ISLAMOFOBI BEGÅET AF DIE JUDEN MOD MUSLIMER

DER JUDE HENRI GOLDSTEIN DØMMER – SARA EL-KHATIB FÅR LIVSVARIG STRAF PÅ GOOGLE

(Stadig under opbygning)

Når Henri Goldstein og B.T. stemplede 21-årige Sara El-Khatib som antisemit, blev hendes navn brændt fast på Google. Samtidig står en anden ung dansker helt anderledes stærkt: Mange googler i dag “hvem er Mette Frederiksens søn?” og får svaret Magne Harr – også omtalt som Magne Frederiksen Harr. Han er den pæne, unge DSU’er, Mette Frederiksens søn, som bliver ført ind i magtens rum, hilser på Henri Goldstein foran Det Kongelige Teater og præsenteres som næste generation i systemet. For mig ligner det samme mønster, vi har set før: Mette skubber sine nærmeste foran – som når hendes mand får mulighed for at lave et stort dokumentarprojekt om Zelensky – mens unge palæstinensiske stemmer samtidig bliver gjort radioaktive i offentligheden. Det er præcis den kontrast, illustrationen her fanger: én ung palæstinensisk kvinde, der får livsvarig dom på Google – og én statsministersøn, der får en blød landing i magtens lys.

På min blog har jeg gennem længere tid dokumenteret, hvordan enkelte jødiske profiler og organisationer i Danmark igen og igen går efter muslimer – ikke bare som politisk uenighed, men som hån, mistænkeliggørelse og direkte islamofobi. Det handler ikke om staten Israel eller 1948, men om, hvad der bliver sagt og skrevet her og nu i Danmark af konkrete navngivne aktører, som har valgt at gøre muslimske stemmer til målskive.

Henri Goldstein ved udmærket, hvor meget vægt hans ord har i den danske debat. Alligevel vælger han at gå direkte efter Sara El-Khatib i stedet for kun at kritisere hendes opslag. Når han stempler hende offentligt som en, der hænger fast i “ældgamle konspirationsteorier”, skubber han hende endnu længere ud af fællesskabet – i stedet for bare at tage en politisk uenighed. For mig ligner det en dolk i ryggen på en palæstinensisk stemme, der i forvejen står alene i modvinden.

“Når jeg skriver DIE JUDEN / JUDE, så mener jeg bare visse jøder, der er onde mod muslimer – ligesom islamister er onde muslimer.”

DISSE JUDEN SKAL IKKE SLIPPE FOR ANSVAR – HENRI GOLDSTEIN OG ANDRE PROFILER MED MAGT

Når Die Juden som Henri Goldstein, Det Jødiske Samfund, Max Meyer  der er formand for PIO NetAvisen og Den Zionistiske Forening selv deler islamofobiske billeder, hån mod muslimer og kollektive angreb på unge palæstinensere, så mister de retten til at stå som moralske overdommere.
Man kan ikke både kræve total følsomhed over for éns egen gruppe og samtidig gøre muslimske piger og kvinder til frit jagtbytte online. Det er hykleri, og det skal kaldes for det, det er.

Henri Goldstein bruger sin position som formand for Det Jødiske Samfund til at stemple Sara El-Khatib som antisemit – og gøre hendes navn radioaktivt på Google, mens han selv går videre uden konsekvens.

De her mennesker er ikke tilfældige privatpersoner – de har titler, poster, netværk og adgang til medier. Når de misbruger den magt til at piske stemning op mod muslimer, er det ikke bare en “mening”, men en kampagne, der rammer rigtige liv. Derfor skal de mødes med modstand, kritik og dokumentation – ikke stilhed.

METTES FAMILIE OG KRIGENS PENGESPOR

I denne artikel ser vi på Magne Harr, Mette Frederiksens søn, og hans rolle i fortællingen om magt, Henri Goldstein og Sara El-Khatib. Hvis du vil se, hvordan Mette Frederiksens bror Per Frederiksen tjener penge på minerydning og forsvarsindustrien, kan du læse vores dybdegående analyse her: Mette Frederiksens bror – Hydrema og minerydning

SARA EL-KHATIB: “DE HAR DOLKET MIG I RYGGEN”

I dagene efter forsiden i B.T. sidder Sara El-Khatib tilbage med én klar følelse: forrædderi. “Det er løgn. Straight up løgn. De har dolket mig i ryggen. De har kastet mig under bussen, og de er bare trillet videre,” siger hun om både B.T.s behandling og Mellemfolkeligt Samvirkes
håndtering af sagen. Hun er 21 år, dansk-palæstinenser,  tørklædebærende muslimsk kvinde – og pludselig selve symbolet på “antisemitisme” i dansk presse.

