I det følgende vil jeg ud fra debatmødetbforleden hos Trykkefriheds.. Jesper Petersen anfægter Thomas Hoffmanns forskning og metode ved at argumentere for, at Hoffmanns tilgang til islamforskning mangler empirisk forankring og ikke i tilstrækkelig grad baserer sig på feltarbejde og observationer af muslimske praksisser. Hans kritik kan sammenfattes i følgende punkter: Jesper Petersens hovedkritik af Thomas Hoffmanns forskning er, at den: Hoffmann forsvarer sin forskning ved at argumentere for, at: Debatten mellem Petersen og Hoffmann er i høj grad en metodologisk og epistemologisk konflikt: Det handler altså ikke kun om islam, men om hvordan vi overhovedet bør forstå og studere religioner videnskabeligt. Det afhænger af, hvordan man ser på videnskabelige metoder, og hvad man mener er den mest præcise måde at studere islam på. Begge har stærke argumenter, men deres uenighed afslører en større debat inden for humaniora og islamforskning. Husk, dette er kunen kladde indtilvidere……Jeg vil nu lave en mere konkret vurdering af, hvordan debatten kan påvirke islamforskning i fremtiden? Under udvikling
1. Manglende empirisk data og virkelighedsforankring
2. For stor afstand til de muslimske miljøer
3. Risiko for “cherry-picking” og tendentiøse fortolkninger
4. Spørgsmålet om “dårlig forskning” og akademisk etik
Opsummering
Hoffmanns modsvar
Del-Konklusion
DET STORE SPØRGSMÅL ER SÅ HVEM HAR RET
Petersen har en pointe: Empiri og virkelighedsforankring er vigtige
Men Petersen overdriver sin kritik af tekststudier
Hoffmann har ret: Tekstanalyse er nødvendig for at forstå ideologier
Men Hoffmann kan undervurdere praksis
Så hvem har ret?
Begge har ret – men de fokuserer på forskellige ting
Det store spørgsmål: Bliver Petersens begreb et våben mod islamkritik?
Men Hoffmanns frygt kan også være overdrevet
KONKLUSION: Begge har en del af sandheden – men de mangler at mødes på midten
CITATER
4o
0