HVEM STYRER PROPAGANDAEN? DUKKETEATRET MED JOTAM & NINA

FRA JUDENREIN TIL ARABREIN

Når sproget bliver et våben, gentager historien sig ikke — den forvandler sig. I dag genopstår “Judenrein”, nazisternes udtryk for etnisk rensning, i en ny skikkelse: “Arabrein”. Et ord, der siger det, ingen regeringer vil indrømme højt.

Norman Finkelstein, søn af Holocaust-overlevere, kalder det ved sit navn. Han river masken af magtens fortælling og minder om, at historien ikke vasker nogen rene. Den gentager kun sin kynisme i nye uniformer.

Hvor Jotam Confino forsvarer systemet gennem ironi og afstand, og Francesca Albanese angribes for sit mod, står Finkelstein som den stemme, der ikke kan købes eller ties ihjel. Hans stempel gør sproget farligt igen — fra Judenrein til Arabrein.

Som Francesca Albanese selv formulerede det: “Pro-Israelism is a cult in the West.”
Hun har ret – og det er fascinerende at se, hvordan kulten dyrker sig selv gennem kommentatorer, der i stedet for at belyse konflikten bruger medierne som røgmaskine.

Der er næsten noget poetisk over, hvordan ordene “menneskerettigheder” og “fakta” bliver trylleformularer, ikke begreber. Francesca ville sikkert kalde det “den vestlige kults selvretfærdige ritualer.” Jeg kalder det tirsdag på X.

KOMMENTATOREN SOM RØGMASKINE

Når kritik kaldes “antisemitisk” pr. automatik, flyttes fokus fra handling til etiket. Albanese peger på netop det—og i København ser vi øvelsen gentaget: abstraktion (“det handler kun om terror”), distraktion (skift emne), blurring (alt er bare holdninger). Det er manualen.

MÅGE-DEBAT GIDER JEG IKKE

Om tonen/implicitte trusler i SoMe-debatten (eksempel: Nina PB-tråden)

Hvad der sker i tråden (kort):

• En deltager (Nina PB) svarer kritisk tilbage. Hun skriver bl.a.: “Hvis du ikke lægger værdi i politi, efterretningstjeneste, sigtelser, forskning. Så fint. Men du må gøre dig mere umage…” samt nedgørende vendingen “Måge-debat gider jeg ikke.”
• I en anden svartråd kalder hun andres argumenter for “sjovt” i betydningen useriøse og peger på jødeforfølgelser i arabiske lande som modangreb.

Hvorfor det kan opleves som truende/intimiderende:

• Autoritets-invokation: Henvisning til politi/efterretningstjeneste/sigtelser fungerer som en implicit magtdemonstration (“myndighederne er på min side”). Det er ikke en direkte trussel, men en indirekte intimidering.
• Tone-policing: Kravet om at “tale pænt” bruges sammen med en afvisning (“gider jeg ikke”), som flytter fokus fra substansen til formen og sætter modparten i defensiven.
• Delegitimering: Ord som “måge-debat” er en forringende etiket, der signalerer at modpartens bidrag er larm/skrald → social udskamning frem for argument.
• Whataboutism/afledning: Skift til generelle forhold om jøders situation i andre lande bruges som afsidesmanøvre fra den konkrete kritik i tråden.

Hvordan svare uden at blive trukket ind i en eskalerende spiral:

1. Sæt grænse + tilbage til sag:
   “Henvisninger til politi/efterretningstjeneste hører ikke hjemme i en debat. Hvis du har et konkret modargument, så lad os tage det – ellers stopper jeg her.”
2. Bed om præcisering (flytter byrden):
   “Hvilken påstand vil du have dokumenteret, og hvilket datagrundlag efterlyser du?”
3. Afvis etiketter, efterspørg indhold:
   “At kalde det ‘måge-debat’ er en etikette. Hvad er det specifikke, du er uenig i?”
4. Luk pænt ved insisteren på intimidering:
   “Når du bringer sigtelser/efterretning på banen, er det ikke en faglig diskussion. Jeg går videre.”

FLERE STILLER SPØRGSMÅLSTEGN VED JOTAM CONFINOS ROLLE

Det er ikke længere kun tilfældige X-brugere, der undrer sig. Den svenske journalist og forfatter Kajsa Ekis Ekman har i sin artikel “Han var med och skapade stödet för ett folkmord” (1. august 2025) gravet dybere i netop Jotam Confinos baggrund.

Her beskriver hun, hvordan Confino i årevis har været tæt knyttet til israelske institutioner – med baggrund i Tel Aviv, arbejde for IDF-nære tankesmedjer, loyal dækning i medier som i24News og personlig kontakt til Netanyahu. Alligevel bliver han stadig præsenteret som “uafhængig journalist” i vestlige medier.

Ekman stiller det oplagte spørgsmål:
“Hvor mange journalister med tilsvarende bånd til Palæstina får lov at optræde i vores medier?”