I interviewet beskriver hun, hvordan hun i årevis har levet med kaosset som dansk palæstinenser: familie i Gaza, folkemord i baghovedet, tårer på vej i skole og arbejde, og følelsen af at skulle tage en maske på, så ingen ser, at hun lige har grædt. Hun taler om hadet i hverdagen – ældre danske mænd, der taler grimt til hende på gaden, folk der beder hende tage tørklædet af, og angsten for at stå på en togperron og blive skubbet ud. Den frygt genkender utallige andre muslimske kvinder, der har skrevet til hende efterfølgende.

Samtidig fortæller hun, hvordan hun blev løftet ind i Mellemfolkeligt Samvirke som “den unge stemme”: tørklædebærende, dansk-palæstinensisk, demokratisk dannet, aktiv i National Youth Program,
sendt til Zambia og rundt i Danmark som frontfigur for organisationens værdier. Netop derfor føles det som et ekstra svigt, da MS’ ledelse – med generalsekretæren i spidsen – pludselig meddeler i radioen, at hun har trukket sig, før hun overhovedet selv har besluttet noget. Hun oplever, at hun er blevet brugt som ansigt udadtil, og da det brænder på, bliver hun ofret for at redde statsstøtten.

Over for B.T., Berlingske, TV 2, DR og Det Jødiske Samfund står hun alene med sit navn. Hun gentager, at hendes opslag handler om staten Israel, Netanyahu og palæstinensernes virkelighed – ikke om at hade jøder – men anklagen “antisemitisk” klistrer. Samtidig kan hun se, hvordan mange af de samme medier og profiler ikke accepterer tilsvarende hård kritik, når den rammer dem selv.

Tilbage står en ung muslimsk kvinde, der lever med dagligt had, frygt og begrænsede muligheder – og som alligevel nægter at give slip på sin identitet som palæstinenser, muslim og dansk kvinde. Og mens Sara El-Khatib kæmper for bare at få sin fremtid tilbage, kan en anden ung dansker – Magne Harr, Mette Frederiksens søn – trygt føres ind i magtens lys, hilse på Henri Goldstein foran teatret og blive præsenteret som næste generation i systemet. Det siger alt om, hvem der får lov til at fejle – og hvem der bliver gjort til advarsel.

MEDIESTORMEN MOD SARA EL-KHATIB

En 21-årig studerende og aktivist ender i fuld mediestorm, anklaget for grov antisemitisme, udråbt som skræmmeeksempel og med sit navn brændt fast på Google. Det er dér, vi står med Sara El-Khatib.

B.T. offentliggør historien om, hvordan to personer i Mellemfolkeligt Samvirke – Sara El-Khatib og Arif Qaraeen – har delt kontroversielle opslag om Israel, zionisme og magtstrukturer. Kort efter ligger anklagen klar: “grov antisemitisme”. Det er ikke længere bare debat – det er et stempel.

MIFF griber bolden og kører videre på fortællingen om, at danske skattekroner bruges til at sprede had mod jøder. Det Jødiske Samfund og dets formand, Henri Goldstein, leverer de moralske citater, der får sagen til at fremstå som mere end en medieskandale – nu handler det ifølge dem om Danmarks værdier, antisemitisme og “palæstinensisk had”.

Ingen påstår, at de delte opslag var elegante. De var hårde, polemiske og nemme at læse ind i med antisemitisme-briller. Men i stedet for en diskussion om indholdet af opslagene, bliver fokus hurtigt flyttet over på personen: Sara El-Khatib bliver ikke kun kritiseret – hun bliver gjort til symbol. På “grov antisemitisme”. På “palæstinensisk had”. På alt det, MIFF og andre i forvejen ser som truende. Når først sådan en ramme er sat, er der næsten intet forsvar, der kan trænge igennem.

