NINA PALESA BONDE’S PERLER

NINA PALESA BONDE’S 1.  NÅLESTIKSINDGREB

MED KIRURGISK PRÆCISION ALA ØKSEHUG

NINA PALESA BONDES MESTERVÆRK

I TIVOLIS DUFTENDE HAVER – I REGNBUENS FARVER

Forestil dig Nina Palesa Bonde tage sit næste store kunstneriske spring: en perleinstallation midt i Tivolis blomstrende haver, hvor chokolade og farver smelter sammen i perfekt harmoni under hendes dygtige hænder. Dette mesterværk ville være en sanselig oplevelse uden lige.

Dybt koncentreret fører Nina med kirurgisk præcision sin skalpel over det glatte ydre af et negerkys. Solens stråler, filtreret gennem Tivolis trækroner, danser over den skinnende chokolade, hvis søde duft fylder luften. Hendes værktøj skærer med nøjagtighed gennem det mørkebrune lag og afslører den rene, hvide skumkerne – som et skjult kunstværk.

Så begynder magien. Med pincet udfører hun sit delikate nålestiksindgreb og placerer sukkerperler i regnbuens nuancer: dybblå, strålende gul og levende grøn. Perlerne danner et levende mønster, der genspejler Tivolis farverige blomsterlandskab.

“Det er store perler – jeg har ikke meget, meget små hænder,” siger Nina Palesa Bonde med et smil. “Nobody does pearls better than me!”

Snart vil Tivolis gæster kunne opleve dette unikke mesterværk – et fusioneret kunstværk, hvor chokolade, farver og kirurgisk præcision forenes i en sanserig symfoni.

PERLEKUNST MED LIDT NEGERKYS

EN DAGSORDEN I KULISSERNE?

UNDSKYLD MIG, HVAD SKER DER HER?

ZAHID, DET KAN DU SIMPELTHEN IKKE TILLADE DIG. JO DET KAN DU BANDE PÅ JEG GØR. HER ER HISTORIEN…

Efter at have oplevet Ninas sanselige kunstværk i Tivolis blomstrende haver, bevæger vi os væk fra perlernes harmoni og ind i en mere kontroversiel virkelighed. Da jeg, Zahid Latif, første gang blev opmærksom på Nina Palesa Bondes engagement i sagen mellem Jotam Confino og Asmaa Abdol, virkede det nærmest tilfældigt. Men som med en perleinstallation, hvor hver detalje afslører en større sammenhæng, opdagede jeg hurtigt, at der var langt mere på spil.

Min research afslørede en kompleksitet, der gik langt ud over en dommerfuldmægtigs pligt til neutralitet. Nina Palesa Bonde, kendt for sin kirurgiske præcision i sit arbejde, var ikke kun en observatør, men en aktiv aktør i en sag, der kræver upartiskhed. Hendes beslutning om at engagere sig i en indsamling til fordel for Confino rejste straks spørgsmål: Kan en dommerfuldmægtig, der skal udvise neutralitet, deltage i en politisk ladet sag uden at kompromittere sit embede?

NÅLESTIKS INDGREB MED KIRURGISK PRÆCISION UNDER LUP OG SKALPEL

Men det stopper ikke der. Hendes kritik af mig i offentligheden pegede på et større mønster – et netværk af loyale forbindelser og zionistiske netværk, der udfordrede enhver forestilling om uvildighed. Med hver ny oplysning trådte en dagsorden frem, der syntes at balancere mellem retfærdighed og personlige overbevisninger.

Med dette indlæg ønsker jeg at udforske Nina Palesa Bondes dobbelte rolle: Som dommerfuldmægtig med krav om neutralitet og som en aktør, der navigerer mellem islamkritiske netværk og zionistiske forbindelser – med en kirurgisk præcision, der vækker både beundring og bekymring.

Hvad sker der, når dem, der vogter retfærdigheden, selv fører skjulte dagsordener? Og hvad betyder det, når politiske dagsordener infiltrerer de neutrale rum? Vi har måske forladt Tivolis tidlige dage, hvor en afrikaner blev betragtet som en sensation, men spørgsmålet er, om vi blot har pakket den eksotiske fascination ind i moderne juridisk neutralitet.

HVAD SKJULER SIG BAG NINA PALESA BONDES ENGAGEMENT I RETSSAGEN?

Da jeg første gang hørte om Asmaa Abdols retssag, anlagt af Jotam Confino, stod det hurtigt klart, at en tredje aktør spillede en central rolle i kulissen: Nina Palesa Bonde. Som dommerfuldmægtig, en rolle der forpligter til neutralitet og professionalisme, skulle hendes engagement være upartisk. Alligevel valgte hun at igangsætte en indsamling til støtte for Confino i hans sag mod Abdol – en handling, der rejser flere spørgsmål end svar.

ER DOMMERFULDMÆGTIG NINA PALESA BONDE VIRKELIG UPARTISK?

Hvad får en dommerfuldmægtig, hvis kerneopgave er at opretholde dommerfuldmægtig neutralitet, til åbent at støtte én part i en så kontroversiel sag? Er det et forsvar for ytringsfrihed, eller er der underliggende personlige overbevisninger, som slører hendes dømmekraft? Dette valg har startet en heftig debat: Kan en dommer med ansvar for retfærdighed virkelig bevare sin neutralitet, når hun så tydeligt vælger side i en sag, der balancerer mellem juridiske grænser og politiske holdninger?

