SYSTEMET BAG DET — DET SHAHID BOLSEN OG RICHARD WOLFF ADVARER OM
Zohran Mamdani er blevet et levende eksempel på, hvordan moderne mediehetz produceres — og præcis samme mekanik rammer nu Sikandar Siddique i Danmark.
Her er den kolde opskrift: sådan skaber magten fortællinger om en brun mand, der ikke retter ind. Det ligner spontan debat, men det er et system. Et mønster. En metode.
Shahid Bolsen beskriver, hvordan vestlige medier synkroniserer historier, så offentligheden holdes følelsesmæssigt fanget i højre–venstre-teateret, mens den egentlige magt — kapital, lobbyisme, institutionelle gatekeepere — opererer bag scenen. Når en politiker ikke spiller sin tildelte rolle, reagerer maskinen på én måde: narrativ kontrol forklædt som kritik. Karaktermord forklædt som “debat”.
Richard Wolff viser den samme logik, set fra økonomien. Når et system er i tilbagegang — ulighed, brudte sociale kontrakter, eliter der trækker sig væk — bliver distraktioner nødvendige. Identitetspolitik, personfokus, skandalevinkler. De mest sårbare mål? Minoriteter der nægter at tie.
Derfor lyder fortællingen om Mamdani i New York og Sikandar i Danmark så foruroligende ens:
samme timing, samme symbolik, samme frygt for nogen, der taler for højt og for tydeligt.
Og det begynder altid på samme måde:
Ikke med politik.
Ikke med fakta.
Men med identitet — ofte helt ned til navnet, udtalen eller baggrunden, der gøres til en joke.
Den bløde udelukkelse, der kommer før de hårde angreb.
Det Mamdani stod model til dér, står Sikandar model til her.
To mænd. To lande. Ét system, der forsvarer sig selv.
SYSTEMETS REFLEKS
NÅR SHAHID & WOLFFS ANALYSER FLETTER SIG SAMMEN
Det er her, Shahid Bolsens pointer rammer hårdest.
Han beskriver, hvordan vestlige politiske systemer skaber synkroniserede fortællinger, der former den offentlige opfattelse — især når en minoritetspolitiker rykker ved den behagelige orden. Når både højre og venstre reagerer samtidigt, men med hver deres følelsesmæssige vinkel, ser du ikke sandhed.
Du ser et system, der forsvarer sig selv.
Præcis her træder Richard Wolff ind. Han har i årevis vist, hvordan et presset imperium — økonomisk, politisk, kulturelt — strammer grebet om narrativet. Når status quo trues, flyttes samtalen væk fra reel magt, udbytning, struktur og udenrigspolitisk dobbeltmoral… og hen på symbolske konflikter.
Identitet. Moralpanik. Personfokus.
Wolff siger det direkte: Når systemet er i nedgang, bliver følelsesstyring et værktøj.
Og de letteste mål er dem, der ikke ligner gårsdagens autoritet.
Derfor skaber stemmer som Mamdani og Sikandar den samme reaktion.
De taler om retfærdighed. Om ulighed. Om Palæstina. Om magtens struktur.
Alt det, systemet helst vil holde i skyggerne.
Så i stedet for at diskutere deres pointer, forsøger maskinen at omdefinere personen.
Ikke gennem politik — gennem framing.
Ikke gennem dialog — gennem pres.
Shahid forklarer narrativmaskinen.
Wolff forklarer den økonomiske logik bag den.
Zohran og Sikandar står dér, hvor de to analyser rammer virkeligheden.
For når budskabet truer magten, bliver budbringeren gjort til historien.
Det er broen fra New York til København — samme struktur, forskellige scener.
HELIKOPTERVIEW
Set ovenfra er mønstret brutalt tydeligt:
Systemet går ikke efter Zohran eller Sikandar for det, de gør —
men for det, de repræsenterer.
Identitet bliver værktøjet.
Medierne bliver megafonen.
Offentligheden bliver trukket væk fra reel magt og ind i følelsesmæssige konflikter.
Forskellige lande — samme manuskript.
TO LANDE, SAMME MEKANIK
SYSTEMETS TVILLINGEREAKTION
For at forstå, hvorfor både Zohran Mamdani og Sikandar Siddique rammer den samme mur, skal man se på mønsteret — ikke personerne.
Når magtstrukturer føler sig truet, reagerer de med den samme opskrift:
identitet → framing → distraktion → karakterfokus.
