No Shipment to Israel

ER ISRAEL DR’S GUD?

ER ISRAEL DR’S GUD?
5. noviembre 2024 ZLC Team

FORMEL KLAGE OG ANMELDELSE: BRUD PÅ PUBLIC SERVICE-FORPLIGTELSER OG UTROVÆRDIG NYHEDSDÆKNING

DR’S SVAR PÅ ANMODNING OM AKTINDSIGT

(Modtaget d. 28. oktober 2024)

Kære Zahid Latif,

Tak for din henvendelse af 25. oktober 2024, hvor du beder om aktindsigt på følgende måde:

”Jeg ønsker derfor indsigt i al relevant kommunikation med udenlandske interesseorganisationer, herunder israelske myndigheder, for at sikre, at DR’s linje ikke er styret af påvirkninger, som kompromitterer DR’s public service-forpligtelser og objektivitet.”

Vi har nu færdigbehandlet din anmodning.

Du får ikke aktindsigt i det efterspurgte materiale.

Begrundelsen for afgørelsen følger nedenfor.

DR er omfattet af offentlighedsloven og dermed af adgangen til aktindsigt.

Retten til aktindsigt omfatter dog ikke sager og dokumenter vedrørende DR’s public service-virksomhed og forretningsmæssige forhold i tilknytning hertil. Det står i radio- og fjernsynsloven § 86, stk. 1.

Hensynene bag radio- og fjernsynslovens § 86 er bl.a., at man fra lovgivers side vil sikre DR en så fri og uafhængig stilling som mulig, herunder særligt vedrørende programplanlægning og programudøvelse, samt vedrørende de øvrige dispositioner, der indirekte vil påvirke public service-virksomheden. Derudover agerer DR i et marked på linje med en lang række danske og internationale medier, og lovgiver har i den forbindelse ikke ønsket at stille DR ringere end de øvrige aktører, (se Folketingstidende 1993-94, tillæg A, sp. 659 ff.).

Det er DR’s vurdering, at det efterspurgte materiale er undtaget fra aktindsigt efter radio- og fjernsynslovens § 86, stk. 1. Det skyldes, at materialet vedrører DR’s public service-virksomhed/forretningsmæssige forhold i tilknytning til DR’s public service-virksomhed.

Meroffentlighed

DR har overvejet, om der efter princippet om meroffentlighed alligevel bør gives aktindsigt i det efterspurgte materiale. Princippet om meroffentlighed står i offentlighedslovens § 14. DR har i den forbindelse lavet en afvejning mellem på den ene side hensynet til den interesse, du som borger har i, at anmodningen imødekommes og på den anden side hensynene bag radio- og fjernsynslovens § 86, stk. 1.

DR’s afgørelser om aktindsigt er endelige. Det betyder, at du ikke kan klage over afgørelsen til en anden administrativ myndighed. Det står i radio- og fjernsynslovens § 17, stk. 4.

DR kan dog oplyse, at DR er forpligtet til at levere upartisk, uafhængig nyhedsformidling. Det fremgår både af radio- og fjernsynsloven og public service-kontrakten. Heri ligger naturligvis også, at udenlandske organisationer og myndigheder ikke kan påvirke DR’s nyhedsformidling, for det ville kompromittere den uafhængighed, som er grundstenen under DR’s troværdighed.

Med venlig hilsen,
Jens V. Jakobsen
Seniorkonsulent, DR Jura


ZAHID LATIFS ANMODNING OM AKTINDSIGT OG SPECIFIKATION AF KLAGE

(Sendt d. 25. oktober 2024)

Kære Niels Kvale,

Spørgsmålsreference # 240919-000037

Jeg vil præcisere, at min klage ikke blot er en “kommentar til jeres redaktionelle linje” – tværtimod retter den sig mod hele DR som organisation. Mit formål er at få aktindsigt i kommunikationen og beslutningsprocesserne på tværs af jeres organisation, som kan have indflydelse på DR’s dækning af Israel-Palæstina-konflikten.