KAN EN DOMMERFULDMÆGTIG BEVARE TILLIDEN TIL SIT EMBEDE?

Ninas aktive støtte i denne sag rejser alvorlige spørgsmål om dommerfuldmægtiges neutralitet. Når en repræsentant for retssystemet offentligt engagerer sig i en konflikt, risikerer hun at underminere både sin troværdighed og selve tilliden til hendes embede. Det grundlæggende princip om upartiskhed udfordres, når handlinger som disse sætter spørgsmålstegn ved, om dommerrollen forbliver ubesmittet af personlige sympatier.

Hvis Asmaa Abdol står over for en modpart med væsentligt større ressourcer – inklusive Bonde selv – vokser bekymringerne yderligere. Nina Palesa Bondes handlinger kan tolkes som en del af en relation, der underminerer den uvildighed, en dommerfuldmægtig er forpligtet til at udvise. At hun finder det passende at tage en aktiv rolle i en så kontroversiel konflikt, hvor neutralitet burde være et urokkeligt krav, virker ikke kun bemærkelsesværdigt, men også urovækkende.

Memo’s refleksioner om Nina Palesa Bondes fremgangsmåde gav genlyd hos mig. Efter en uskyldig fejl i en tidligere udtalelse forventede jeg neutral opklaring. Men Bondes reaktion, beskrevet af Memo som et “nålestiksindgreb med kirurgisk præcision,” virkede som en direkte advarsel til dem, der udfordrer hendes dagsorden.

Min intention var at skabe dialog og rette fejlen, men Bondes reaktion eskalerede konflikten. Dette fremstår som et eksempel på, hvordan autoritet kan bruges til at marginalisere kritik og skabe en barriere for åbenhed.

BLIVER RETSSYSTEMET EGENTLIG STYRET UDENFOR RETSSALEN?

Memo’s bekymringer sætter fokus på en større problematik. Når en dommerfuldmægtig offentligt støtter bestemte dagsordener, må vi spørge os selv: Repræsenterer de retsvæsenets integritet, eller risikerer vi at se et system styret af personlige overbevisninger og skjulte alliancer?

Disse spørgsmål peger på en dybere refleksion: Hvis retsvæsenets aktører åbent fremmer dagsordener, kan det underminere selve fundamentet for retfærdighed i Danmark.

I denne ophedede tråd trådte Helena Olsen frem og stillede Nina til ansvar. Jeg kender ikke Helena personligt, men jeg blev dybt rørt over hendes støtte. Helena, uden nogen tilknytning til mig, gik direkte til Nina og satte spørgsmålstegn ved, om en dommerfuldmægtig som hende bør støtte en person med så stærke pro-israelske holdninger som Confino.

Helena Olsen: “En dommer skal opføre sig på en måde, der sikrer, at folk fortsat har tillid til domstolene og respektere dommernes omdømme.”

Nina svarede med en kølig afvisning og forsøgte at fjerne fokus fra sin rolle ved at fremhæve sin ret til ytringsfrihed og privatliv:

Nina Palesa Bonde: “Og har en enorm ytringsfrihed og et privatliv. Jeg må bare ikke have sagen selv. Hvorfor jeg naturligvis ikke har rørt så meget som et semikollon efter ansøgningen. Synes du det er ok, at der laves en indsamling til de to parter? Og synes du, man skal overholde loven?”

Helena stod fast og forklarede, at det netop var dommerfuldmægtigens rolle, der gjorde Ninas handlinger upassende:

Helena Olsen: “Det kunne havde været hvem som helst, end lige en dommer… Men det blev en overraskelse og forargelse, at det var en dansk dommer…”

Ninas svar på Helenas kommentar udløste en dybere frustration i mig. Hendes tone var skarp og afvisende, og hun hævdede, at negative reaktioner kun skyldtes “ringeagt eller uenighed”:

Nina Palesa Bonde: “Det er vel kun folks ringeagt eller oplevede uenighed med den ene part, som giver en reaktion. Som reaktionerne og mishagsytringerne har været, er jeg glad for, at andre ikke skal igennem alt dette.”

INTIFADA MOD PERLERNE: HALAL-SLAGTNING MED ØKSEHUG

MIT SYN PÅ SHITSTORMEN: ØKSEHUG MOD DIALOGEN

Når man vover at påpege sprækker i en dommerfuldmægtigs facade – som jeg gjorde – forventer man måske en samtale, en konstruktiv debat. Men nej. Svaret var ikke en forklaring, men en shitstorm af episke proportioner. Jeg lagde fakta frem, jeg stillede spørgsmål om neutralitet og retsvæsenets troværdighed, men hvad fik jeg? Tavshed, blokering og en mur af arrogance.

Hvordan kan vi tage retsvæsenets integritet alvorligt, når kritik ikke mødes med svar, men med personlige angreb og en strategi, der ligner alt andet end “kirurgisk præcision”? Måske har systemet ikke plads til kritik – eller måske er sandheden bare for pinlig at indrømme.

Vil du læse mere? Klik her

YTRINGSFRIHED ELLER NARRATIVKONTROL?

