DAVID JANO: HVORFOR IGNORERER DU DE PALÆSTINENSKE OFRE FOR TORTUR OG VOLDTÆGT?
Jeg har selv kendt magtesløsheden.
Jeg ved, hvordan det føles at blive udsat for vold og stå uden stemme.
Derfor kan jeg ikke tie stille.
David Jano – du taler om forsoning og sorg efter terrorangrebet i København.
Men som formand for Hakoah og medarbejder ved Israels ambassade i Danmark, bærer dine ord vægt.
Alligevel er du tavs, når palæstinensiske fanger udsættes for tortur, voldtægt og overgreb i israelske fængsler – dokumenteret af Amnesty International og Human Rights Watch.
Hvordan kan du kræve retfærdighed for nogle ofre, men ignorere andre?
Hvordan kan du tale om menneskerettigheder, mens du vender ryggen til Palæstina?
Forståelse starter med at anerkende alle ofre – ikke kun dem, der passer ind i din fortælling.
Så jeg spørger dig igen, David Jano: Hvorfor tier du?
DAVID JANO – HVORFOR TIER DU OM TORTUR I ISRAEL?
DAVID JANO OG DET TAVSE DIPLOMATI: NÅR SPORT OG POLITIK SMELTER SAMMEN
David Jano er kendt som formand for Jødisk Idrætsforening Hakoah – men også som pressemedarbejder på Israels ambassade i Danmark.
Denne dobbeltrolle rejser nye spørgsmål om, hvor grænsen går mellem sport, diplomati og politik.
I offentligheden har Jano ofte talt om forsoning og fællesskab efter terrorangrebet i København i 2015, hvor hans ven Dan Uzan blev dræbt. Men kritikere peger nu på, at hans stemme mangler, når det gælder palæstinensiske civile og fanger, der ifølge menneskerettighedsorganisationer udsættes for overgreb i israelske fængsler.
Amnesty International og Human Rights Watch har gentagne gange dokumenteret tortur og mishandling af palæstinensiske fanger.
Alligevel forbliver tavsheden fra mange toneangivende stemmer i Danmark påfaldende.
ET SPØRGSMÅL OM BALANCE
Kritikere som debattør Mohammad Khanni mener, at forbindelsen mellem Hakoah og Israels ambassade rejser spørgsmål om neutralitet i dansk idræt og offentlig debat.
“Når sport bliver brugt som politisk platform, mister vi det fællesskab, der skulle forene os,” siger Khanni.
Jano har ikke ønsket at kommentere kritikken.
DAVID JANO: SØRGER FOR JØDISKE OFRE – TIER OM PALÆSTINENSISKE VOLDTÆGTSOFRE
David Jano har ikke svært ved at finde de rigtige ord, når han skriver om jødiske ofre for vold. Hans artikel “Copenhagen Terror Stole My Friend Dan Uzan” er et følelsesladet indlæg om tragedien i København i 2015. Han fortæller personligt om sit venskab med Dan Uzan, om deres fodboldklub og om den umistelige sorg, han føler over tabet af en ven.
Men hvad sker der, når han bliver konfronteret med en anden gruppe af ofre – dem, der ikke passer ind i hans verdensbillede?
Jeg har forsøgt at få svar fra David Jano. Jeg har skrevet mails. Jeg har ringet. Jeg har stillet ham det simple spørgsmål: Hvad mener du om de palæstinensiske fanger, der bliver voldtaget og tortureret i israelske fængsler?
Ingen svar.
Hans artikel viser en tydelig strategi:
Personlig vinkel – Han vækker sympati ved at dele personlige minder. Det gør historien rørende, men også farlig, fordi den bliver en følelsesmæssig fælde: Læseren får kun én side af fortællingen.
Selektiv indignation – Terrorangreb mod jøder er “utænkelige” og “uacceptable”, men hvad med de systematiske overgreb, som Israel begår? Hvor er hans stemme dér?
Offerrollen – Han maler billedet af et jødisk samfund under konstant angreb, men nævner ikke, hvordan Israel selv har skabt en brutal besættelse, der koster palæstinensere livet hver eneste dag.
David Jano kræver, at vi sørger over Dan Uzan. Men hvorfor kræver han ikke også, at vi sørger over de palæstinensiske mænd, kvinder og børn, som bliver voldtaget, tortureret og ydmyget i israelske fængsler? Hvorfor ignorerer han Amnesty International, Human Rights Watch og FN’s gentagne dokumentation af disse forbrydelser?
Sandheden er ubehagelig: Han vil ikke svare, fordi han ikke kan forsvare det.
