Efter jeg havde varslet både Gitte, politiet og systemet – på datoerne 4., 5., 6. og 7. oktober – at jeg ville lave en fredelig reportage ved Synagogen, Så skulle man tro, alt var i orden, ikke? Jeg havde intet at skjule. Men hvad sker der så? 📍 Jeg bliver frihedsberøvet. Så næste gang du gør alt efter bogen – melder din ankomst, samarbejder, dokumenterer… Du ender ikke i fitnesscenteret. Forestil dig, du bliver frihedsberøvet uden lovhjemmel. Du får lungebetændelse. Du anmelder det. Og så svarer DUP (Den Uafhængige Politiklagemyndighed): “Vi vurderer, at dine nye oplysninger ikke er af så væsentlig betydning, at sagen ville have fået et andet udfald.” Oversat til almindelig dansk: “Jo jo – vi hørte, du fik tæsk uden lovgrundlag. Men ærligt, vi gider ikke kigge på det igen.” Det er lidt som at melde indbrud – og få svaret: Af Zahid Latif I en af sine videoer laver Lars Andersen en undervisningsvideo målrettet politifolk og embedsmænd i den offentlige administration. Her påpeger han, at mange af dem ikke kender de mest basale retsprincipper, som adskiller en retsstat fra en politistat: “Akademikere i den offentlige administration og selvfølgelig også politifolk kender ikke til de allermest basale grundsætninger i en retsstat. Altså de grundsætninger, der adskiller os – i hvert fald nominelt – fra at være en politistat, hvor politiet bare kan gøre som de vil, fordi de har lyst.” Lars dokumenterer, hvordan en betjent – Torben – ulovligt forhindrer en borger i at filme politiet. Det er ikke forbudt ifølge dansk lov, men betjenten bruger alligevel magt for at standse optagelsen. Lars kontakter derefter jurist Marianne El Bager i anklagemyndigheden og spørger, om politiet skal have hjemmel i lov for at gribe ind. Hendes svar chokerer: “Hun vil ikke anerkende, at der er noget, der hedder hjemmelskravet og legalitetsprincippet. Altså at politiet skal have hjemmel i lov for at lave indgreb, og at det så er ulovligt for politiet at lave indgreb, der ikke er hjemlet i lov.” Og netop dét bekræfter min egen oplevelse: Hvis politiet ikke længere behøver loven, men handler ud fra skøn og følelser – hvad har vi så tilbage? Det spørgsmål rammer direkte ned i kernen af det, jeg har oplevet. I sin samtale med juristen Marianne El Bager stiller Lars Andersen et helt grundlæggende spørgsmål: “Men kan man ikke sige generelt, at hvis politiet bruger fysisk magt, de ikke har hjemmel til at bruge, så er det i udgangspunktet ulovligt?” Det er kernen i hele debatten. Hvis ikke der er en paragraf, en lov, et klart grundlag – så er magtanvendelse netop dét: ulovlig. Men Marianne El Bager nægter at svare. Hun trækker sig tilbage med formuleringer om, at det ligger uden for hendes kompetence, og at det er en konkret vurdering. Som jurist i en myndighed nægter hun altså at forholde sig til det mest basale retsprincip: legalitetsprincippet. Og det er ikke kun absurd – det er alvorligt. For det er præcis det, jeg sagde til Camilla Gejl Langhoff i går: Man må ikke basere myndighedsindgreb på subjektive vurderinger. Det skal ske på objektivt grundlag – og legalitetsprincippet skal være gældende. Magt uden hjemmel er ikke bare forkert – det er ulovligt. Camilla Gejl Langhoff, jurist i Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP), vurderede i min sag, at politiets magtanvendelse var lovlig – fordi politiet mente, den var nødvendig. Hun skrev: “Vi har lagt vægt på, at din adfærd blev skønnet bekymrende […] hvorfor politiet vurderede, at det var nødvendigt.” Det er ikke en objektiv vurdering. Det er en subjektiv mavefornemmelse. Og det er præcis det, Lars advarer mod: Et system, hvor politiet gør, hvad de vil – fordi de har lyst. Camilla Gejl Langhoff skriver i sin afgørelse, at politiets frihedsberøvelse af mig blev vurderet som lovlig, fordi min adfærd blev “skønnet bekymrende” – først af en livvagt, dernæst af politiet. Men så spørger jeg direkte: Hvor er dokumentationen for, at jeg truede Statsministeren? For det står nemlig sort på hvidt i POLDOK: “Har