FREDERIK VADS TREDJE ERKENDELSE

MIT SVAR OG MIN IDENTITET

Når jeg ser Frederik Vads udtalelser om integration og mistænkeliggørelse, kan jeg ikke undgå at tænke på, hvordan frygten for “de andre” har dybe rødder i historien. Vi har set den før – den samme frygt, som engang blev rettet mod jøder og gjort til en arv af Hitler. Det er både chokerende og trist at se, hvordan denne arv stadig eksisterer i Danmark i dag, et land, der selv deltog i jødeforfølgelsen gennem samarbejdsaftaler under krigen. Mange forsøger at skubbe det mørke kapitel over på Erik Scavenius, men det er en del af Danmarks fortid, som ingen vil kendes ved. Og nu er denne arv blevet kastet over på nye grupper – men lad os lige være klare: Hitlers arv er ikke palæstinensernes ansvar.

ER DET HER, HVAD DER KALDES “DANSK”?

Hvis dette virkelig er “dansk,” så tager jeg min fjerde erkendelse: Jeg er en stolt muslim, en stolt pakistaner, og ja – en stolt perker. Jeg nægter at lade mig definere af et samfund, der ikke kan stå ved sin egen historie, men som alligevel konstant mistænkeliggør os, der har valgt Danmark som vores hjem. Jeg står ved min identitet og min tro. Jeg vil ikke bøje mig for en “danskhed,” der konstant sætter spørgsmålstegn ved min loyalitet og mit værd. Hvis Danmark kan vende ryggen til sin egen historie og stadig dyrke en “vi og dem”-mentalitet, så vil jeg stå endnu stærkere ved at være præcis den, jeg er.

JEG ER EN STOLT MUSLIM OG PAKISTANER

Denne fjerde erkendelse er min egen: Jeg er, og vil altid være, en stolt muslim og pakistaner – og det undskylder jeg ikke for. Kampen for retfærdighed og modstand mod undertrykkelse er vigtig, uanset om det gælder herhjemme eller ude i verden.

Læs mere om menneskerettigheder, Israel-Palæstina og modstand og forstå, hvorfor vi står sammen i denne kamp.

DEN TREDJE ERKENDELSE OG DE GRIMME DANSKE VÆRDIER

5. april 2024 var en dag, jeg sent vil glemme. Frederik Vad, Socialdemokratiets udlændinge- og integrationsordfører, fremkom i Folketinget med sin “tredje erkendelse” – endnu en omgang snak om integration og mistænkeliggørelse. Lad os bare sige, at det tydeligt viser, hvordan integrationen i Danmark er kommet helt ud på et sidespor. Vad har tilsyneladende brugt sine betalte rejser til Israel på at blive opflasket med en ordentlig omgang “vi og dem”-tankegang. Hans tale føltes som et iskoldt dolkestik for os, der engang troede, vi havde en plads i det danske samfund.

VI OG DEM – ER DET DEN NYE “DANSKE” IDENTITET?

INTEGRATION? LAD OS BARE KALDE DET EN FULDSTÆNDIG FIASKO

Vad fik det hele til at lyde så enkelt: Uddannelse, job og ren straffeattest? Nope, stadig ikke nok til dansk anerkendelse, hvis du ikke har den “rigtige” baggrund. Denne “erkendelse” er bare endnu en runde af den velkendte “vi og dem”-retorik. Vi kan gøre alt rigtigt, men vil aldrig være “danske nok”. Dansk identitet er tilsyneladende forbeholdt de “rigtige” danskere – hvad end det nu betyder.

Vad’s tale smadrede enhver illusion om en fælles forståelse. Danmark kræver konstant mere, og vi skal bevise vores værd om og om igen. Sandheden er, at vi aldrig vil passe ind i Danmarks snævre definition af, hvad “danskhed” er.

Når Vad præsenterer sin “nye vej” for integration, skriger det fiasko. Han ser ikke os som en del af Danmark, men som potentielle trusler – på trods af, at vi har arbejdet hårdt, taget en uddannelse, betalt skat og fulgt spillereglerne. Dette viser kun, at integration er slået totalt fejl – og ikke kun på vores side. Hele systemet har fejlet. Danmark kan bare ikke se os som ligeværdige.

TAK FOR “WAKE-UP CALL”, FREDERIK VAD – JEG ER HELLERE EN STOLT “PERKER” END “DANSKER”

Men tak for vækkeren, Vad. Din tale mindede mig om, hvem jeg virkelig er, og hvad jeg står for. Jeg er en stolt muslim, en stolt pakistaner – eller som Vad og co. ville kalde det, en “islamist”. I dagens Danmark er ord som “islamist” og “perker” blevet skældsord på niveau med “neger”. Men hvis valget står mellem at være en “perker” eller en “rigtig dansker”, så vælger jeg hellere at stå ved mig selv. Jeg er hellere en stolt perker end en, der konstant må bukke og skrabe for at være “dansk nok.”

HVOR HØRER JEG EGENTLIG HJEMME?

Vad’s tale rejste ét vigtigt spørgsmål: Hvor tager jeg hen, hvis jeg en dag ikke længere har en plads her? Danmark vil tydeligvis ikke have mig, uanset hvor meget jeg prøver. I Pakistan er jeg fremmed, set som mistænkelig fordi jeg repræsenterer en kultur, der har vanæret vores tro. Så hvad er hjem for mig? Vad’s “tredje erkendelse” skaber en kløft, ikke fællesskab – en mistænkeliggørelse, der efterlader os i konstant kamp for bare at høre til.

Frederik Vad’s “tredje erkendelse” sætter os tilbage. Han skaber frygt og afstand, cementerer ideen om, at vi aldrig kan blive en del af fællesskabet. Hans ord afslører et system, der ikke vil have os som ligeværdige, men som outsidere.

Så tak, Frederik Vad, for at minde mig om, hvor jeg står. Jeg har ikke brug for jeres anerkendelse for at vide, hvem jeg er. Jeg vælger min egen identitet – som stolt muslim, stolt pakistaner, og ja, stolt “perker”.

Læs også Hitlers Mord og Hummelgaards Ord