Du kan læse hele hendes afslørende analyse her:
👉 Han var med och skapade stödet för ett folkmord – Kajsa Ekis Ekman, 1. august 2025

Hvis man sammenholder Nina Palesa Bondes tweet med Norman Finkelsteins udtalelser, står kontrasten ret skarpt:

• Finkelstein taler om israelsk magt og overgreb, om hvordan Palæstinenserne udsættes for systematisk undertrykkelse og udslettelse, og hvordan “genocide” og “starvation” bruges som våben.
  → Han placerer ansvaret for volden og den moralske opløsning hos Israel og dets støtter.

• Nina Palesa vender det på hovedet: hun taler om jøder som ofre for udstødelse i arabiske lande, kalder det ironisk at bruge ordet “folkedrab”, og flytter opmærksomheden væk fra Gaza – mod “jødernes forsvinden” i Mellemøsten.
  → Hun spejler Finkelsteins sprog, men i modsat retning: fra kritik af magten til forsvar for magten.

Kort sagt:
Finkelstein = undertrykkerens ansvar.
Nina = offerets omvendte forsvar.

Hun bruger klassisk “blurring”-strategi: hun flytter samtalen væk fra nutidens strukturelle vold mod palæstinenserne og hen mod historisk antisemitisme — som om den ene udelukker den anden.

FRA OFFER TIL UNDSKYLDNING

Når Norman Finkelstein taler, vender han spejlet mod magten. Han kalder Israels krig for, hvad den er – et organiseret overgreb, hvor sult og ødelæggelse bruges som våben.

Nina Palesa gør det modsatte. I stedet for at se volden, vender hun blikket væk – tilbage mod historien. Hun taler om jødernes fordrivelse i arabiske lande, som om det alene kan forklare alt, der sker i Gaza. Det er det, der kaldes den omvendte offerrolle: når lidelsen bruges til at dække over ny lidelse.

Hvor Finkelstein siger “Israel har gjort Gaza til helvede”, siger hun “men hvad med araberne?”
To sætninger, to verdener. Den ene forsøger at standse volden. Den anden får den til at lyde som et forsvar.

DEN PYRAMIDISKE FORVIRRING

Enhver konflikt ligner til sidst en organisation. Der er en top, en bund — og grene, der stikker ud i alle retninger.
Hvis du vil forstå, må du holde dig til den gren, hvor problemet faktisk vokser. Ellers ender du bare med at beskære luften.

Det er præcis det, der sker i debatten om Gaza. I stedet for at se på magten og dens konsekvenser — børnene, sulten, murene — begynder man at snakke om helt andre grene: arabiske landes fortid, religiøse traumer, gamle krige.
Resultatet er et pyramidespil af undvigelser. Alle peger på hinanden, ingen tager ansvar.

Finkelstein bliver ved stammen. Han kalder det, som det er.
Nina Palesa bevæger sig op i kronen, hvor alt snor sig sammen, og intet længere kan adskilles.

KAPITLER I INTERVIEWET (OVERSIGT)

HVAD NORMAN SIGER (KORT FORTALT)

“Folkedrabet er midlet, ikke målet.”
Planen er ifølge ham et røgslør, der normaliserer fortsat ødelæggelse af Gaza.
“Vejen til 7. oktober var brolagt med fredsplaner.”
Carter → Reagan → Bush Sr. → Oslo → Bush Jr. → Annapolis → Trump → Biden.
Intet håndhævet. Intet ændret.

TRUMP-PLANEN – KERNEN

Form: Kaldes våbenhvile, fungerer som ultimatum.
Realitet: 72 timer for gidsler, men ingen deadline for noget andet.
Konsekvens: Israel bevarer kontrol – “afvæbning” bliver vetoret.
Humanitær adgang: Formuleringer kan bruges til at udelukke FN og UNRWA.
Resultat: Kort pause, lidt nødhjælp – og så fornyet krig.

DE CENTRALE HULLER

Kun én konkret tidsfrist: 72 timer for gidsler.

“Agreed upon line” for tilbagetrækning = udefineret.

Afvæbning = israelsk veto.

Humanitær hjælp filtreres politisk.

Løftet om “ingen fordrivelse” modsiges af praksis.

 7. OKTOBER – HANS LÆSNING

Ikke en masterplan, men desperation.

Hamas forsøgte diplomati, ret, ikke-vold → alt ignoreret.

Angrebet var et “kast med terningen” for at bryde dødvandet.

Ansvar for situationen: fraværet af håndhævet international ret.

“SHAME STRATEGY” – HVORFOR DEN FEJLER

Skam virker ikke.

Narrativer som “Hamas stjæler nødhjælp” gentages, selv efter dementier.

Ingen ansvarlighed → ingen hæmning → ingen ændring.

ANALYSEN I EN SÆTNING

“Det, verden kalder krig, er en kontrolleret fordrivelse.
Folkemordet er værktøjet – ikke fejlen i systemet, men selve metoden.”

Han siger i bund og grund tre ting – meget klart og med jura som ramme:

1. International lov som udgangspunkt.
   Han forklarer, at ingen stat må beholde land taget med krig. Derfor har Israel ingen retlig titel til Golanhøjderne (taget i 1967), og enhver løsning må bygge på fuld tilbagetrækning til grænsen før juni ’67.

