendigvis at tage højde for, hvad muslimer selv mener.
• Petersens tilgang er mere inspireret af en teologisk forståelse, fordi han mener, at islam skal forstås med udgangspunkt i, hvordan muslimer selv oplever og praktiserer deres tro.

Humaniora og teologi er to meget forskellige måder at studere religion på. Mens humaniora analyserer religion som et kulturelt og historisk fænomen, forsøger teologien ofte at forstå religion ud fra dens egne præmisser. Forskellen er vigtig i debatten om islamforskning, fordi den handler om, hvorvidt forskningen skal være uafhængig af muslimske fortolkninger eller tage højde for dem.

SÅ HAR VI EVA SHARIA-CHOK GREGERSEN IGEN

EVA GREGERSENS POSITION I DEBATTEN: EN KAMP OM AKADEMISK FRIHED?

Eva Gregersen positionerer sig i debatten mellem Thomas Hoffmann og Jesper Petersen som en forsvarer af Hoffmanns forskning og en kritiker af Petersen. Hendes argumentation bygger på en opfattelse af, at islamforskningen er ved at blive politiseret på en måde, der underminerer akademisk frihed og kritisk forskning i islam.

HOVEDPOINTER FRA EVAS FB TEKST

1. FEJDEN ER IKKE KUN FAGLIG – DEN ER POLITISK

   • Gregersen mener, at debatten på overfladen kan ligne en normal akademisk uenighed, men i virkeligheden handler det om et forsøg på at ekskludere Hoffmann fra den offentlige debat.
   • Hun beskriver dette som et “giftigt forsøg” på at marginalisere en bestemt forskningsretning inden for islamstudier.

2. PETERSEN OG RELIGIØSE AKTØRER ARBEJDER SAMMEN

   • Hun hævder, at Petersen “hjælper” aktivistiske muslimer med at monopolisere fortolkningen af islam.
   • Ifølge Gregersen søger visse muslimske grupper at begrænse, hvem der må fortolke islams hellige tekster, og Petersen fungerer som en slags akademisk allieret i dette projekt.

3. BEGREBET “IKKEMUSLIMSK ISLAM” ER EN POLITISK KONSTRUKTION

   • Hun kritiserer Petersen for at bruge begrebet “ikkemuslimsk islam” til at angribe Hoffmann og diskvalificere bestemte former for islamforskning.
   • Hun antyder, at dette begreb er blevet en metode til at marginalisere islamkritiske forskere under dække af akademisk analyse.

4. PETERSEN VIL IKKE TAGE ANSVAR FOR KONSEKVENSERNE AF SIT BEGREB

   • Gregersen påpeger, at Petersen “trængt i defensiven” forsøger at redde sit begreb ved at udvide det til at dække al islamforskning, inklusiv sin egen.
   • Hun kritiserer, at han nægter at tage afstand fra, at begrebet bruges til at sværte Hoffmann og andre islamkritiske forskere til.

5. GEORGETOWN UNIVERSITYS ROLLE – PROBLEMET MED ANONYM KRITIK

   • Gregersen nævner Georgetown Universitys praksis med at udgive anonym kritik af forskere, som anklages for at være “islamofobiske”.
   • Hun ser dette som en farlig udvikling, hvor anonyme akademikere kan miskreditere forskere uden at stå til ansvar for deres egne udsagn.

6. HOFFMANNS KRITIK AF EN MUSLIMSK AKTØR VAR LEGITIM

   • Hun forsvarer Hoffmanns kritik af Tarek Ziad Hussein i 2015, som Petersen har brugt som case i sin forskning.
   • Ifølge Gregersen var Hoffmanns indvending ikke et angreb, men en forbilledlig akademisk intervention, hvor han sagde en muslimsk fortolker imod.