EN DOMMERFULDMÆGTIGS FORBINDELSER UNDER LUP

Som vi har set tidligere, rejser Nina Palesa Bondes handlinger gentagne spørgsmål om hendes evne til at repræsentere neutralitet og bevare retsvæsenets troværdighed. Men hendes engagement på sociale medier afslører endnu dybere problematikker: Hvordan kan en dommerfuldmægtig fremstå upartisk, når hendes debatstil og netværk trækker klare politiske linjer?

En af de mest afslørende episoder finder vi i en Facebook-diskussion, hvor Nina Palesa Bonde ikke blot undlod at dæmpe konflikten, men snarere blev katalysator for en debat, der hurtigt eskalerede. Diskussionen afslører en kamp, der handler mindre om ytringsfrihed og mere om at bevare kontrollen over fortællingen.

HELENAS KRITISKE POINTE: KAN EN DOMMERFULDMÆGTIG VÆRE UPARTISK?

Helena Olsen skrev: “Som dommerfuldmægtig bør man kunne forstå at holde sig på måtten, når det gælder den offentlige, politisk prægede debat.”

Helena ramte kernen af problematikken. Kan Nina Palesa Bonde virkelig bevare sin upartiskhed og neutralitet, når hun engagerer sig aktivt og offentligt i en konflikt, der omhandler politiske dagsordener? Svaret fra en af Ninas støtter, Ruben Thobias Julien Bech, var dog alt andet end sagligt.

ANGREB FRA NINAS “MEDLØBER”

Ruben Thobias Julien Bech svarede: “Som ligegyldig terrorsympatiserende, uvidende og antisemitisk ungdom bør man holde sig ude af enhver debat!”

Dette angreb afslører ikke blot en mangel på argumenter, men også en underliggende agenda om at udskamme kritikere. I stedet for at imødegå Helenas spørgsmål om retsvæsenets integritet, blev fokus flyttet til personangreb og dæmonisering.

ET KLART MØNSTER AF STØTTE TIL ÉN SIDE

Denne episode er ikke en enlig svale. Nina Palesa Bondes engagement har flere gange rejst spørgsmål om hendes tilknytning til zionistiske netværk og en tilsyneladende kamp for at bevare et narrativ, hvor kritik af Israel mødes med hård modstand.

Den aggressive retorik fra Ninas støtter efterlader indtrykket af, at ytringsfrihed her ikke gælder for alle, men kun for dem, der deler en bestemt politisk linje. Dette bringer os til spørgsmålet: Hvor går grænsen for en dommerfuldmægtigs engagement i offentlige og politiske diskussioner?

HVOR GÅR GRÆNSEN FOR EN DOMMERFULDMÆGTIGS NEUTRALITET?

Helena Olsen sætter fingeren på en grundlæggende problematik:

Kan en dommerfuldmægtig, som Nina Palesa Bonde, bevare sin neutralitet, når hun så åbenlyst viser støtte til en kontroversiel side i en konflikt?

Denne refleksion sætter fokus på en større problematik: Hvornår krydser privat engagement grænsen og begynder at underminere tilliden til en dommers professionelle rolle? I Ninas tilfælde synes linjerne mellem professionel neutralitet og personlig agenda at være slørede.

ET DYBERE PROBLEM

HVAD SIGER DET OM VORES RETSSYSTEM?

Denne sag afslører, hvordan selv tilsyneladende små episoder kan vække store spørgsmål om retsvæsenets uvildighed. Når dommerfuldmægtige åbent engagerer sig i kontroversielle debatter og danner alliancer med bestemte grupper, er det ikke længere blot en personlig sag – det bliver et spørgsmål om systemets troværdighed.

Hvordan kan vi stole på, at retssystemet repræsenterer retfærdighed for alle, når dets nøgleaktører åbent fremmer specifikke dagsordener?

SKJULER HUN MERE END HUN SIGER?

Nina Palesa Bonde forsøger herefter at bringe tråden “tilbage til emnet” ved at understrege, at samtalen handler om, hvad der sker i Danmark, og ikke om Gaza: Hun skriver:

Det der sker lige her. Er netop det, jeg prøver at tale os væk fra. Den her tråd handler ikke om Gaza. Det er monopoliserende tale. Det handler om, hvad der sker i DK.

Ved første øjekast kunne hendes respons tolkes som et forsøg på at dæmpe debatten. Men i virkeligheden synes hun at undgå det centrale spørgsmål: Hendes egne forbindelser og rolle i diskussionen. Er det en tilfældighed, eller er det en strategi for at skjule en dybere dagsorden?

TILLID TIL RETSVÆSENET ER PÅ SPIL

Jeg står ved mine indlæg, mine argumenter og min historie. Men Nina Palesa Bondes måde at håndtere kritik på rejser alvorlige spørgsmål om hendes professionalisme. Når en dommerfuldmægtig, som burde være garant for uvildighed, lader sig rive med af personlige dagsordener og vendettaer, svækkes hele systemets troværdighed. Hvordan kan vi stole på en person, der ser ytringsfrihed som en luksus, der kun gælder for hende selv?

