GODDAG ELLER SALAAM?

Når man taler om danske værdier, dukker et spørgsmål ofte op: Hvordan bør vi hilse på hinanden? Er det med et fast håndtryk, et varmt “goddag” – eller måske en “salaam”? Diskussionen bliver endnu mere interessant, når Frederik Vad, med sine kontroversielle udtalelser, træder ind på scenen.

I en nylig kommentar lagde Vad ikke skjul på, hvad han mente om nogle unges hjemlige påvirkning: “Lorteholdninger” presset direkte ind i hjerneskallen, som han kaldte det. Men hvad med institutionernes rolle i dette? Skal skoler og børnehaver tage rollen som “værdipoliti” og redde unge fra deres familiers påvirkning? Eller er dette blot endnu et forsøg på at definere, hvad der må anses for “rigtigt” i Danmark?

KAN “GODDAG” OVERLEVE MOD “SALAAM”?

LORTEHOLDNINGER OG STATENS VÆRDIPOLITI

Vad’s udtalelser om “de 5-6-7 timer” unge tilbringer i offentlige institutioner, og hvordan dette er statens eneste chance for at påvirke dem, har vakt debat. Det rejser spørgsmålet: Hvor går grænsen mellem opdragelse og indoktrinering? Og hvorfor blander værdidebatten sig ofte med etniske og religiøse undertoner?

Samtidig er retorikken om “salaam” kontra “goddag” mere end blot en diskussion om hilsens form. Det handler om, hvilke værdier vi ønsker at stå for som samfund – og hvor meget plads vi giver til forskellige kulturer og traditioner.

Men lad os være ærlige: Er det virkelig “lorteholdninger,” der er problemet? Eller er det snarere politikere og meningsdannere, der ønsker at definere “danske værdier” som noget snævert og ekskluderende? For hvad sker der, når de unge, der vokser op med “salaam,” bliver mødt med et samfund, der stædigt insisterer på “goddag”?

FREDERIK VAD: LIKEREN DER VÆMMES

Tænk engang, selv Frederik Vad – manden, der ellers er travlt optaget med at redde unge fra “lorteholdninger” – fandt tid til at like et opslag, hvor Eva Gregersen ikke bare kaster sig over muslimer, men også formår at krænke vores profet. Et opslag, der emmer af respektløshed og et forsøg på at provokere en allerede marginaliseret gruppe.

Man kunne næsten fristes til at tro, at Vad finder sig godt tilpas i selskab med sådanne holdninger. Måske ser han det som en forfriskende pause fra sine sædvanlige optagelser om at bruge offentlige institutioner som kampplads for værdier. Eller også er det bare endnu et eksempel på, hvordan dansk politisk debat – og visse aktører – gradvist normaliserer denne form for retorik.

ER DET VIRKELIG “LORTEHOLDNINGER,” ELLER ER DET DIG, FREDERIK?

Men hvad er næste skridt? Måske et like på et endnu grovere opslag? Eller en kommentar, der bakker op om denne type provokationer? Uanset hvad er det bemærkelsesværdigt, hvordan Frederik Vad, der påstår at stå for dannelse og værdier, ikke ser noget problem i at associere sig med denne slags indhold.

SALAAM-E-ADAB TIL VAD

(under udvikling)

EVA GREGERSEN OG DEN IRONISKE GRYDE

Eva Gregersen, som på X lufter sine velovervejede – og lad os være ærlige, temmelig grimme – tanker, har endnu engang kastet sig over en debat, hun tilsyneladende har udvalgt med kirurgisk præcision for at puste til ilden. Denne gang handler det om Frederik Vads farverige udtryk om “lorteholdninger” og muslimske forældre. For selvfølgelig har Eva en mission: at dokumentere, analysere og fordømme alt, der truer hendes nøje opbyggede narrativ.

Lad os lige stoppe og nyde ironien: Eva, der selv har en dokumenteret flair for at fremføre mildt sagt kontroversielle ytringer (racisme-light, måske?), beskylder Lamia Ibnhsain for at presse “lorteholdninger” ind i sine børns hoveder. Lamia, der sarkastisk spørger, hvilken #lorteholdning man selv har presset ind i sine børn, bliver af Eva konverteret til en slags hjerneskalle-diktator. Det er næsten som at se en sort gryde kalde en kedel for sort.

Men lad os ikke glemme Evas subtile finesse i debatten. Hun bruger selvfølgelig den klassiske taktik: tage et enkelt citat ud af kontekst og give det et twist, der gør det mere “delbart.” Og så lige krydret med hashtags som #dkpol og #gymchat for at sikre, at hendes dybt “nuancerede” synspunkter når så mange som muligt. For hvorfor nøjes med fakta, når man kan koge det hele ned til en forargelsessuppe, der smager af islamofobi?

Hvad er næste skridt for Eva? En tråd om, hvordan muslimer lærer deres børn at sige “salaam” som en skjult revolutionær handling? Eller måske en lang analyse om, hvordan ordet “hjerneskalle” nu er blevet en del af et hemmeligt kodeord for at fremme uvelkomne værdier i Danmark? Mulighederne er uendelige.

Eva, måske er det tid til at reflektere over, hvilke holdninger du selv presser ind i dine læseres hoveder – uden undskyldninger. Men det kræver selvfølgelig, at du først åbner op for en smule selvindsigt. Held og lykke med det.