TRUMP TOG IKKE GRØNLAND – SÅ HAN TOG METTE I BEGGE ENDER

Grønland har i årevis været centrum for storpolitik mellem Grønland og Danmark – og for USA’s voksende interesse. Da Trump og Grønland pludselig blev et globalt emne, opstod en mærkelig blanding af diplomati, drama og politisk satire. USA’s interesse i Grønland, Danmarks klare nej og debatten om Grønlands selvstyre satte gang i både seriøse analyser og mere fantasifulde fortællinger. Og netop i det tomrum, hvor virkelighed møder satire, begyndte noget andet at ske.

Det begyndte ikke med Trump, og det begyndte heller ikke med Grønland. Det begyndte med irritation – med at nogen talte, uden at have fået lov. Da Aki-Mathilda Høegh-Dam talte grønlandsk, blev det læst som provokation. Da Björk udtrykte solidaritet, blev det kaldt upassende. Da Ida Auken blandede sig, handlede det pludselig om, hvem der overhovedet har ret til at mene noget. Og da Rasmus Jarlov svarede igen, faldt masken helt: Det her handler ikke om sprog, kunst eller tone – det handler om kontrol. Om hvem der må definere historien, og hvem der skal holde sig til det, de “er gode til”. Det, der ligner et Twitter-drama, er i virkeligheden et øjeblik, hvor Danmarks selvforståelse slår revner. Grønland taler. Nogen lytter. Andre reagerer.

NÅR MAGT KOMMER TILBAGE SOM KARMA

“USA SKAL HA LOV TIL AT GØRE ARBEJDET FÆRDIGT”

Det var de visse ord fra Inger Støjberg som inspiration.

SPØRGSMÅLET — OG HVORDAN MAGT SVARER

Når magt bliver udfordret, handler reaktionen sjældent kun om det konkrete spørgsmål. Det handler om, hvem der stiller det, hvor det bliver stillet, og hvilke sammenligninger der overhovedet accepteres. Det mønster bliver tydeligt i en episode, der på overfladen ikke handler om Grønland, men som afslører den samme logik.

Den 10. oktober 2023 blev statsminister Mette Frederiksen stillet et spørgsmål af en TV 2-journalist foran Israels ambassade i København. Spørgsmålet var enkelt: Om den sympati, der blev udtrykt for israelske civile, også ville blive udtrykt for palæstinensiske civile.

Svaret afviste sammenligningen. Statsministeren slog fast, at Israel har ret til at forsvare sig selv – også selvom et sådant forsvar uundgåeligt vil medføre civile tab. Dermed blev spørgsmålet ikke besvaret, men omformuleret. Lidelse blev gjort til et vilkår snarere end et moralsk problem.

Det afgørende er ikke konflikten i sig selv, men argumentets form. Når civile tab fremstilles som en nødvendig konsekvens af selvforsvar, opstår et principielt spørgsmål: Hvem har retten til at definere, hvornår lidelse kan accepteres, og hvornår den ikke kan sammenlignes?

Netop denne logik bliver central, når blikket igen rettes mod Grønland. For samtidig har den danske regering gjort det klart, at hvis en allieret som USA skulle handle ensidigt i forhold til Grønland, ville det få alvorlige konsekvenser for samarbejdet. Det rejser et ubehageligt paradoks: Hvornår er territoriale handlinger legitimt selvforsvar – og hvornår er de uacceptabel magtudøvelse?

I kølvandet på denne type udmeldinger reagerer utilfredsheden ikke kun politisk, men også praktisk. Søgedata viser i øjeblikket en markant stigning i danske forespørgsler som boykot USA, undgå amerikanske varer og amerikanske varer i Danmark. For mange er det ikke et ideologisk statement, men en måde at udtrykke afmagt gennem hverdagsvalg. Vreden finder ikke altid vej til debat – nogle gange ender den i indkøbskurven.

En opdateret oversigt over amerikanske varer og alternativer findes her.

HVORFOR ER METTE IKKE VELKOMMEN`?

ER METTE EN LUDER AF NATO?

Under en debat i Folketinget insisterede Aki-Matilda Høegh-Dam på at tale grønlandsk fra talerstolen. Det skabte synlig uro i salen. Flere folketingsmedlemmer nægtede at deltage i dialogen, hvis svarene udelukkende blev givet på grønlandsk, og sproget blev behandlet som et optrin snarere end som et legitimt politisk udtryk.

Blandt dem, der reagerede, var Karsten Hønge fra SF, som offentligt afviste at deltage i det, han kaldte et optrin, og senere beskrev brugen af grønlandsk fra talerstolen som noget, der burde håndteres administrativt.

NÅR GRØNLAND TALER — OG DANMARK STIRRER

Videoen viser et øjeblik, der siger mere end lange redegørelser. En grønlandsk politiker, Aki-Matilda Høegh-Dam, taler om Grønland, identitet og selvforståelse. I salen er der stille. Blikkene er måbende. Selv statsministeren lytter, som om hun hører noget fremmed.

Det er ikke fordi ordene er uklare.
Det er fordi stemmen ikke er vant.