7. VI SKAL IKKE GIVE MUSLIMER MONOPOL PÅ AT DEFINERE ISLAM

   • Hendes konklusion er, at islamforskning skal være uafhængig og ikke dikteres af muslimske aktørers egenfortolkninger.
   • Hun mener, at Hoffmanns tilgang er nødvendig for at sikre en kritisk og videnskabelig analyse af islam, og at Petersens arbejde risikerer at give muslimer for meget kontrol over, hvordan islam fremstilles i akademiske sammenhænge.

ANALYSE

HVOR PLACERER EVAS POSITION SIG I DEBATTEN?

Gregersens kritik af Petersen og hendes forsvar for Hoffmann ligger tæt op ad den klassiske ytringsfrihedsposition, hvor hun ser en fare i, at islamkritiske forskere marginaliseres af aktivistiske akademikere og muslimske aktører.

Gregersen mener altså, at debatten ikke kun handler om metode, men at den dybest set handler om, hvem der må definere islam i den offentlige debat og i akademiske kredse.

EVA GREGERSENS POLEMISKE VINKEL

ET FORSØG PÅ AT SKABE EN KONFLIKT?

Eva Gregersens kommentar i Berlingske forsøger at frame debatten mellem Thomas Hoffmann og Jesper Petersen som mere end blot en akademisk uenighed. Ifølge hende er der tale om en “giftig alliance” mellem Jesper Petersen og aktivistiske muslimer, der angiveligt forsøger at udelukke Hoffmann fra den offentlige debat. Men er dette en holdbar analyse, eller er det en overfortolkning med en politisk agenda?

1. HVEM UDELUKKER HVEM?

Gregersen påstår, at Petersen og muslimske aktører arbejder sammen for at marginalisere Hoffmann og hans forskningstradition. Men hun fremlægger ingen reel dokumentation for dette. I virkeligheden er Petersen selv under skarp kritik og bliver næppe bakket op af en organiseret muslimsk front – det er en spekulativ påstand.

Hvis vi følger Gregersens logik, betyder det, at enhver form for kritik af Hoffmann er en form for “udgrænsning”. Men kan det ikke også gælde omvendt? Hvis Petersen kritiseres af Gregersen og Hoffmann, betyder det så, at de forsøger at udelukke ham fra forskningsmiljøet? Det bliver et magtspil, hvor begge parter påstår at være ofre for den andens forsøg på udgrænsning.

2. DEN UHYLDELIGE “MUSLIMSKE KONSPIRATION”

Gregersen skriver, at visse “aktivistiske praktiserende muslimer” ønsker at etablere et monopol på fortolkningen af islam. Det er en klassisk strategi at antyde en skjult konspiration for at skabe frygt og mistillid. Men hvem er disse aktivistiske muslimer, hun taler om? Hvilke konkrete beviser har hun for, at de arbejder sammen med Petersen i en “uhellig alliance”?

Der findes uden tvivl muslimske aktører, der ønsker at præge den akademiske diskussion om islam, men Gregersen maler et billede af en samlet front, hvor alle muslimer og Petersen arbejder hånd i hånd for at lukke munden på Hoffmann. Det er en karikatur, ikke en akademisk analyse.

3. EN KOLLEKTIV SKYLDSTILSKRIVELSE

Gregersen gør noget meget problematisk: Hun antyder, at alle muslimer, der deltager i debatten, forsøger at monopolisere den. Men hvad hvis vi vendte argumentet om?

Hvis muslimer ikke må udlægge islam for offentligheden, hvem skal så gøre det? Gregersen? Hoffmann? Skal ikke-muslimske akademikere have monopol på at fortælle, hvad islam er?

Hendes argumentation kan i princippet bruges omvendt: Hvis en kristen teolog fortolker Bibelen, skal en ateist så nødvendigvis godkende denne fortolkning, for at den er legitim? Eller har kristne ret til at definere deres egen religion?

Hendes logik er altså selektiv: Hun ønsker at ekskludere muslimske aktører fra at tolke islam, samtidig med at hun beskylder muslimer for at ekskludere ikke-muslimer fra debatten.

