FRA FRIHEDSPRIS TIL PROPAGANDA: ER TOM JENSEN EN FEMTE KOLONNE?

HUSKER DU, DA TOM JENSEN UDDELTE FONSMARK-PRISEN?

(stadig under opbygning)

I 2025 gik Fonsmark-prisen til kunstneren Firoozeh Bazrafkan – en beslutning, som Tom Jensen, prisens frontfigur og chefredaktør på Berlingske, præsenterede som en sejr for ytringsfriheden.

Men ytringsfrihed er ikke neutral, og slet ikke i hænderne på dem, der bruger den som politisk instrument. Derfor bliver vi nødt til at spørge:

Hvad er det egentlig, Tom Jensen forsvarer?
Og hvem får lov at ytre sig i det rum, han kontrollerer?

HVEM ER TOM JENSEN?

Tom Jensen er chefredaktør for dagbladet Berlingske, et af Danmarks ældste og mest indflydelsesrige medier. Han er kendt som debattør, prisuddelende kulturkriger og borgerlig meningsmager. Under hans ledelse har Berlingske profileret sig som bastion for den såkaldte idédebat – med et klart fokus på værdikamp, national identitet og islamkritik.

Jensen er mere end journalist. Han er arkitekt for en mediestrategi, der systematisk fremmer bestemte stemmer – og udelukker andre.
Han taler om ytringsfrihed, men det er en frihed, der tilfalder dem, han allerede er enig med.

HVORFOR BERLINGSKE IKKE ER NEUTRAL

DEN FEMTE KOLONNE I DEN OFFENTLIGE SAMTALE

En læser kommenterede for nylig på Facebook:

“Husk nu altid at Berlingske overordnet set er en højreekstremistisk, zionistisk propaganda-kanal, med overvejende zionistiske journalister, redaktører og meningsdannere, så de er ALTID part i det igangværende folkedrab i Gaza, og aldrig uafhængige… Under 2. verdenskrig ville de også have bestræbt sig på at interviewe dem, der støttede KZ-lejrene og gaskamrene…”

Kommentaren fortsætter i samme dur, med anklager om etnisk udrensning, drab på læger, angreb på FN-personale og en stærk fordømmelse af Israel.

HUSKER DU, DA TOM JENSEN UDDLTE FONSMARK-PRISEN?

Til Firoozeh Bazrafkan.
Hun havde “modet til at kritisere religion”, sagde han.
Hun var “et ikon for ytringsfriheden”.

Og vi skulle tro, det handlede om frihed.

Men da unge kunstnere råbte “From the river to the sea” fra Orange Scene,
rejste Tom Jensen sig – og gik.
Da publikum viste solidaritet med Palæstina,
kaldte han Roskilde for “død som samlende begivenhed”.
Da ytringsfriheden ikke passede ind i hans kulturkamp,
blev den pludselig “for meget”.

Det er her, det knækker.

Frihed er ikke noget, Tom Jensen forsvarer –
det er noget, han tildeler.
Til dem, han kan bruge.
Mod dem, han ikke vil høre.

Vi husker godt, da han uddelte Fonsmark-prisen.
Vi husker, hvad han sagde.
Og vi ser, hvad han gør.

Det er ikke ytringsfrihed.
Det er redaktionel magt forklædt som moral.

Hvis du vil forstå baggrunden og strategien bag Fonsmark-prisen,
så læs også vores tidligere analyse af Tom Jensen og Berlingskes brug af ytringsfrihed som politisk redskab:
Tom Jensen, Fonsmark-prisen og den skjulte strategi

HVORFOR TOM JENSEN NU GÅR VÆK FRA SIN EGEN FORTÆLLING

Ytringsfriheden var kun fri, så længe den talte Toms sag

Af en hobby-designer og ingeniørstuderende, som ikke kan lade være med at stille det mest grundlæggende spørgsmål: Hvem har egentlig friheden i det her land?

DA ORANGE SCENE BLEV RØD

Fontaines D.C. råbte “From the river to the sea” ud over Roskilde Festivalens største scene. Publikum svarede med rungende støtte til Palæstina – og måske også et opgør med de magtstrukturer, der holder ytringsfriheden fast i et jerngreb.

Men én mand rejste sig og gik: Tom Jensen.
Chefredaktør på Berlingske. Ytringsfrihedens selverklærede vogter.
Manden, der uddeler priser til dem, der “tør sige sandheden” – så længe den ikke truer hans verdensbillede.

Pludselig kunne han ikke længere tåle lyden af frihed, når den kom fra munde, han ikke kontrollerer.