fat i personen, som telefonisk havde indgivet trusler til Statsministeriet.” En voldsom anklage. Men hvor er: Der findes intet. Så hvorfor må jeg nu bevise, at jeg ikke har truet nogen – når det er myndighederne, der påstår det? Et skøn er ikke en retlig dokumentation. Et skøn er ikke et bevis. Et skøn uden fakta er ikke andet end en undskyldning for magtudøvelse. Og hvis man påstår, at en borger har fremsat en trussel mod landets øverste politiske leder – så skal det ikke være noget, man bygger på en “mavefornemmelse” fra en livvagt. Det skal bevises. Punktum. Jeg blev fysisk forhindret i at filme min egen anholdelse. En betjent sagde hånligt: “Så må du håbe, en anden optager scenen.” Og alligevel spurgte Camilla mig senere: “Har du videomateriale, som understøtter din påstand?” I spørger mig om bevis – når I selv forhindrede, at det kunne skabes. Det er magt uden ansvar. Det er omvendt bevisbyrde. Og det er retsstatsnedbrydende. I stedet for at pege på en paragraf, henvises der til et “politifagligt skøn”. Men magt kræver hjemmel i loven – og det skøn, man henviser til, skal være objektivt og dokumenteret. Et skøn uden hjemmel er vilkårlig magt. Det fremgår af POLDOK, at: Alligevel spørger I mig, om jeg kan dokumentere, at jeg ikke har gjort noget forkert? Det er jer, der udøver magt – det er jer, der skal dokumentere, at det var lovligt. I POLDOK står der også: “Man har fundet en pose med hvidt pulver […] ca. 10-15 gram” Jeg blev udspurgt, hvad det var. Jeg forklarede, at det var preworkout til en spinningstime, som jeg var på vej til. Jeg sagde det flere gange. Men det blev ignoreret. Sproget i dokumentet afslører, at politiet allerede havde konkluderet, at jeg var farlig. Ikke fordi jeg havde gjort noget. Men fordi jeg kunne være noget. Det er ikke efterforskning. Det er ikke lovanvendelse. Jeg spurgte Camilla Gejl Langhoff i går – den 20. maj 2025 – om hvor beviserne er. I dag, 21. maj, har jeg stadig intet modtaget. Det er nu over syv måneder siden, jeg blev frihedsberøvet den 7. oktober 2024. Jeg mangler stadig: Det handler ikke længere kun om min sag. Det handler om, hvad vi vil acceptere i Danmark som retsstat. Når jurister i myndigheder undlader at forholde sig til loven – og bare bakker op om politiets mavefornemmelser – så er systemet ikke uafhængigt. Så dækker det over sig selv. Og det vil jeg ikke finde mig i.
FRA TRANSPARENCE TIL TRAGIK
HVORDAN MAN IKKE KOMMER TIL SPINNING I DANMARK
…med kamera, mikrofon og åbenhed.
…med mails og samtaler, der viste fuld samarbejdsvillighed og total transparens.
Jeg skulle bare videre til spinning bagefter. Whey i tasken. Cykelsko. Preworkout. Klar.
📍 Ved Netto på Pilestræde.
📍 Af et politi, der var forberedt, overvågende – men uden lovhjemmel.
📍 Godkendt af Claus Rønnegård, kendt fra Tibet-sagen.
…så ved du, hvad der kan ske:
Du ender i frihedsberøvelse.
Og måske i en kold celle – med lungebetændelse og et sarkastisk “Så må du håbe, nogen filmer det.”ER DUP INHABIL
HVORDAN HJÆLPER DUP, NÅR DU BLIVER UDSAT FOR MAGTOVERGREB?
“Du burde bare have boltet døren bedre, kammerat.”CLAUS RØNNEGÅRD FRA TIBET SAGEN
HVAD HVIS MAGTEN IKKE LÆNGERE SKAL FØLGE LOVEN?
LARS STILLER DET ENKLE SPØRGSMÅL – SOM INGEN VIL SVARE PÅ
FRA JURIST TIL DOMMER – UDEN BEVIS
HVOR ER DOKUMENTATIONEN FOR MIN SÅKALDTE TRUSSEL?
JEG BLEV FORHINDRET I AT FILME – OG BAGEFTER BEDT OM VIDEO
MAGT UDEN LOV? DET ER KUN ET “POLITIFAGLIGT SKØN”
Et skøn uden dokumentation er overgreb.
HVORFOR SKAL JEG DOKUMENTERE DET, I SELV SKJULER?
JEG FORTALTE, HVAD PULVERET VAR – MEN I LYTTER IKKE
Det er gotcha-politik og paranoia forklædt som sikkerhed. Og det efterlader mig med ét klart budskab: næste gang jeg har en spinningstime og tager min preworkout med, skal jeg åbenbart være mentalt forberedt på at blive frihedsberøvet i op til fire timer – uden sigtelse – i en kold celle, mens nogen overvejer, om de “føler”, at jeg er farlig.
VI SKRIVER 21. MAJ 2025 – OG INTET ER FREMLAGT
DET HER ER STØRRE END MIG
Det bør ingen borger finde sig i.
