LUTHER VAR HÅRD – MEN HAN VAR IKKE HITLER

HVEM MÅ SØRGE – OG HVORDAN?

“Jeg har besluttet at gennemføre øget sikkerhedsgodkendelse af medarbejdere, som arbejder med kriminalitet. Både så vi ansætter ‘de rigtige’, og man ikke kan udsættes for pres.”
– Anders Winnerskjold, rådmand i Aarhus, 24. april 2024

Dén udtalelse kom kort tid efter, at den danske muslim Simon M. El-Zeinab kondolerede en afdød palæstinensisk modstandsmand – med respekt og værdighed, på arabisk. Ikke med politiske slogans. Ikke med had.
Alligevel blev han mistænkeliggjort offentligt og udpeget som potentiel sikkerhedsrisiko – alene fordi han sørgede på en muslimsk måde.

21. APRIL 2025 – EN NY SORG

I dag er Pave Frans død i Vatikanstaten.
Hans sidste ord var:

“Fred i Gaza.”

Jeg ønsker at kondolere.
Som muslim. Med de ord, vi bruger, når et menneske går bort:
Inna lillahi wa inna ilayhi raji’un.

Men jeg spørger mig selv:
Må jeg det – uden at miste mit arbejde? Uden at blive sat på en liste?

FRA SORG TIL SÆRSTATUS

KRISTENDOMMENS SÆRSTATUS I DANMARK – NÅR ORD OG HISTORIE IKKE HÆNGER SAMMEN

Den 14. oktober 2023 tweeter Morten Dahlin, kirkeminister og medlem af Venstre:

“Der kommer først fred, når palæstinenserne elsker deres børn mere, end de hader israelerne.”

Et halvt år senere skriver han:

“Kristendommen har en særstatus. Det skal vi ikke være flove over, tværtimod.”

To tweets. To toner. Ét stort paradoks. Hvordan hænger det sammen, at man hylder kristendommens særstatus – og samtidig generaliserer et helt folk som følelseskolde og hadfulde forældre?

HVAD BETYDER EVANGELISK-LUTHERSK?

“Evangelisk” handler om det glade budskab – evangeliet om Jesus.
“Luthersk” stammer fra Martin Luther, som i 1500-tallet brød med den katolske kirke i protest mod hykleri og magtmisbrug. Han ville vende troen tilbage til folket – væk fra hierarkier og korruption.

MEN HER BEGYNDER DET AT KRADSE

Det lyder smukt: evangeliet, folket, reformationen.
Men hvad betyder det egentlig, når kirkeministeren bruger den arv som baggrund for nutidige politiske budskaber?

Hvis vi virkelig bygger vores værdier på Martin Luther – bør vi så ikke også turde se på hele manden?

Luther reformerede kristendommen, ja – men han bar også på en dyb fjendtlighed mod dem, der nægtede at følge hans vej.
Især jøderne. Og her begynder noget at skurre, når den samme kirkeminister samtidig tweeter:

“I Stand With Israel.”

Hvordan hænger det sammen? Luther kaldte jøderne for “djævelens børn”, anklagede dem for gudsbespottelse og krævede, at deres synagoger skulle brændes. Hans vrede kom ikke ud af det blå – han reagerede på passager i Talmud, hvor han mente, at jødedommen hånede Jesus og fornægtede kristendommen. Det blev, i hans øjne, et direkte angreb på det, han selv byggede sin tro på.

Så ja – Luther var ekstrem. Men han var ikke en Hitler. Han rejste også et spørgsmål, der stadig er relevant:

Hvordan forholder vi os til tekster – eller ideologier – der i sig selv håner andres tro?

Det kræver nuancer, ikke blind støtte.
Og det er her, Morten Dahlins dobbelthed bliver tydelig:

• Han forsvarer en kristendom, der er født af opgør mod jødedommen

• Og han hylder en stat, som i dag bærer den jødiske identitet videre

Det hænger ikke sammen.
Og hvis man ikke tør tale om det – så skjuler man mere, end man forsvarer.

FAKTA

Men Luther var ikke kun reformator. Han var også manden bag skriftet “Om jøderne og deres løgne”, hvor han kaldte jøder “djævelens børn” og opfordrede til at brænde synagoger.

Hans vrede byggede på, at jøderne nægtede at konvertere – de fastholdt deres status som Guds udvalgte folk. Og dén idé udfordrede hans teologi. Ironisk nok ser vi i dag lignende tendenser – hvor udvalgte grupper hæver sig over andre.