YTRINGSFRIHED? ELLER YTRINGSKONTROL?

Det er ikke første gang, Tom Jensen vælger side.

Han er ikke en neutral forsvarer af ytringsfrihed – han er kurator for en ideologisk scene, hvor kun de “rigtige” får mikrofonen. Hans Fonsmark-pris går ikke til dem, der siger noget vigtigt, men til dem, der siger det rigtige… i borgerlig forstand.

Kunstnere som Firoozeh Bazrafkan hædres for deres islamkritik.
Kritikere af NATO, kapitalisme, kolonialisme eller Israels handlinger i Gaza?
Dem inviterer man ikke. De eksisterer ikke i den del af ytringsfriheden, der hyldes.

Denne selektive tilgang til ytringsfrihed er en del af et større mønster. I vores analyse
“Does Israel Influence Danish Media?”
undersøger vi, hvordan visse emner – især kritik af Israel – næsten konsekvent bliver marginaliseret i danske medier. Berlingske er ingen undtagelse.

HVAD SIGER HAN SELV?

Ved Fonsmark-prisen 2025 talte Tom Jensen om “mod”, “civilisation” og “frihed”.
Men det var ikke universel frihed. Det var ikke frihed for alle.
Det var frihed til at slå nedad – på muslimer, flygtninge og minoriteter.

Han sagde, at Bazrafkan “ikke angriber muslimer, kun religionen”.
Men når en befolkningsgruppe allerede er under pres og deres tro konstant gøres til samfundsproblem, så er det ikke blot kunst – det er magtanvendelse.

DA TOMS YTRINGSFRIHED BLEV FOR UBEHAGELIG

Nu, hvor ytringsfriheden ikke længere er forbeholdt kommentarsektionerne i borgerlige medier,
men flytter ud på en festivalscene – i hænderne på unge kunstnere, vrede stemmer og palæstinensiske allierede – så går han.

Ikke fordi han blev truet.
Ikke fordi nogen forhindrede ham i at tale.
Men fordi nogen andre brugte friheden.

FONSMARK-PRISEN: FRIHED FOR DE UDVALGTE

Det er tid til at kalde det, hvad det er:

Fonsmark-prisen er ikke en pris for ytringsfrihed.
Det er en pris for ideologisk loyalitet.
En hæder, der tildeles dem, der hjælper med at opretholde en bestemt samfundsorden – mens kritikere udelukkes, stigmatiseres eller beskyldes for “terrorbilligelse”.

I den sammenhæng er det værd at læse
“Hvornår er solidaritet med Palæstina blevet ulovligt?”
En artikel om, hvordan lovgivning og retorik glider fra debat til straf.

HVAD NU, TOM?

Du gik fra Roskilde, fordi du ikke kunne lide, hvad du hørte.
Men ytringsfriheden lever ikke i dine spalter.
Den lever i det øjeblik, nogen råber det, du ikke kan holde ud at høre.

Og den råbte højt fra Orange Scene.

SLAGORD, STRATEGI OG DOBBELTE STANDARDER

Hvad må man råbe — og hvem må sige det?

Det er ikke kun Roskilde, der er blevet en krigszone for ytringsfrihedens grænser.

I juni trådte rapperen Bob Vylan op på scenen ved Glastonbury Festival og råbte:
“Death to the IDF.”

BBC sendte koncerten live. Publikum jublede.
Og så eksploderede reaktionerne.

BBC undskyldte offentligt.

Politiet åbnede sag om hadtale.

USA annullerede hans visum.

Politikere kaldte det ekstremistisk.

Og spørgsmålet er:

Hvorfor er det værre at råbe “Death to the IDF” – en statslig, bevæbnet militærorganisation – end at hylde kunstnere, der i årevis har kaldt islam “ond i sin kerne”?

Hvorfor bliver støtte til Palæstina konstant opfattet som radikalisering,
mens angreb på muslimer og flygtninge belønnes med hæder, priser og taletid?

Og vigtigst:
Hvem har lov til at definere, hvad ytringsfrihed egentlig er?

FRA ROSKILDE TIL GLASTONBURY: SAMME REAKTION, SAMME STRATEGI

Det samme mønster går igen hos Tom Jensen.

På Roskilde var det “From the river to the sea”, der blev kaldt radikalt og ekstremt.
På Glastonbury var det “Death to the IDF”, der udløste politisager, fordømmelser og censur.

Men det handler ikke kun om ordene.
Det handler om hvem, der siger dem.