Hvis Nina ønsker at fremstå som et forbillede i dansk jura, må hun genoverveje sin tilgang. At gå til angreb uden fakta, at mobilisere et flertal til at kvæle modstand, og at reducere seriøse samtaler til en kampagne for “perler,” er ikke det, vi forventer af en dommerfuldmægtig. Hendes handlinger svækker ikke kun hendes egen troværdighed, men også selve tilliden til retsvæsenet.

EN OPFORDRING TIL REFLEKSION

Nina, hvis du virkelig ønsker at repræsentere retfærdighed, så start med at lytte. Lyt til dem, der kritiserer dig, og tag ansvar for din rolle. En neutralitet, der kun gælder, når det passer dig, er ikke neutralitet. Og husk: Når du vælger at “granske fakta,” så forvent ikke, at andre ikke vil granske dig. Salaam – lad os tage debatten på det niveau, du selv kræver af andre.

HÅRD SNAK ELLER TABT NÅLESTIK

Nina Palesa Bonde elsker at fremhæve sin egen kamp for ytringsfrihed og modige samtaler. I et interview med Københavns Stift udtrykker hun med selvsikker ironi, hvordan hun bliver kaldt en “ytringsfriheds-fundamentalist.” Hun siger med et teatralsk stakato:

Når jeg bliver kaldt yt-rings-fri-heds-fun-da-men-ta-list, siger hun ironisk, mens hun udtaler ordet i stakato; ”så er det ikke særlig hyggeligt. Nogle spørger: Skal vi ikke droppe debatten og genetablere hyggen? Nej, siger jeg, en gang imellem er vi nødt til at tage de svære samtaler. Og jeg håber, at vi på sigt kan nå derhen, at vi løbende også taler om, hvad vores demokratiske samfund skal indeholde. Kilde: Københavns Stift

Men måske er spørgsmålet ikke, om Nina tør tage de svære samtaler – det gør hun tydeligvis – men snarere hvordan hun gør det. Og det er her, hendes ironiske stakato lyder hult.

NÅLESTIKSINDGREBET, DER ALDRIG RAMTE

Nina taler meget om sin kirurgiske præcision, men når det gælder hendes egne handlinger, ender det hele som et klodset nålestiksindgreb. Mens hun hævder at forsvare “svære samtaler,” vælger hun i praksis at droppe dialogen fuldstændig og eskalere konflikten offentligt. Hendes handlinger minder mere om et panisk slag i luften end den analytiske grundighed, hun praler af.

Hvordan kan en person, der påstår at kæmpe for ytringsfrihed i retssager, undgå dialog og i stedet kaste sig ud i polariserende udtalelser og personlige angreb? Dette er ikke kun et svigt mod hendes egne principper, men et klart paradoks. Det viser en dobbelhed, der underminerer hendes budskaber.

PRINCIPPER VS. PRAKSIS: HVEM ER DEN RIGTIGE NINA?

Ninas udtalelser fremstår som en perfekt opskrift på dobbeltmoral: Prædik om retsvæsenets troværdighed og den “svære samtale,” men smid det hele væk, når det ikke passer ind i dit eget narrativ. Hendes handlinger står i skarp kontrast til hendes ord – og det efterlader et vigtigt spørgsmål: Handler dette om ægte principper, eller er det et magtspil? Er dette hendes engagement i demokratiets samtale, eller er det hendes egen skjulte dagsorden, der trækker trådene?

Når man skærer igennem lagene af ironi, storladne udtalelser og halvhjertet kirurgisk præcision, bliver det tydeligt: Nina Palesa Bonde har mere travlt med at opbygge et image end at følge sine egne idealer.

LÆS OGSÅ: 2. NÅLESTIKSINDGREB MED KIRURGISK PRÆCISION

SALAAM TIL NINA PALESA BONDES PERLER

FRA PERLER TIL PRIVILEGIER

HVEM ER EGENTLIG OFRET?

Hvis der er noget, Nina Palesa Bonde mestrer, så er det kunsten at vende enhver kritik til en personlig tragedie – alt sammen pakket ind i en illusion af ytringsfrihed. Senest har hun gjort sit bedste for at blæse til kamp mod en illustration, der – Allah forbyde det – tillod sig at tage pis på hendes selvhøjtidelige “perlekampagne.” Men lad os tage det fra begyndelsen.

EN ILLUSTRATION, DER FIK NINA TIL AT RASE

Hjalte Zacharewicz delte min analyse af Jotam Confinos strategi med kommentaren:

Meget sjov gennemgang af Jotam Confino SoMe-strategi her. ‘De tre skridt for at undvige reel kritik’ er særligt rammende.

Og så kom Nina. Klar til kamp, nåle i hånden, med sit sædvanlige repertoire af offerkort og moralsk overlegenhed:

Jeg er selv gjort til genstand for en smædekampagne fra hjemmesiden, som blandt andet bruger denne illustration af mig desuden med et ordvalg, du selv kan tænke nærmere over ifht min hudfarve.

Hudfarve? Helt ærligt, Nina. Når du så let reducerer andre folks erfaringer til “perler,” og nu pludselig bliver forarget over satirisk gengæld, skal vi så alle kaste os ned og undskylde, fordi du ikke kan tage, hvad du selv smider rundt med?