REFORMATIONEN I DANMARK

I 1536 blev Danmark officielt protestantisk under Christian den 3.
Folkekirken blev statsreligion, og kristendommen fik sin særstatus – forankret i Grundlovens §4.

Men hvad betyder det i dag, i et Danmark med mange trosretninger? Kan man give én tro særstatus og samtidig tale om lighed og frihed for alle?

FRA TALMUD TIL TINGET – NÅR KONTEKST BLIVER ET VÅBEN

Martin Luthers reaktion på jøderne var ikke født af raceteori, men af teologisk uenighed. Han følte sig krænket af Talmuds beskrivelser af Jesus – og reagerede, ekstremt og fordømmende. Men vigtigst af alt:

Han reagerede ud fra brudstykker – ikke helheder.

Og dén taktik – at rive noget ud af kontekst og bruge det som ammunition – lever videre den dag i dag.
I Danmark.

I Folketingets afslutningsdebat 29. maj 2024 sagde Sjúrður Skaale direkte fra talerstolen:

“Døde børn er win-win for Hamas.”

Et citat, der ligner Luthers ånd mere, end vi tør indrømme.
For det er netop det:

• Man reducerer en hel befolkning til én strategi

• Man reducerer sorg til kynisme

• Og man bruger det til at legitimere afstand – ikke forståelse

Skaale er ikke Luther. Men mekanismen er den samme.
Han peger ikke på strukturer, politik, historie eller magtforhold – han peger på den anden, og siger indirekte: “Deres børn dør, fordi de vil det sådan.”

Og det er ikke bare kynisk. Det er en gentagelse.

MISBRUGTE HADITHER, MISFORSTÅET HISTORIE

Ligesom Luther (og nutidige aktører som MEMRI, der er kendt for at være tilknyttet israelske efterretningstjenester) gravede efter de mest kontroversielle sætninger i Talmud,
– ser vi i dag hadith-citater blive klippet løs fra konteksten og brugt til at skabe frygt for islam.

Et af de mest brugte (og misbrugte) lyder:

“Dommedag vil ikke komme, før muslimer kæmper mod jøder og dræber dem…”
– (Sahih Muslim, 2922a)

Dette vers, der refererer til en specifik eskatologisk kontekst under krigstid, bliver af MEMRI og visse debattører brugt som bevis på, at islam per definition er antisemitisk.

Men som teologer og islamforskere påpeger, har hadithen en historisk, geografisk og sproglig kontekst, som ofte udelades i disse udlægninger.

Endda Dansk Jødisk Museum har fået tilbagemelding på deres undervisningsmateriale, som har gengivet ensidige læsninger af Luther uden kildekritik – og de er blevet opfordret til at revidere det.

SÅ HVAD LÆRER VI?

Så måske skal vi spørge:

Hvis både kristne og muslimer bliver misforstået gennem deres kilder – hvem vinder så egentlig, når vi glemmer konteksten?

Når vi udvælger og misbruger hellige tekster som våben i en værdikamp,
– så bekæmper vi ikke fanatisme.
– Vi bliver selv en del af den.

ESAJAS 27:1 – HERREN VIL STRAFFE LEVIATHAN…

Esajas 27:1. Leviathan – den bibelske kæmpeslange fra Jobs Bog og Esajas – rejser sig truende over Christiansborg. Et billede på kaos, oprør og skjult fjendtlighed mod Gud. For Martin Luther blev Leviathan symbolet på Talmud, den jødiske lov- og fortolkningssamling. Han opdagede passager, hvor Jesus blev hånet – men også seksuelt ladede og moralsk grænseoverskridende tekster, fx i Sanhedrin 54b og 55a:

“En voksen mand, der har sex med en dreng under 9 år, anses ikke for skyldig i sodomi.”

“En pige under 3 år og 1 dag kan ægtes og miste sin mødom.”

For Luther var det ikke bare lovtekster – men åndelig og moralsk forurening. Et skjult uhyre, forklædt som lærdom. Han reagerede voldsomt, men ikke tilfældigt. Han så det som en teologisk Leviathan – et uhyre, der truede Kristus og folkets tro. 

Derfor skrev han “Om jøderne og deres løgne” i 1543 og krævede synagoger lukket og Talmud forbudt. I dag kender vi bedre konteksten – vi ved, at ikke alle jøder troede eller lever efter disse tekster. Mange rabbinere tolkede dem allegorisk, kritisk eller med afstand.

