Fake news @mrconfino slår til igen. Det må være fantastik at vide bedre end de fleste organisationer i området, og meget "klogere" end israelske medier. Nina Palesa Bonde: Fra Videoanalyse til Retssagsstøtte – Et Mystisk Mønster Det er ikke så lidt mærkeligt, at Nina Palesa Bonde, som tilsyneladende har travlt med at analysere en enkelt stump videooptagelse uden kontekst, også har fundet tid og energi til at kaste sig ind i en helt anden sag – nemlig at støtte en retssag mod Asmaa Abdol-Hamid. Ja, du læste rigtigt. Ikke alene engagerede hun sig i sagen, hun startede endda en indsamling for at hjælpe Jotam Confino, journalisten, der står bag påstandene mod Asmaa. Det er da imponerende dedikation! Eller er det? For her begynder tingene at blive mere end en smule mystiske. Det er ikke hver dag, man ser nogen gå så langt for at støtte en ven i nød – især ikke en ven, der fremfører nogle ganske kontroversielle påstande. Men Nina nøjes ikke med moralsk opbakning; hun tager det et skridt videre og støtter Jotams påstande uden tilsyneladende at stille spørgsmålstegn ved deres validitet. Det virker næsten som om, der er en koordineret indsats i gang her. Kan det være tilfældigt? Eller ligger der en dybere agenda bag? Mens Nina bruger sin energi på at spekulere i, hvordan nogen kan fremstå velernærede i en konfliktzone – baseret på en video, ingen kan verificere – kaster hun sig altså også hovedkulds ind i en juridisk kamp mod Asmaa. Hvorfor denne kombination? Er det virkelig for at oplyse og skabe retfærdighed, eller er der en anden motivation bag? Det hele virker lidt for belejligt til at være tilfældigt. Det er svært ikke at undre sig over, hvordan Ninas engagement i både videoanalyse og retssagsindsamling passer sammen. Er det virkelig blot en passion for sandheden og retfærdighed? Eller er det en del af et større mønster, hvor Asmaa skal miskrediteres, koste hvad det vil? Når man ser på Ninas tilsyneladende blinde tro på Jotam Confino og hendes villighed til at støtte hans påstande, begynder man at stille spørgsmål ved hendes egentlige agenda. Det er fint nok at engagere sig i samfundsdebatter, men når man vælger at støtte uverificerede påstande og retssager med så stor ildhu, mens man selv analyserer virkeligheden ud fra en video, der lige så godt kunne være konstrueret, så er det svært ikke at løfte et øjenbryn. Måske er Ninas engagement i sandhed og retfærdighed slet ikke så uselvisk, som det ser ud. Mystisk? Det må man sige! Forestil dig, at du står midt i en kamp for at råbe op om et folkedrab, et massivt overgreb på et helt folk. Du løfter stemmen og peger på de systemiske skævheder i medierne, på hvordan nogle journalister måske ikke helt lever op til idealet om objektivitet. Og hvad sker der så? Du bliver dømt. Ikke for at lyve, ikke for at skade nogen, men for at sige noget, som nogen ikke bryder sig om. Velkommen til Danmark i 2025, hvor ytringsfriheden tilsyneladende kun gælder, hvis du siger det “rigtige.” Lad os lige tage et øjeblik til at anerkende det ironiske her. Asmaa bliver dømt for at have kaldt en journalist for en “påvirkningsagent” og kritiseret hans journalistik. Noget, der ifølge alle rimelige standarder burde være inden for rammerne af ytringsfriheden. Men nej, åbenbart ikke. I stedet bliver det set som en personlig fornærmelse, en æreskrænkelse af så episk en størrelse, at det kræver bøder og domme. Det mest fascinerende ved hele sagen er, hvordan et simpelt ord som “påvirkningsagent” er blevet demoniseret. Lad os være klare: Ordet betyder ikke spion eller forræder. Det betyder bare, at nogen lader sig påvirke – bevidst eller ubevidst – af sine egne holdninger eller måske af magtstrukturer. Er det en grov påstand? Nej. Er det et retorisk våben, der burde sende nogen i retten? Absolut ikke. Men alligevel er det her, vi er. Det, der virkelig stikker i denne sag, er, hvordan dommen virker som en beskyttelse af de magtfulde snarere end en understøttelse af den offentlige debat. Journalister er offentlige personer. De er ikke guder, og de er bestemt ikke immune over for kritik. Men denne dom sender et klart signal: Hvis du kritiserer, må du hellere være klar til at betale prisen. Asmaa Abdol-Hamid har betalt en høj pris for at sige, hvad hun mener. En pris, der er alt for høj for et demokrati, der hævder at beskytte ytringsfriheden. Men måske er det netop pointen. Måske handler det hele om at skræmme andre til at tie. For hvis nogen med Asmaas platform og baggrund kan blive dømt, hvad stopper så resten af os fra at holde munden lukket? Lad os være ærlige: Denne dom er ikke bare et slag mod Asmaa Abdol-Hamid. Det er et slag mod os alle. Et slag mod vores evne til at tale frit, til at udfordre magtstrukturerne, til at kræve mere