Målet med arbejdet for et mistillidsvotum mod statsministeren er dette: At vores regering stopper støtten til Israels massive krigsforbrydelser gennem et stop for våben im- og eksport, handel og diplomatisk støtte. Det er et meget ambitiøst mål, og samtidig ret basalt: respektér menneskeliv og alle civile i Gaza såvel som i alle andre dele af verden. Hvordan kan vi finde frem til den respekt for menneskeliv? Lad os se på, hvad der har fejlet: alle forsøg på at diskutere og overtale regeringen til på nogen som helst måde i praksis at vise medmenneskelighed over for palæstinenserne har fejlet. Ikke engang et eneste livstruet barn vil regeringen tage imod fra Gaza. Venstres Christian Friis Bach har forklaret til Information, hvorfor vi her i Danmark ikke engang kan modtage et eneste livstruet barn fra Gaza. Det er for dyrt og besværligt, og det skulle være bedre at hjælpe i lokalområdet, (som jo altså er totalt afspærret for omverdenen). Til sammenligning skønnes det, at erstatninger til minkavlere i starten af 2024 havde rundet knap 30milliarder. Et filosofisk spørgsmål trænger sig på: bør en regering prioritere livreddende hjælp til uskyldige børn, som tilsyneladende udgør militære mål for et mægtigt, statsligt voldsapparat, eller en særdeles rundhåndet uddeling af penge til en meget lille gruppe personer, som i mange år har mishandlet en masse dyr, og som helt sikker ikke kommer til at lide nogen sammenlignelig økonomisk nød? Spørgsmål som dette har utvivlsomt ført til søvnløse nætter for utallige filosoffer op gennem tiderne. På samme måde slog det også fuldstændig fejl at overtale Fogh regeringen til ikke at deltage i krigene i Afghanistan og Irak, og dermed bidrage til al den død, nød og radikaliserede terrorbevægelser, de krige førte med sig. Politikere i toppen af systemet, med udsigt til topposter i Danmark eller internationalt, lader sig ikke bøje af appeller om, at menneskers ret til at leve i fred vejer tungere end internationale alliance hensyn. Vi mangler en dybdegående samfundsdebat, om fænomenet argument resistens, og de incitamenter der skaber den, nemlig de løfter om magt, penge, karriere og berømmelse, som motiverer til at søge en plads i Folketinget eller i regeringen af ren egeninteresse. I efterkrigstiden kan den danske stat nu fejre mindst 50 år jubilæum, som en stat, der ved lejlighed har enten støttet, eller selv deltaget aktivt deltaget i, voldsomme krige med drab på ti- eller hundrede-tusinder, hvis ikke millioner mennesker, som følge. For et juridisk perspektiv på, hvilke prioriteringer, der vejer tungest, kan vi henvise til professor i folkeret Astrid Kjeldgaard-Pedersens udmelding i Deadline, om, at der ikke er belæg i folkeretten for at lade hensynet til deltagelsen i et multinationalt våbenprogram sammen med USA og Israel stå over forpligtelserne i våbenhandelstraktaten, som kræver, at vi undlader at levere våben til lande, der begår krigsforbrydelser. Leverancerne af våbendele er altså både et udtryk for foragt med uskyldige mennesker, og ulovlige i henhold til international lov. Når regeringen nægter at lytte til krav om respekt for befolkningen i Gaza, og om at indstille al støtte til Israel, så har vi borgere ret til at gøre hvad vi kan for at forhindre regeringen i sin medskyldighed. At give regeringen det ultimatum at handle med respekt overfor den palæstinensiske befolkning eller gå af, er det ultimative våben over for en arrogant regering, og et værktøj til umuliggørelse af regeringens fortsatte støtte til Israels krigsforbrydelser. Et mistillidsvotum kan kun vedtages af et Folketingsflertal. Men et borgerforslag kan bringe idéen ud i offentligheden, og, i bedste fald, frem til Folketinget, hvis det modtager mindst 50.000 støtter, eller et folketingsmedlem selv beslutter sig for at tage idéen op. Timing har betydning, og tilslutning fra mindst 50.000 borgere kan være