( denne side er stadig under udvikling)

I København anno 2025 brænder man stadig – ikke kroppe, men karakterer.
Det moderne bål hedder sociale medier.
Det, man før kaldte heksejagt, hedder nu cancel culture.

Som søn af en gæstearbejder fra Pakistan ser jeg mønstrene gentage sig – ikke i gaderne, men i kommentarsporene.

Hvor man i 1600-tallet brugte fakler, bruger vi nu hashtags.
Hvor man dengang torturerede for tilståelser, kræver vi i dag offentlige undskyldninger.
Og hvor kvinder blev brændt for at være for frie, blokeres mennesker nu for at være for frække, for forkerte, for frie.

“..I København anno 2025 bliver man stadig brændt — ikke fysisk, men digitalt. Den moderne heksejagt foregår ikke på torvet, men i kommentarspor og blokeringer. Tavshed og udskamning er blevet nutidens bål og brand. Vi gentager middelalderens fejl med AfD-mentalitet og intolerance. Er det virkelig dér, vi vil hen?..”
— Zahid Latif, Søn af en gæstearbejder fra Pakistan · ZLCOPENHAGEN, 2025

Nutidens digitale hekse

I middelalderen blev kvinder brændt for at være anderledes. I dag bliver de brændt digitalt.
Ikke af flammer, men af algoritmer, hashtags og kommentarfelter.
Hver tid har sin form for bål – forskellen er bare teknologien.

Den nye heksejagt

På sociale medier kan en enkelt sætning blive en dom. Kvinder, der ytrer sig højt,
politisk eller personligt, risikerer at blive stemplet som “farlige”, “ekstreme” eller “krænkende”.
De bliver ikke brændt, men de bliver udstødt – i realtid.

Moderne ritualer

• Udskamning: Når et citat klippes ud, deles og bruges som symbol på “det forkerte”.
• Blokeringer: Når samtalen lukkes, og ekkokamrene styrker deres egen tro.
• Ironisk hån: Når memes og latterliggørelse bruges som moderne skamstok.

Fra Karen til kvindekroppe

I dag taler man om “Karens” – kvinder, der kritiseres for at sige fra, tale for højt eller stå fast.
Men bag karikaturen ligger en gammel logik: kvindelige stemmer, der forstyrrer ordenen,
bliver gjort til symboler på hysteri, had eller hykleri.

Digital hekseri

“Digital hekseri” er, når sociale medier bruges til at samle vrede, udskamning eller
moralsk panik omkring én person – oftest en kvinde.
Det sker under dække af debat, men følger de samme mønstre som fortidens bål:
anklage, isolation og social renselse.

Hvorfor det betyder noget

Den digitale heksejagt handler ikke kun om teknologi. Den handler om magt,
frygt og den gamle trang til at rense samfundet for dem, der forstyrrer billedet af, hvem vi vil være.
At forstå det er første skridt mod at bryde mønsteret – så vi ikke fortsætter med at brænde de samme stemmer,
bare med nye midler.

Brev Til Musse om Karen West

( denne side er stadig under udvikling)

Hekseprocesser

I Danmark – som i resten af Europa – blev kvinder anklaget for hekseri og brændt på bålet under hekseprocesserne i 1500- og 1600-tallet. Det, der begyndte som frygt og overtro, udviklede sig til systematisk vold mod kvinder uden magt, beskyttelse eller stemme.

Heksejagten

• Kvinder, især ældre enker eller dem uden mandlig beskyttelse, blev ofte udpeget som hekse.
• Beskyldningerne udsprang af nabostridigheder, sygdomme blandt dyr eller uheld i landsbyen.
• Mange blev tortureret til tilståelser, og de, der “tilstod”, blev brændt levende.

Æresstraffe

Kvinder, der blev opfattet som moralsk “forfaldne”, kunne udsættes for offentlige og ydmygende straffe:

• Gapestokken: De blev placeret i trærammer om hals og hænder som straf og til offentlig hån.
• Tugt- og arbejdsanstalter: Kvinder, der blev anklaget for at være løsagtige eller “upassende”, blev sendt til tugthuse for at arbejde under tvang.

Forvredet æresbegreb

I middelalderen og renæssancen blev kvinder dømt for at have “ulykkelige ægteskaber” eller for at nægte deres mand “ægteskabelige rettigheder”. Der herskede en udbredt tro på, at kvinden var mandens ejendom – både kropsligt og juridisk.

Fødsel, skam og udstødelse

Kvinder, der fødte uden for ægteskab, blev betragtet som syndere. De blev ofte sendt væk til kvindehjem eller klostre for at skjule både skammen og barnet.

Skete det kun i Danmark?

Nej. De samme mønstre fandtes i store dele af Europa. Patriarkalske strukturer og frygten for det ukendte gjorde kvinder til ofre for kontrol, vold og social angst.