4. DET DÆMONISERENDE SPROG – “MANIPULATION” OG “KARAKTERMORD”

Gregersen bruger ladede ord som “manipulation”, “karaktermord” og “forsøg på udgrænsning”. Det er en typisk polemisk strategi, hvor man gør modstanderen til en ondsindet aktør frem for at tage hans argumenter seriøst.

Men hvis Petersen har et dårligt argument, så burde det være nok at påvise dette akademisk – ikke at gøre ham til en marionet for muslimske aktivister. Ved at fokusere på en påstået konspiration undgår Gregersen at argumentere for, hvorfor Hoffmanns forskning skulle være fagligt stærkere end Petersens.

5. DET INTELLEKTUELLE PARADOKS

Gregersen skriver:

Vi skal ikke give muslimer monopol på at fortælle om islam. Vi har tværtimod brug for flere forskere, der som Hoffmann kan, vil og tør oplyse om, hvad der står i Koranen, som vi ikke hører om fra muslimer.

Men her er problemet: Bør religioner kun forklares af dem, der ikke tror på dem?
Hvis vi tager hendes argument alvorligt, ville det betyde, at kristendommen kun kan fortolkes af ikke-kristne, jødedommen kun af ikke-jøder – og at islam udelukkende bør analyseres af folk, der ikke selv er muslimer.

Det er en uforståelig standard. Akademisk forskning må både inkludere muslimske og ikke-muslimske forskere. At fravælge muslimske stemmer, fordi de angiveligt er “forudindtagede”, er lige så skadeligt, som hvis man udelukkede Hoffmann for at være for kritisk.

KONKLUSION – GREGERSEN SER SPØGELSER

Gregersens analyse bygger mere på ideologi end på akademisk nøgternhed. Hun ser en konspiration, hvor Petersen og muslimske aktører i fællesskab forsøger at lukke munden på Hoffmann – men uden at fremlægge konkrete beviser. Hun blander en akademisk uenighed sammen med en kamp om ytringsfrihed, men ignorerer, at begge sider beskylder hinanden for forsøg på udelukkelse.

I sidste ende er hendes argument ensidigt: Hun vil have flere Hoffmann’er og færre Petersen’er, men nægter at anerkende, at der kan være legitime grunde til at kritisere Hoffmanns metode.

Gregersen ender med at bruge de samme strategier, som hun kritiserer Petersen for:
Hun forsøger at udelukke visse aktører fra debatten, hun blander politik og akademi sammen, og hun vælger et fjendebillede i stedet for en åben analyse.

PROBLEMET MED EVA GREGERSENS TILGANG TIL ISLAMFORSKNING

Eva Gregersen har markeret sig i debatten om islamforskning med en skarp kritik af, hvad hun ser som en akademisk tendens til at beskytte islam mod kritik. Hun forsvarer Thomas Hoffmann i hans fejde med Jesper Petersen og argumenterer for, at islamkritiske forskere bliver marginaliseret. Men der er et fundamentalt problem med hendes tilgang: Hun er ikke selv forsker, men tager forskerrollen på sig og deltager i debatten som en politisk aktør snarere end en akademisk bidragyder.

HUN ER IKKE EN FORSKER, MEN OPTRÆDER SOM EN

Gregersen er cand.polit. og har en baggrund inden for samfundsøkonomi, men hun fremstiller sig selv som en autoritet på islam og islamforskning. Når hun angriber Petersen og forsvarer Hoffmann, gør hun det ikke ud fra et videnskabeligt grundlag, men fra en ideologisk position. Hun placerer sig selv i rollen som en slags forsvarer af fri forskning, men hendes tilgang har flere alvorlige problemer:

1. Hun blander politik og forskning sammen
   • Hun er ikke en akademisk neutral observatør, men en debattør med en klar dagsorden.
   • Hendes angreb på islam og visse islamforskere er ofte drevet af ideologi snarere end et metodisk videnskabeligt perspektiv.
2. Hun spiller på følelser og provokation
   • Ved at dele billeder af profeten Muhammed med en lunte viser hun, at hun ikke bare vil deltage i en akademisk debat – hun vil provokere og polarisere.
   • Det skaber en reaktion, men det fremmer ikke en saglig eller konstruktiv diskussion.
3. Hun angriber islam som helhed frem for at analysere specifikke problemstillinger
   • Akademisk islamforskning analyserer islam gennem forskellige teoretiske og metodiske tilgange.
   • Gregersen tager snarere en polemisk tilgang, hvor islam fremstilles som en monolitisk trussel.
   • Hendes retorik placerer sig tættere på politisk aktivisme end på akademisk forskning.