af dem, der sidder på megafonen. Hvis vi ikke kan kritisere en journalist for at være biased uden at blive mødt med juridiske konsekvenser, hvad er der så tilbage af demokratiet? Så her står vi. Asmaa Abdol-Hamid blev dømt, fordi hun turde åbne munden. Hun turde stille spørgsmål ved det etablerede. Og hun betaler prisen. Men spørgsmålet er: Hvem bliver den næste? Og hvad sker der med et samfund, hvor retten til at tale frit gradvist bliver begrænset af dem, der har mest at tabe? HVEM SKRIVER YTRINGSFRIHEDENS GRAVSTEN? Misforståelsen af ordet “påvirkningsagent”: Når sproget bliver et våben i retten Det er fascinerende, hvordan et ord som “påvirkningsagent” pludselig kan forvandle sig til en dramatisk anklage i den offentlige debat og i retssalen. I stedet for at forstå ordets egentlige betydning, vælger man at puste det op til en spektakulær fejltolkning – nærmest som en moderne heksejagt. Lad os bryde det ned og se på, hvad dette ord egentlig betyder, og hvordan det bliver misbrugt i diskussionen om Asmaa Abdol-Hamid og hendes kritik af journalistik. Spoiler alert: Det betyder hverken “spion” eller “hemmelig agent i fremmede staters tjeneste.” Nej, ordet refererer snarere til en person, der gennem egne bias eller overbevisninger påvirker andre – ofte uden bevidst intention om at gøre det. Det handler ikke om en skummel infiltration, men om noget så almindeligt som inhabilitet eller vinkling. En “påvirkningsagent” kan derfor være: Så hvorfor al dramatikken? Fordi vi elsker at isolere ordet “agent” og lade det lyde som noget taget direkte ud af en spionfilm. Det er næsten komisk, hvis det ikke var så alvorligt. Skulle vi så også kalde en “salsagent” for en undercover infiltrator i detailbranchen? Når Asmaa Abdol-Hamid påpeger, at en journalist med tydelige holdninger eller baggrund kan fremstå som en påvirkningsagent, handler det ikke om at kalde nogen for spion. Det handler om at stille spørgsmålstegn ved journalistikkens integritet – en vigtig del af den demokratiske debat. Hvis vi ikke kan kritisere journalister og deres metoder, hvem kan vi så holde ansvarlige? I sagen mod Asmaa bliver dette til en skæv retssag, hvor ordets egentlige betydning bliver ignoreret til fordel for en sensationel fejltolkning. Forestil dig at blive dømt, ikke for at have fremsat falske anklager, men for at bruge et ord, der er blevet misforstået og overfortolket. Hvad bliver det næste? Skal vi alle gå rundt med en ordbog og tænke os om to gange, før vi ytrer os, fordi retten måske ikke forstår konteksten? Asmaa Abdol-Hamid kritiserer de magtstrukturer, der præger journalistik, især i dækningen af konflikten mellem Israel og Palæstina. Hun peger på, hvordan nogle journalisters personlige holdninger og baggrund kan påvirke deres vinkling – en fuldstændig legitim bekymring. Alligevel bliver hun dømt for injurier og får en plet på sin straffeattest. Hvorfor? Fordi hun brugte ordet “påvirkningsagent.” Det ironiske er, at Asmaa ikke engang har gjort andet end at sætte spørgsmålstegn ved journalistisk praksis – en nødvendig del af ethvert demokrati. Men i stedet for at diskutere hendes kritik, vælger man at gøre hende til syndebuk. Det lugter langt væk af, at nogen ønsker at afspore diskussionen om bias i journalistik. At misforstå og overfortolke et ord som “påvirkningsagent” er ikke bare intellektuelt dovent – det er farligt. Det underminerer ytringsfriheden og skader den demokratiske debat. Retssystemet har et ansvar for at forstå og præcisere sagens substans, ikke for at forstærke fejltolkninger. Hvis vi ikke kan ytre os frit om magtstrukturer, bias og inhabilitet, hvad bliver der så tilbage af vores demokrati? Asmaa Abdol-Hamids sag burde få os alle til at stille spørgsmålet: Hvem vinder, når retten ikke længere beskytter vores ret til at tale frit? Hint: Det er ikke os. Sagsomkostningerne er efter sagens værdi, forløb og udfald fastsat til dækning af advokatudgift med 35.000 kr. og retsafgift med 4.500 kr. Jotam Kristoffer Confino er ikke momsregistreret. Asmaa Riyad Abdol-Hamid er ikke momsregistreret. THI KENDES FOR RET:
Hasbara klovn for fuld udblæsning #dkmedier pic.twitter.com/jBsbCLbZIzHvorfor denne intense interesse?
Fra video til retssal
Mønstre, der rejser spørgsmål
Afslutning
DOMMEN, DER GIVER YTRINGSFRIHEDEN EN MUNDMASK
ASMAA ABDOL-HAMID OG KAMPEN MOD MUNDKURVEN
DANISH PRIDE, GENOCIDE DENIED
YTRINGSFRIHEDENS SELEKTIVE NATUR
ER “PÅVIRKNINGSAGENT” NU DET NYE BANDEORD?
NÅR RETTEN BESKYTTER MAGTEN
HVEM BESKYTTER DEMOKRATIET?
SLUT MED DEBATKULTUR, START MED MUNDKURVE
YTRINGSFRIHEDENS GRAVSTEN?
Hvad betyder “påvirkningsagent” egentlig?
Problemstillingen: Skæv journalistik og kritik
Sagen om Asmaa: Når kritik bliver til kriminalitet
Konklusion: Et juridisk fejlslag