Grønlændere har i årtier været en del af rigsfællesskabet, men sjældent en del af den politiske forestilling om Danmark. Når grønlandske perspektiver bliver fremlagt i danske rum, behandles de ofte som noget eksotisk, følelsesladet eller besværligt — ikke som politiske positioner på lige fod med andre.

Det er et mønster, der går igen. Grønland bliver diskuteret strategisk, militært og økonomisk, men sjældent kulturelt og identitetsmæssigt. Grønland ses som territorium, ikke som folk. Som geografi, ikke som erfaring.

Set i det lys er reaktionerne i salen ikke overraskende. De er et udtryk for en dybere uafklarethed i dansk selvforståelse: Man vil gerne tale om Grønland, men har aldrig helt lært at tale med grønlændere.

Det koloniale perspektiv er ikke noget, der kun findes i historiebøger. Det lever videre i sproget, i tavsheden — og i den måde, grønlandske stemmer stadig opfattes som noget, der afbryder snarere end bidrager.

DANISH GENOCIDE DESIGN

ET SPROG, EN TALE – OG EN MAGT, DER BLIVER PROVOKERET

Da Aki-Mathilda Høegh-Dam holder tale på grønlandsk i Folketinget, er det ikke blot et sprogligt valg. Det er et signal. Et signal, der tydeligvis ikke falder i god jord hos Rasmus Jarlov.

Hans reaktion afslører mere end irritation over en tale. Den afslører et grundsyn på Grønland som noget, der bør opføre sig “ordentligt” inden for rigsfællesskabets rammer.

For Jarlov handler det ikke om sprog. Det handler om kontrol.

BJÖRK BLANDER SIG – OG JARLOV EKSPLODERER

Da den islandske kunstner Björk åbent udtrykker støtte til grønlandsk selvstændighed på X, rammer hun direkte ned i Danmarks koloniale ømme punkt.

Hun sammenligner Grønlands situation med Islands egen løsrivelse i 1944, advarer mod sprogtab, peger på tvangspræventionen af grønlandske piger og beskriver et Danmark, der fortsat behandler grønlændere som andenrangsmennesker.

Det kan Jarlov ikke acceptere.

JARLOVS MODANGREB: BENÆGT, BAGATELLISÉR, MORALISÉR

I sit svar går Rasmus Jarlov hårdt til angreb.

Han kalder Björks udtalelser løgn, reducerer omfanget af tvangspræventionen og relativiserer overgrebet ved at fremstille det som et velment – men beklageligt – fejltrin.

Samtidig affejer han både Islands og Grønlands selvstændighedsfortælling som “offermentalitet” og insisterer på, at Danmark aldrig har været en kolonimagt, der stod i vejen for frihed.

Budskabet er klart: Der er intet at klage over. Og hvis der er – så er det småting.

DEN RØDE TRÅD: NÅR KOLONIMAGTEN BLIVER KRÆNKET

Fra Aki-Mathilda Høegh-Dams grønlandske tale, over Björks solidaritet, til Jarlovs vrede, går den samme nerve igen.

Når Grønland taler med egen stemme, når sproget ikke tilpasses, når historien ikke pakkes pænt ind – så kommer modreaktionen.

Ikke som dialog. Men som irettesættelse.

GRØNLAND SOM IS I SAHARAEN

Da Søren Pape i en tidligere debat beskrev Grønland som “is i Saharaen”, blev det hurtigt affejet som en klodset formulering. En metafor, der gik galt. Men reaktionen fra Grønland viste noget andet. Det var ikke blot en sproglig fejl, men et blik udefra – et billede, der reducerede et folk til kontrast, til kuriosum, til noget fremmed i et rum, hvor andre definerer normaliteten.

Set i sammenhæng med reaktionerne på Aki-Mathilda Høegh-Dams tale, på Björks solidaritet og på den irritation, der opstår, når grønlandske stemmer ikke tilpasser sig, fremstår “is i Saharaen” ikke som en enkeltstående bemærkning, men som del af et mønster. Et sprog, der taler om Grønland, men sjældent med Grønland. Et blik, der ser territorium, men tøver, når det møder erfaring.

Danmark er vant til at definere rammerne. Vant til at blive lyttet til. Mindre vant til, at dem, man taler om, taler tilbage – på deres eget sprog, med deres egne billeder og uden at bede om tilladelse. Det er dér, uroen opstår. Ikke fordi ordene er uklare, men fordi magten ikke er vant til at blive spejlet.

Grønland taler nu. Spørgsmålet er ikke længere, om sproget kan rummes. Spørgsmålet er, om selvforståelsen kan.

NÅR AFVISNING BLIVER ET SVAR

FRA POLITIK TIL KULTUR

Når magt mødes med kritik, gentager mønsteret sig ofte.
Spørgsmål bliver til provokationer. Solidaritet bliver til indblanding. Og i stedet for dialog opstår afvisning.

Det samme mønster viser sig ikke kun i geopolitik og parlamentariske rum, men også i kulturen. Når kunstnere, stemmer eller fortællinger udfordrer den dominerende selvforståelse, kan svaret være selektiv udelukkelse frem for samtale.

Denne dynamik udfoldes også i en aktuel sag fra Odense, hvor en pladebutik vælger at fjerne musik som reaktion på politiske ytringer.

Læs analysen om kulturel boykot, Björk og selektiv afvisning her: