METTE FREDERIKSEN, MELONI OG KONVENTIONERNE – HVAD VIL DE ÆNDRE?
I maj 2025 gik statsminister Mette Frederiksen og Italiens premierminister Giorgia Meloni sammen om et åbent brev, der satte gang i en ny europæisk debat om menneskerettigheder, migration og fortolkningen af internationale konventioner.
Brevet blev underskrevet af Danmark, Italien og syv andre europæiske lande. Her argumenterede regeringslederne for en ny diskussion om fortolkningen af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og om balancen mellem individuelle rettigheder og staters mulighed for at beskytte deres samfund.
For Mette Frederiksen handler spørgsmålet især om migration og muligheden for at udvise kriminelle udlændinge. Hun har argumenteret for, at den nuværende fortolkning af konventionerne i nogle tilfælde begrænser staters mulighed for at handle.
Men diskussionen rækker længere end migrationspolitik. Når europæiske regeringsledere ønsker at ændre den måde, menneskerettighedskonventionen fortolkes på, rejser det principielle spørgsmål om forholdet mellem statens handlefrihed, borgernes rettigheder og de internationale regler, der blev etableret for at beskytte individet.
Det er denne konflikt, artiklen undersøger: Hvor bør grænsen gå mellem statens ret til at beskytte samfundet og individets rettigheder?
Samtidig foregår debatten i en periode præget af krig, europæisk oprustning og voksende forsvarsudgifter. På ZLCOPENHAGEN har vi derfor også undersøgt forbindelser mellem dansk politik og forsvarsindustrien. Læs vores separate artikel om Mette Frederiksens bror og forsvarsindustrien.
DANMARK HAR EN PLIGT TIL AT FOREBYGGE FOLKEDRAB
Folkedrabskonventionen handler ikke kun om at straffe folkedrab, når katastrofen allerede er sket. Stater har også en selvstændig pligt til at forsøge at forebygge folkedrab. Den Internationale Domstol har fastslået, at stater, som ved eller burde vide, at der eksisterer en alvorlig risiko for folkedrab, skal anvende de midler, de med rimelighed har til rådighed, for så vidt muligt at forsøge at forhindre det.
Det er her, jeg mener, at Danmarks egen rolle bliver umulig at ignorere.
F-35-reservedele er blevet sendt fra Danmark til Israel. Folketingets egne dokumenter omtaler mindst fem forsendelser fra Danmark til Israel i 2025. Samtidig har Forsvarsministeriet løbende indhentet oplysninger om reservedele fra Flyvestation Skrydstrup, der var påsat pakkelabel med modtageradresse i Israel.
Regeringen har fremhævet, at reservedelene på lageret i Skrydstrup er amerikansk ejede og indgår i det internationale F-35-program. For mig ændrer denne juridiske og tekniske konstruktion ikke ved det grundlæggende problem: Delene befinder sig i Danmark, og militært materiel er blevet sendt fra Danmark til Israel.
Min opfattelse er derfor klar: Danmark har svigtet sin forpligtelse til at gøre, hvad landet kan for at forebygge folkedrab. Jeg mener, at Danmark gennem sin fortsatte medvirken i de militære forsyningskæder er blevet en del af det, der sker i Gaza. Derfor mener jeg også, at Danmark har blod på hænderne.
Det er en vurdering, som skal ses i lyset af den omfattende internationale debat om Israels handlinger i Gaza og om andre staters forpligtelse til at forebygge folkedrab. Spørgsmålet om Danmarks juridiske medansvar er ikke det samme som en endelig domstolsafgørelse om dansk medvirken. Men efter min opfattelse kan Danmark ikke fralægge sig sit politiske og moralske ansvar ved alene at henvise til ejerskabet af reservedelene eller konstruktionen af F-35-programmet.
Internationale konventioner skal ikke kun gælde, når de passer ind i regeringens politik. Hvis Danmark kræver, at andre lande respekterer folkeretten, må vi også stille det samme krav til os selv. For mig er det netop her, Danmarks troværdighed bliver sat på prøve.
FRA KONVENTIONER TIL OPRUSTNING – HVEM TJENER PÅ KURSEN?
Debatten om menneskerettigheder og konventioner foregår samtidig med en markant europæisk oprustning. Danmark har øget sine forsvarsudgifter og sin militære støtte til Ukraine, mens dansk territorium samtidig indgår i det internationale F-35-program, hvor reservedele fra lageret på Flyvestation Skrydstrup er blevet sendt til Israel.
Det rejser et andet spørgsmål: Hvilke økonomiske interesser vokser frem, når europæiske lande bruger stadig flere milliarder på forsvar og militært materiel?
Forholdet mellem politik og forsvarsindustri er derfor relevant at undersøge. Det gælder også, når personer med forbindelser til politiske beslutningstagere arbejder i virksomheder, der opererer inden for eller leverer til forsvarssektoren.
Mette Frederiksens bror, Per Frederiksen, har en erhvervsmæssig forbindelse til forsvarsindustrien. Det dokumenterer ikke i sig selv, at Mette Frederiksens politiske beslutninger har givet ham en økonomisk fordel. Men forbindelsen kan være relevant at beskrive, når artiklen undersøger samspillet mellem politik, oprustning og private økonomiske interesser.
Vi har undersøgt den historie særskilt i artiklen om Mette Frederiksens bror og forsvarsindustrien.