Tabellen nedenfor viser, hvordan de to tilfælde følger det samme systemiske manuskript, selvom de foregår på hver sin side af Atlanten.
| Zohran Mamdani (New York) | Sikandar Siddique (Danmark) |
|---|---|
| Narrativ Trigger | |
| Vinder valg og udfordrer det politiske status quo. | Gammel historie genoplivet præcis som hans synlighed stiger. |
| Systemets Respons | |
| Medierne forsøger at fremstille ham som en trussel frem for en repræsentant. | Medierne gør ham til en personlig skandale i stedet for en politisk stemme. |
| Identitetsvåben | |
| Muslimsk identitet bruges til at polarisere og aflede fra hans politik. | Muslimsk identitet udløser racistiske og islamofobiske angreb i kommentarfelter. |
| Narrativt Formål (Shahids syn) | |
| Flytte fokus fra magtstrukturer og økonomiske interesser. | Flytte debatten væk fra racisme og Palæstina og over på “karakterproblemer”. |
| Konsekvens | |
| Offentligheden fastholdes i personangreb frem for politik og ulighed. | Offentligheden trækkes ind i moralsk panik i stedet for politisk analyse. |
OPSKRIFTEN PÅ AT SHAME EN MØRK PERSON
-
Find en personlig historie.
Detaljerne er ligegyldige. Det handler ikke om sandhed, men om stemning. Jo mere følelsesladet, jo bedre. -
Lancér den med perfekt timing.
Gør det ikke, når det sker. Gør det, når politikeren stiger i synlighed. Det er ikke tilfældigt. Det er strategi. -
Skift fokus fra politik til person.
Det er pointen. Ingen debat om Palæstina, strukturel racisme eller magt. Kun karakter, moral og insinuationer. -
Lad identiteten arbejde for dig.
Når politikeren er brun eller muslim, går resten af sig selv. Kommentarfeltet udfylder alle huller: frygt, fordomme og gamle narrativer. -
Gør sagen så simpel, at nuancer dør.
Ét billede. Ét ord. Én påstand. Og lad medierne bære det videre uden at stille de svære spørgsmål.
HVAD DER SKER HER – SET GENNEM SHAHIDS SYSTEM-BRILLER
Lars Aslans reaktion passer næsten matematisk ind i Shahid Bolsens model
for, hvordan identitet bruges til at styre den offentlige fortælling.
Det handler ikke om sagen. Det handler om timingen, framing og magtens fokus.
Her er mønsteret i ren form:
1. IDENTITET BLIVER AKTIVERET SOM TRIGGER
En hændelse – her hærværk på valgplakater – bliver straks koblet til
en bestemt politisk gruppe, selv uden dokumentation.
Det flytter fokus fra gerningsperson → til en politisk fjende.
2. TIMING: NARRATIVET RULLER, NÅR DET GAVNER
Sagen forbindes med Frie Grønne netop i en uge, hvor Sikandar er synlig i
pressen.
Uden timing = ingen påvirkning.
Med timing = maksimal effekt.
3. FRAMING: FRA HÆRVÆRK → TIL IDEOLOGISK ANGREB
Hærværket gøres til:
- “jødehad”
- “islamisme”
- “Frie Grønnes skyld”
…selvom der ingen beviser gives.
Det er klassisk narrativ-framing:
udvid situationen, så den føles større end den er.
4. IDENTITET VÅBENISERES
Zionisme bliver koblet direkte til “jøder” som gruppe.
Frie Grønne kobles til “muslimer” som gruppe.
Begge dele er identitets-sammenblandinger, der styrker konflikt.
Når identitet dominerer → politik dør.
5. FØLELSE FREM FOR FAKTA
Følelser (vrede, frygt, moralsk panik) får lov at styre fortællingen.
Det er præcis sådan, man holder debatten væk fra:
- boligpolitik
- klima
- ulighed
- Gaza
- magtstrukturer
…og hen på “hvem er god og hvem er ond?”.
6. SYSTEMET GØR DET NEMT
Narrativer om “de gode” mod “de farlige” er billige, hurtige og klikvenlige.
De kræver ingen dokumentation.
De kræver kun en god overskrift.
7. LOOPET FORTSÆTTER
Hver gang en brun politiker stiger i synlighed, kommer der en ny runde:
- karakterangreb
- emotionel framing
- identitetsoptrapning
Præcis det samme som med Zohran i New York.
Præcis det samme som med Sikandar i Danmark.
Forskellige lande — samme manuskript.
