SKJULTE HEMMELIGHEDER BAG METTE FREDERIKSENS ORD
Mette Frederiksen Tale: Hvad gemmer hun? Statsminister Mette Frederiksen holdt en følelsesladet tale den 3. oktober. Men bag de stærke ord om jødiske børn og politibeskyttelse lurer spørgsmålene: Hvad er hendes fakta baseret på? Hvem styrer narrativet? Og hvorfor ignoreres børnene i Gaza? Dataen, der bruges til at vække følelser, kan være mere manipuleret, end vi tror. Er vi vidner til et politisk spil forklædt som medfølelse? Læs videre og find ud af, hvad hun måske ikke fortæller dig.
AKVAH-RAPPORTENS LØGNE OG HASBARA-PROPAGANDA: HVEM MANIPULERER HVEM?
- Hvem er de personer, der udvælger og sorterer hændelserne i AKVAH-rapporten?
- Hvilken uddannelse og erfaring har de personer, der klassificerer hændelser som antisemitisme?
- Er de personer, der arbejder med AKVAH-rapporten, inhabile? Har de nogen tilknytning til Israel eller politiske interesser?
- Hvordan sikres det, at de personer, der vurderer hændelserne, gør det objektivt og uden politisk bias?
- Hvordan kan vi være sikre på, at de indberettede hændelser ikke er forvrængede på grund af personlige holdninger eller politiske overbevisninger?
Mette Frederiksen siger fra talerstolen den 3. oktober:
Siden Hamas’ terrorangreb i Israel er det blevet farligere og mere utrygt at være jøde mange steder i Europa – desværre også her i Danmark. For mig er det en stor smerte. Det er blevet mere utrygt at være jøde i Danmark. PET har allerede længe advaret om en skærpet terrortrussel mod jødiske og israelske mål i Danmark, især i lyset af konflikten mellem Israel og Gaza.
Politiet har iværksat en række tiltag for at beskytte jødiske institutioner. Jøder forfølges stadig – alene fordi de er jøder. De lever i frygt. De tager kippaen af, når de forlader synagogen. De gemmer deres Davidstjerne væk, som om det var en helt anden tid. Det er beskæmmende. Det er bekymrende. Og det er ikke sådan, det skal være i Danmark – eller i Europa.
Vi må aldrig acceptere antisemitisme, og vi skal bekæmpe den overalt, hvor vi møder den. Derfor bliver jeg nødt til at være hudløst ærlig: Det undrer mig, at der ikke er en større forargelse i vores land over det her. Hvor er demonstrationerne imod det? Hvor er demonstrationerne for det jødiske mindretal? Hvor, hvor, hvor er den debat? Hvor er de stemmer? Jeg hører det ikke, og det bekymrer mig. Fordi i det ligger der noget, der er større og farligere, end man lige skulle tro.
Hvor er det folkelige oprør? Hvor er de unge på gaden over, at de eneste i vores land, der hver dag går i skole under politibeskyttelse, er jødiske børn. Det er små børn, der knap selv kan bære deres skoletaske, og de skal alligevel forbi tungt bevæbnet politi for at komme ind og få undervisning. Ligesom alle andre børn. Det hører ingen steder hjemme. Og jeg savner et langt større engagement i de problemer, som vores jødiske medborgere har – et langt større og utvetydigt afstandtagen fra det, vi desværre oplever herhjemme.
Og når de stemmer ikke gjalder i gaderne, som andre stemmer gør, så er det godt, at mange af os her i folketingssalen står sammen om dette. Og dermed lever op til det løfte, der blev givet af politikere før os om “aldrig mere” – i Danmark og i Europa.