SATIRE ELLER SANDHED? NINAS DOBBELTMORAL I FOKUS

Nina har aldrig holdt sig tilbage, når det handler om at blande sig i debatten. Hun har endda offentligt støttet Jotam Confino og hans “uskyld” midt i kritik af hans pro-israelske holdninger. Men når samme satire bliver rettet mod hende, bliver tonen en helt anden.

“Hvor udtaler jeg mig om konflikten?” spørger hun, mens hun gang på gang stempler pro-palæstinensiske stemmer som problematiske.

Er det virkelig ytringsfrihed, Nina taler for, eller er det blot en selektiv støtte til de stemmer, hun selv foretrækker?

AFRIKAS DATTER, MEN KAN IKKE HÅNDTERE KRITIK

Det er her, hykleriet virkelig bliver tydeligt. Nina, der selv har rødder i Afrika og burde kende til de historiske kampe mod racisme og undertrykkelse, vælger at bruge ord som “perler” til at nedgøre andre.

Hvordan kan en person, der selv kommer fra et land med dybe sår fra kolonialismen, ignorere andres kamp mod diskrimination og uretfærdighed? Nina Palesa Bonde glemmer måske, at det privilegie, hun nyder som dommerfuldmægtig, ikke fritager hende fra ansvaret for hendes egne ord.

KAMPEN OM NARRATIVET

NINA VIL BESTEMME ALT

Hjalte forsøgte (imponerende nok) at svare hende sagligt. Han forklarede, at han kun havde læst og delt indlægget om Jotam, og tilføjede venligt:

Hvis samme forfatter er gået over stregen og har udsat dig for en personlig, racistisk hetz, er det kun forståeligt, at du reagerer.

Men Nina ville ikke lytte. I stedet for at anerkende pointen, gik hun videre med sine sædvanlige metoder: dreje samtalen væk fra fakta og hen mod en personlig klagesang. Hun proklamerer det her, mens hun selv starter dem.

Jeg har sagt nej tak til hetz og kampagner

PRIVILEGEBLINK OG PERLER: HVAD SKJULER NINA?

Ninas kampagne mod mig og andre pro-palæstinensiske stemmer handler ikke om ytringsfrihed eller retfærdighed. Den handler om kontrol. Kontrol over narrativet, kontrol over debatten, og vigtigst af alt, kontrol over, hvem der får lov til at blive hørt.

Så mens Nina kaster sig over sit tastatur og kalder mig en “perle,” lad os huske, at hendes egne ord afslører mere om hendes privilegier end om de historier, hun forsøger at reducere.

Husk dette: En dommerfuldmægtig bør repræsentere neutralitet og retfærdighed. Men Nina Palesa Bondes handlinger rejser et vigtigt spørgsmål: Hvordan kan vi stole på nogen, der bruger sin platform til at angribe, undertrykke og bagatellisere andres kampe?

PISSS… HVAD NU, NINA?

Og hvad gør Nina? Selvfølgelig, hun gør det, hun gør bedst: presser Hjalte til at tage afstand fra hele min hjemmeside. Altså, fordi én artikel ikke passer ind i hendes personlige menu af selvvalgt indignation. Det er ikke bare komisk – det er så gennemført Nina: Hvis noget ikke passer ind i hendes perlekæde af perfekte narrativer, så er du automatisk en fjende. “Hvis du ikke er med mig, er du imod mig.”

Ninas krav om, at Hjalte skulle tage ansvar for alt på siden, er så absurd, at det nærmer sig parodien. Skal vi nu også forvente, at han står til regnskab for, hvordan jeg rører min kaffe om morgenen? Eller hvilken skrifttype jeg bruger? Det her er klassisk Nina: en storslået “med-mig-eller-imod-mig”-forestilling, hvor publikum tvinges til at tage plads i hendes univers af perler og passiv-aggressivitet.

DOBBELTMORALENS HERSKERINDE

Ironien er næsten for tyk til at skære igennem med en skalpel. Nina, der elsker at bruge sociale medier til at mobilisere sine venner til at angribe kritikere, bliver nu rasende, når satiren rammer hende selv. Det er næsten som om, hun har glemt, at hendes egen perlekampagne var designet til at nedgøre og karikere folk, hun ikke kunne lide.

Det, der virkelig stikker, er, at hun forventer, at alle omkring hende straks tager afstand fra kritikere, mens hun selv gladelig bruger sin platform til at piske en shitstorm op. Det eneste, der mangler, er, at hun kalder det “nålestiksindgreb” med kirurgisk præcision.

KOMPLET KONTROL ELLER BARE DÅRLIG HUMOR?

Nina afsluttede sin opsang til Hjalte med denne perle:

Vil du stadig dele fra siden og lade dit post stå, nu du ser, hvad de gør? Det er blandt det groveste, jeg har oplevet mod min person, og du er på alle måder forstandig og skarp nok til at forstå, hvorfor jeg reagerer.

Groveste? Virkelig? En satirisk illustration er værre end de smædekampagner, hun selv har ført mod folk under dække af “ytringsfrihed”? Hvis Nina vil have os til at tro, at dette er den største uretfærdighed, hun har oplevet, må vi da næsten stille spørgsmålet: Er det ytringsfrihed, hun forsvarer – eller blot sin egen skrøbelige selviscenesættelse?