Henri Goldstein, formand for Det Jødiske Samfund, går i medierne og kobler hendes opslag til “ældgamle konspirationsteorier” om, hvem der styrer medier og verden. Han har ret i, at den slags fortællinger har en lang og grim historie – men hans ord gør mere end at advare. Når Goldstein taler, lytter redaktioner, ministre og kommentatorer. Hans vurdering bliver i praksis til dom: Det her er antisemitisme. Punktum.

I stedet for en nuanceret diskussion om, hvor grænsen går mellem hård Israel-kritik og had mod jøder, ender vi med en situation, hvor én mand og én organisation – Henri Goldstein og Det Jødiske Samfund – i praksis får lov til at definere, hvilke palæstinensiske stemmer der er acceptable i dansk offentlighed, og hvilke der skal udskammes og parkeres udenfor.

B.T. spiller sin klassiske rolle: Find en konflikt, find nogle stærke billeder, skru op for volumen og lad citaterne tale. Problemet er, at B.T. ikke bare “refererer”  virkeligheden – avisen er med til at skabe den. Når B.T. med navn og billede hænger en 21-årig palæstinensisk kvinde ud som antisemit, er det ikke neutral formidling. Det er en redaktionel beslutning, der følger hende resten af livet.

Jotam Confino og Emilie Brovall Jäger kunne have valgt at  fokusere på organisationen, strukturen, ledelsen i Mellemfolkeligt Samvirke. I stedet får vi den personlige skandale: Sara El-Khatib som problemet. Det sælger bedre. Men prisen betales af hende – ikke af dem.

I interviews fortæller Sara, at hendes fremtid føles ødelagt. Når nogen googler hendes navn, er det ikke hendes studier, projekter eller politiske visioner, der dukker op – men ordene “antisemitisme”, “skandale”, “B.T.”, “Henri Goldstein”. Det er den digitale virkelighed anno 2020’erne: En enkelt mediestorm kan definere din online identitet i årtier. Især hvis du ikke har samme adgang til magt og medier som dem, der kritiserer dig.

Henri Goldstein, B.T. og MIFF har alle megafoner, netværk, presserådgivere og institutionel tyngde. Sara har… sit navn. Og det er netop det navn, der nu er blevet et slagtebord for andres politiske og moralske projekt.

SARA BOVIN OG MUSSE KÆMPER – MENS SARA EL-KHATIB LIGGER NED

Efter at B.T. og Henri Goldstein har skudt med skarpt mod Sara El-Khatib, kunne nogen have valgt at lade hende få ro. I stedet bliver hun slæbt videre ind i endnu en omgang indhold, hvor voksne profiler bruger hendes sammenbrud som brændstof til deres egne formater.

Journalist og vært Sara Bovin inviterer hende ind i podcaststudiet, hvor Sara græder og fortæller, hvordan hendes liv er blevet smadret. Det er stærkt og menneskeligt – men det er også endnu en situation, hvor en ung muslimsk kvinde sidder sårbar foran en mikrofon, mens andre har fuld kontrol over klip, vinkler og overskrifter.

På den anden side står Musse i Musses analyse og tramper videre. I afsnittet “Sara El-Khatib og de islamiske løgne” gør han grin med hendes oplevelser, kalder det tudehistorier og bruger hende som eksempel på alt, hvad han mener er galt med muslimer. Hvor B.T. og Henri Goldstein startede lavinen, er det profiler som Musse, der holder den kørende.

Fælles for dem er, at de alle har platforme, lyttere og magt – og at det ikke er deres navne, der hænger på Google, men hendes. Sara El-Khatib er den yngste og mest sårbare i hele kæden, men det er hende, der betaler den højeste pris.

HVEM MÅ FEJLE – OG HVEM HAR MAGTEN OVER FORTÆLLINGEN?

Det centrale spørgsmål i alt det her er ikke, om Sara El-Khatib har delt opslag, der var dumme, for skarpe eller politisk over the top. Det er næsten for nemt at svare “ja” til. Det rigtige spørgsmål er: Hvem må fejle – og stadig få en fremtid?

Når en ung, palæstinensisk kvinde ryger ud i en storm, hvor nationale og  internationale jødiske organisationer, tabloidmedier og kommentatorer alle bruger hende som eksempel, er der meget lidt plads til noget så menneskeligt som at lære, ændre sig, blive klogere. Vi accepterer, at politikere, redaktører og kommentatorer kan dumme sig igen og igen og stadig blive taget alvorligt. Men når det er en 21-årig kvinde med palæstinensisk baggrund, er der pludselig nul rum for fejl. Ét forkert opslag – og døren til fremtiden smækker.

