No Shipment to Israel

Islamforskeren jesper petersen islam Thomas Hoffmann trykkefrihedsselskabet

Islamforskeren jesper petersen islam Thomas Hoffmann trykkefrihedsselskabet
2. februar 2025 ZLC Team
I Nyheder

height: 100%; }

Under udvikling

I det følgende vil jeg ud fra debatmødetbforleden hos Trykkefriheds..

Jesper Petersen anfægter Thomas Hoffmanns forskning og metode ved at argumentere for, at Hoffmanns tilgang til islamforskning mangler empirisk forankring og ikke i tilstrækkelig grad baserer sig på feltarbejde og observationer af muslimske praksisser. Hans kritik kan sammenfattes i følgende punkter:

1. Manglende empirisk data og virkelighedsforankring

  • Petersen argumenterer for, at meget islamforskning, herunder Hoffmanns tilgang, er baseret på tekststudier og fortolkninger af religiøse kilder som Koranen og hadith-litteraturen, men ikke i tilstrækkelig grad tager højde for, hvordan islam faktisk praktiseres af muslimer i forskellige samfund.
  • Han nævner, at han selv oplevede den klassiske islamforskning som “virkelighedsfjern” under sin uddannelse, fordi den fokuserede mere på gamle tekster end på, hvordan muslimer lever deres tro i praksis.

2. For stor afstand til de muslimske miljøer

  • Petersen mener, at Hoffmann (og andre tekstorienterede islamforskere) ikke arbejder tæt nok på muslimske miljøer og dermed ikke får et præcist billede af, hvordan islam forstås og praktiseres i dag.
  • Han ser sin egen forskning – der inkluderer feltarbejde, interviews, antropologiske observationer af tvangsægteskaber, sharia-råd osv. – som mere virkelighedsnær og bedre egnet til at forstå nutidens islamiske virkelighed.

3. Risiko for “cherry-picking” og tendentiøse fortolkninger

  • Petersen insinuerer, at Hoffmann (og lignende islamkritiske forskere) udvælger bestemte tekster og citater fra Koranen og islamiske kilder for at fremme en bestemt forståelse af islam, uden nødvendigvis at tage hensyn til, hvordan muslimer selv tolker og bruger disse tekster.
  • Han mener, at dette kan føre til misvisende analyser, hvor forskeren kommer til at fremstille islam på en for negativ eller for snæver måde.

4. Spørgsmålet om “dårlig forskning” og akademisk etik

  • Petersen introducerer begrebet ikke-muslimsk Islam som en metode til at skelne mellem forskning, der er akademisk funderet, og forskning, der i højere grad er præget af personlige holdninger eller politiske dagsordener.
  • Han antyder, at Hoffmanns forskning kan falde i den kategori af ikke-muslimsk Islam, hvor forskeren fremsætter egne politiske holdninger om islam snarere end at lave neutral videnskab.

Opsummering

Jesper Petersens hovedkritik af Thomas Hoffmanns forskning er, at den:

  • Ikke er empirisk nok (mangler feltarbejde og kontakt med muslimske miljøer).
  • Bygger for meget på tekstlige analyser og for lidt på observerbare praksisser.
  • Risikerer at forvrænge islambilledet ved at fokusere på bestemte tekster fremfor muslimers egen fortolkning.
  • Kan opfattes som en form for ikke-muslimsk Islam, der ikke altid er videnskabeligt neutral.

Hoffmanns modsvar

Hoffmann forsvarer sin forskning ved at argumentere for, at:

  • Videnskabelig analyse af tekster og ideologier er en legitim metode og en essentiel del af humanistisk forskning.
  • Islamkritik ikke behøver at være accepteret af muslimer for at være videnskabelig.
  • Hans analyser af islamiske tekster er objektive og baseret på anerkendte akademiske metoder.
  • Petersens begreb om ikke-muslimsk Islam risikerer at blive et våben til at diskvalificere islamkritik.

Del-Konklusion

Debatten mellem Petersen og Hoffmann er i høj grad en metodologisk og epistemologisk konflikt:

  • Petersen mener, at islamforskningen skal være mere empirisk, feltbaseret og tættere på muslimske aktører.
  • Hoffmann mener, at tekstlige analyser af islamiske ideologier er en gyldig og nødvendig del af humanistisk forskning.

Det handler altså ikke kun om islam, men om hvordan vi overhovedet bør forstå og studere religioner videnskabeligt.

