BEYONCÉ OG LEVI’S: MODEINDUSTRIENS HVIDVASKNING AF SLAVERIETS ARV

SLAVERIETS BLÅ FARVE

Indigoens rejse begynder længe før Levi’s. Den dybe blå nuance, som vi i dag forbinder med denim, blev engang dyrket og forarbejdet af slaver i Afrika, Indien og de amerikanske sydstater. Indigo var ikke bare en farve — det var en valuta. I 1700-tallet blev den kaldt “det blå guld” og drev store dele af den transatlantiske slavehandel.

Da europæerne koloniserede nye områder, tog de både jorden, arbejdskraften og den viden, som lokale bønder havde opbygget gennem århundreder. I kolonier som Senegal, Nigeria og Indien blev indigo en kilde til enorm rigdom for plantageejere og handelsmænd — og til ufattelig lidelse for dem, der dyrkede planten.

Det var her grundlaget for den moderne modeindustri blev lagt: et system, hvor menneskeliv var en del af produktionskæden. Når Levi Strauss senere lancerede sine første jeans i det 19. århundrede, byggede han – bevidst eller ej – på en arv, hvor både bomuld og farve var resultatet af kolonial udbytning.

Denimens blå glans er derfor ikke bare æstetik. Den er en påmindelse om, at selv vores mest hverdagslige tekstiler er vævet med tråde af tvang, handel og profit.

LEVI’S OG HISTORIENS SKJULTE SØMME

Levi’s fortælling bliver ofte præsenteret som en amerikansk succeshistorie — en visionær immigrant, der skabte den moderne cowboydrøm. Men under sømmene gemmer sig en mørkere tråd i Levi’s historie.

I slutningen af 1800-tallet, da denim stadig var arbejdstøj for minearbejdere og landmænd, bar mange par bukser et mærke på indersiden: “Made by white labor.” Det var ikke tilfældigt. Det var et budskab, der udsprang af en tid, hvor racisme og kolonialisme var socialt accepteret. Levi Strauss & Co. deltog i boykotten mod kinesiske arbejdere i San Francisco — et valg, der pegede direkte tilbage på de hierarkier, som også definerede denim og slaveri i kolonitiden.

Mens brandet voksede, blev fortiden syet væk. “White labor”-mærket forsvandt, og Levi’s genopfandt sig selv som et symbol på frihed, oprør og amerikanske værdier. Men de værdier hvilede på et fundament af udnyttelse — fra de afrikanske marker, hvor indigo blev dyrket, til de bomuldsmarker, hvor slaver leverede råvaren.

Levi’s blev et ikon for den moderne verden, men dens væv er farvet af modeindustriens slavearv. At kalde det “heritage denim” lyder smukt, men bag arven gemmer sig mennesker, der aldrig fik del i dens glans.

BEYONCÉ SOM BRANDVASK

Da nyheden om et muligt samarbejde mellem Beyoncé og Levi’s begyndte at cirkulere, lød det som en fejring af kultur og styrke. En sort kvinde, der redefinerer popkulturen, koblet med et ikonisk amerikansk brand. Men under den glitrende overflade ligger et andet narrativ — et forsøg på at hvidvaske Levi’s koloniale arv.

Levi’s har i over 170 år perfektioneret kunsten at omskrive sin egen historie. Hvor denim engang var symbol på udnyttelse og klasseforskelle, er det i dag blevet et tegn på coolhed, individualitet og frihed. Ved at knytte sig til Beyoncé — et globalt symbol på Black empowerment — søger Levi’s at få den blå farve til at skinne rent igen.

Men kan man bygge ny branding oven på gamle synder? Når et brand med en dokumenteret fortid i diskrimination og udnyttelse bruger en afroamerikansk superstjerne til at lede sin fortælling, bliver modeindustriens slavearv ikke slettet — den bliver bare pakket ind i guld og glitter.

For Beyoncé er det en kompleks position. Hun repræsenterer frigørelse, men bliver samtidig brugt som spejl for en virksomhed, der stadig bærer historiske spor af denim og slaveri. Resultatet er en alliance, hvor styrke og symbolik blandes med marketingens mest raffinerede form for fortrængning.

DEN SANDHED VI IKKE KAN SY VÆK

Dokumentaren The True Cost afslører, hvad der gemmer sig bag prisskiltene i nutidens modeindustri. Her ser vi, hvordan moderne slaveri i modeindustrien fortsætter den samme logik, som engang drev kolonierne: maksimal profit på bekostning af menneskeliv.

Fabrikker kollapser i Bangladesh. Kvinder tjener mindre på en måned end en Levi’s T-shirt koster i butikken. Samtidig sælger vestlige brands “bæredygtighed” som en ny trend, mens de outsourcer udnyttelsen længere væk fra vores blik.

Levi’s er ikke undtaget. Selvom virksomheden profilerer sig på ansvar og transparens, produceres en stor del af deres denim stadig under vilkår, der afspejler et globalt hierarki — præcis som dengang denim og slaveri gik hånd i hånd.

The True Cost viser, at modeindustriens slavearv ikke er en fortid, vi har lagt bag os, men en nutid, vi stadig bærer på kroppen. Vi kommunikerer, hvem vi er, gennem vores tøj — men sjældent, hvem der betalte prisen for det.

At tale om Levi’s historie uden at nævne disse systemer er som at vise et par jeans uden sømme: overfladen ser pæn ud, men strukturen, der holder det hele sammen, er skjult og ubehageligt genkendelig.

TRUE COST

HVAD KOSTER VORES TØJ OS EGENTLIG?

Når vi køber et par jeans, tænker vi sjældent over, hvem der har syet dem, farvet dem eller plukket bomulden. Men bag hvert stykke tøj ligger en kæde af hænder, som sjældent får del i den værdi, de skaber. Fra de slaver, der dyrkede indigo i kolonierne, til de kvinder i Bangladesh, der i dag producerer tøj til en løn, der ikke kan brødføde deres børn — modeindustriens slavearv fortsætter under nye navne.

Levi’s historie viser, hvordan et brand kan omskrive fortiden, men ikke fjerne dens struktur. Samarbejdet med Beyoncé er blot den seneste gentagelse: en kulturel genfødsel, der skjuler en økonomisk ulighed, som stadig styrer den moderne modeindustri.

Spørgsmålet er ikke længere, om der findes moderne slaveri i modeindustrien — men hvor meget vi som forbrugere vælger at ignorere det.

Tøj har altid været mere end stof. Det er status, identitet og drømmen om frihed. Men måske er det tid til at spørge, om den frihed kun gælder dem, der køber den — og ikke dem, der syr den.