Til sidst handler det her ikke kun om Sara, men om magt: Medier, der kan sætte navne på forsiden. Organisationer, der kan definere, hvad der er antisemitisme. Aktivister og eksaktivister, der bruger hende som case i hver deres kamp. Hvis vi kun ser på hende som “sagen”, mister vi blikket for det mest ubehagelige: At det er voksne, magtfulde aktører, der har valgt at gøre en 21-årig til slagmark for en større konflikt om Israel, antisemitisme, palæstinenseres stemmer og dansk værdipolitik. Og dér er det ikke Sara El-Khatib, der står med det største ansvar. Det er dem, der stod med mikrofonerne.
Læs også: Hvordan Holocaust misbruges politisk mod palæstinensere og muslimske stemmer

METTES SØN, HENRI GOLDSTEIN OG MAGTENS FAMILIEFOTO

I Saras fortælling står ét øjeblik som symbol på alt: scenen foran den israelske ambassade efter 7. oktober. En journalist spørger statsminister Mette Frederiksen, om hun også vil lægge blomster for de palæstinensiske ofre. I stedet for bare at anerkende, at palæstinensiske liv også tæller, reagerer hun med irritation og foragt. For Sara El-Khatib bliver det billedet på det Danmark, hun lever i: Der er ét liv, man sørger for – og et andet, man helst vil slippe for at tale om.

I en anden artikel har jeg gennemgået perioden 7.–10. oktober 2023 dag for dag og søgt aktindsigt i Statsministeriets dokumenter om Mettes besøg ved den israelske ambassade. Her viser jeg, hvordan regeringslinjen meget hurtigt blev låst på terror, fuld solidaritet med Israel og “historieløshed”, og hvordan centrale dokumenter om briefinger, talepunkter og kontakter stadig holdes tilbage. Hvis du vil se tidslinjen, aktindsigterne og spørgsmålet om, hvad Mette Frederiksen faktisk blev briefet med før TV2-klippet, kan du læse mere her:

Sandheden om 7.–10. okt: hvad blev Mette Frederiksen briefet med før TV2-klippet?

Nogle måneder senere dukker et andet billede op: Mette Frederiksen og hendes søn til en mindehøjtidelighed ved Det Kongelige Teater, hvor de modtages af Henri Goldstein fra Det Jødiske Samfund. Ekstra Bladet beskriver ham som den unge DSU’er med politiske ambitioner, og i artikler og søgninger går han igen som Mette Frederiksens søn, Magne Harr – i nogle omtaler også kaldet Magne Frederiksen Harr. Han står der, pænt klædt på, hånd i hånd med magten, som den unge socialdemokrat, der allerede er skrevet ind i historien som en del af statsministerens politiske arv.

For mig hænger de to scener sammen: Ved ambassaden afviser Mette Frederiksen i praksis spørgsmålet om palæstinensiske liv. Ved teatret går hun med sin søn ind ad døren til et varmt, symbolsk rum, hvor Henri Goldstein tager imod med håndtryk og smil. Samtidig har en anden ung dansker – Sara El-Khatib – fået sit navn ødelagt i samme offentlige rum, hvor statsministersønnen bliver løftet frem. Det er ikke bare enkeltsager, men et magtlandskab: Nogle unge inviteres ind i lyset, andre får livstid på Google.

MAX MEYER, NETAVISEN PIO OG JAGTEN PÅ ENDNU EN MUSLIM

Mens Ekstra Bladet skriver om Magne Harr som den unge socialdemokrat, der går i Mette Frederiksens fodspor og fotograferes smilende sammen med Henri Goldstein ved Det Kongelige Teater, kører der en helt anden type historie i Socialdemokratiets egen netavis,
Netavisen Pio.

Under ansvarshavende chefredaktør Max Meyer har Pio igen og igen haft blikket rettet mod Sikandar Siddique fra Frie Grønne – ikke for hans politik, men for hans privatliv: hvor han bor, hvem han bor hos, og om hans flytning til København kan stemples som “proforma”. I den seneste artikel, skrevet af Jan Kjærgaard, bruges aktindsigt til at bygge videre på mistanken om, at hans bopæl ikke er “reel”:

“Københavns Kommune om Siddiques bopæl: ‘Begrundet tvivl’”
.
Hele vinklen er lagt, så læseren efterlades med mistanke – ikke med dokumentation.