en anledning, selvom det burde ske i dag. Regeringen ændrer selvfølgelig ikke deres politik, fordi utilfredse personer påstår at kræve det. Alliancer, politiske karriere-drømme, og en skelen til hvilken del af verden krigsofrene kommer fra, synes vigtigere end folkerets-eksperters og utilfredse borgeres udmeldinger. Derfor bør en regering med manglende respekt for en befolkning, der lige nu udsættes for massiv vold og udsultning, trues af et folkeligt krav om at indstille støtten til Israel. Jeg er ikke i tvivl om, at den vedvarende støtte til Israel flytter stemmer, væk fra regeringen, og SF, som ikke ville stemme for et stop for salget af våbendele til Israel, og over til de partier som stemte for et stop af salget, Det Radikale Venstre, Alternativet, og Enhedslisten. Folkelig modstand er den faktor, som vil kunne ændre på regeringens holdning, denne, eller den næste, hvis vi tvinges til at udholde den nuværende. Mistillidsvotum som et borgerforslag, er dels en appel til den øvrige befolkning om at straffe regeringen for sin mangel på respekt, ved at stemme for vores borgerforslag, og ved at beslutte sig for ikke at genvælge dens repræsentanter, og en appel til folketingets medlemmer om at lade regeringens repræsentanter blive nødsaget til at søge job uden for Christiansborg. Forskere, som DR har talt med, vurderer, at Israels handlinger i Gaza helt sikkert kan kategoriseres som enten forbrydelser mod menneskeheden eller folkemord. Der er måske 64.000 dræbte i Gaza siden krigens begyndelse, vurderer det videnskabelige tidsskrift The Lancet, sammenlignet med 7.000 under folkemords-gerningen i Srebrenica. Når nu almindelig medmenneskelighed ikke får regeringen til at stoppe salget af våbendele til Israel, og dermed at bidrage meget direkte til Israels krigsforbrydelser, så må vi her henvise til, at det er ulovligt at støtte enhver militærkampagne, hvor der – som her – uden tvivl begås krigsforbrydelser, og at verdens stater er forpligtede til at stoppe krigshandlinger, før folkedrab er fuldførte. At vente på en domstols afgørelser er etisk set dybt forkasteligt, og forskere i folkedrab peger også på, at Danmark og andre lande er forpligtede til at handle, så snart det ser ud til at krigsforbrydelser af den ene eller anden art begås. Udover de faktiske handlinger, er ytringer om intentionerne også vigtige. Kontrasten til de israelske politikeres ytringer, får statsministerens udtalelser om Israels ret til at forsvare sig selv til at fremstå som enten en meget svært tilgivelig fejllæsning af situationen, eller som en bevidst fortrængning af den serie af ultravoldelige hensigtserklæringer, der er blevet formuleret af Israel’s politiske og militære ledere. Således erklærede Israel’s premierminister Benjamin Netanyahu på selve dagen for Hamas’ ganske rigtigt også afskyelige angreb, at han ville skabe “øer af ruiner” i Gazas byer. Dagen efter, d. 8. Oktober erklærede statsministeren sin støtte til Israels ret til at forsvare sig selv. Kan omdannelsen af bydele til ruiner ved hjælp af massive bombardementer kaldes selvforsvar? Kun hvis man har erklæret hele Gazas befolkning for medskyldige i Hamas’ handlinger, hvilket også, fuldstændig i strid med al international lovgivning, har været Israel’s officielle politik siden 2007. Dagen derpå, 9 Oktober, erklærede Israel’s daværende forsvarsminister, Yoav Gallant, at han havde fjernet alle restriktioner på hæren, så de her “menneskedyr”, som han udtrykte det, kunne få den behandling de har fortjent. Han uddybede, at “Gaza kommer aldrig til at blive det samme igen. Alt vil blive elimineret.” Når nu alle restriktioner på hæren er fjernede, så er scenen sat for det som hære er allerbedst til: Nemlig massiv ødelæggelse. Én af den israelske hærs ledende talspersoner kunne derfor d. 10. Oktober frit udtale til Gazas befolkning at: “Menneskedyr bør behandles som sådan. Der kommer ikke til at være noget elektricitet eller vand. Kun ødelæggelse. I ønskede helvede, og helvede skal i få”. Hærens talsperson Daniel Hagari bekræftede mere nøgternt, at Israel’s fokus var på ødelæggelse frem for præcision. På de tre døgn, der var gået efter Hamas’ angreb, havde de israelske ledere altså udtalt sig om uhæmmet ødelæggelse rettet mod såkaldte menneskedyr, mens statsministeren gentog det ærligt talt tankeløse mantra om Israel’s ret til at forsvare sig selv. Kontrasten burde være tydelig nok til at betegne statsministerens udtalelse som totalt skinger, og en genvindelse af troen på menneskeheden ville have haft væsentligt større chancer, hvis Mette Frederiksen havde reageret på disse ekstreme udtalelser med skarp afstandtagen og en fuldstændig tilbagetrækning af al støtte til staten Israel. Vi venter stadig. Al-haq, som er anerkendt af forskere og andre professionelle som en troværdig menneskerettighedsorganisation – men som ikke overraskende er stemplet af Israel som en terrororganisation – har samlet en hel serie af udtalelser, der, som de allerede nævnte, kan udgøre bevismateriale i forhold til retssagen om folkemord bragt til den Internationale Straffedomstol af Sydafrika, og i forhold til krigsforbrydelser generelt. Statsministeren og udenrigsministeren har dog udtalt deres bekymringer. Det hjælper ingen. I skal handle! De har også portrætteret situationen i Gaza som “en humanitær situation”. Men sulten, tørsten og manglen på medicin og el, skoler og hospitaler er ifølge citater af adskillige israelske toppolitikere en helt bevidst strategi, der i sin enkelthed har gået ud på at lukke af for el og vand, og at bombe al infrastruktur. Det er derfor vildledende at tale om en “humanitær situation”. Kollektiv straf er det pæneste vi kan kalde det. Iscenesættelse af en kampagne for etnisk udrensning er også en passende betegnelse, og som informeret lægmand vil jeg også vurdere, at den skabte situation ligner et igangværende folkemord. Hvis ikke alt dette retfærdiggør et mistillidsvotum, hvor slemt skal det så være, før vi diskvalificerer en regering med henvisning til mangel på respekt for det fagfolk kalder menneskerettigheder og folkeret, og som lægfolk simpelthen kalder menneskers liv, rettigheder, fred og frihed? Vi forventer, at et folkeligt pres vil resultere i en selvransagelse, som får et flertal af folketingets medlemmer til at trække støtten til Israel, i første omgang at stoppe salget af våbendele. Sker det ikke, bør mange af de, der ikke formår at ændre kurs, forvente ikke at blive genvalgt. Støtte til udrydningen, udsultningen og fordrivelsen af store dele af en befolkning, er der næppe stor vælgertilslutning til her i landet. Appellen til Folketinget om at tage det yderst sjældent brugte politiske værktøj, som en mistillidserklæring er, er den reneste udmelding, vi der er imod Israels brutalitet kan komme med: betragt ikke det her som en hygge-debat: find respekten for menneskeliv frem, eller find et andet job, hvor i ikke kan medvirke til ekstrem vold og fordrivelse. Initiativet for et mistillidsvotum mod statsministeren er en del af en bredere bevægelse af Palæstina sympatisører og andre folk, som insisterer på, at politik skal være baseret på menneskerettigheder og folkeretten, ikke et elitært folketingsflertal. Det er ikke den enkelte stemme som vil gøre en forskel, men et større og større kor af forargede mennesker. Modstanden øges, i takt med den danske regerings- og EU’s passivitet. Vi opfordrer kraftigt alle til at stemme for et mistillidsvotum mod statsministeren via borgerforslag.dk, for at stoppe både salget af våbendele og handelsaftalen med Israel, samt for indførelse af sanktioner, og for at vise vores støtte til vores medmennesker i Palæstina. Johannes Ruggaard Initiativet for et Mistillidsvotum mod StatsministerenHvorfor et mistillidsvotum mod statsministeren?