Hvorfor det stadig betyder noget

Vi er kommet langt siden dengang. Men historien minder os om, hvor hurtigt frygt kan forvandle sig til fordømmelse. At huske hekseprocesserne er at forstå, hvor skrøbelig menneskelig værdighed er – og hvor let den kan tages fra dem, der står udenfor.

Nutidens heksejagt – blokeringer som digitale bål

I dag bliver ingen brændt på torvet. I stedet bliver mennesker udskammet, blokeret og udstødt på sociale medier. Den digitale heksejagt følger de samme mønstre som dengang:

• Et rygte bliver til en sandhed, når det deles nok gange.
• Den anklagede mister retten til at forsvare sig, fordi ingen vil høre forklaringen.
• Publikum står stadig omkring bålet – bare bag skærme.

Hvor faklerne engang var virkelige, er de i dag symbolske – formet af algoritmer, likes og hadske kommentarer. Men resultatet er det samme: et menneske bliver isoleret, stemplet og brændt ud af fællesskabet.

At forstå hekseprocesserne er derfor ikke blot et historisk tilbageblik, men en påmindelse om, hvor let vi stadig tænder bål – bare i digital form.

Historieløshed – vi glemmer, hvor vi kommer fra

Dansk og europæisk historie er fyldt med eksempler på kvindeundertrykkelse og sociale strukturer, der minder om dem, som nogle muslimske kulturer bliver kritiseret for i dag.

• Hekseprocesserne: Kvinder blev brændt for at være “anderledes”.
• Patriarkalsk kontrol: Kvinder fik først stemmeret i 1915 og blev i århundreder betragtet som mandens ejendom.
• Påklædning: Kvinder skulle førhen klæde sig “ærbart” for ikke at vække begær – et ekko af nutidens debat om tørklædet.

Det, vi kritiserer i dag, afspejler ofte vores egen fortid. Vi ser bare ikke ligheden.

Hykleri og dobbeltmoral

Når nogen kritiserer muslimske kvinders rettigheder og peger på tørklædet som symbol på undertrykkelse, glemmer de, hvor ens normerne engang var her.

• I 1950’erne kunne danske kvinder miste deres arbejde, hvis de blev gravide uden for ægteskab.
• Sladder og social kontrol fungerede som usynlige love i små samfund.

Tvang, skam og kontrol har aldrig været “de andres” opfindelse – de har bare skiftet form.

Uvidenhed og fordomme

Patriarkatet er ikke en muslimsk opfindelse. Det er et globalt mønster, som også har præget – og stadig præger – Vesten.

Fordomme om “de andre” gør det let at overse, at vores egne samfund har haft og stadig har strukturer, der begrænser både kvinder og minoriteter.

Islamofobi som politisk våben

Islam og muslimer bruges ofte som syndebukke i politiske diskussioner. Ved at fokusere på “de andres fejl” kan man skjule problemerne i sit eget samfund.

• Tvangsægteskaber nævnes hyppigt, men vi taler sjældent om ægteskabspres og sociale forventninger i Danmark.
• Tørklædet bliver kritiseret som kvindefjendsk, mens vestlige skønhedsidealer sjældent ses som en form for kontrol.

“Civiliseret” vs. “barbarisk” retorik

Vesten har historisk set fremstillet sig selv som civiliseret og de andre som barbariske. Under kolonitiden blev undertrykkelse retfærdiggjort med løfter om at “redde kvinder” og “bringe civilisation”.

I dag bruges samme retorik, når der tales om “at redde muslimske kvinder fra undertrykkelse”. Det handler sjældent om frihed – men om magt og moralsk overlegenhed.

Når vi glemmer vores egen rejse

Frihed og ligestilling i Danmark kom ikke af sig selv. Det tog århundreder af kamp og konflikt. Vi står, hvor vi står, fordi nogen blev udskammet, afvist og kæmpede videre.

Andre samfund er stadig midt i den proces. Når vi fordømmer dem for ikke at være “lige så langt”, glemmer vi, hvor kort tid det egentlig er siden, vi selv stod dér.

Hvad kan vi gøre ved det?

• Lære af historien: Forstå, at vi alle har en fortid med undertrykkelse – og brug den til at bygge bro, ikke dømme.
• Udfordre dobbeltmoralen: Når nogen kritiserer “de andre”, spørg: “Hvordan var det i Danmark for 100 år siden?”
• Fokusere på nuet: Arbejd for lige rettigheder overalt – uden at bruge det som undskyldning for fremmedhad.

Det er hyklerisk at dømme andre uden at anerkende sin egen historie. Danmark og resten af Vesten har gennemgået de samme faser – og stadig noget at lære. Hvis vi vil skabe fremskridt, skal det ske gennem forståelse, ikke fordømmelse.