Pointen for mig er klar: Endnu en muslim hænges ud og mistænkeliggøres på person og privatliv, mens Socialdemokratiets egen kreds og deres unge håb – som Magne Harr – behandles med blød omtale, arve-fortællinger og familiære portrætter. Det er ikke tilfældigt, hvem der får sympatiportrættet, og hvem der får proforma-jagten. Det er et mønster, hvor bestemte muslimer igen og igen gøres til problem – og bestemte magtfigurer går fri.

SARA GRÆDER – HUN VIL BARE HAVE SIN FREMTID TILBAGE

Når man samler alle brikkerne i denne historie – TV2-klippet foran den israelske ambassade, Mette Frederiksens hårde afvisning af palæstinensiske liv, familiefotoet ved Det Kongelige Teater med
Magne Harr og Henri Goldstein, Netavisen Pios jagt på endnu en muslimsk profil – står én person tilbage som den, der betaler den højeste pris: Sara El-Khatib.

I interviewet fortæller hun om frygten for hverdagen: perronen, hvor hun er bange for at blive skubbet; supermarkedet, hvor fremmede taler grimt til hende; tanken om en dag at gå med sine børn i et land, hvor nogen hader hende for hendes tørklæde, hendes navn og det, at hun er palæstinenser. Hun ved, at når man googler hende, er det ikke “kommunikationsstuderende” eller “engageret ung kvinde”, der står øverst – men “antisemitisme”, “skandale”, “BT”, “Henri Goldstein”. Alligevel insisterer hun på at blive ved: Hun vil ændre narrativet, hun vil være den muslimske, palæstinensiske kvinde, der nægter at forsvinde, bare fordi nogle magtfulde aktører har besluttet, at hun skal bruges som skræmmeeksempel.

Samtidig går magtens Danmark videre. Mette Frederiksen kan skælde en journalist ud, når palæstinensiske ofre nævnes – uden at det får konsekvenser. Hendes søn, Magne Harr, bliver omtalt som den næste i rækken af socialdemokrater, fotograferet smilende over for Henri Goldstein og skrevet ind i fortællingen som “Mette Frederiksens søn med politisk fremtid”. Chefredaktører, organisationsfolk og kommentatorer fortsætter deres arbejde, skriver videre, går til nye arrangementer. Ingen af dem skal leve med, at deres navn for altid er bundet til ét ord: “antisemitisme”.

Vi begyndte denne artikel med at beskrive, hvordan Henri Goldstein og B.T. var med til at dømme en 21-årig til livstid på Google. Vi slutter samme sted: En ung muslimsk kvinde, der bare vil tilbage til et
almindeligt liv med studie, arbejde og fremtid – og et system, der giver Magne Harr en vej op, mens det næsten lukker alle døre for Sara El-Khatib. Spørgsmålet er ikke, om hun græd i studiet. Spørgsmålet er,
hvem der havde magten til at gøre hendes tårer nødvendige – og hvorfor de stadig ikke står til ansvar for den dom, de gav hende.

EFTERORD: NÅR MISTANKEN RAMMER KROPPEN

Jeg skriver ikke kun om Sara El-Khatib, fordi jeg synes, hendes sag er uretfærdig på afstand. Jeg har selv stået midt i den samme atmosfære af mistanke. I 2015 blev jeg presset op ad en væg i Indre København af
seks-syv bevæbnede betjente, mine lommer blev tømt, min sportstaske vendt på vrangen, mit tøj og mit undertøj gennemgået på gaden. DR beskrev episoden sådan her:

“Politiet terror-tjekker flere i det indre København”
.

Officielt handlede det om terrorniveau og sikkerhed. Men for mig – og for mange andre med muslimsk baggrund – føltes det som noget andet: at være den krop, der altid kan stoppes, visiteres og mistænkeliggøres, mens andre går forbi uden at blive rørt. Og det skete igen i 2024. Det er samme logik, jeg ser, når unge som Sara El-Khatib eller politikere som Sikandar Siddique bliver gjort til sager, mens magtens egne ansigter får portrætter, håndtryk og varme ord.