Når kritikken går mod minoriteter, religion eller marginaliserede grupper, kaldes det “modigt”.
Når kritikken rettes mod Israel, Vesten eller militære magtstrukturer – bliver det straks “farligt”.

Tom Jensen vælger igen side. Ikke på grund af vold. Ikke på grund af trusler.
Men fordi ytringsfriheden blev brugt af nogen, han ikke kunne kontrollere.

I vores baggrundsartikel
“Terrorbilligelse i Danmark: Hvornår blev solidaritet med Palæstina farligt?”
dokumenterer vi, hvordan lovgivning og mediedækning nu bevæger sig mod en reel kriminalisering af bestemte holdninger.

YTRINGSFRIHED ELLER YTRINGSKONTROL?

Den største ironi er måske denne:

Tom Jensen forlod Roskilde ikke fordi ytringsfriheden blev truet –
men fordi den blev brugt af andre end ham selv.

Ligesom BBC undskylder, og myndigheder griber ind,
når ytringsfriheden ikke flugter med magtens interesser.

Det handler ikke om at beskytte debatten.
Det handler om at eje den.

HVEM DER MÅ SKRIGE — OG HVEM DER SKAL TIE

1. BOB VYLAN RÅBER “DEATH TO THE IDF” — OG VERDEN TABER SIN MASKE

Juni 2025. Glastonbury Festival.
Scenen gynger. Publikum koger. Bob Vylan — sort, kompromisløs, kompromitteret — griber mikrofonen og råber:

“Death to the IDF.”

BBC sender koncerten live.
Publikum reagerer med begejstring.

Og så kommer modreaktionen:

BBC undskylder.

Politiet indleder efterforskning.

USA trækker hans visum.

Aviser skriver om antisemitisme og “voldelige kunstnere”.

Men hvad er IDF?

Det er ikke en religion. Ikke en etnicitet.
Det er en militær enhed, der bomber Gaza og har tusindvis af civile liv på samvittigheden.

Men det er Bob, der bliver kaldt ekstremist. Ikke hæren. Ikke volden. Ikke magten.

2. YTRINGSFRIHED? JA – HVIS DEN SLÅR NEDAD

Forestil dig, at Bob i stedet havde sunget:

“Death to Hamas.”
“Islam er had.”
“Muslimer undertrykker kvinder.”

Der havde ikke været skandale. Ikke censur.
Måske bare applaus – og en Fonsmark-pris.

For det er dét, vi ser i Danmark – og det er Tom Jensen, der orkestrerer det.

Islamkritik bliver til mod.

Kritik af Israel bliver til radikalisering.

Kunst, der provokerer minoriteter, belønnes.

Kunst, der provokerer kolonimagt og krigsførende allierede, straffes.

Det er ikke ytringsfrihed.
Det er magtens ret til at kontrollere, hvem der må skrige — og hvem der skal tie.

3. “DEATH TO THE IDF” ER EN KRIGSERKLÆRING MOD DOBBELTMORAL

Det handler ikke om ord.
Det handler om, hvem der har retten til vrede.

“Death to the IDF” er ikke blot et råb mod en hær.
Det er en udfordring til den orden, der holder kunst, medier og offentlighed på plads.

Derfor undskylder BBC.
Derfor åbner politiet sag.
Derfor går Tom Jensen.

Derfor bliver ytringsfriheden aldrig givet – kun midlertidigt tilladt, så længe den ikke går imod systemet.

Og den dag, vi ikke længere accepterer vrede og protest fra dem, der bliver bombet –
men kun fra dem, der styrer bombeflyene –

så er det ikke ytringsfrihed. Det er propaganda.

KONKLUSION: DET HANDLER IKKE OM SLAGORD – DET HANDLER OM STRUKTUR

Når Tom Jensen taler om ytringsfrihed, taler han ikke om frihed for alle.
Han taler om frihed som redskab. Som våben. Som filter.

Når Berlingske priser kunstnere, der kritiserer islam, men tier om dem, der kritiserer Israel –
når Roskilde bliver kaldt “død” for at give plads til protest –
når ord som “From the river to the sea” og “Death to the IDF” mødes med fordømmelse i stedet for debat –

så ser vi tydeligt, at ytringsfriheden i Danmark ikke er universel.
Den er selektiv.
Den er styret.

Hvis du vil forstå, hvordan medier og magt spiller sammen i netop dette krydsfelt,
så læs vores artikler:

– Har Israel indflydelse på danske medier?
– Hvornår blev solidaritet med Palæstina farligt?