Men spørgsmålet står tilbage: Hvordan bekæmper man et uhyre – uden selv at blive ét? Og hvad sker der, når man – dengang som nu – bruger enkeltcitater til at definere hele folk?

LUTHER, TALMUD OG DET TEOLOGISKE UHYRE – HVAD BILLEDET FORTÆLLER

En gigantisk slange – en Leviathan – snor sig op fra havet og rejser sig truende over Christiansborg.

Det kunne være en myte.
Det kunne være en dommedagsvision.
Men det er også præcis sådan Martin Luther så Talmud.

HVAD ER TALMUD?

Talmud er den jødiske lovsamling – en blanding af debat, fortolkning og tradition.
Den består af to hoveddele: Mishna (den mundtlige lov) og Gemara (kommentarer og diskussioner).

Nogle dele er etiske. Andre er juridiske.
Men i visse dele, især fra middelalderen, findes der skarpe og polemiske passager om Jesus:

• At han blev dømt som falsk profet

• At han forførte Israel med trolddom

• At han “koger i helvede i ekskrementer” (Gittin 57a)

HVORFOR REAGERER LUTHER?

Martin Luther ønskede oprindeligt dialog med jøderne.
Men da han opdagede, hvad visse rabbinere havde skrevet om Jesus, reagerede han ikke med debat – men med dom:

“De er ikke bare vantro – de er Kristus’ fjender.”

Han så Talmud som et bevis på, at jødedommen havde afvist evangeliet – og latterliggjorde det.

Han så det som et mørkt uhyre, der arbejdede i det skjulte. Et Leviathan.

HVAD ER LEVIATHAN?

Leviathan er en bibelsk havskabning, nævnt flere steder i Det Gamle Testamente:

• Jobs Bog 41: “Kan du fange Leviathan med en fiskekrog? […] Ingen er så frygtindgydende.”

• Salmernes Bog 74:14: “Du knuste Leviathans hoveder, gav ham som føde for ørkenens folk.”

• Esajas 27:1: “Herren vil straffe Leviathan, den glatte slange… og dræbe dragen i havet.”

I jødisk og kristen tradition symboliserer Leviathan kaos, stolthed, ondskab – og det skjulte fjendskab mod Gud.

LUTHER MØDER MONSTRET

Luther læste Talmud, og så ikke bare teologi – han så foragt for Jesus.
Han så det som bevis på, at jøderne havde afvist lyset og bar på et uhyre i deres skrifter.

Derfor skrev han værket “Om jøderne og deres løgne” (1543), hvor han opfordrede til at forbyde Talmud, lukke synagoger og udvise jøderne – alt sammen som et forsvar for kristendommen.

MEN I DAG?

I dag ved vi mere:

At ikke alle jøder læste eller troede på de mest ekstreme passager

At polemik gik begge veje – også fra kristne mod jøder

At Luther selv var et produkt af sin tid – fyldt med teologisk frygt og politisk desperation

Men billedet står: Når vi ser hinandens skrifter som monstre, og svarer med had – så genopliver vi Leviathan.

Den originale tyske tekst. 

I Dansk Jødisk Museums kildesamling fremhæves Martin Luthers værk “Om jøderne og deres løgne” (1543) med nogle af de mest ekstreme passager, som de har valgt at inkludere som centralt undervisningsmateriale. Her er et af de mest markante citater:

“[D]e er giftige, bitre, hævngerrige, lumske slanger, snigmordere og djævleyngel, som dolker og gør fortræd i hemmelighed, så længe de ikke kan gøre det åbenlyst.”
– Martin Luther, “Om jøderne og deres løgne”, 1543​

Og et andet endnu mere visuelt og voldsomt:

“Tag dig derfor i agt for jøderne […] hvor du ser eller hører en jøde undervise, skal du ikke tro andet, end at du hører en giftig basilisk, som selv ved synet forgifter og dræber folk.”

SÅ HVORDAN BRUGER VI DET BILLEDE?

Her er et forslag til undertekst under et billede af Luther eller en visuel illustration af konflikten mellem Luther og Talmud:

“’Du hører en giftig basilisk…’ – Luthers syn på jøderne i Talmud.”

I Dansk Jødisk Museums eget undervisningsmateriale gengives Luthers mest hadske citater – udvalgt netop for at vise, hvordan teologi kan blive til dæmonisering.
Luther mente, at jøderne, ved at afvise Jesus og følge Talmud, bar på en åndelig gift, forklædt som visdom. Han sammenlignede dem med slanger, basilisker og djævle, og mente deres undervisning dræbte sjæle blot ved at blive hørt.