Jesper Petersen refererer eksplicit til bimodal fordeling i sin analyse af vurderingerne af Brudismens bog.

Hvad siger han om normal- og bimodal fordeling?

  1. Normalfordeling → Han siger, at hvis vurderingerne af bogen udelukkende var baseret på videnskabelige kriterier, så ville vi forvente en normalfordeling af vurderingerne. Altså en mere glidende, gennemsnitlig vurdering, hvor de fleste ville ligge i midten, og kun få ville være meget positive eller meget negative.
  2. Bimodal fordeling → Han konstaterer dog, at vurderingerne ikke følger en normalfordeling, men derimod en bimodal fordeling – hvor folk enten ros bogen som “fantastisk veldokumenteret” eller afviser den som “uden videnskabelig dokumentation”.
    • Dette betyder, at vurderingerne ikke kun afspejler objektive, videnskabelige kriterier, men der må være en tredje variabel, som påvirker vurderingerne.

Hvad er pointen med dette?

Jesper bruger den bimodale fordeling til at argumentere for, at vurderingen af Brudismens bog er politiseret. Der er ikke enighed om, hvad der udgør “god videnskabelighed”, og han stiller spørgsmålstegn ved, hvordan universitetet kan forvente at blive taget alvorligt, hvis selv dets egne forskere ikke kan nå til en fælles forståelse af videnskabelige standarder.

Hvorfor er dette relevant?

Jesper bruger statistik (bimodal vs. normal fordeling) til at vise, at videnskabelige vurderinger påvirkes af politiske, ideologiske eller personlige holdninger. Hans pointe er, at når vi ser en bimodal fordeling i akademiske vurderinger, er det et tegn på, at ikke-videnskabelige faktorer spiller ind. Dette hænger sammen med hans kritik af islamforskning, hvor han mener, at nogle forskere blander sig i debatten frem for at analysere den objektivt.

Kort konklusion

Jesper bruger statistik til at vise, at islamforskning og akademiske vurderinger ikke nødvendigvis er objektive, men ofte påvirkes af eksterne faktorer. Når han nævner normalfordeling, er det for at illustrere hvad vi ville forvente i en objektiv vurdering, og når han nævner bimodal fordeling, er det for at pege på, at der er en skjult agenda eller en konflikt, der påvirker vurderingerne.

Dette er en meget præcis brug af statistik til at dokumentere en videnskabelig uenighed, og han mener, at denne uenighed er vigtig at tage op i den akademiske verden.

DET STORE SPØRGSMÅL ER SÅ HVEM HAR RET

Det afhænger af, hvordan man ser på videnskabelige metoder, og hvad man mener er den mest præcise måde at studere islam på. Begge har stærke argumenter, men deres uenighed afslører en større debat inden for humaniora og islamforskning.

Petersen har en pointe: Empiri og virkelighedsforankring er vigtige

  • Han kritiserer Hoffmann for at have en for tekstnær tilgang uden nok feltarbejde og empiriske studier af, hvordan islam faktisk leves og praktiseres i samfundet.
  • Hvis islamforskning kun fokuserer på tekster og idéer uden at undersøge, hvordan muslimer forstår og bruger dem i praksis, risikerer den at give et skævt billede af religionen.
  • Han argumenterer for, at vi ikke kun kan forstå islam ud fra, hvad der står i Koranen og hadith, men også må undersøge, hvordan den formes af politik, kultur, og samfundsforhold.
  • Han har ret i, at en stor del af islamforskningen i dag ikke gør nok for at undersøge islam i virkeligheden – særligt i vestlige samfund.

Men Petersen overdriver sin kritik af tekststudier

  • Religionsstudier har altid handlet om tekstlige analyser, og det er en vigtig del af forskningen.
  • Vi kan ikke ignorere Koranen, hadith eller klassiske islamiske tekster, fordi de stadig har stor betydning for, hvordan islam forstås og praktiseres.
  • Hvis vi kun fokuserer på feltarbejde og observationer, kan vi overse, hvordan ideologi og doktriner påvirker muslimske samfund.

