SOM EN DOLK DOLKER HUN IGEN

Da jeg hørte statsminister Mette Frederiksen kalde Yahya Sinwar en “hardcore terrorist” på hans dødsdag, blev jeg målløs. Det føltes som et stik i ryggen – et svigt forklædt som politisk korrekthed. Akkurat som Skaales afslutningstale i 2024.
Skal vi nu også kalde de danske modstandsfolk fra besættelsen for “hardcore terrorister”? Hvordan kan en dansk statsminister uden at blinke reducere et helt folks kamp til en etikette? Det er hjerteskærende, historieløst – og dybt uretfærdigt.

EN REFLEKSION OVER YAHYA SINWARS SIDSTE VILJE OG TESTAMENTE

Den 7. oktober 2023 efterlod mig en tung følelse. At se den uendelige lidelse i Palæstina var som at stirre ned i en bundløs brønd.
Yahya Sinwars liv og kamp for frihed rammer mig dybt, fordi hans fortælling spejler vores egne: kampen for at blive set som mennesker – ikke som trusler.

Selv i Danmark mærker vi stadig muren. Vi lever i et samfund, hvor magten taler med hvid stemme, og hvor enhver brun krop konstant skal bevise sin loyalitet. Vi bliver sat i bås, dømt som “de fremmede”, “de vrede”, “terror-sympatisørerne”.
Selv udtalelser som Frederik Vad’s om, at vi “undergraver danske værdier”, gør ondt – ikke bare fordi de er forkerte, men fordi de gentager det mønster, Mette Frederiksens tavshed forstærker: tavshed som magt.

Ligesom Yahya Sinwar kæmpede for sit folk, kæmper vi for retten til at blive hørt. Hans historie handler ikke kun om Gaza eller Palæstina; den handler om enhver, der står op mod uretfærdighed.

HVAD SKRIVER YAHYA SINWAR I SIT TESTAMENTE?

Født i Khan Younis-flygtningelejren i 1962 levede Yahya Sinwar et liv i konstant kamp. I sit testamente skriver han:

“Jeg er Yahya, søn af en flygtning, der gjorde eksil til et midlertidigt hjem og en drøm til en evig kamp.”

De ord rammer. Ikke kun som palæstinensisk smerte, men som et universelt råb om menneskelighed. Mens Mette Frederiksen kalder ham kriminel, ser jeg en mand, der nægtede at lade sig udslette.
Hvor er den danske medmenneskelighed i det? Ser vi virkelig den lille dreng med en sten i hånden som “terrorist” – blot fordi vi ser med “danske briller”?

SINWARS MODSTAND VS. METTE FREDERIKSENS RETORIK

Sinwars testamente afslører et menneske formet af undertrykkelse – ikke af had. Han blev ikke født til vold, men tvunget ind i den af et system, der fratog ham alt.
I kontrast står Mette Frederiksen med sin tavshed om palæstinensernes lidelser og sin højlydte fordømmelse af Hamas. Hvordan kan man kalde det moralsk overlegenhed, når empatien kun rækker én vej?

“Min vilje til dig: Frygt ikke fængsler, for de er blot en del af vores lange rejse mod frihed.”

Disse ord rammer som et ekko i mig. Jeg kender også de usynlige fængsler – fordomme, tavshed, og de blikke der dømmer før de lytter.
Men som Sinwar minder os om: Frihed gives ikke. Den kræves. Og tavshed er aldrig neutral.

HVEM ER YAHYA SINWAR?

For Mette Frederiksen er Yahya Sinwar en terrorist. Men for mange i Palæstina er han noget helt andet – et symbol på modstandskraft, værdighed og håb. En mand, der tog smerten ved afvisning og gjorde den til styrke. Han forstod, at retfærdighed aldrig bliver givet – den bliver taget.

“Vent ikke på retfærdighed, men vær retfærdigheden selv.”

Disse ord lever videre som et ekko i os, der har mærket tavshedens kulde. I en verden, hvor politikere som Frederik Vad og Mette Frederiksen fortæller os, at vi aldrig vil høre til, nægter jeg at vente på deres godkendelse. Ligesom Yahya Sinwar vælger jeg at skabe min egen vej, og bruge min stemme – ikke som vrede, men som vidnesbyrd.