EN SKOLEBOGSEKSEMPEL PÅ NARRATIVKONTROL

Hendes angreb på Hjalte afslører én ting: Det handler ikke om retfærdighed eller dialog. Det handler om narrativ kontrol. Nina vil styre debatten, uanset hvem hun skal trække med ned i sit mudrede spil. Men hvad hun glemmer, er, at når du kaster med “perler,” må du forvente, at andre kaster noget tilbage.

Så Nina, næste gang du føler dig ramt af satire eller kritik, så husk: Hvis du kan give, må du også kunne tage.

HVOR ER RESPEKTEN?

NINA PALESA BONDES “PERLER” OG MIN FAMILIES KAMP

Som søn af en gæstearbejder er jeg vokset op med en historie, der er præget af kamp, ofre og uretfærdighed. Min far rejste til Danmark for at bygge en fremtid for sin familie, men hans rejse var langt fra let. Han mistede to fingre på sin arbejdsplads i en arbejdsulykke – og som tak blev han mødt med hånende kommentarer: “Nå, så kan du jo tage hjem til Pakistan igen.” Det var ikke bare en bemærkning, det var en afspejling af et samfund, der nægter at anerkende værdien af dem, der arbejder hårdest for dets fundament.

Min mor, som blev gift med min far over telefonen, flyttede senere til Danmark fra Pakistan. Hun trådte ind i et samfund, der mødte hende med grov racisme og fordomme. Alligevel greb hun fat i livet, kæmpede for sine børn og holdt hovedet højt. Men hendes kamp var ikke nok til at bryde de barrierer, som et fremmedgørende samfund stillede op.

NINA’S “PERLER”

OG MIN FAMILIES REALITETER

Når Nina Palesa Bonde reducerer mine oplevelser til en “perle” og skriver: “Min puls steg mere, da jeg sorterede perler, end da jeg så hjemmesiden ❤️,” afslører det en blindhed for de ofre og kampe, som mange familier har gennemgået. Min families historie er ikke bare en pyntelig perle i et smykke – det er et vidnesbyrd om ofre og mod. At ignorere disse virkeligheder er ikke bare respektløst, det er et farligt udtryk for privilegieblindhed.

Hvordan kan en person, der sidder som dommerfuldmægtig, og som burde forstå menneskelige skæbner og kampe, så let negligere andres historier? Hvordan kan hun, med sine egne rødder i en bjerglandsby i Lesotho, hvor der stadig mangler rindende vand og elektricitet, tillade sig at bagatellisere de udfordringer, jeg og min familie har stået overfor?

DEN FAREFULDE REJSE – MIN FAR SOM FAMILIENS HÅB

Min far startede sin rejse i Tyrkiet, efter mine bedsteforældre solgte deres malkekøer – deres livsgrundlag – for at give ham en chance. Han sendte hver eneste krone, han tjente, hjem til sin familie, som var afhængig af hans indsats. Fra Tyrkiet rejste han videre til Østrig og Tyskland og til sidst over grænsen til Danmark. Det var en rejse, der krævede ufatteligt mod, og som stadig giver mig gåsehud at tænke på.

Dette var ikke bare en “perle.” Det var en historie om menneskelig styrke og en urokkelig tro på, at fremtiden kunne blive bedre. At reducere sådan en fortælling til noget simpelt og trivielt er ikke bare respektløst, det er en fornægtelse af den virkelighed, mange har måttet navigere for at overleve og blomstre.

PERLER, PRIVILEGIER OG EN PINLIG DOBBELTMORAL

“Nobody does pearls better than me!!!” skriver Nina Palesa Bonde med stolthed – som om livshistorier og oplevelser kan reduceres til pyntelige dekorationer. En dommerfuldmægtig, der prædiker om neutralitet og ytringsfrihed, burde vide bedre. Men måske afslører hendes egne ord noget, hun helst ikke vil erkende: en farlig blindhed over for fortidens fejltrin og nutidens uretfærdigheder.

PERLER ELLER PRÆSTIGE? NÅR PUBLIKUMS PISK STYRER EN DOMMER

Når Nina Palesa Bonde udtaler: “Det er store perler. Jeg har ikke meget, meget, meget små hænder”, står det som et forbløffende eksempel på, hvordan hun reducerer andres livskampe til overfladiske metaforer. Det er ikke bare en bemærkning – det er et øjeblik, hvor dommerfuldmægtigen afslører sin forbløffende evne til at fjerne fokus fra substansen og glide hen over alvorlige spørgsmål med en bemærkning, der balancerer mellem det absurde og det arrogante.

Kan man virkelig tage en sådan kommentar alvorligt, når den kommer fra en, der burde være en vogter af neutralitet og retfærdighed? Publikums pisk ser ud til at diktere, hvad hun vælger at fokusere på – og det er alt andet end de dybere spørgsmål om, hvordan vi som samfund håndterer vores historie, vores forskelligheder og vores retssystem.

Når en dommerfuldmægtig bruger en banal sætning om “store perler” og sine “ikke små hænder,” rejser det spørgsmålet: Hvor er respekten for de historier, der formes af modgang, ofre og kamp? Hvor er forståelsen for, at det danske retssystem ikke blot handler om lovens bogstav, men også om de mennesker, det påvirker?