DEN MODERNE HEKSEJAGT: BLOKKERINGER OG DIGITALE UDSKAMNINGER

Heksejagt er ikke længere noget, vi forbinder med middelalderen eller brændende bål på torvet. I dag er det sociale medier, blokeringer og digitale udskamninger, der fører faklen videre. Hvor man tidligere brugte skueprocesser til at dømme og udstille mennesker, er metoderne nu blevet langt mere sofistikerede og – måske – endnu mere nådesløse.

1. BLOKKERING SOM DIGITAL ØKSE

Den moderne udgave af “brænd hende på bålet” er simpel: Blokér hende. På sociale medier som X (tidligere Twitter), Facebook og Instagram er blokering blevet en måde at kvæle dialog og stoppe kritikere.

• Før i tiden: En heks blev isoleret fra samfundet ved offentlig fordømmelse.
• I dag: Du bliver digitalt “frosset ude” – afbrudt fra enhver mulighed for at forklare, forsvare eller ytre dig.

Når blokeringen kombineres med offentlige opslag, der udstiller dig som “problematisk,” fungerer det som en digital domfældelse uden rettergang.

2. UDSKAMNING SOM DEN NYE GALGE

Udskamning har altid været et effektivt værktøj til at kontrollere mennesker. I middelalderen blev folk sat i skamstokken, hvor de blev hånet og ydmyget af offentligheden. I dag er det likes, delinger og hadefulde kommentarer, der gør jobbet.

• Metode: En offentlig person laver et opslag, hvor de indirekte eller direkte kritiserer dig, ofte uden at nævne dig ved navn. Deres følgere griber bolden og skaber en storm af nedladende bemærkninger, der hænger dig ud for hele verden.
• Effekt: Offentlig skam og social eksklusion.

3. DEN DIGITALE FAKKELMOB: SÅ ER DER FEST

Når først én person sætter tonen med udskamning, er det som at tænde faklen for en moderne digital mob. Kommentarer, memes og små stikpiller flyver rundt, og inden længe bliver du genstand for offentlig latterliggørelse.

• Eksempel: Det klassiske “jeg spørger bare” opslag, der ser uskyldigt ud, men er designet til at fremkalde hån og latterliggørelse.

4. ANONYMITETEN GIVER LYNCHSTEMNING

I gamle dage var det hele byen, der samledes om galgen eller bålet. I dag er det millioner af anonyme brugere, der kan deltage uden nogen som helst konsekvenser.

• Faren: Når ingen står til ansvar for deres ord, eskalerer angrebene hurtigt.
• Resultatet: En moderne heksejagt, hvor “anklagerne” aldrig skal bevise noget – bare smide brænde på bålet.

5. BLOKKERING OG EKKOKAMMER

Når nogen blokerer dig og samtidig udsender beskyldninger, bliver du effektivt placeret i en slags “moderne skamstol.” Deres opslag får lov at leve videre i deres egen ekkokammer-verden, hvor kritiske stemmer ikke længere har adgang. Det minder om tidligere tiders skueprocesser, hvor “de anklagede” ikke fik lov at forsvare sig.

6. DEN MODERNE “KNUVEN FOR STRUBEN”-TAKTIK

Som Samuel Paty-sagen viser, kan billeder og ytringer føre til farlige konsekvenser. I den digitale tidsalder bruges kniven metaforisk – som en udskamnings- og blokeringstaktik.

• Hvordan det virker: Du mister enhver mulighed for dialog, mens der samtidig spredes et narrativ, du ikke kan kontrollere.
• Effekten: Du bliver socialt og professionelt skadet – uden nogensinde at få en chance for at forklare.

7. HVAD VI KAN LÆRE AF FORTIDENS HEKSEJAGTER

Historien har lært os, at heksejagter kun efterlader brændte broer og skader samfundet. Alligevel gentager vi nu fortidens fejl med nye redskaber:

• Blokeringer og ekkokamre fjerner muligheden for dialog.
• Udskamning skaber unødvendig splittelse.
• Offentlig udhængning ødelægger individers liv – ofte uden retfærdighed eller beviser.

8. STOP DEN DIGITALE HEKSEJAGT

Hvis vi skal videre som samfund, kræver det, at vi lærer at møde kritik med dialog og nysgerrighed – ikke blokering og udskamning.

• Lad os tale sammen: Social forandring kræver, at vi tør diskutere uenigheder åbent.
• Modstå mobmentalitet: Vi skal stoppe med at deltage i digitale heksejagter, hvor vi dømmer uden at kende hele historien.
• Sæt grænser for os selv: Selv på sociale medier har vi et ansvar for at være retfærdige og nuancerede.

SLUTREFLEKSION

Den digitale verden har gjort det nemt at pege fingre, blokere og udskamme uden konsekvenser. Men vi må spørge os selv: Er vi blevet bedre end dem, der førhen satte ild til bålet? Eller er vi bare gået fra fakler til tweets?