YAHYA SINWARS SIDSTE TESTAMENTE

Da jeg læste Yahya Sinwars testamente, ramte det som et kald – et ansvar. Det mindede mig om løftet, jeg gav min mor på hendes dødsleje: aldrig at tie, når uretfærdighed taler højest.
Hans ord var ikke kun for Palæstina, men for alle, der nogensinde er blevet marginaliseret – uanset religion, hudfarve, eller kærlighed. Han skrev:

“Hvis jeg falder, så fald ikke med mig, men bær banneret, der aldrig falder.”

Det handler ikke om våben. Det handler om at stå fast – i værdighed, i sandhed, i modstand.
Selv når Mette Frederiksen og resten af verden kalder det “terrorisme”, må vi fortsætte kampen for retfærdighed. Min kamp er mit ord, min kunst, mit digt – og min frihed til at bruge det. Det er min ytringsfrihed med ansvar.

ET FARVEL – OG ET VIDNESBYRD

Når jeg tænker på Yahya Sinwars arv, ser jeg kontrasten klart: hans mod mod Mette Frederiksen’s tavshed. Han stod fast for sit folk; hun gemmer sig bag floskler.
De kaster etiketter, men vi står stadig. Dette er min kamp. Dette er vores kamp.

“Vent ikke på retfærdighed, men vær retfærdigheden selv.” – Yahya Sinwar

Inna Lillahi wa inna ilayhi raji’un

Må han hvile i fred, og må Allah give ham Jannah.

Yahya Sinwar, født den 29. oktober 1962

Døde som martyr den 16. oktober 2024

METTE FREDERIKSEN IGNORERER EN DØD KAMP – HVAD MED PIGEN MED SVOVLSTIKKERNE?

Jeg har altid elsket eventyr – fra Brødrene Grimm til H.C. Andersen. Deres historier har fulgt mig som små lys i mørket.
Nu sidder jeg her, udbrændt som en svovlstik. Ligesom den lille pige med svovlstikkerne kæmper jeg – og vi – for varme i en verden, der vender ryggen til.
Men i dag handler eventyret ikke om en pige i frost. Det handler om Yahya Sinwar – og om kampen mod undertrykkelse, som stadig brænder i skyggerne af Gaza.

YAHYA SINWAR OG DEN LILLE PIGE MED SVOVLSTIKKERNE – TO HISTORIER OM OVERLEVELSE

Når jeg tænker på Yahya Sinwar, ser jeg ikke den “hardcore terrorist”, som Mette Frederiksen kalder ham.
Jeg ser en dreng med en sten i hånden – ikke som våben, men som håb. Født i Khan Younis-flygtningelejren i 1962, voksede han op i et liv præget af tab og kamp, ligesom den lille pige, der tændte sine sidste svovlstikker i håbet om varme.
To børn, to verdener – begge forladt af verden, men drevet af længslen efter lys.

HVAD MENER METTE FREDERIKSEN OM BØRNS LIDELSER?

Hvordan kan Mette Frederiksen kalde Yahya Sinwar en “hardcore terrorist” og sige, at det er svært at beklage hans død – men samtidig lægge blomster for andre ofre?
Hvad med de palæstinensiske børn, der mister livet under bomberne?
Hvorfor er den lille pige med svovlstikkerne et symbol på uskyld, mens drengen med stenen bliver stemplet som fjende?
Er sorg og menneskelighed virkelig et spørgsmål om geografi?

YAHYA SINWARS TESTAMENTE: DRENGEN MED STENEN

Yahya Sinwar som barn minder mig om pigen med svovlstikkerne. Begge stod alene i mørket – den ene med ild, den anden med sten.
H.C. Andersens pige forsøgte at holde varmen, mens verden så til. Yahya forsøgte at holde sin drøm i live, mens verden vendte sig bort.
Hans sten mod besættelsen var ikke had, men et forsøg på at tænde en flamme – et håb om frihed, der stadig lyser gennem ruinerne.

KAMPEN FOR RETFÆRDIGHED

ER VI BARE “HARDCORE TERRORISTER”?

Vi har alle vores historier.
Vi drømmer, håber, og kæmper for frihed. Vi er ikke “hardcore terrorister”. Vi er mennesker – som den lille pige, der tændte sin sidste svovlstik for at overleve, og som Yahya Sinwar, der tændte et lys for sit folk.
Retfærdighed er ikke et privilegium. Det er en nødvendighed.