Han kan skrive en hel artikel om sin sorg, men han kan ikke finde ét eneste ord til dem, der lider på grund af Israels brutale besættelse. Han taler om terror, men nægter at kalde Israels behandling af palæstinensere for det, den er: Statsstøttet terror.
David Jano vil gerne have vores sympati. Han vil gerne tale om retfærdighed. Men hans tavshed beviser, at hans indignation ikke handler om retfærdighed – den handler om magt.
Så jeg spørger ham igen, offentligt:
Hvorfor tier du, David Jano? Hvorfor nægter du at anerkende, at Israel voldtager, torturerer og myrder palæstinensiske fanger?
Retfærdighed kan ikke være selektiv. Hvis du kun kan sørge over én gruppe ofre, og samtidig lukker øjnene for de ofre, der ikke passer ind i dit narrativ – så er du ikke en forkæmper for fred. Så er du bare en propagandist.
DAVID JANO FORMAND FOR JIF HAKOAH TIER
MENS ISRAEL TORTURERER OG VOLDTAGER GIDSLER
NÅR DEBAT BLIVER TIL VOLD – OG VITTIGHEDER
ISRAEL, PALÆSTINA OG YTRINGSFRIHED I FRIT FALD
Et simpelt spørgsmål på X udløste et stormvejr:
“Hvad med dine israelske venner, der voldtager fanger?”
Christian Marcussen svarede med sarkasme, emojis og anklager om “Islamisk Stat-terrorist”.
Debatten om tortur, voldtægt og fanger i Israel blev reduceret til latter og foragt.
Når satire bliver et skjold for racisme og dobbeltmoral, mister ordene deres mening.
Er det stadig ytringsfrihed – eller bare hån forklædt som humor?
SATIRENS HYKLERI – HVORFOR GÆLDER YTRINGSFRIHED KUN FOR NOGLE?
Den seneste udveksling på X (tidligere Twitter) mellem Christian Marcussen og mig fremhæver en åbenlys modsigelse i måden, satire behandles på. Marcussen svarede sarkastisk på mit opslag med spørgsmålet: “Kunne du egentligt godt tænke dig mere terror i Danmark?” Denne type sarkastiske stikpiller synes at være fuldt ud acceptabel, når de kommer fra Marcussen – især når de forsvares under dække af ytringsfrihed.
Her ligger modsigelsen: Marcussen kan frit lave satiriske eller sarkastiske kommentarer, men når andre – særligt personer fra forskellige kulturelle eller religiøse baggrunde – forsøger at udtrykke deres egne synspunkter eller satire, bliver de mødt med modreaktioner og beskyldninger. Det er ironisk, hvordan én side frit kan gøre grin med andre, men så snart rollerne byttes om, bliver den samme ytringsfrihed pludselig anfægtet.
Dette eksempel viser, hvordan satire ofte fungerer som en ensrettet gade, hvor ytringsfriheden beskytter nogle, mens den stiller spørgsmålstegn ved eller dæmoniserer andre. Sand frihed indebærer at acceptere satire fra alle perspektiver – ikke kun dem, der føles bekvemme eller velkendte.
NÅR TORTUR BLIVER TIL UNDERHOLDNING
YTRINGSFRIHED ELLER FORAKT? – NÅR TORTUROFRE BLIVER TIL MEMES
Efter et opslag fra Mette Nielsen, der fortalte om fængsling og tortur i Israel, valgte debattør Christian Marcussen at svare sarkastisk:
“Jeg håber, at staten står klar med et psykologteam. De skal nok finde et eller andet.”
Reaktionen udløste et kommentarfelt fyldt med hån, latter og nedgørende bemærkninger – flere sammenlignede hendes oplevelser med “koncentrationslejre” som en joke.
Det er ikke første gang, Marcussen skaber debat med sin tone. Tidligere har han på X (Twitter) svaret en kritiker, at han “går lige så meget ind for voldtægt som du går ind for at dræbe de vantro” – i en diskussion om israelske overgreb mod palæstinensiske fanger.
Debatten viser, hvordan samtalen om Israel og Palæstina i Danmark i stigende grad bliver reduceret til sarkasme og hån – selv når det handler om vold, tortur og menneskerettigheder.
Hej Christian, jeg ringede ind til Berlingske idag, for at høre om man kunne træffe dig. Men du er jo ikke ansat der, og når man går ind på intergrations rådet, så er presse ansvarlig, sekretariatbetjening, og den ansvarlige Maria Kavita Nielsen, det samme nummer?
— Zahid Latif 🇵🇸🇵🇰🇨🇳🇷🇺🇿🇦🇮🇳🌈 (@zahidlatifzahid) September 23, 2024
FRA OFRE TIL OVERLEVENDE – NÅR EMPATI BLIVER ENSIDIG
David Jano hylder jødiske ofre.