Jeg finder det yderst bekymrende, at DR’s journalistiske linje potentielt kan blive påvirket af eksterne interessenter, hvilket kan undergrave dansk lovgivning. Min klage handler altså ikke alene om den redaktionelle beslutningstagning, men om de retningslinjer og instrukser, der måtte være dikteret af påvirkninger udefra. Jeg ønsker derfor indsigt i al relevant kommunikation med udenlandske interesseorganisationer, herunder israelske myndigheder, for at sikre, at DR’s linje ikke er styret af påvirkninger, som kompromitterer DR’s public service-forpligtelser og objektivitet.

Dette er et spørgsmål om gennemsigtighed og om DR’s respekt for dansk lovgivning, herunder Straffelovens § 108, der beskytter mod udenlandsk påvirkning. Hvis DR’s dækning er baseret på instruktioner fra eksterne kilder, undergraves licensbetalernes forventning om en upartisk og objektiv nyhedsdækning.

Jeg forventer derfor en grundig behandling af min klage samt en hurtig opfølgning med hensyn til aktindsigt, så vi kan få klarhed over, om DR’s dækning lever op til de lovmæssige forpligtelser og ikke lader sig påvirke af eksterne, partiske kilder.

Med venlig hilsen,
Zahid Latif


DR’S FØRSTE SVAR PÅ ZAHID LATIFS KLAGE

(Modtaget d. 24. oktober 2024)

Kære Zahid Latif

Tak for din henvendelse.

Jeg opfatter derfor din henvendelse som en kommentar til vores redaktionelle linje.

DR besvarer konkrete og specifikke klager over indholdet i vores produkter, men hvis din henvendelse har karakter af en kommentar, skal du ikke forvente svar, eller at den bliver behandlet som en klage.

Helt generelt vil jeg dog afvise, at DR Nyheders dækning af krigen i Mellemøsten kan betegnes som “systematisk ensidig og pro-israelsk”.

I øjeblikket er vi i gang med markeringen af et-årsdagen for krigens begyndelse, hvor vi gør os store anstrengelser for at levere en afbalanceret dækning, som beskriver og forklarer de modstridende narrativer, der dominerer konflikten. Se fx Mellemøst-korrespondent Puk Damsgaards status her: DR Nyheder: Stemmer fra den døde vej

Venlig hilsen,
Niels Kvale
Redaktionschef, DR Nyheder Udland

Bemærkning:
Hvis du ikke er tilfreds med dette svar, kan du klage til Pressenævnet, forudsat at du har retlig interesse. Din klage skal være modtaget i Pressenævnet senest 12 uger efter modtagelsen af dette svar.


ZAHID LATIFS INDKOMNE FORMELLE KLAGE

(Sendt d. 19. september 2024)

Til rette vedkommende,

Jeg skriver for at indgive en formel klage over DR1’s nyhedsdækning, som jeg anser for at være i klar modstrid med de public service-forpligtelser, som DR er pålagt ifølge Radio- og Fjernsynsloven § 10, stk. 4. Dækningen af Israel/Palæstina-konflikten fremstår systematisk ensidig og pro-israelsk, hvilket underminerer den alsidighed og upartiskhed, der kræves af en licensfinansieret medievirksomhed.

Jeg accepterer ikke denne form for journalistisk praksis, som jeg betragter som både utroværdig og i strid med dansk lovgivning. Dette udgør efter min opfattelse et alvorligt brud på DR’s pligt til at levere objektiv nyhedsformidling til licensbetalerne.

Derudover ønsker jeg at få undersøgt, om der er grundlag for at antage, at udenlandske agenter, særligt fra israelske interesseorganisationer, har haft indflydelse på den nyhedsdækning, som DR1 leverer. Et sådant forhold ville være i strid med Straffelovens § 108, som forbyder udenlandske agenter i at påvirke danske forhold og medier.

Jeg forventer en fyldestgørende skriftlig redegørelse for, hvilke tiltag der vil blive taget for at sikre en mere objektiv og lovlig dækning fremover.

Med venlig hilsen,
Zahid Latif