Ninas ord står som en påmindelse om, hvordan selv dem, der sidder i magtens positioner, kan blive revet med af publikums pisk – det pres, der driver nogle til at fokusere på det lette og polerede, fremfor det tunge og nødvendige. Men retfærdighedens skala kan ikke veje med små hænder, uanset hvor store perlerne måtte være.

TIVOLI: ET SYMBOL PÅ DANMARKS DOBBELTMORAL

Tivoli er mere end bare en hyggelig kulisse. Det var engang et sted, hvor afrikanere, grønlændere og andre blev udstillet som eksotiske kuriositeter. Grønlændere i falske igloer, afrikanere i “autentiske” landskaber – ikke for deres værdi som mennesker, men for deres fremmedartede udseende. Nina burde forstå denne historie bedre end nogen anden. At kalde nogen en “perle” – med den baggrund – er ikke bare respektløst, men historieløst.

NINAS PERLER: NÅLESTIK ELLER ØKSEHUG?

Når Nina Palesa Bonde slynger sine “perler” ud i debatten – som hun selv stolt kalder store og ikke for små til hendes hænder – bliver det tydeligt, at vi ikke står over for subtilitet, men snarere et øksehug forklædt som nålestik. Hendes retorik rammer som en skarp klinge, der ikke søger at oplyse, men at splitte, alt imens hun hævder at stå for neutralitet og troværdighed.

KAN EN DOMMERFULDMEGTIG BALANCERE ØKSE OG RETFÆRDIGHED?

Nina påstår at repræsentere retfærdighedens nålefine præcision, men hendes ord og handlinger antyder en langt tungere hånd. Når hun reducerer historier og kampe til “perler” og samtidig bruger sine platforme til at deltage i politiske debatter, underminerer hun det grundlag, som retssystemets troværdighed bygger på. Hendes egen “økselov” over for ytringsfriheden virker langt mere skånselsløs end det kirurgiske nålestik, hun ellers taler om.

HISTORIENS GRIMME ANSIGT BAG DE SMÅ PERLER

For Nina er “perler” et symbol på skønhed og lethed, men for os er de en brutal påmindelse om, hvordan menneskelighed kan reduceres til pynt. Når hun siger, “Nobody does pearls better than me!!!,” er det som at svinge en økse mod enhver chance for en meningsfuld dialog. Hvis perler er det bedste værktøj i Ninas værktøjskasse, må vi spørge: Har hun glemt, at det er troværdigheden og ikke prydelser, der danner grundlag for retfærdighed?

LÆS OGSÅ: 2. NÅLESTIKSINDGREB MED KIRURGISK PRÆCISION

SALAAM TIL NINA PALESA BONDES PERLER

5 TRIN TIL AT KONTROLLERE NARRATIVET

NINA PALESA BONDES SKJULTE STRATEGI

GÆSTEARBEJDERES SØN

BAGGRUND OG INVOLVING I FUNDRAISING

Som jeg ser det, tegner min research et mønster, der forbinder Nina Palesa Bonde, formand for Dommerfuldmægtigforeningen i Danmark, med fundraising til fordel for Jotam Confino, en kendt lobbyist og journalist ved BT. Selvom Bonde udtrykker en facade af neutralitet, ser jeg, at de indsamlede midler angiveligt kanaliseres til advokat Dam Moalem, leder af det zionistiske “Israel Desk” i Danmark – en juridisk organisation med en klar zionistisk orientering. I min fortolkning skaber denne kobling en understrøm af frygt: Er dette en del af en større, skjult zionistisk dagsorden, som indirekte kan være rettet mod særlige individer, eksempelvis en kvinde af palæstinensisk herkomst?

DELTAGELSE I ISLAMKRITISKE EVENTS

Når jeg gennemgår Bondes engagement, ser jeg et mønster af aktiv deltagelse i arrangementer, der fremmer islamkritiske holdninger. Blandt de mest markante var hendes deltagelse i en konference i Paris, organiseret af Dr. Florence Bergeaud-Blackler og CERIF, hvor diskussionen fokuserede på, hvad arrangørerne opfattede som trusler fra islamistiske kræfter. Her var talere som Lorenzo Vidino og Sameh Egyptson, der begge fremhævede farerne ved Det Muslimske Broderskab og islamisme i Europa. Vidino understregede, at vi kigger på “en transnational bevægelse,” mens Egyptson gjorde opmærksom på de økonomiske netværk, som ifølge ham støtter islamistiske grupper.

Derudover deltog Bonde i Folkemødet 2024 sammen med Jotam Confino og Jaleh Tavakoli, hvor de drøftede emner som cancel culture og de trusler, woke-kulturen angiveligt udgør. Dette arrangement var organiseret af Trykkefrihedsselskabet, som åbent fører en islamkritisk dagsorden. For mig skaber det et sammenhængende billede af Bonde som en central figur i en bevægelse, der betragter islam og islamisme som truende for det danske samfund.

POLITISK AGENDA OG MULIG INTERESSEKONFLIKT

Efter min analyse står det klart, at Bonde har skabt og leder organisationen PATY – opkaldt efter Samuel Paty, den franske lærer, som blev dræbt for at undervise om ytringsfrihed. PATY har til formål at bekæmpe islamistiske tendenser i det danske skolesystem, men jeg undrer mig over, hvordan denne mission kan opretholdes i fuld neutralitet, når Bonde samtidig er så dybt engageret i islamkritiske og pro-zionistiske initiativer. Det rejser uundgåeligt spørgsmålet om, hvorvidt hendes engagement er påvirket af en politisk og ideologisk agenda.