2. Hamas er ikke årsagen – men symptomet.
   Han afviser påstanden om, at Hamas er “fjenden af fred”.
   Hans pointe: Israel havde årtier til at løse konflikten før Hamas blev valgt i 2006. Hvert år stemmer næsten hele FN for en resolution om løsning efter international lov — kun USA, Israel og nogle få stillehavsøer stemmer imod.
   Han siger: Hamas har faktisk erklæret sig villig til at acceptere en løsning langs ’67-grænsen, men ikke til at anerkende Israels legitimitet. Det er ikke et krav i folkeretten — og han sammenligner med Gandhi, der anerkendte Pakistans eksistens, men ikke dens legitimitet.

3. Terror og lovens brud.
   Da værten udfordrer ham med hans omtale af Israel som “terrorstat”, svarer han med at citere dommeren Richard Goldstone, der konkluderede, at Israels mål i Gaza var at “punish, humiliate and terrorize a civilian population”.
   Han siger:
   – Terrorisme betyder at angribe civile for politiske mål.
   – Israel rammer rutinemæssigt civile og civil infrastruktur.
   – Selv hvis krigen var selvforsvar, kan man stadig begå terrorhandlinger afhængigt af, hvordan man fører den.

4. Hvad verden burde gøre.
   Hans svar er enkelt: “Enforce the law.”
   – Bring Israel for den internationale straffedomstol, som alle andre.
   – Drop særbehandlingen.
   – Det er ikke radikalt at kræve, at eksisterende regler håndhæves.

5. Om Israels fremtid.
   Da han bliver spurgt, om Israel bør opløses, afviser han at give en personlig vision.
   Han siger, han ikke er nogen Gandhi eller Mandela — bare en forsker fra Brooklyn — og at problemet er manglende konsekvens: Israel holdes ikke ansvarlig for brud på folkeretten, og så fortsætter konflikten.

Hele samtalen kredser om ét tema: lovens dobbelte standard.
Når retten kun gælder for nogle, bliver selve systemet medskyldig.

HVEM BESKYTTER RETTEN, NÅR DOMMEREN BESKYTTER ISRAEL?

KU-debat – 10. april & 26. maj 2025

DOMMERENS DUALITET – NÅR RETTEN TVIVLER PÅ RETFÆRDIGHEDEN

1. RAMMEN
   Københavns Universitet, foråret 2025.
   Debat om Gaza, folkeret og ansvar. På scenen: Amnesty International, journalist Natasha, og dommerfuldmægtig Nina Palesa Bonde.

2. DET AVGØRENDE ØJEBLIK
   Tidsmærke 1:26:45 i optagelsen:

“Hvis ICJ en dag frikender Israel, vil folk så ikke føle sig vildledt – og vende sig til vold, fordi Amnesty kaldte det folkedrab?”
— Nina Palesa Bonde, KU-debat 2025

Et spørgsmål, der ligner juridisk forsigtighed, men i virkeligheden flytter ansvaret fra gerningsmanden til observatøren.
Når en dommer spørger sådan, lyder det ikke som neutralitet – men som frygt for sandhedens konsekvens.

3. FAKTUM
   ICJ har allerede slået fast, at der foreligger “plausible rettigheder og risiko for uoprettelig skade på palæstinenserne i Gaza.”
   Verdens højeste domstol har altså ikke frikendt Israel – den har advaret.

Amnesty mindede om pligten i FN’s Folkedrabskonvention:

“Man skal advare, når risikoen er plausibel – ikke først, når det er for sent.”

4. FINKELSTEINS MODBLIK
   Professor Norman Finkelstein, i sin tale på UMass, 2025:

“Loven mister sin autoritet, når den kun håndhæves, hvor det er politisk bekvemt. Når magten sætter grænserne for juraen, bliver loven selv en forbrydelse.”

Han kaldte det “retslig hykleri” – den måde vestlige jurister forsvarer Israels handlinger under påskud af balance, mens de samme principper bruges aggressivt mod andre stater.

“Man taler om selvforsvar,” sagde Finkelstein,
“men ignorerer, at besættelse aldrig kan være selvforsvar. Man siger ‘kompleksitet’, men det betyder i praksis: vi ser væk.”

For Finkelstein er spørgsmålet ikke, om Israel har ret til at forsvare sig, men hvordan retsstaten bevarer sin troværdighed, når den beskytter forbryderen mod beviset.

Han afsluttede sin forelæsning med ordene:

“En lov, der ikke gælder for de svage, er ikke en lov – det er et ritual for magt.”

5. BEKYMRINGEN
   Derfor rammer Nina Palesas udtalelser et sårbart sted.
   Når en dansk dommerfuldmægtig – en repræsentant for retssystemet – afviser ICJ’s vurdering og mistror Amnesty’s advarsler, bliver det et spejl på den præcis samme svaghed, Finkelstein beskriver:

Retten beskytter magten, ikke mennesket.

Et retsvæsen, der tøver med at kalde et muligt folkedrab ved navn, udvander juraen, mens blodet stadig flyder.
Når dommeren tvivler på retten – hvem tør så stole på dommen?