Hoffmann har ret: Tekstanalyse er nødvendig for at forstå ideologier

  • Hoffmanns pointe er, at islam også er en idéhistorisk tradition, der bygger på tekster, og at det er legitimt at analysere disse tekster kritisk – også hvis muslimer selv er uenige i tolkningen.
  • Hvis vi kun undersøger, hvordan muslimer praktiserer islam i dag, men ignorerer de ideologiske rødder i islamiske tekster, kan vi overse vigtige forbindelser mellem tekst og praksis.
  • F.eks. hvis islamiske grupper legitimerer bestemte handlinger med henvisning til Koranen, så er det vigtigt at undersøge, hvad teksten faktisk siger, og ikke kun hvordan muslimer i dag tolker den.
  • Hoffmanns tilgang er altså vigtig, fordi den undersøger islam som idé, ikke kun som praksis.

Men Hoffmann kan undervurdere praksis

  • Det er rigtigt, at islam har rødder i tekster, men den tolkes forskelligt afhængigt af tid og sted.
  • Der er f.eks. stor forskel på, hvordan islam praktiseres i Saudi-Arabien og i Indonesien – og det kan vi kun forstå, hvis vi undersøger den sociale virkelighed, ikke bare teksterne.
  • Hans kritik af begrebet “ikke-muslimsk Islam” er relevant, men han anerkender ikke, at forskning også kan have en blinde vinkel, hvis den kun fokuserer på idéer og tekster.

Så hvem har ret?

Begge har ret – men de fokuserer på forskellige ting

  • Petersen har ret i, at islamforskning skal være mere empirisk og feltbaseret.
  • Hoffmann har ret i, at tekststudier stadig er afgørende for at forstå islamisk ideologi og teologi.
  • Problemet opstår, fordi de taler forbi hinanden: Petersen vil have mere sociologi, mens Hoffmann forsvarer humanistisk tekstkritik.
  • Det er ikke enten-eller – vi har brug for begge dele:
    • Hvis vi kun studerer tekster, overser vi, hvordan islam praksiseres.
    • Hvis vi kun studerer praksis, overser vi, hvordan islam ideologisk formes.

Det store spørgsmål: Bliver Petersens begreb et våben mod islamkritik?

  • Hoffmann frygter, at “ikke-muslimsk Islam” kan bruges til at delegitimere islamkritiske forskere og beskylde dem for at være uvidenskabelige, hvis de ikke respekterer muslimers egen forståelse af islam.
  • Det er en reel risiko, fordi islamforskning i stigende grad bliver en ideologisk kampplads, hvor nogen forsøger at lukke ned for kritik af islam.
  • Hvis Petersens begreb bruges til at sige: “Kun muslimer må definere, hvad islam er”, så bliver det et problem.

Men Hoffmanns frygt kan også være overdrevet

  • Petersens forskning kan faktisk hjælpe med at kortlægge, hvordan islam bruges politisk, aktivistisk og ideologisk af ikke-muslimer.
  • Hans fokus på hvordan islam produceres uden for muslimske miljøer er en interessant vinkel, som kan give ny indsigt.

KONKLUSION: Begge har en del af sandheden – men de mangler at mødes på midten

  • Petersens empiriske tilgang er vigtig, fordi vi ikke kun kan forstå islam ud fra gamle tekster.
  • Hoffmanns tekstlige tilgang er nødvendig, fordi vi ikke kan ignorere islams ideologiske rødder.
  • Begge overdriver deres kritik af hinanden: Petersen undervurderer tekststudier, Hoffmann er måske for skeptisk over for begrebet “ikke-muslimsk Islam”.
  • Det rigtige svar ligger i en kombination af de to tilgange – vi kan ikke forstå islam uden at se på både tekster og praksis, ideologi og virkelighed.

Husk, dette er kunen kladde indtilvidere……Jeg vil nu lave en mere konkret vurdering af, hvordan debatten kan påvirke islamforskning i fremtiden?

CITATER

1. Hoffmanns generelle tilgang til islamforskning

“Jeg vil også bare gerne være med til at kaste det perspektiv [kritisk islamforskning] uden at det skal være et nulsumsspil, fordi som sagt var jeg hedonist: the more, the merrier.”
Hoffmanns hovedpointe: Han mener, at forskellige tilgange til islamforskning bør eksistere side om side. Der er ikke kun én “rigtig” metode, og han ser ikke islamforskning som et nulsumsspil, hvor én tilgang skal dominere.


