MENNESKERETTIGHEDER I ISRAEL OG PALÆSTINA

DANMARKS DOBBELTMORAL

MENNESKERETTIGHEDER, ISRAEL & PALÆSTINA

Mette Frederiksen taler om frihed og værdier, men i konflikten mellem Israel og Palæstina bliver hendes ord hule. Danmark hylder menneskerettigheder – når det passer os. Mens FN advarer om brud på civile rettigheder, tier vores regering. Retorikken om “dem og os” splitter landet og efterlader danskere med anden baggrund som statister i et moralsk teater. Hvorfor vælger Danmark stilheden, når uskyldige mister livet? Læs, hvordan politik, privilegier og passivitet har gjort menneskerettigheder til et spørgsmål om magt – ikke moral.

Jeg skriver ikke for at skabe debat, men fordi jeg ikke længere kan tie. FN taler om menneskerettigheder, men hvem lytter, når det gælder Palæstina? Jeg ser på Danmark – mit land – og mærker en voksende skam. Vi roser os selv for lighed og frihed, mens vi vender ryggen til dem, der mister alt.

DANMARKS TAVSHED

NÅR MENNESKERETTIGHEDER BLIVER BEKVEMME ORD

Jeg skriver ikke for at provokere, men fordi tavshed føles som medskyld. FN taler om ansvar, om principper, men hvor er de, når bombelyset rammer børn i Gaza? Hvor er Danmark – landet, der kalder sig et forbillede for retfærdighed og frihed?

Jeg mærker det som et stik i maven, hver gang vi hylder vores egne værdier, men ignorerer dem, når de bliver ubelejlige. Vi taler om demokrati, men står side om side med dem, der knuser det. Vi bryster os af lighed, men lukker øjnene for uret.

For mig handler det ikke længere om politik. Det handler om samvittighed. Om at turde spørge: hvad er vores værdier værd, hvis de ikke gælder for alle?

MAGTEN, MORALEN

OG DET DANSKE HÅNDSLAG TIL HYKLERI

Hvordan kan en statsminister sige undskyld til Grønland for fortidens folkedrab – og i næste åndedrag støtte nye?
Hvordan kan vi sende penge til minerydning, mens vi tier om bomberne, der falder i Gaza i dag?

Jeg ser forbindelserne. Mette Frederiksen, hendes bror Per, der styrer midler til “humanitære” formål. Hendes mand, tæt forbundet med Zelensky og krigens maskineri. Danmark taler om hjælp og værdier, men pengene flyder, hvor magten ønsker fred i sit eget spejl.

Vi er blevet eksperter i symbolske undskyldninger. Et knæfald i Nuuk, et kamera i hånden, en tåre, og så videre til næste møde med våbenindustrien.
Men hvor er undskyldningen til de børn, der aldrig bliver gamle nok til at skrive en?

HVOR GÅR GRÆNSEN FOR DANMARKS SAMVITTIGHED?

Danmark har gjort menneskerettigheder til et visitkort. Vi viser det frem, når det gavner vores image – men gemmer det væk, når sandheden bliver ubehagelig.
Vi støtter Israel økonomisk, politisk, symbolsk – og kalder det “strategisk samarbejde”. Samtidig taler vi om empati, fred og tolerance.
Det er, som om vores moral har fået dobbelt statsborgerskab.

Jeg ser ingen ægte vilje til at stå fast på principper, når magten står på spil. Vi har vendt menneskerettighederne til et spørgsmål om PR, ikke pligt. Og når vi undskylder over for Grønland, men tier om Gaza – så er det ikke anger. Det er iscenesættelse.

Danmark kan ikke længere nøjes med at se sig selv som det gode land i verden. Ikke når vi støtter krige, men kalder dem “humanitære indsatser.” Ikke når vores regering måler værdighed i alliancer.
Det handler ikke længere om politik. Det handler om moral – og hvem vi bliver, når kameraet slukkes.

KORRUPTION I GLITTERJAKKE

NÅR MORAL BLIVER EN MÆRKEVARE

Korruption i Danmark taler ingen højt om. Den er ikke som i Ukraine eller FIFA — her er den bare bedre klædt på. Den bærer jakkesæt, har pressechef og smiler til kameraet.
Vi kalder det “partnerskab”, “strategisk støtte” eller “offentligt-privat samarbejde”. Men under overfladen flyder de samme penge, de samme forbindelser, de samme hænder, der vasker hinanden rene.

Når politikere som Mette Frederiksen deler midler gennem familiære netværk og kalder det “hjælp”, mister ordene deres værdi. Når hendes mand og bror står tæt på de magter, Danmark ikke tør kritisere, lugter det ikke længere af velfærd – men af velvilje, der kan købes.

Det mest korrupte er måske ikke pengene, men sproget.
Vi har vænnet os til løgn forklædt som politik. Til smil, der dækker over kynisme.
Korruption i Danmark er ikke, når nogen tager – det er, når alle tier.