For Luther var det ikke nok at være uenig. Han så det som en trussel mod hele kristendommens grundlag.

Billedet – og de ord – står i dag som et eksempel på, hvor langt teologisk frygt og skriftmisbrug kan føre.

Skal vi gentage den fejl i dag – blot med andre skrifter?

LUTHER VAR HÅRD – MEN HAN VAR IKKE HITLER

I dag bliver Martin Luther ofte fremstillet som en antisemitisk ideolog. Citater fra hans skrift “Om jøderne og deres løgne” (1543) bruges flittigt i undervisning og debat – og med god grund. Han skrev ting, der i moderne øjne er brutale og uacceptable.

Men mange af de citater, der i dag cirkulerer, stammer fra en oversættelse lavet i 1938 af Danmarks Nationalsocialistiske Ungdom (DNSU) – en organisation med et klart formål:
At fremhæve Luther som en forløber for nazistisk jødehad.
Og dér begynder problemet.

For når vi læser Luther gennem 1930’ernes hadske filter, så ser vi ikke længere den teologiske kamp, han førte i 1500-tallet – vi ser kun de billeder, nazismen ville plante i os.

DET HANDLER IKKE OM AT GØRE LUTHER TIL OFFER

Nej – det handler ikke om at vaske ham ren.
Luther var benhård, uforsonlig og havde en blind plet, når det kom til jøderne.
Men hans kamp var ikke racemæssig – den var teologisk.

Han følte sig angrebet i sin tro, fordi han læste i Talmud, at Jesus blev hånet, forkastet og omtalt som en bedrager. Det ramte ham dér, hvor troen gør mest ondt – og han svarede med vrede.
Det skal kritiseres – men ærlig og kontekstuelt.

DET HANDLER OM ÆRLIGHED – OG HISTORISK PRÆCISION

Når vi ukritisk gengiver DNSU’s oversættelser i moderne undervisning, uden at forklare hvor de kommer fra, så gør vi noget farligt:

• Vi bruger et forvredet billede af Luther til at understøtte en moderne fortælling

• Vi svigter historiens kompleksitet

• Og vi forveksler teologisk uenighed med raceteorier

Det er ikke for at gøre Luther til offer – det er for at gøre sandheden til centrum.

Så nej, vi skal ikke forsvare hans sprogbrug.
Men vi skal forsvare retten til at læse ham på hans egne præmisser – ikke nazismens.

For hvis vi først lader vores historieskrivning styre af de mest ekstreme fortolkninger,
så taber vi både nuancen, ægtheden og selve meningen med at forstå fortiden.

JEG ER IKKE KRISTEN – JEG ER MUSLIM

Men jeg har respekt for tro. For værdighed. Og for historie.

Når man hylder kristendom i det ene tweet og nedgør palæstinensere i det næste – så er det ikke tro, det er politik forklædt som moral.

“Når tro bliver til politik, og næstekærlighed bliver til generaliseringer, så er det ikke tro længere. Så er det bare magt.”

MIN VEN BLEV SPYTTET PÅ I JERUSALEM

Jeg skriver ikke det her ud fra rygter eller fordomme. En nær ven var i Jerusalem – og blev spyttet på bare fordi han bar et kors.

Han er ikke alene. Mange kristne præster og pilgrimme udsættes i dag for hån og overgreb fra ekstremistiske bosættere i byen, der burde være et helligt symbol på fred.

Alligevel tweeter kirkeministeren “I Stand With Israel”.
Men hvad med “I Stand With Christians in Jerusalem”?
Hvad med at stå med dem, der i troens navn bliver trampet på?

DET HANDLER IKKE OM JØDER – DET HANDLER OM URETFÆRDIGHED

Det her handler ikke om jøder som helhed. Det handler om bestemte ideologier og ekstremistiske miljøer – ligesom man ikke skal dømme muslimer ud fra terrorister.

Men vi bliver nødt til at tale ærligt om, hvad Luther reagerede på, hvad han selv skrev – og hvordan vi stadig i dag ser religiøs identitet bruges til at hæve én gruppe og nedgøre en anden.

Måske handler det ikke om, hvem der er udvalgt – men om, hvad vi bruger den udvælgelse til:
Overmagt? Eller ansvar?

HVAD TÆNKER DU?

Hænger det sammen?
Eller skal vi begynde at tale højt om de ting, der ikke længere kan ties ihjel?

Del gerne dine tanker. Tavshed forandrer intet.