2. Forskellen mellem islamkritisk forskning og kritisk islamforskning

“Jeg synes nogle gange, at jeg har svært ved at finde rundt i, om du skelner imellem islamkritisk forskning og kritisk islamforskning, fordi der er en væsentlig forskel. […] Hvis der er tilfælde af, at vi også går ind for en islamkritisk forskning, er det så også en del af det kontra, du peger på? Og bliver det så ikke også en form for aktivisme?”
Hoffmann udfordrer Petersen på, om han faktisk kan skelne klart mellem videnskabelig kritik af islam (kritisk islamforskning) og politisk/ideologisk kritik af islam (islamkritisk forskning).
Han advarer mod, at islamkritisk forskning kan ende som en form for aktivisme, og han antyder, at Petersen blander de to sammen.


3. Hoffmann om sin rolle som islamforsker

“Jeg sidder ikke og finder på min egen teologi om islam. Jeg henviser simpelthen bare til noget fuldstændig standard indenfor islamforskning, som jeg gik ud fra, at almindelige mennesker måske ikke er så bekendte med.”
Hoffmann forsvarer sin metode: Han mener, at hans forskning er baseret på standardmetoder indenfor islamforskning og ikke er drevet af personlige holdninger. Han ser sin rolle som en formidler af eksisterende viden, ikke som en deltager i en politisk debat.


4. Hoffmann om videnskabelighed og islamforskning

“Skal viden om islam være genkendelig for muslimer for at være videnskabelig? Nej, det synes jeg åbenlyst ikke. Nej, det behøver det ikke at være.”
Hoffmann afviser Jespers implicitte påstand om, at islamforskning kun er gyldig, hvis den er genkendelig for muslimer. Han mener, at forskning ikke skal tage hensyn til, hvad troende muslimer opfatter som “rigtig” islam.


5. Hoffmanns kommentar til Jespers brug af bimodal fordeling

“Det lyder vældig interessant, at I ligesom kan dokumentere, at der er videnskabelig uenighed om bogen. Det synes jeg er ret indlysende. Men det er godt at få det pillet helt ud i nogle eventuelle grafer og den slags.”
Hoffmann virker lidt skeptisk over for Jespers analyse med bimodal fordeling. Han anerkender, at der er uenighed om bogen, men han virker ikke overbevist om, at det kræver en kompleks statistisk analyse at bevise dette.


6. Hoffmanns afsluttende udfordring til Petersen

“Må man sige noget andet end muslimerne? Må man sige dem imod? Ja, selvfølgelig må man da det! Ellers kunne vi jo bare give dem en båndoptager, så kunne muslimerne selv indtale forskningsresultater.”
Hoffmann afviser Petersens tilgang som problematisk, hvis den fører til, at man kun kan studere islam gennem muslimers egen forståelse. Han insisterer på forskerens uafhængighed og på retten til at sige muslimer imod, hvis deres fortolkning af islam ikke stemmer overens med historiske kilder og akademiske analyser.


Hvad er Hoffmanns hovedpointe?

Hoffmann forsvarer den traditionelle akademiske tilgang til islamforskning. Han mener:

  1. Forskning skal ikke være et nulsumsspil – der er plads til flere tilgange.
  2. Islamkritisk forskning må ikke blive til politisk aktivisme.
  3. Forskere skal kunne sige muslimer imod uden at blive beskyldt for at misforstå islam.
  4. Petersens analyse af bimodal fordeling virker unødvendigt kompleks.
  5. Han er skeptisk over for Jespers forsøg på at skelne mellem “muslimsk” og “ikke-muslimsk” islamforskning.

Han mener, at forskere ikke skal holde mikrofonen for muslimerne, men analysere deres tekster, fortolkninger og handlinger kritisk – også selvom det gør nogle muslimer utilfredse.


Hvordan adskiller Hoffmanns og Petersens synspunkter sig?

  • Petersen mener, at der er et stort “gråt område” i islamforskningen, som ignoreres, og at ikke-muslimsk islamforskning er et nødvendigt begreb for at tage højde for dette. Han mener også, at mange vurderinger af islamforskning er politisk styrede, hvilket han påviser med statistik.
  • Hoffmann mener derimod, at videnskab bør være uafhængig af politiske og religiøse hensyn, og han mener ikke, at der er behov for begrebet “ikke-muslimsk islamforskning”. Han mener også, at videnskabelige vurderinger i sig selv ikke behøver afspejle, hvad muslimer selv mener om islam.

Hoffmanns overordnede kritik af Petersen synes at være, at Petersens begrebssæt risikerer at politisere islamforskningen unødvendigt og at forskning ikke nødvendigvis skal være genkendelig for muslimer for at være videnskabelig.

 

 

4o