HVORFOR ER HENDES TILGANG PROBLEMATISK?

1. MANGLENDE AKADEMISK OBJEKTIVITET

Gregersen fremstiller sig selv som en forsvarer af akademisk frihed, men hendes tilgang afslører en stærk forudindtagethed. Når hun for eksempel skriver, at “vi skal ikke give muslimer monopol på at fortælle om islam,” skaber hun en falsk modsætning. Ingen har monopol på at tolke islam, men hendes formulering antyder, at muslimers stemmer automatisk er mindre legitime.

Desuden ignorerer hun, at forskning altid indebærer en vis metodisk refleksion. Hvis en forsker udelukkende fokuserer på negative aspekter af islam uden at tage højde for kontekst og variationer, er det ikke længere forskning – det er propaganda.

2. IDEOLOGISK MOTIVERET KRITIK AF AKADEMIET

Gregersen fremstiller Petersen som en del af en “uhellig alliance” med aktivistiske muslimer, men denne påstand er problematisk:

• Det er en konspirationsteoretisk tilgang, der maler et billede af et akademisk miljø styret af skjulte dagsordener.
• Hun reducerer en kompleks akademisk diskussion til en politisk magtkamp.
• Hun undgår selv at forholde sig til de metodiske spørgsmål, som Petersen rejser om Hoffmanns forskning.

3. POLITISERING AF FORSKNING OG DEBAT

Det største problem med Gregersens tilgang er, at hun gør forskning til en politisk kampplads. Det er en farlig tendens, fordi:

• Når forskning bliver politiseret, risikerer vi, at akademisk viden bruges til at bekræfte forudindtagede holdninger snarere end at søge sandheden.
• Hun bidrager til en polarisering, hvor islam enten skal forsvares ukritisk eller angribes hårdt – i stedet for at forstås nuanceret.

HVEM SKAL TOLKE ISLAM?

Gregersen argumenterer for, at islamforskning ikke skal overlades til muslimer, men implicit ønsker hun heller ikke, at den skal overlades til forskere som Petersen, som hun anklager for at være for eftergivende. I stedet peger hun på Hoffmann og lignende kritikere af islam.

Men hvis Gregersen virkelig ønskede en fri og objektiv forskning i islam, burde hun også acceptere kritiske syn på Hoffmanns tilgang. I stedet udnytter hun videnskab som et våben i en politisk kamp mod islam.

KONKLUSION

Eva Gregersen spiller en vigtig rolle i den offentlige debat, men hun er ikke en forsker, og hendes tilgang til islamforskning er ikke akademisk, men politisk. Hun fremstiller sig selv som en neutral forsvarer af akademisk frihed, men hendes handlinger – som at dele Muhammed-karikaturer og bruge en skarp, polemisk retorik – afslører en stærk bias.

Hvis vi skal have en seriøs og saglig debat om islamforskning, er det vigtigt at skelne mellem videnskabelig kritik af islam og politisk aktivisme. Gregersen overskrider denne grænse, og det underminerer hendes troværdighed som deltager i den akademiske debat.

LÆS MERE HER

• Sjúrður Skaale er Hamas’ spejlbillede
• Jonatan Møller Sousa: Jøder frygter intifada
• Maskulin mystik
• Alexander Küster: Beheaded, hængt, skudt eller voldtaget af IDF – hvad foretrækker du?
• Factsheet: Thomas Hoffmann