Derfor reagerer jeg så voldsomt, når jeg ser navne som Henri Goldstein, organisationer som Det Jødiske Samfund, medier som B.T., MIFF og Netavisen Pio være med til at piske mistanke op mod
muslimer og palæstinensere i Danmark. Jeg ved, hvordan den mistanke føles, når den ikke bare står i en overskrift, men ender som hænder på din krop, som blikke på gaden og som en Google-søgning, du aldrig helt
kan slippe fri af. Denne tekst er mit forsøg på at vende blikket den anden vej – og holde dem ansvarlige, der har magten til at definere, hvem der er “mistænkelige”, og hvem der automatisk regnes for uskyldige.

Min konklusion er:

ISLAMOFOBI BLIVER BEGÅET AF DIE JUDEN MOD MUSLIMER

DET ER LIDT UNDERLIGT

METTE FREDERIKSEN, TIKTOK OG KAMPEN OM FORTÆLLINGEN

I en video på TikTok-profilen @fredes.forside taler Mette Frederiksen selv om sociale medier og TikTok som en central arena, hvor unge får deres viden om verden. Pointen er den samme, vi ser fra Hillary Clinton og andre vestlige politikere: Problemet er ikke bombningerne, besættelsen eller krigen – problemet er, at unge ser det ufiltreret på deres telefoner.

SKAL DE JUDE NU STYRE TIKTOK

Om man kalder det Die Juden eller ej, så er en ting sikkert, Israel, hvor Israeler bor, vil styre narrativet.

TIKTOK, NARRATIVKAMPEN – OG SPØRGSMÅLET TIL METTE

Når Hillary Clinton står på scenen hos Israel Hayom – ejet af en israelsk-amerikansk milliardær med stærk pro-israelsk profil – og klager over, at unge får deres viden om Gaza og Israel via TikTok, er det ikke bare en tilfældig bemærkning. Det er en del af en større kamp om, hvem der skal styre fortællingen: unge, der ser rå billeder fra Gaza på sociale medier – eller et netværk af pro-israelske politikere, medier og donorer, der i årevis har haft monopol på, hvordan Mellemøsten bliver forklaret i Vesten.

Som Owen Jones peger på, er mange af de kræfter, der vil begrænse eller overtage TikTok, dybt vævet ind i pro-israelske lobbyer, våbenindustri og mediemagt. Det handler ikke kun om “fake news” – det handler om at få kontrol over algoritmerne, så kritik af Israels krigsførelse og ordet “genocide” ikke får lov at fylde i unges bevidsthed, mens pro-israelske talepunkter kan gentages uden samme modspil.

Jeg ser et mønster: Israels regering og pro-israelske netværk kæmper benhårdt for at styre, hvordan verden taler om Gaza, Palæstina og krigen. Når Hillary Clinton står på en scene finansieret af pro-israelske kræfter og angriber TikTok, når vestlige medier dæmper billederne fra Gaza, og når statsledere gentager de samme talepunkter næsten ordret – så ligner det ikke længere tilfældigheder. Det ligner en bevidst kamp om narrativet, hvor kritiske stemmer skal gøres mistænkelige, og unge, der ser massakrer på sociale medier, bliver stemplet som “hjernevaskede”.

Når man ser den logik i USA, er det et fuldstændig legitimt spørgsmål at stille i Danmark:
Var Mette Frederiksens linje efter 7. oktober kun hendes egen – eller blev den også formet af pro-israelske interesser, herunder den israelske ambassade?

Statsministeriet har selv indrømmet, at der findes dokumenter om Mettes besøg ved ambassaden og TV2-situationen, men de mest centrale papirer er hemmeligholdt. Så længe de ikke er åbne, vil mistanken stå tilbage: at også i Danmark forsøger Israels venner at styre, hvordan vi må tale om palæstinensiske liv, krigsforbrydelser og ordet “folkedrab”.

Og mens den kamp om narrativet foregår på de øverste niveauer – Clinton, lobbyer, ambassader, statsministre – sidder der én ung kvinde tilbage med konsekvenserne i sit eget liv: Når man i Danmark googler navnet Sara El-Khatib, er det ikke hendes drømme, faglighed eller fremtid man finder først, men resultatet af den samme magtkamp om, hvem der må definere sandheden om Palæstina.