MIT ENDNU UAFSLUTTEDE SPØRGSMÅL

Bonde’s aktiviteter tegner, som jeg ser det, et billede af en kompleks forbindelse mellem islamkritiske dagsordener og hendes nære bånd til zionistiske juridiske netværk. Hendes aktive deltagelse i fundraising og konferencer, hendes rolle i islamkritiske debatter og hendes engagement i PATY giver mig anledning til at overveje, om vi her ser en ideologisk kampagne, der med “kirurgisk præcision” rettes mod islamistiske aktører i Danmark. Det, jeg ser, er et klart behov for yderligere undersøgelse for at fastslå, om hendes handlinger reelt udgør en interessekonflikt eller skjult lobbyvirksomhed.

Heldigvis er vi kommet langt siden de dage, hvor København stolt kunne fremvise “eksotiske indslag” i zoologiske haver og Tivoli – dengang var det en sensation at få et glimt af en afrikaner. Ja, vi har heldigvis lagt den slags bag os. Men man må sige, at i dag bliver det hele stadig udført med en bemærkelsesværdig grad af “nålestiksindgreb og kirurgisk præcision.” Det er næsten fristende at spørge, hvor meget af denne præcise “operation” der udføres på vegne af os alle – og hvor meget der i virkeligheden handler om hendes eget eksperiment med grænserne for frihed og kontrol.

Så hvem ved? Måske er det hele bare et forsøg på at øve os i de svære samtaler og forstå frihed gennem hendes vision, én lille præcision ad gangen.

For yderligere at underbygge min analyse, kan følgende links belyse de aktiviteter, Nina Palesa Bonde har været involveret i:

• Undersøgelse af læreres selvcensur – PATYs kamp for ytringsfrihed og sikkerhed: Gymnasieskolen
• Debat om cancel culture på Folkemødet: Folkemødet 2024
• Trykkefrihedsselskabet og den islamkritiske dagsorden: Trykkefrihed.dk
• Konference om islamisme i Europa: CERIF Messages
• Ytringsfrihed og tillid i samfundet – en analyse: Københavns Stift
• Genstart: En fredet Koran – interview med Nina Palesa Bonde: DR Genstart
• YouTube-diskussion om emnet: Se med her
• Nina Palesa Bonde’s Fan Base Exposed
  Artiklen afslører, hvordan Bonde’s tilhængere angiveligt udøver racistisk og fremmedfjendsk chikane, med spørgsmål om, hvorvidt hendes egne udtalelser har bidraget til disse holdninger
• Margrete Aukens Indflydelse på Ida Auken
  Artiklen undersøger, om Margrete Aukens opdragelse har formet Ida Aukens kontroversielle synspunkter og politiske holdninger.

Læs mere om Nina Palesa Bonde
Nina Palesa Bonde er en central stemme i debatten om ytringsfrihed, men hendes metoder og fanbase har vakt opsigt. Undersøg, hvordan hendes handlinger påvirker retssystemets troværdighed: Underminerer Nina Palesa Bonde det danske retssystem?.

Dyk også ned i afsløringen af hendes tilhængeres chokerende adfærd med racisme og fremmedhad: Nina Palesa Bondes fanbase afsløret: Racistisk chikane og fremmedhad sluppet løs.

DSU, HVAD GEMMER SIG BAG?

INGENIØRHJELMEN ER PÅ PLADS, OG PUSLESPILLET VENTER

Når forbindelsen mellem Nina Palesa Bonde og DSU (Danmarks Socialdemokratiske Ungdom) dukker op, kræver det ikke blot et kunstnerisk blik, men en analytisk tilgang. Er DSU blot en ungdomspolitisk organisation, eller fungerer de som en nøglebrik i et større netværk, der påvirker retsvæsenets troværdighed? Det er på tide at undersøge linjerne og forbindelserne, der tegner sig i kulissen.

Men ligesom et nålestiksindgreb kræver præcision, kræver denne afsløring tålmodighed. Klokken er mange, og øjnene begynder at lukke sig i. Jeg lover jer dog, kære læsere, at næste kapitel vil tage os dybere ind i de skjulte dagsordener og farlige forbindelser, der påvirker vores demokratiske fundament.

SNIP SNAP SNUDE – MEN REJSEN FORTSÆTTER

Så nu må vi lade tankerne hvile og forberede os på det næste dyk ned i sandheden. Husk, det privilegium at kunne slappe af er ikke alle forundt, og mens vi gør det, lad os reflektere over, hvad vi har lært i dag. Må retfærdighed og åbenhed sejre over skjulte motiver og magtstrukturer.

Indtil næste gang, kan du udforske flere perspektiver her:

• Nina Palesa Bonde: Racisme og Falske Anklager – Læs mere
• Margrete Aukens Opdragelse og Ida Aukens Kontroversielle Holdninger – Læs mere

Tak for at følge med, og lad os fortsætte denne rejse sammen. Sov godt, og lad os alle håbe på en lysere fremtid med større transparens.