Christian Marcussen håner palæstinensiske.
To sider af den samme danske dobbeltmoral.
For hvor er empatien, når palæstinensiske fanger voldtages i israelske fængsler?
Hvor er indignationen, når mennesker tortureres – ikke for deres tro, men for deres eksistens?
David Jano og Hakoah taler om fællesskab og forsoning.
Men forsoning kræver mod til at se alle ofre – ikke kun dem, der ligner én selv.
I Danmark elsker vi fortællingen om os selv som humanistiske.
Men i virkeligheden har vi skabt en ny religion: Offermentaliteten.
Vi sørger kun, når offeret passer ind i vores verdensbillede.
Derfor står spørgsmålet tilbage – uden svar:
Hvem tør tale for dem, der ikke må græde højt?
Og hvorfor tier David Jano, når det virkelig gælder?
LØGN, LØSE HÅNDLED OG LØGNE RÅ
NÅR DE UDPEGES TIL AT REPRÆSENTERE INTEGRATION
At blive kaldt løgner af et medlem af Det Nationale Integrationsråd — udpeget af daværende minister Kaare Dybvad Bek — er en oplevelse i sig selv.
Især når det samme råd skulle handle om… ja, integration og dialog.
Men lad os holde os til fakta – ikke følelser. Og til dokumenterede ord, ikke fordrejede citater.
HANS PÅSTAND OG MIT SVAR
På Facebook skrev Christian Marcussen:
“Han lyver bare. Det står ingen steder, det han påstår.”
Hvilket “han”? Mig. Hvilken “påstand”? Ingen anelse – for jeg spurgte blot et spørgsmål.
DET BERØMTE “HAMAS-CITAT”
Marcussen henviser ofte til, at jeg engang kaldte mig “talsmand for Hamas”.
Det er korrekt. Men den præcise formulering – som han bekvemt glemmer – lød:
👉 “Talsmand for Hamas – med løse håndled, uofficielt og selvudnævnt fpr Danmark.”
Det var sarkasme. En karikatur af hans karikatur. Ikke en politisk titel, men et spejl på, hvordan etiketter bliver brugt til at lukke munden på kritikere.
HVAD DER FAKTISK SKETE (MED DOKUMENTATION)
På X (Twitter), den 21. september 2024, skrev Christian Marcussen direkte til mig:
“Kunne du egentligt godt tænke dig mere terror i Danmark?”
Det er et citat. Det er verificerbart. Det står der stadig.
Så hvem “lyver” her?
AKTINDSIGT: DET FORMELLE SPOR
Da Marcussen samtidig sidder i Det Nationale Integrationsråd, bad jeg den 23. september 2024 om aktindsigt i grundlaget for hans udpegning.
Herfra fulgte en korrespondance med Udlændinge- og Integrationsministeriet, hvor sagen blev håndteret af:
-
Christian Bennekou Matthiesen, konstitueret souschef for Forvaltningsret og Datasikkerhed
-
Ministeriets kontor for offentlighedslovens sager
-
Og senere henvisning til SIRI – Styrelsen for International Rekruttering og Integration
Ministeriet har bekræftet modtagelsen og meddelt delvis aktindsigt i dokumenter om udpegelsen af Marcussen.
Med andre ord: sagen eksisterer, og ministeriet arbejder på den. Intet “opfundet”. Intet “løgn”.
KONKLUSION – MED ET SMIL OG EN STIKPIBE
Så ja, Christian – du har ret i én ting: Jeg er selvudnævnt uofficielt.
Men du er officielt udnævnt – og dér ligger måske forskellen.
For hvor jeg skriver åbent, spørger og dokumenterer, sidder du i et råd, der burde bygge bro – men bruger tid på at beskylde borgere for at “lyve”, når de spørger ind til dit arbejde.
Jeg foreslår, du kontakter dine egne kolleger i rådet eller Christian Bennekou Matthiesen i ministeriet og får indsigt i, hvad jeg rent faktisk har skrevet.
Jeg skal nok sørge for, at offentligheden får det samme.
KILDER & REFERENCER:
-
Facebook-kommentartråd, Christian Marcussen & Maja Ifergan (oktober 2024)
-
X (Twitter) – Christian Marcussen, 21. september 2024
-
UIM-breve dateret 23/9, 1/10, 2/10 og 30/10/2024
-
ZLCopenhagen-blog, “Freedom of Speech, Freedom of Expression”
-
UIM – Christian Bennekou Matthiesen, Forvaltningsret & Datasikkerhed
-
SIRI – Styrelsen for International Rekruttering og Integration