FAQ – SPØRGSMÅL OG SVAR OM SARA-SAGEN

Hvem er Sara El-Khatib?

Sara El-Khatib er en ung dansk-palæstinensisk kvinde, der som 21-årig sad i bestyrelsen for
Mellemfolkeligt Samvirke. Efter en artikel i B.T., hvor hendes opslag om Israel og zionisme blev udlagt som “grov antisemitisme”, er hendes navn nu tæt bundet til ord som “antisemitisme” og “skandale”, hver gang man googler hende.

Hvad handler din kritik af B.T. om?

Min kritik går på, at B.T. valgte at gøre Sara El-Khatib til personligt symbol på antisemitisme, i stedet for at diskutere indholdet af opslagene eller ansvaret hos Mellemfolkeligt Samvirke som organisation. Det var en redaktionel beslutning, der giver en 21-årig “livstid på Google”.

Hvilken rolle spiller Henri Goldstein og Det Jødiske Samfund?

Henri Goldstein, formand for Det Jødiske Samfund, blev brugt som moralsk dommer i sagen. Hans vurdering af Saras opslag som koblet til “ældgamle konspirationsteorier” blev i praksis læst som facit: det er antisemitisme. Når en så magtfuld stemme udtaler sig, lytter både
medier og politikere – og det får direkte konsekvenser for en ung, palæstinensisk kvinde.

Hvorfor nævner du Mette Frederiksen og sønnen Magne Harr?

Jeg nævner Mette Frederiksen og Magne Harr for at vise kontrasten: På den ene side har vi en ung muslimsk kvinde, der hænges ud som antisemit og får sin fremtid smadret på Google.
På den anden side en ung mand – statsministerens søn – der føres ind i magtens rum, står smilende over for Henri Goldstein ved Det Kongelige Teater og omtales som næste generation i dansk politik. To unge, to helt forskellige chancer.

Handler kritikken om jøder generelt?

Nej. Min kritik retter sig mod konkrete personer og organisationer, som efter min vurdering bidrager til islamofobi og mistænkeliggørelse af muslimer – for eksempel bestemte profiler i
Det Jødiske Samfund, bestemte kommentatorer og medier. Jeg kritiserer magtstrukturer og offentlige handlinger, ikke jøder som gruppe eller jødedom som religion. Jeg omtaler disse personer som Die Juden.

Hvad mener du med “livstid på Google”?

“Livstid på Google” betyder, at når en sag først er kørt afsted i medierne, kan den hænge fast i mange år. Når man søger på Sara El-Khatib, ser man først ord som “antisemitisme” og “BT”, ikke hendes studier, aktivisme eller livshistorie. Den digitale dom er ofte hårdere og mere
langvarig end den politiske debat, der skabte den.

Hvorfor bringer du din egen historie med politiets terror-tjek ind?

Jeg har selv oplevet at blive kropsvisiteret og mistænkeliggjort i Indre København efter terrorangrebene i 2015 – en oplevelse, DR beskrev i artiklen

“Politiet terror-tjekker flere i det indre København”
.
Det viser, at klimaet af mistanke mod muslimer ikke kun er teori, men rammer helt konkrete kroppe og liv. Derfor reagerer jeg så skarpt, når jeg ser den samme logik brugt mod Sara og andre.

Hvad er pointen med hele artiklen?

Pointen er at dokumentere, hvordan en ung, muslimsk kvinde kan blive gjort til slagmark for andre menneskers politiske og moralske projekter – fra B.T. og Henri Goldstein til Mette Frederiksens linje efter 7. oktober. Og at stille det enkle spørgsmål:
Hvem må fejle og stadig få en fremtid – og hvem dømmes til livstid på Google?

Hvad er forskellen på Magne Harr og Mette Frederiksens bror Per Frederiksen i dine artikler?

I denne artikel fokuserer jeg på Magne Harr, Mette Frederiksens søn, og hans rolle i forhold til Henri Goldstein og Sara El-Khatib. I en anden artikel går jeg i dybden med Mette Frederiksens bror, Per Frederiksen, hans arbejde i forsvarsindustrien og de 869.000 kr. om året på minerydning i Ukraine. Det er to sider af den samme magthistorie – men på denne side handler det om sønnen og Sara.